"Den reviderede oversættelse af 1871" findes både i en gammel og en ny udgave. Den første udgave er med frakturskrift (krøllede bogstaver) og denne er den mest udbredte. Den findes ofte i antikvariater og i hjemmene rundt omkring.

I 1907 - da Nye Testamente kom i ny oversættelse - blev GT 1871 også sat op i en ny form, men ordene er de samme. I udgaverne efter 1907 var GT 1871 med nye (rette bogstaver) I den gamle udgave var hvert vers et nyt afsnit, men i den nye udgave er hvert kapitel inddelt i ca 3-4-5 afsnit. Der er også forskellig stavemåde, f eks: Capitel-Kapitel, saae-saa, høi-høj, ei-ej, Throne-Trone, ph-f, den Anden (om person) - den anden, Eder - eder, Kjærlighed - Kærlighed, nidkjær-nidkær, Gjerninger - Gerninger, Steen - Sten, Huus-Hus, viis - vis.

Denne tekstfil er skannet ind fra den nye GT 1871 - bibelen var fra 1919. Du må blot være opmærksom på ovenstående forskelle, hvis du står med en gammel udgave af GT 1871.

Indtil videre udgør denne tekstfil kun en del af GT. Ønsker du resten af GT, kan jeg formidle den, mod at du retunerer den i korrigeret tilstand.

Søgning sker ved tekstbehanlingsprogrammets søgeværktøj. Søgningen er kapitelvis, efter nedenstående mønstre:
1.M.1; 2.M.1; 3.M.1; 4.M.1; 5.M.1; Jos.1; Do.1; Rut.1; 1.Sa.1; 2.Sa.1; 1.Ko.1; 2.Ko.1; 1.Kr.1; 2.Kr.1; Ezr.1; Neh.1; Est.1; Job.1
Ordsp.1, Prædik.1, Højs.1, Es.1, Jer.1, Klag.1, Ez.1. Dan.1, Hos.1, Joel.1, Amos.1, Ob.1, Jonas.1, Mika.1, Nah.1, Hab.1, Zef.1, Hag.1, Zak.1, Mal.1

Den første Mose Bog

1 Kapitel - 1.Mos.1
I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden. 2 Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke oven over Afgrunden, og Guds Aand svævede oven over Vandene. 3 Og Gud sagde: Der vorde Lys; og der blev Lys. 4 Og Gud saa, at Lyset var Godt, og Gud gjorde Skilsmisse imellem Lyset og Mørket. 5 Og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat; og der blev Aften, og der blev Morgen, første Dag.
6 Og Gud sagde: Der vorde en udstrakt Befæstning midt i Vandene, og den skal skille imellem Vand og Vand. 7 Og Gud gjorde den udstrakte Befæstning og gjorde Skilsmisse imellem Vandet, som var nedentil i den udstrakte Befæstning, og imellem Vandet, som var oventil i den udstrakte Befæstning; og det skete saa. 8 Gud kaldte den udstrakte Befæstning Himmel; og der blev Aften, og der blev morgen, anden Dag.
9 Og Gud sagde: Vandene under Himlene samle sig til eet Sted, at det tørre ses; og det skete saa. 10 Og Gud kaldte det tørre Jord, og Vandenes Samling kaldte han Hav; og Gud saa, at det var godt. 11 Og Gud sagde: Jorden lade fremvokse Græs, Urter, som give Sæd, frugtbare Træer, som bære Frugt efter sit Slags og have sin Sæd i sig paa Jorden; og det skete saa. 12 Og Jorden frembragte Græs, Urter, som gave Sæd efter sit Slags, og Træer, som bare Frugt og havde sin Sæd i sig efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt. 13 Og der blev Aften, og der blev Morgen, tredje Dag.
14 Og Gud sagde: Der vorde Lys paa Himmelens udstrakte Befæstning, at gøre Skilsmisse imellem Dagen og imellem Natten; og de skulle være til Tegn og til bestemte Tider og til Dage og Aar. 15 Og de skulle være til Lys paa Himmelens udstrakte Befæstning til at lyse over Jorden og det skete saa. 16 Og Gud gjorde de to stor e Lys, det store Lys at regere Dagen og det lille Lys at regere Natten og Stjernerne. 17 Og Gud satte dem paa Himmelens udstrakte Befæstning til at lyse over Jorden 18 og til at regere om Dagen og om Natten og til at skille imellem Lyset og imellem Mørket; og Gud saa, at det var godt. 19 Og der blev Aften, og der blev Morgen, fjerde Dag.
20 Og Gud sagde: Vandet vrimle med en Vrimmel af levende Væsener, og Fugle skulle flyve over Jorden imod Himmelens udstrakte Befæstning. 21 Og Gud skabte de store Havdyr og alle Haande levende Væsener, som krybe, hvilke vrimle i Havet, efter sit Slags og alle Haande Fugle med Vinger efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt. 22 Og Gud velsignede dem og sagde: Vorder frugtbare og mangfoldige, og fylder Vandene i Havet, og Fuglene vorde mangfoldige paa Jorden. 23 Og der blev Aften, og der blev Morgen, femte Dag.
24 Og Gud sagde: Jorden frembringe levende Dyr efter sit Slags, Fæ og Kryb og vilde Dyr paa Jorden efter sit Slags; og det skete saa. 25 Og Gud gjorde vilde Dyr paa Jorden efter sit Slags og Fæ efter sit Slags og alle Haande Kryb paa Jorden efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt. 26 Og Gud sagde: Lader os gøre et Menneske i vort Billede, efter vor Lignelse; og de skulle regere over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over Fæet og over al Jorden og over alt Kryb, som kryber paa Jorden. 27 Og Gud skabte Mennesket i sit Billede, han skabte det i Guds Billede; Mand og Kvinde skabte han dem. 28 Og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: Vorder frugtbare og mangfoldige, og opfylder Jorden, og gører eder den, underdanig, og regerer over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over hvert Dyr, som kryber paa Jorden. 29 Og Gud sagde: Se, jeg har givet eder alle Urter, som give Sæd, som ere over al Jorden, og alle Haande Træer, i hvilke er Træers Frugt, som have Sæd; de skulle være eder til Føde. 30 Og alle Dyr paa Jorden og alle Fugle under Himmelen og alt Kryb paa Jorden, i hvilke er en levende Sjæl, har jeg givet alle Haande grønne Urter til at æde; og det skete saa. 31 Og Gud saa alt det, han havde gjort, og se, det var meget godt; og der blev Aften, og der blev Morgen, den sjette Dag.

2 Kapitel - 1.Mos.2
Og Himmelen og Jorden bleve fuldkommede, og al deres Hær. 2 Og Gud havde fuldkommet paa den syvende Dag sin Gerning, som han havde gjort, og hvilede paa den syvende Dag fra al sin Gerning, som han havde gjort. 3 Og Gud velsignede den syvende Dag og helligede den; thi paa den hvilede han fra al sin Gerning, som Gud skabte og gjorde.
4 Disse ere Himmelens og Jordens Oprindelser, der de skabtes, paa den Dag Gud Herren gjorde Jorden og Himmelen. 5 Og alle Haande Buske paa Marken vare endnu ikke paa Jorden, og alle Haande Urter paa Marken vare endnu ikke fremspirede; thi Gud Herren havde ikke ladet regne paa Jorden, og der var intet Menneske til at dyrke Jorden. 6 Og der opgik en Damp af Jorden og vandede al Jordens Overflade. 7 Og Gud Herren dannede Mennesket af Støv af Jorden og blæste Livets Aande i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Sjæl.
8 Og Gud Herren plantede en Have udi Eden mod Østen og satte der Mennesket, hvilket han havde gjort. 9 Og Gud Herren lod opvokse alle Haande Træer af Jorden, som vare lystelige at se til og gode til at æde af, og Livsens Træ midt i Haven og Kundskabens Træ paa godt og ondt. 10 Og der gik en Flod ud fra Eden til at vande Haven, og derfra deltes den og blev til fire Hovedstrømme. 11 Den førstes Navn er Pison, hvilken løber om det ganske Land Havila, Hvor der er Guld. 12 Og Guldet fra det samme Land er godt; der er Bdellion og den Sten Unyks. 13 Og den anden Flods Navn er Gihon, hvilken løber om det ganske Land Kus. 14 Og den tredje Flods Navn er Hiddekel, hvilken gaar Østen for Assyrien; og den fjerde flod, den er Frat. 15 Og Gud Herren tog Mennesket og satte det i Edens Have at dyrke den og vogte den. 16 Og Gud Herren bød Mennesket og sagde: Du maa frit æde af alle Træer i Haven; 17 men af Kundskabens Træ paa godt og ondt, af det skal du ikke æde; thi paa hvilken Dag du æder af det, skal du dø Døden.
18 Og Gud Herren sagde: Det er ikke godt, at Mennesket er ene, jeg vil gøre ham Medhjælp, som skal være hos ha,. 19 Og Gud Herren havde gjort af Jorden alle vilde Dyr paa Marken og alle Himmelens Fugle og ledte dem til Mennesket for at se, hvad han vilde kalde hvert; og alt det, som Adam kaldte hver levende Sjæl, det var dens Navn. 20 Saa gav Adam alt Kvæget og Himmelens Fugle og alle vilde Dyr paa Marken Navne; men for Menneske fandt han ingen Medhjælp, som kun de være hos ham. 21 Da lod Gud Herren falde en dyb Søvn paa Adam og han sov; og han tog et af han Ribben og lukkede med Kød i Stedet derfor. 22 Og Gud Herren byggede af det Ribben, som han havde taget af Mennesket, en Mandinde og ledte hende til Adam. 23 Da sagde Adam: Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; denne skal kaldes Mandinde, thi denne er tagen af Manden. 24 Derfor skal Manden forlade sin Fader og sin Moder og blive fast hos sin Hustru, og de skulle være til eet Kød. 25 Og de vare begge nøgne, Adam og hans Hustru, og de bluedes ikke.

3 Kapitel - 1.Mos.3
Og Slangen var træskere end alle vilde Dyr paa Marken, hvilke Gud Herren havde gjort; og den sagde til Kvinden: Mon Gud skulde have sagt: I maa ikke æde af hvert Træ i Haven? 2 Da sagde Kvinden til Slangen: Vi maa æde af Havens Træers Frugt; 3 men om det Træs Frugt, som er midt i Haven, sagde Gud: Æder ikke deraf og rører ikke derved, at I ikke skulle dø. 4 Da sagde Slangen til Kvinden: I skulle ikke dø Døden; 5 men Gud ved, at hvilken Dag I æde deraf, da skulle eders Øjne oplades, og I skulle blive ligesom Gud og kende godt og ondt. 6 Og Kvinden saa, at Træet var godt at æde af, og at det var lysteligt at se til og et ønskeligt Træ til at faa Forstand af, og hun tog af dets Frugt og aad; og hun gav ogsaa sin Mand med sig, og han aad. 7 Da oplodes begges Øjne, og de kendte, at de vare nøgne, og de hæftede Figenblade sammen og gjorde sig Bælter. 8 Og de hørte Gud Herrens Røst, som gik i Haven, der Dagen blev sval; da skjulte Adam og hans Hustru sig for Gud Herrens Ansigt iblandt Træerne i Haven.
9 Og Gud Herren kaldte ad Adam og sagde til ham: Hvor er du? 10 han sagde: Jeg hørte din Røst i Haven og frygtede; thi jeg var nøgen; og jeg skjulte mig. 11 Og han sagde: Hvo gav dig til Kende, at du var nøgen? har du ædet af det Træ, om hvilket jeg bød dig, at du skulde ikke æde deraf? 12 Og Adam sagde: Kvinden, som du gav til at være hos mig, hun gav mig af Træet, og jeg aad. 13 Da sagde Gud Herren til Kvinden: Hvi har du gjort dette? Og Kvinden sagde; Slangen forførte mig, og jeg aad. 14 Da sagde Gud Herren til Slangen: Efterdi du gjorde dette, da vær forbandet fremfor alt Kvæget og fremfor alle vilde Dyr paa Marken; du skal gaa paa din Bug og æde Støv alle dit Livs Dage. 15 Og jeg vil sætte Fjendskab imellem dig og imellem Kvinden og imellem din Sæd ' og imellem hendes Sæd; den skal sønderknuse dit Hoved, men du skal sønderknuse hans Hæl. 16 Til Kvinden sagde han: Jeg vil meget mangfoldiggøre din Kummer og din Undfangelse, med Smerte skal du føde Børn; og din Attraa skal være til din Mand, men han skal herske over dig. 17 Og til Adam sagde han: Efterdi du lød din Hustrus Røst og aad af det Træ, om hvilket jeg bød dig og sagde: Du skal ikke æde deraf, da være Jorden forbandet for din Skyld, med Kummer skal du æde deraf alle dit Livs Dage. 18 Og den skal bære dig Torn og Tidsel, og du skal æde Urter paa Marken. 19 I dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød, indtil du bliver til Jord igen, thi deraf er du tagen; thi du er Støv, og du skal blive til Støv igen.
20 Og Adam kaldte sin Hustrus Navn Eva, thi hun er bleven alle levendes Moder. 21 Og Gud Herren gjorde Adam og hans Hustru Kjortler af Skind og iførte dem. 22 Og Gud Herren sagde: Se, Adam er bleven som en af os til at kende godt og ondt; men nu, paa det han ikke skal udrække sin Haand og tage ogsaa af Livsens Træ og æde og leve evindeligen: 23 da forviste Gud Herren ham af Edens Have til at dyrke Jorden, som han var tagen af. 24 Og han drev Mennesket ud og satte Keruber Østen for Edens Have med et blinkende Sværd, som vendte sig hid og did, til at vogte Vejen til Livsens Træ.

4 Kapitel - 1.Mos.4
Og Adam kendte sin Hustru Eva; og hun undfik og fødte Kain og sagde: Jeg har faaet en Mand, som er Herren. 2 Og hun blev ved at føde, nemlig hans Broder Abel; og Abel blev en Faarehyrde, og Kain dyrkede Jorden. 3 Og det hændte sig, der en Tid var forløben, og Kain frembar et Offer til Herren af Jordens Frugt. 4 Og Abel, ogsaa han bar frem af sin Hjords første Affødning og af deres Fedme; og Herren saa til Abel og til hans Offer. 5 Men til Kain og til hans Offer saa han ikke; da blev Kain meget vred, og hans Ansigt falmede. 6 Og Herren sagde til Kain: Hvi er du vred, og hvi er dit Ansigt falmet. 7 Er det ikke saa, at dersom du gør godt, da er du behagelig, og dersom du ikke gør godt, da ligger Synden for Døren, og til dig 'er dens Attraa men du skal herske over den.
8 Og Kain talede med Abel sin Broder; og det hændte sig, der de vare paa Marken, da stod Kain op imod Abel sin Broder og ihjelslog ham. 9 Og Herren sagde til Kain: Hvor er Abel, din Broder? Og han sagde: Jeg ved ikke, mon jeg være min Broders Vogter? 10 Og han sagde: Hvad har du gjort? din Broders Blods Røst raaber til mig af Jorden.
11 Og nu være du forbandet fra Jorden, som oplod sin Mund til at tage din Broders Blod af din Haand. 12 Naar du dyrker Jorden, skal den ikke ydermere give dig sin Kraft, ustadig og flygtig skal du være paa Jorden. 13 Da sagde Kain til Herren: Min Misgerning er større, end jeg kan bære. 14 Se, du har i Dag drevet mig fra Jordens Kreds, og jeg maa skjule mig for dit Ansigt; og jeg bliver ustadig og flygtig paa Jorden, og det vil ske, hvo som finder mig, slaar mig ihjel. 15 Men Herren sagde til ham: Derfor, hvo som ihjelslaar Kain, paa ham skal det hævnes syvfold; saa satte Herren for Kain et Tegn, at ingen, som fandt ham, skulde slaa ham ihjel. 16 Saa gik Kain ud fra Herrens Ansigt og blev i det Land Nod Østen for Eden.
17 Og Kain kendte sin Hustru, og hun undfik og fødte Hanok; og han byggede en Stad og kaldte Stadens Navn efter sin Søns Navn, Hanok. 18 Og for Hanok blev født Irad, og Irad avlede Mehujæl, og Mehujæl avlede Mathusæl, og Mathusæl avlede Lamek. 19 Og Lamek tog sig to Hustruer, den enes Navn var Ada, og den andens Navn Zilla. 20 Og Ada fødte Jabal; han var Fader til dem som boede i Telte og vogtede Kvæg 21 Og hans Broders Navn var Jubal han var Fader til alle dem, der legede paa Harpe og Fløjte. 22 Og Zilla, ogsaa hun fødte, nemlig Thubalkain, som kunstigen gjorde alle Haande skarpt Kobber- og Jerntøj; og Thubalkains Søster var Naama 23 Og Lamek sagde til sine Hustruer Ada og Zilla, hører min Røst, Lameks Hustruer, mærker min Tale! Om jeg har slagen en Mand ihjel, mig til et Saar, og en Dreng, mig til en Byld: 24 da skal Kain hævnes syvfold, og Lamek halvfjerdsindstyve Gange og syv Gange.
25 Og Adam kendte ydermere sin Hustru, og hun fødte en Søn og kaldte hans Navn Seth; thi Gud har sat mig, sagde hun, en anden Sæd Abels Sted; thi Kain slog ham ihjel. 20 Og for Seth blev og født en Søn, og han kaldte hans Navn Enos; da begyndte man at paakalde Herrens Navn.

5 Kapitel - 1.Mos.5
Denne er Menneskens Slægters Bog. Paa den Dag Gud skabte Mennesket, gjorde han det i Guds Lignelse: 2 Han skabte dem Mand og Kvinde og velsignede dem og kaldte deres Navn Menneske, paa den Dag de bleve skabte. 3 Og Adam levede hundrede og tredive Aar og avlede en Søn i sin Lignelse, efter sit Billede og kaldte hans Navn Seth. 4 Og Adam levede, efter at han havde avlet Seth, otte Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre. 5 Og Adams ganske Alder, som han levede, blev ni Hundrede Aar og trevede, blev ni Hundrede Aar og tredive Aar; og han døde.
6 Og Seth var hundrede Aar og fem Aar gammel og avlede Enos. 7 Og Seth levede, efter at han havde avlet Enos, otte Hundrede Aar og syv Aar og avlede Sønner og Døtre. 8 Og Seths ganske Alder blev ni Hundrede Aar og tolv Aar; og han døde.
9 Og Enos var halvfemsindstyve Aar gammel og avlede Kenan. 10 Og Enos levede, efter at han havde avlet Kenan, otte Hundrede Aar og femten Aar og avlede Sønner og Døtre. 11 Og Eros' ganske Alder blev ni Hundrede Aar og fem Aar; og han døde.
12 Og Kenan var halvfjerdsindstyve Aar gammel og avlede Mahalaleel. 13 Og Kenan levede, efter at han havde avlet Mahalaleel, otte Hundrede Aar og fyrretyve Aar og avlede Sønner og Døtre. 14 Og Kenans ganske Alder blev ni Hundrede Aar og ti Aar; og han døde.
15 Og Mahalaleel var fem Aar og tresindstyve Aar gammel og avlede Jared. 16 Og Mahalaleel levede, efter at han havde avlet Jared, otte Hundrede Aar og tredive Aar og avlede Sønner og Døtre. 17 Og Mahalaleels ganske Alder var otte Hundrede Aar og fem og halvfemsindstyve Aar; og han døde.
18 Og Jared var hundrede Aar og to og tresindstyve Aar gammel og avlede Enok. 19 Og Jared levede, efter at han havde avlet Enok, otte Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre. 20 Og Jareds ganske Alder blev ni Hundrede Aar og to og tresindstyve Aar; og han døde.
21 Og Enok var fem og tresindstyve Aar gammel og avlede Methusela. 22 Og Enok vandrede med Gud, efter at han havde avlet Methusela, tre Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre. 23 Og Enoks ganske Alder blev tre Hundrede Aar og fem og tresindstyve Aar. 24 Og Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere; thi Gud tog ham.
25 Og Methusela var hundrede Aar og syv og tresindstyve Aar gammel og avlede Lamek. 26 Og Methusela levede, efter at han havde avlet Lamek, syv Hundrede Aar og to og firsindstyve Aar og avlede Sønner og Døtre. 27 Og Methuselas ganske Alder blev ni Hundrede Aar og ni og tresindstyve Aar; og han døde.
28 Og Lamek var hundrede Aar og to og firsindstyve Aar gammel og avlede en Søn; 29 ug han kaldte hans Navn Noa og sagde: Denne skal trøste os i vor Kummer og vore Hænders Arbejde paa Jorden, hvilken Herren har forbandet. 30 Og Lamek levede, efter at han havde avlet Noa; fem Hundrede Aar og fem og halvfemsindstyve Aar og avlede Sønner og Døtre. 31 Og Lameks ganske Alder blev syv Hundrede aar og syv og halvfjerdsindstyve Aar; og han døde. 32 Og Noa var fem Hundrede Aar gammel, og Noa avlede Sem, Kam og Jafet.

6 Kapitel - 1.Mos.6
Og det skete, der Menneskene havde begyndt at formeres paa Jorden, og Døtre fødtes dem, 2 da saa Guds Sønner Menneskens Døtre, at de vare skønne, og toge sig Hustruer af alle, hvilke de valgte. 3 Da sagde Herren: Min Aand skal ikke herske i Mennesket evindelig, eftersom han er Kød; og hans Dage skulle være hundrede og tyve Aar. 4 Paa den Tid vare Kæmper paa Jorden, ja ogsaa efter at Guds Sønner vare indgangne til Menneskens Døtre og havde avlet sig Børn; disse ere de vældige, hvilke fra fordums Tid have været navnkundige Mænd. 5 Og Herren saa, at Menneskets Ondskab var stor paa Jorden, og at alt hans Hjertes Tankers Paafund var ikkun ondt hver Dag. 6 Da angrede Herren, at han havde gjort Mennesket paa Jorden, og det bedrøvede ham i hans Hjerte. 7 Og Herren sagde: Jeg vil udslette Mennesket, som jeg har skabt, af Jorden, baade Mennesker og Kvæg og Kryb og Fugle under Himmelen; thi jeg angrer, at jeg gjorde dem.
8 Men Noa fandt Naade for Herrens Øjne. 9 Disse ere Noas Slægter. Noa, en retfærdig Mand, var ustraffelig i sin Tid, Noa vandrede med Gud. 10 Og Noa avlede tre Sønner: Sem, Kam og Jafet. 11 Men Jorden var fordærvet for Guds Ansigt, og Jorden var fuld af Vold. 12 Da saa Gud Jorden, og se, den var fordærvet; thi alt Kød havde fordærvet sin Vej paa Jorden.
13 Da sagde Gud til Noa: Alt Køds Ende er kommen for mit Ansigt; thi Jorden er fuld af Vold af dem; og se, jeg vil fordærve dem med Jorden. 14 Gør dig en Ark af Gofertræ; gør Rum i Arken, og beg den inden og udentil med Beg. 15 Og denne er Maaden, efter hvilken du skal gøre den: Tre Hundrede Alen skal Arkens Længde være, halvtredsindstyve Alen dens Bredde og tredive Alen dens Højde. 16 Du skal gøre et Vindue paa Arken, og oventil skal du fuldkomme den til en Alen, og Arkens Dør skal du sætte paa dens Side; du skal gøre den med et nederste, et mellemste og et tredje Loft. 17 Og jeg, se, jeg lader komme en Vandflod over Jorden til at fordærve alt Kød, som har Livs Aande i sig under Himmelen; alt det, som er paa Jorden, skal udaande. 18 Men med dig opretter jeg min Pagt; og du skal gaa i Arken, du og dine Sønner og din Hustru og dine Sønners Hustruer med dig.
19 Og af alt det, som lever, af alt Kød, et Par af hver Slags skal du indføre i Arken, at lade leve med dig; Han og Hun skal det være. 20 Af Fuglene efter deres Slags og af Kvæget efter deres Slags, af alle Haande Kryb paa Jorden efter deres Slags; et Par af hvert skal gaa ind til dig, at de maa leve. 21 Og tag du dig af alle Haande Føde, som ædes, og samle til dig, at det maa blive dig og dem til Næring. 22 Og Noa gjorde det, efter alt det, som Gud havde befalet ham, saaledes gjorde han.

7 Kapitel - 1.Mos.7
Og Herren sagde til Noa: Gak ind, du og dit ganske Hus, i Arken; thi dig har jeg set retfærdig for mig i denne Slægt. 2 Tag dig af alle Haande rent Kvæg syv og syv, Han og Hun; men af det Kvæg, som er urent, et Par, Han og Hun; 3 ogsaa af Fuglene under Himmelen, syv og syv, Han og Hun, at holde Sæd paa al Jorden i Live. 4 Thi end om syv Dage vil jeg lade regne paa Jorden fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter og udslette af Jorden alle levende Væsener, som jeg har gjort. 5 Og Noa gjorde efter alt, hvad Herren bød ham. 6 Og der Noa var seks Hundrede Aar gammel, da kom Floden med Vande over Jorden. 7 Og Noa gik ind og hans Sønner og hans Hustru og hans Sønners Hustruer med ham i Arken for Flodens Vande. 8 Af rent Kvæg og af det Kvæg, om ikke er rent, og af Fuglene og alt det, som kryber paa Jorden, 9 gik Par og Par til Noa til Arken, Han og Hun, ligesom Gud havde befalet Noa.
10 Og det skete paa den syvende Dag, da kom Flodens Vande over Jorden. 11 I det Aar, der Noa var seks Hundrede Aar gammel, i den anden Maaned, paa den syttende Dag i Maaneden, paa den Dag opbrast alle Kilder i den store Afgrund og Himmelens Sluser oplodes. 12 Og Regn paa Jorden fyrretyre Dage og fyrretyve Nætter. 13 Paa den selvsamme Dag gik Noa og Sem og Kam og Jafet, Noas Sønner, og Noas Hustru og hans Sønners tre Hustruer med dem i Arken; 14 de og alle Haande vilde Dyr efter deres Slags og alle Haande Kvæg efter deres Slags og alle Haande Kryb, som krybe paa Jorden, efter deres Slags, og alle Haande Fugle efter deres Slags, alt det, som kan flyve, alt det, som har Vinger. 15 Og de gik i Arken til Noa, Par og Par af alt Kød, i hvilket der var Livs Aande. 16 Og de, som kom, kom Han og Hun af alle Haande Kød, ligesom Gud havde budet ham; og Herren lukkede til efter ham. 17 Da kom Floden fyrretyve Dage over Jorden; og Vandet formeredes og opløftede Arken, og den hævedes op over Jorden. 18 Og Vandet fik Overhaand og formeredes saare over Jorden; og Arken flød oven paa Vandet. Og Vandet fik Overhaand saare meget over Jorden; og alle høje Bjerge bleve skjulte, som vare under den ganske Himmel. 20 Femten Alen oventil fik Vandet Overhaand, og Bjergene bleve skjulte. 21 Saa udaandede alt Kød, som rørte sig paa Jorden, af Fugle og af Kvæg og af vilde Dyr og af al den Vrimmel, som vrimlede paa Jorden, og hvert Menneske.
22 Alt det, som havde Livs Aande i sin Næse, alt det, som var paa det tørre, døde. 23 Og hvert Væsen udslettedes, som var paa Jorden, fra Mennesket indtil Kvæg, indtil Kryb og indtil Fugle under Himmelen, og de bleve udslettede af Jorden; og Noa blev alene igen, og hvad der var med ham i Arken. 24 Og Vandet havde Overhaand over Jorden hundrede og halvtredsindstyve Dage.

8 Kapitel - 1.Mos.8
Og Gud ihukom Noa og alle vilde Dyr og alt Kvæg, som var med ham i Arken, og Gud lod Vejr fare over Jorden, og Vandet faldt.
2 Og Kilderne i Afgrunden stoppedes, og Himmeles Sluser holdt op og regnen fra Himmelen holdt op. 3 Og Vandet vendte tilbage af Jorden, gaaende frem og tilbage; og Vandet formindskedes, efter at hundrede og halvtredsindstyve Dage vare forløbne. 4 Og Arken hvilede i den syvende Maaned, paa den syttende Dag i Maaneden, paa Ararats Bjerge. 5 Og Vandet for hid og did og formindskedes indtil den tiende Maaned; i den tiende Maaned, paa den første
Dag i Maaneden, lode Toppene af Bjergene sig til Syne.
6 Og det hændte sig efter fyrretyve Dage, da oplod Noa Vinduet paa Arken, som han havde gjort 7 Og han udlod en Ravn; den fløj og tilbage, indtil Vandet borttørredes af Jorden. 8 Og han udlod en Due fra sig for at se, om Vandet var sunket fra Jordens Overflade. 8 Og der Duen ikke fandt det, den kunde hvile sin Fodsaale paa, da kom den igen til ham i Arken, fordi Vandet endnu var over den ganske Jord; og han udrakte sin Haand og annammede den og to den til sig i Arken. Da biede han endnu syv andre Dage og udlod atter en Due af Arken. 11 Og den Due kom til ham ved Aftens Tid, og se, den havde et afbrudt Olieblad i sin Mund; da fornam Noa, at vandet var sunket paa Jorden. 12 Men han biede endnu andre syv Dage og udlod en Due, og den kom ikke ydermere til ham.
13 Og det skete i det seks Hundrede og første Aar, i den første Maaned, paa den første Dag i Maaneden, da tørredes Vandet fra Jorden; da tog Noa Dækket af Arken og saa sig om, og se, Jordens Overflade tørredes. 14 Og i den anden Maaned, paa den syv og tyvende Dag i Maaneden, blev Jorden tør. 15 Da talede Gud til Noa og sagde: 16 Gak ud ad Arken, du og din Hustru og dine Sønner og dine Sønners Hustruer med dig. 17 Udfør med dig alle Dyr, som ere hos dig af alt Kød, af Fugle og af Kvæg og af alle Kryb, som krybe paa Jorden, og de skulle vrimle paa Jorden og vorde frugtbare og mangfoldige paa Jorden. 18 Saa gik Noa ud og hans Sønner og hans Hustru og hans Sønners Hustruer med ham. 19 Alle vilde Dyr og alle Kryb og alle Fugle, alt hvad der kryber paa Jorden, efter deres Slags, de gik ud ad Arken.
20 Og Noa byggede Herren et Alter og tog af alle Haande rent Kvæg og af alle Haande rene Fugle og ofrede Brændoffer paa Alteret. 21 Og Herren lugtede den behagelige Lugt; da sagde Herren i sit Hjerte: Jeg vil ikke mere herefter forbande Jorden for Menneskets Skyld, thi Menneskets Hjertes Tanke er ond fra hans Ungdom; og jeg vil ikke mere slaa alt, hvad der lever, saaledes som jeg har gjort. 22 Saa længe Jorden staar, skal Sæd og Høst og Frost og Hede og Sommer og Vinter og Dag og Nat ikke aflade.

9 Kapitel - 1.Mos.9
Og Gud velsignede Noa og hans Sønner og sagde til dem: Vorder frugtbare og mangfoldige, og opfylder Jorden! 2 Og Frygt for eder og Rædsel for eder skal være over alle vilde Dyr paa Jorden og over alle Fugle under Himmelen, over alt det, som kryber paa Jorden, og over alle Fiske i Havet, de skulle være givne i eders Hænder. 3 Alt det, som vrimler, som lever, skal være eder til Spise, ligesom grønne Urter har jeg givet eder alt dette. 4 Dog Kød med Sjælen, med Blodet i, maa I ikke æde. 5 Derimod eders Livs Blod vil jeg kræve, af alle Dyrs Haand vil jeg kræve det; og af Menneskenes Haand, af hvers Haand, endog af hans Broders, vil jeg kræve Menneskenes Sjæl. 6 Hvo som udøser Menneskenes Blod, ved Mennesket skal hans Blod udøses; thi i Guds Billede gjorde han Mennesket. 7 Og vorder frugtbare og mangfoldige, vrimler paa Jorden og vorder mangfoldige derpaa.
8 Og Gud talede til Noa og til hans Sønner med ham og sagde: 9 Jeg, se, jeg opretter min Pagt med
eder og med eders Afkom efter eder 10 og med hver levende Sjæl, som er hos eder af Fugle, af Kvæg og af alle vilde Dyr paa Jorden hos eder, af alle dem, som gik ud ad Arken, af alle Dyr, som ere paa Jorden. 11 Og jeg opretter min Pagt med eder, at herefter skal intet Kød ødelægges af Flodens Vande, og der skal ikke komme Vandflod herefter at fordærve Jorden. 12 Og Gud sagde: Dette er et Tegn paa den Pagt, som jeg gør imellem mig og imellem eder og imellem hver levende Sjæl, som er hos eder, til evig Tid. 13 Jeg har sat min Bue i Skyen, og den skal være til en Pagtes Tegn imellem mig og imellem Jorden. 14 Og det skal ske, naar jeg fører Skyen over Jorden, da skal Buen ses i Skyen. 15 Og jeg vil komme min Pagt i Hu, som er imellem mig og imellem eder og imellem alle levende Sjæle af alt Kød, at Vandene ikke mere skulle blive til en Flod, at fordærve alt Kød. 16 Derfor skal Buen være i Skyen, og jeg vil se den for at ihukomme den evige Pagt imellem Gud og imellem alle levende Sjæle af alt Kød, som er paa Jorden. 17 Og Gud sagde til Noa: Dette skal være et Tegn paa den Pagt, som jeg har oprettet imellem mig og imellem alt Kød, som er paa Jorden.
18 Og Noas Sønner, som gik ud ad Arken, vare Sem og Kam og Jafet men Kam er Kanaans Fader. 19 Disse tre ere Noas Sønner, og af disse blev hele Jorden befolket alle Vegne.
20 Men Noa begyndte at blive en Avlsmand og plantede en Vingaard. 21 Og han drak af Vinen og blev drukken og blottede sig midt i sit Telt. 22 Der Kam, Kanaans Fader, saa sin Faders Blusel, forkyndte han begge sine Brødre det udenfor. 23 Da tog Sem og Jafet et Klæde og lagde det begge paa deres Skulder og gik baglæns og skjulte deres Faders Blusel; og deres Ansigter vare bortvendte, at de ikke saa deres Faders Blusel. 24 Og Noa vaagnede op af sin Vin og fik at vide, hvad hans yngste Søn havde gjort ham. 25 Da sagde han: Forbandet være Kanaan, han skal være Trælles Træl for sine Brødre 26 Og han sagde: Lovet være Herren, Sems Gud, og Kanaan skal være deres Træl! 27 Gud udbrede Jafet, og han skal bo i Sems Pauluner, og Kanaan skal være deres Træl! 28 Og Noa levede efter Floden tre Hundrede Aar og halvtredsindstyve Aar. 29 Og alle Noas Dage vare ni Hundrede Aar og halvtredsindstyve Aar; og han døde.

10 Kapitel - 1.Mos.10
Og disse ere Noas Sønners Slægter, Sems, Kams og Jafets; og dem fødtes Børn efter Floden. 2 Jafets Sønner vare: Gomer og Magog og Madai og Javan og Thubal og Mesek og Thiras. 3 Og Gomers Sønner: Askenas og Rifat og Thogarma. 4 Og Javans Sønner: Elisa og Tharsis, Kithim og Dodanim. 5 Af disse bleve Hedningernes Øer befolkede i deres Lande, hver efter sit Tungemaal, efter deres Slægter, i deres Folk.
6 Og Kams Sønner vare: Kus og Mizraim og Put og Kanaan. 7 Og Kus' Sønner: Seba og Havila og Sabtha og Ræma og Sabtheka; og Ræmas Sønner: Skeba og Dedan. 8 Men Kus avlede Nimrod; han begyndte at blive en vældig paa Jorden. 9 Han var en vældig Jæger for Herrens Ansigt; derfor siges: Som Nimrod, en vældig Jæger for Herrens Ansigt. 10 Og Babel var hans Riges Begyndelse, og Erek og Akad og Kalne i Landet Sinear. 11 Fra dette Land drog han ud til Assur, og han byggede Ninive og Rekoboth-Ir og Kala 12 og Resen imellem Ninive og Kala; denne er den store Stad. 13 Og Mizraim avlede Luder og Anamer og Lehaber og Naftuher 14 og Pathruser og Casluher, fra hvilke Filisterne udgik, og Kaftorer. 15 Og Kanaan avlede Zidon, sin førstefødte, og Heth 16 og Jebusiter og Amoriter og Girgarsiter 17 og Heviter og Arkiter og Siniter 18 og Arvaditer og Zemariter og Hamathiter; og derefter udbredte sig Kananiternes Slægter. 19 Og Kananiternes Grænse var fra Zidon henimod Gerar indtil Gaza, henimod Sodoma og Gomorra, Adma og Zeboim indtil Lasa. 20 Disse ere Kams Børn efter deres Slægter, efter deres Tungemaal, i deres Lande. i deres Folk.
21 Og Sem fødtes ogsaa Børn; han var alle Ebers Børns Fader, Jafets ældre Broder. 22 Sems Sønner vare: Elam og Assur og Arfaksad og Lud og Aram. 23 Og Arams Sønner vare: Uz og Hul og Gether og Mas. 24 Og Arfaksad avlede Sala; og Sala avlede Eber. 25 Og Eber fødtes to Sønner: den enes Navn var Peleg, fordi Jorden blev skiftet i hans Tid, og hans Broders Navn var Joktan. 26 Og Joktan avlede Almodad og Salef og Hazarmaveth og Jara 27 og Adoram og Usal og Dikla 28 og Obal og Abimæl og Skeba 29 og Ofir og Havila og Jobab; alle disse ere Joktans Sønner. 30 Og deres Bolig var fra Mesa henimod Sefar, det Bjerg mod Østen. 31 Disse ere Sems Børn efter deres Slægter, efter deres Tungemaal, i deres Lande, efter deres Folk. 32 Disse ere Noas Børns Slægter i deres Afkom, i deres Folk; og af dem have Folkene adskilt sig paa Jorden efter Floden.

11 Kapitel - 1.Mos.11
Og al Jorden havde eet Tungemaal og eet Sprog. 2 Og det skete, der de rejste fra Østen, da fandt de en Dal i Landet Sinear og boede der. 3 Og de sagde, den ene til den anden: Velan, lader os stryge Tegl og brænde dem vel; og de havde Tegl for Sten, og Jordbeg havde de for Kalk. 4 Og de sagde: Velan, lader os bygge os en Stad og et Taarn, hvis Spidse kan naa op til Himmelen, og lader os gøre os et Navn, at vi ikke skulle adspredes over al Jorden. 5 Da nedfor Herren for at se den Stad og det Taarn, som Menneskens Børn byggede. 6 Og Herren sagde: Se, dette er eet Folk, og de have alle eet tungemaal, og dette have de begyndt at gøre; og nu vil intet formenes dem af alt, hvad de faa i Sinde at gøre. 7 Velan, lader os fare ned og blande deres Tungemaal der, at den ene ikke forstaar den andens Tungemaal. 8 Og Herren adspredte dem derfra over al Jordens Kreds; og de lode af at bygge Staden. 9 Derfor kaldte man dens Navn Babel; thi Herren blandede der al Jordens Tungemaal, og Herren adspredte dem derfra over al Jordens Kreds.
10 Disse ere Sems Slægter. Sem var hundrede Aar gammel og avlede Arfaksad, to Aar efter Floden. 11 Og Sem levede, efter at han havde avlet Arfaksad, fem Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre. 12 Og Arfaksad levede fem og tredive Aar og avlede Sala. 13 Og Arfaksad levede, efter at han havde avlet Sala, fire Hundrede og tre Aar og avlede Sønner og Døtre. 14 Og Sala levede tredive Aar og avlede Eber. 15 Og Sala levede, efter at han havde avlet Eber, fire Hundrede Aar og tre Aar og avlede Sønner og Døtre. 16 Og Eber levede fire og tredive Aar og avlede Peleg. 17 Og Eber levede, efter at han havde avlet Peleg, fire Hundrede Aar og tredive Aar og avlede Sønner og Døtre. 18 Og Peleg levede tredive Aar og avlede Reu. 19 Og Peleg levede, efter at han havde avlet Reu, to Hundrede og ni Aar og avlede Sønner og Døtre. 20 Og Reu levede to og tredive Aar og avlede Serug. 21 Og Reu levede, efter at han havde avlet Serug, to Hundrede Aar og syv Aar og avlede Sønner og Døtre. 22 Og Serub levede tredive Aar og avlede Nakor. 23 Og Serug levede, efter at han havde avlet Nakor, to Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre. 24 Og Nakor levede ni og tyve Aar og avlede Thara. 25 Og Nakor levede, efter at han havde avlet Thara, hundrede Aar og nitten Aar og avlede Sønner og Døtre. 26 Og Thara levede halvfjerdsindstyve Aar og avlede Abram, Nakor og Haran. 27 Og disse ere Tharas Slægter. Thara avlede Abram, Nakor og Haran; og Haran avlede Lot. 28 Og Haran døde for Thara sin Faders Ansigt i sit Fædreneland, udi Ur i Kaldæa. 29 Abram og Nakor toge sig Hustruer; Abrams Hustrus Navn var Sarai og Nakors Hustrus Navn Milka, en Datter af Haran, som var Fader til Milka og Fader til Jiska. 30 Og Sarai var ufrugtbar, hun havde intet Barn. 31 Og Thara tog Abram sin Søn og Lot Harans Søn, sin Sønnesøn, og Sarai sin Sønnekvinde; som var Abrams, hans Søns Hustru, og de drage ud med dem fra Ur i Kaldæa, at drage til det Land Kanaan, og de kom til Haran og boede der. 32 Og Thara blev to Hundrede Aar og fem Aar gammel, og Thara døde i Haran.

12 Kapitel - 1.Mos.12
Og Herren sagde til Abram: Gak du ud af dit Land og fra din Slægt og af din Faders Hus til det Land, som jeg vil vise dig. 2 Og jeg vil gøre dig til et stort Folk og velsigne dig og gøre dit Navn stort, og vær en, Velsignelse. 3 Og jeg vil velsigne dem, som velsigne dig, og den, som forbander dig, vil jeg forbande; og i dig skulle alle Slægter paa Jorden velsignes. 4 Og Abram gik, ligesom Herren havde sagt til ham, og Lot gik rrled ham; og Abram var halvfjerdsindstyve Aar og fem Aar gammel, der han uddrog af Haran. 5 Saa tog Abram Sarai sin Hustru og Lot sin Broders Søn og al deres Ejendom, som de ejede, og de Folk, som de havde forskaffet sig i Haran, og de drage ud for at rejse til Kanaans Land, og de kom til Kanaans Land.
6 Og Abram drog igennem Landet til det Sted Sikem indtil More Lund; og Kananiten var da i Landet. '' Og Herren aabenbaredes for Abram og sagde: Dit Afkom vil jeg give dette Land; og han byggede der et Alter for Herren, som aabenbaredes for ham.
8 Og han brød op derfra til Bjerget Østen for Bethel og udslog sit telt, saa Bethel var mod Vesten og Ai mod Østen; og han byggede der et Alter for Herren og paakaldte Herrens Navn.
9 Og Abram rejste videre og vandrede mod Sønden. 10 Og der var Hunger i Landet, og Abram drog ned til Ægypten at leve som fremmed der; thi Hungeren var svar i Landet. 11 Og det skete, der han nærmede sig at komme til Ægyprten nu, jeg ved, at du er en dejlig Kvinde at se til. 12 Og det vil ske, naar Ægypterne se dig og sige: denne er hans Hustru, at de slaa mig ihjel og lade dig leve. 13 Kære, sig, at du er min Søster, at det kan gaa mig vel for din Skyld, og min Sjæl maa leve formedelst dig. 14 Og det skete, der Abram kom til Ægypten, da saa ægypterne Kvinden, at hun var meget dejlig. 15 Og Faraos Fyrster saa hende og roste hende for Farao, og Kvinden blev ført til Faraos Hus. 16 Og han gjorde Abram godt for hendes Skyld; og han fik Faar og Kvæg og Asener og Svende og Tjenestepiger og Aseninder og Kameler. 17 Og Herren slog Farao og hans Hus med store Plager for Sarai', Abrams Hustrus, Skyld. 18 Da kaldte Farao ad Abram og sagde: Hvi har du gjort mig dette? hvi gav du mig ikke til Kende, at hun er din Hustru? 19 Hvorfor sagde du: hun er min Søster og jeg tog hende mig til Hustru; og nu, se, der er din Hustru, tag hende og gak! 20 Og Farao gav sine Mænd Befaling om ham, og de udførte ham og hans Hustru og alt det, han havde.

13 Kapitel - 1.Mos.13
Og Abram drog op af Ægypten han og hans Hustru og alt det, han havde, og Lot med ham, mod Sønden. 2 Og Abram var meget rig paa Fæ, paa Sølv og paa Guld. 3 Og han drog paa sine Rejser fra Sønden og indtil Bethel, indtil det Sted, hvor hans Telt var i Begyndelsen, imellem Bethel og imellem Ai, 4 til det Alters Sted, som han havde gjort der i Førstningen; og Abram paakaldte der Herrens Navn.
5 Men og Lot, som vandrede med Abram, havde Faar og Fæ og Telte. 6 Og Landet kunde ikke bære dem, at de kunde bo hos hverandre; thi deres Ejendom var megen, saa de kunde ikke bo tilsammen. 7 Og der var Trætte imellem Abrams Fæhyrder og imellem Lots Fæhyrder; og der boede den Gang Kananiter og Feresiter i Landet. 8 Og Abram sagde til Lot: Kære, lad der ikke være Trætte imellem mig og imellem dig, og imellem mine Hyrder og imellem dine Hyrder; thi vi ere jo Brødre. 9 Er ikke det ganske Land for dig Kære, skil dig fra mig; dersom du vil til den venstre Side, da vil jeg fare til den højre, og dersom du vil til den højre, da vil jeg fare til den venstre. 10 Og Lot opløftede sine Øjne, og saa den ganske Slette ved Jordanen, thi den var vandrig overalt; førend Herren fordærvede Sodoma og Gomorra, var den som Herrens Have, som Ægyptens Land, henimod Zoar. 11 Og Lot udvalgte sig hele Sletten ved Jordanen, og Lot drog Øster paa: den ene fra den anden. 12 Abram boede i Kanaans Land, og Lot boede i Stæderne paa Sletten og opslog Telte indtil Sodoma. 13 Og de Mænd i Sodoma vare onde; og de syndede saare mod Herren.
14 Og Herren sagde til Abram, ef ter at Lot var skilt fra ham: Kære, opløft dine Øjne; og se fra det Sted, hvor du er, mod Norden og mod Sønden og mod Østen og mod Vesten. 15 Thi alt det Land, som du ser, det vil jeg give dig og dit Af kom evindeligen. 16 Og jeg vil gøre dit Afkom som Støv paa Jorden; dersom nogen kan tælle Støvet paa Jorden, da skal ogsaa dit Afkom tælles. 17 Staa op, vandre igennem Landet, i dets Længde og i dets Bredde; thi dig vil jeg give det. 18 Saa opslog Abram Telt og kom og boede i Mamre Lund, som er i Hebron, og byggede der Herren et Alter.

14 Kapitel - 1.Mos.14
Og det skete i de Dage, der Am rafel var Konge i Sinear, Ariok Konge i Elassar, Kedorlaomer Konge i Elam, og Thideal Konge over Gojim, 2 at de førte Krig mod Bera, Kongen af Sodoma, og imod Birsa, Kongen af Gomorra, Sineab, Kongen af Adma, og Semeber, Kongen af Zeboim, og Kongen af Bela, det er Zoar. 3 Alle disse kom sammen i Siddims Dal, det er Salthavet. 4 Tolv Aar havde de tjent Kedorlaomer, og i det trettende Aar vare de af faldne. 5 Og i det fjortende Aar kom Kedorlaomer og de Konger, som vare med ham, og sloge Refaiterne i Astharoth-Karnaim og Susiterne i Ham og Emiterne i Schaveh-Kirjathaim 6 og Horiterne paa deres Bjerg Sejr indtil Parans Slette, som er ved Ørken. 7 Derefter vendte de om og kom til den Kilde Mispat, det er Kades, og sloge Amalekiternes hele Land og Amoriterne, som boede i Hazezon-Thamar. 8 Da drog Kongen af Sodoma ud og Kongen af Gomorra og Kongen af Adma og Kongen af Zeboim og Kongen af Bela, det er Zoar, og rustde sig mod dem til Strid udi Siddims Dal, 9 imod Kedorlaomer, Kongen af Elam, og Thideal, Kongen over Gojim, og Anlrafel, Kongen af Sinear, og Ariok, Kongen af Elassar, fire Konger mod fem.10 Og Siddims Dal var fuld af Jordbegsgruber, og Kongen af Sodoma og Gomorra flyede, og de faldt deri; og de, som overbleve, flyede paa Bjerget. 11 Og de toge alt det Gods, som var i Sodoma og Gomorra, og al deres Føde og droge bort. 12 Og de toge Abrams Brodersøn, Lot, og hans Gods og droge bort; men han boede i Sodoma.
13 Da kom en, som var undkommen, og forkyndte Hebræeren Abram det; men han boede i Amoriten Mamres Lund; denne var Broder til Eskol og Broder til Aner, og disse vare i Forbund med Abram. 14 Der Abram hørte, at hans Broder var fangen, da væbnede han sine tre Hundrede og atten oplærte unge Karle, som vare fødte i hans Hus, og Forfulgte dem til Dan. 15 Og han og hans Svende delte sig over dem om Natten og slog dem og forfulgte dem til Hoba, som ligger paa den venstre Side for Damaskus, 16 og han førte alt Godset tilbage, og tilmed Lot, sin Broder, og hans Gods førte han tilbage og desligeste Kvinderne og Folket. 17 Og Kongen af Sodoma gik ud imod ham, efter at han var kommen tilbage fra det Slag imod Kedorlaomer og de Konger, som vare med ham, til Schave-Dal, som kaldes Kongens Dal. 18 Og Melkisedek, Kongen af Salem, bragte Brød og Vin, og han var den højeste Guds Præst. 19 Og han velsignede ham og sagde: Velsignet være Abram for den højeste Gud, som ejer Himmel og Jord, 20 og velsignet være den højeste Gud, som gav dine Fjender i din Haand; og Abram gav ham Tiende af alt. 21 Og Kongen af Sodoma sagde til Abram: Giv mig Folket, og tag Godset til dig. 22 Men Abram sagde til Kongen af Sodoma: Jeg har opløftet min Haand til Herren, den højeste Gud, som ejer Himmel og Jord, 23 at jeg ikke vil tage saa meget som en Traad eller Skotvinge af alt det, som tilhører dig, at du ikke skal sige: jeg har gjort Abram rig; 24 undtagen det alene, som de unge Karle have fortæret, og de Mænds Del, som gik med mig, Aner, Eskol og Mamre, de maa tage deres Del.

15 Kapitel - 1.Mos.15
Efter at dette var sket, kom Herrens Ord til Abram i et Syn, og sagde: Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold og din meget store Løn. 2 Og Abram sagde: Herre, Herre, hvad vil du give mig? og jeg gaar hen uden Børn, og den, der forestaar mit Hus, er Elieser af Damaskus. 3 Og Abram sagde: Se, mig har du intet Af kom givet, og se, min vornede arver mig. 4 Og se, Herrens Ord skete til ham og sagde: Denne, han skal ikke arve dig; men den, som skal udkomme af dit Liv, han skal arve dig. 5 Og han førte ham udenfor og sagde: Kære, se til Himmelen, og tæl Stjernerne, om du kan tælle dem; og han sagde til ham: Saa skal dit Afkom vorde. 6 Og han troede paa Herren, og han regnede ham det til Retfærdighed.
7 Og han sagde til ham: jeg er Herren, som udførte dig fra Ur i Kaldæa for at give dig dette Land til at eje det. 8 Da sagde han: Herre, Herre, hvorpaa skal jeg kende, at jeg skal eje det? 9 Og han sagde til ham: Tag mig en tre Aar gammel Kvie og en tre Aar gammel Ged og en tre Aar gammel Vædder og en Turteldue og en Dueunge. 10 Og han tog ham alt dette og delte det midt over og lagde den ene Del deraf tvært over for den anden; men Fuglene delte han ikke. 11 Og Rovfugle sloge ned paa de døde Kroppe; men Abram jog dem. derfra. 12 Og det skete, der Solen vilde gaa ned, da faldt en dyb Søvn paa Abram, og se, der faldt Forfærdelse og stort Mørke over ham. 13 Da sagde han til Abram: du skal visseligen vide, at dit Afkom skal være fremmed i et Land, som ikke er deres, og de skulle trælle for dem, der skulle plage dem, fire Hundrede Aar. 14 Men jeg vil ogsaa dømme det Folk, som de skulle tjene; og derefter skulle de udgaa med meget Gnds. 15 Men de skal fare til dine Fædre med Fred, og du skal blive begravet i en god Alderdom. 16 Og i den fjerde Slægt skulle de komme hid igen; thi Amoritens Ondskab er endnu ikke fuld. 17 Og det skete, der Solen var nedgangen, og der var stort Mørke, se, da var der en rygende Ovn og Ilds Blus, som for hen imellem disse Stykker. 18 Paa den samme Dag gjorde Herren en Pagt med Abram og sagde: Dit Afkom har jeg givet dette Land, fra Ægyptens Flod indtil den store Flod, den Flod Frat, 19 Keniter og Kenisiter og Kadmoniter 20 og Hethiter og Feresiter og Refaiter 21 og Amoriter og Kananiter og Girgasiter og Jebusiter.

16 Kapitel - 1.Mos.16
Og Sarai, Abrams Hustru, fødte ham ikke Børn; men hun havde en ægyptisk Pige, og hendes Navn var Hagar. 2 Og Sarai sagde til Abram: Se nu, Herren har tillukket mig, at jeg kan ikke føde; kære, gak til min Pige, maaske jeg kunde bygges ved hende; og Abram lød Sarais Røst. 3 Saa tog Sarai, Abrams Hustru, Hagar, sin ægyptiske Pige, efter Udløbet af de ti Aar, Abram havde boet i Kanaans Land, og hun bav Abram sin Mand hende til hans Hustru.
4 Og han gik til Hagar, og hun undfik; der hun saa, at hun havde undfanget, da blev hendes Frue ringeagtet af hende. 5 Da sagde Sarai til Abram: Den Uret sker mig formedelst dig; jeg har givet min Pige i din Favn, og hun ser, at hun har undfanget, og jeg er ringeagtet af hende; Herren skal dømme imellem mig og imellem dig. 6 Da sagde Abram til Sarai: Se, din Pige er i din Haand, gør med hende, som dig godt synes; og Sarai ydmygede hende, saa flyede hun fra hendes Aasyn.
7 Men Herrens Engel fandt hende ved en Vandkilde i Ørken, ved den Kilde paa Vejen til Sur. 8 Og han sagde: Hagar, Sarai Pige, hvorfra kommer du, og hvorhen gaar du og hun sagde: Jeg flyr fra min Frue Sarai' Aasyn. 9 Og Herrens Engel sagde til hende: Gak tilbage til din Frue, og ydmyg dig underhendes Hænder. 10 Og Herrens Engel sagde til hende: Jeg vil gøre dit Afkom meget mangfoldigt, og det skal ikke tælles for Mangfoldighed. 11 Og Herrens Engel sagde fremdeles til hen de: Se, du er frugtsommelig og skal føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Ismael, fordi Herren har hørt din Modgang. 12 Og han skal blive et vildt Menneske, hans Haand skal være imod hver, og hvers Haand imod ham, og han skal bo Østen for alle sine Brødre.
13 Og hun kaldte Herrens Navn som talede med hende: "Du mit Syns Gud"; thi hun sagde: Mon jeg her ser efter mit Syn? 14 Derfor kaldte man den Kilde: Beer Lakai Roi; se, den er imellem Kades og Bered. 15 Og Hagar fødte Abram en Søn, og Abram kaldte sin Søns Navn, som Hagar fødte, Ismael. 16 Og Abram var seks Aar og firsindstyve Aar gammel, der Hagar fødte Abram Ismael.

17 Kapitel - 1.Mos.17
Og Abram var ni Aar og halv femsindstyve Aar gammel, og Herren aabenbaredes for Abram og sagde til ham: Jeg er den almægtige Gud, vandre for mit Ansigt og vær fuldkommen! 2 Og jeg vil gøre min Pagt imellem mig og imellem dig og formere dig saare meget. 3 Da faldt Abram paa sit Ansigt, og Gud talede med ham og sagde: 4 Hvad mig angaar, se, min Paat er med dig, og du skal vorde mange Folks Fader. 5 Og dit Navn skal ikke ydermere kaldes Abram, men dit Navn skal være Abraham; thi jeg har gjort dig til mange Folks Fader. 6 Og jeg vil gøre dig saare meget frugtbar og gøre dig til Folk, og Konge skulle udgaa af dig. 7 Og jeg vil ette min Pagt imellem mig og Imellem dig, og imellem dit Afkom efter dig, i deres Slægter, til en evig Pagt, til at være en Gud for dig og dit Afkom efter dig. 8 Og jeg vil give dig og dit Afkom ef er dig det Land, som du er fremmed udi, det hele Kanaans Land, til en evig Ejendom, og jeg vil være dem en Gud. 9 Og Gud sagde til Abraham: Og du skal holde min Pagt, du og dit Af kom efter dig, i deres Slægter. 10 Denne er min Pagt, som I skulle holde, imellem mig og imellem eder og imellem dit Afkom efter dig: alt Mandkøn skal omskæres hos eder. 11 Og I skulle omskære eders Forhuds Kød, og det skal være til en Pagtes Tegn imellem mig og imellem eder. 12 Og hvert Drengebarn, som er otte Dage gammelt, skal omskæres af eder hos eders Efterkommere, et hjemfødt Barn og den, som mere, et hjemfødt Barn og den, som er købt for Penge af hver fremmed, som ikke selv er af dit Afkom. 13 Din hjemfødte og den, som er købt for dine Penge, skal omskæres, og min Pagt i eders Kød skal være til en evig Pagt. 14 Og er der et Drengebarn, som har Forhud, og hans Forhuds Kød ikke bliver omskaaret, da skal den samme Sjæl udslettes af sit Folk; han har brudt min Pagt.
15 Og Gud sagde til Abraham: Hvad anbaar Saraj, din Hustru, du skal ikke kalde hendes Navn Sarai; thi Sara skal være hendes Navn. 16 Og jeg vil velsigne hende, og af hende vil jeg ogsaa give dig en Søn; og jeg vil velsigne hende, og hun skal vorde til Folkefærd, Folks Konger skulle vorde af hende. 17 Og Abraham faldt paa sit Ansigt og lo, og han sagde i sit Hjerte: Skulde nogen fødes for mig, som er hundrede Aar gammel og skulde Sara, som er halafemsindstyve Aar gammel, føde? 18 Og Abraham sagde til Gud: Gid Ismael maatte leve for dit Ansigt! 19 Og Gud sagde: Sandelig, Sara, din Hustru, skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Isak, og jeg vil oprette min Pagt med ham til en evig Pagt for hans Afkom efter ham. 20 Og om Ismael har jég hørt dig; se, jeg har velsignet ham og vil gøre ham frugtbar og gøre ham saare meget mangfoldig, han skal avle tolv Fyrster, og jeg vil gøre ham til et stort Folk. 21 Men min Pagt vil jeg stadfæste med Isak, som Sara skal føde dig paa den bestemte Tid i det næste Aar. 22 Og han lod af at tale med ham, og Gud for op fra Abraham.
23 Saa tog Abraham Ismael, sin Søn, og alle, som vare fødte i han: Hus, og alle, som vare købte for hans Penge, alt Mandkøn af Folkene, som vare i Abrahams Hus, og han omskar deres Forhuds Kød paa den selvsamme Dag, ligesom Gud havde talet med ham. 24 Og Abraham var ni og halvfemsindstyve Aar gammel, der hans Forhuds Kød blev omskaaret. 25 Og Ismael, hans Søn, var tretten Aar gammel, der hans Forhuds Kød blev omskaaret. 26 Paa den selvsamme Dag bleve Abraham og Ismael, hans Søn, omskaarne. 2 Og alle Mænd i hans Hus, den hjemfødte og den, som var købt for Penge af den fremmede, de bleve omskaarne med ham.

18 Kapitel - 1.Mos.18
Og Herren aabenbaredes for ham i Mamre Lund, og han sad i sit Telts Dør, der Dagen var hed. 2 Og han opløftede sine Øjne og saa, og se, tre Mænd stode for ham; og der han saa dem, løb han dem i Møde fra Teltets Dør og bøjede sig til Jorden. 3 Og han sagde: Min Herre! Kære, dersom jeg har fundet Naade for dine Øjne, da gak ikke din Tjener forbi! 4 Kære, lad hente lidt Vand, og toer eders Fødder, og hviler eder under Træet! 5 Og jeg vil hente en Mundfuld Brød, og vederkvæger eders Hjerte, siden kunne I gaa længere; thi derfor gik I forbi eders Tjener; og de sagde: Gør saaledes, som du har sagt. 6 Og Abraham skyndte sig til Teltet, til Sara, og sagde: Tag hastig tre Maader Hvedemel; ælt og bag Kager! 7 Og Abraham løb til Kvæget og hentede en blød og god Kalv, og han gav Drengen den, og han skyndte sig at tilberede den. 8 Og han tog Fløde og Mælk og Kalven, som han havde ladet tilberede, og satte for dem, og han stod hos dem under Træet, og de aade.
9 Og de sagde til ham: Hvor er Sara, din Hustru og han svarede: Se, i Teltet. 10 Og han sagde: Jeg vil visseligen komme til dig igen ved denne Aarsens Tid, og se, Sara, din Hustru, skal have en Søn; og Sara hørte det i Teltets Dør, og den var bag ham. 11 Og Abraham og Sar a vare gamle, vel ved Alder, det gik ikke mere Sara efter Kvinders Vis.. 12 Og Sara 10 ved sig selv og sagde: Skulde jeg lade mig lyste, efter at jeg er bleven gammel, og min Herre er gammel! Ia Da sagde Herren til Abraham: Hvorfor lo Sara og sagde: monne jeg og visseligen skal føde, og jeg er gammel! 14 Skulde nogen Ting være underlig for. Herren? til den bestemte Tid vil jeg komme til dig igen, ved denne Aarsens Tid, og Sara skal have en Søn. 15 Og Sara nægtede og sagde: Jeg lo ikke; thi hun frygtede; men han sagde: Nej, thi du lo.
16 Saa stode Mændene op derfra og vendte sig imod Sodoma, og Abraham gik med dem for at ledsage dem.17 Da sagde Herren: Skulde jeg dølge for Abraham det, jeg gør? 18 efterdi Abraham skal visseligen vorde et stort og stærkt Folk, og alle Folk paa Jorden skulle velsignes i ham. 19 Thi jeg kender ham, at han skal byde sine Børn og sit Hus efter sig, at de skulle bevare Herrens vej i at gøre Retfærdighed og Dom, paa det at Herren skal lade det komme over Abraham, som han har lovet ham. 20 Og Herren sagde; Efterdi Skriget i Sodoma og Gomorra er stort, og efterdi deres Synd er meget svar, 21 da vil jeg nu fare ned og se, om de have gjort ganske efter det Skrig, som er kommet for mig, eller hvis ikke, saa vil jeg vide det. 22 Og Mændene vendte deres Ansigt derfra og gik til Sodoma; men Abraham blev endnu staaende for Herrens Aasyn. 23 Og Abraham traadte frem og sagde: Vil du da Ødelægge den retfærdige med den ugudelige? 24 Der maatte maaske være halvtredsindstyve retfærdige i Staden; vil du og ødelægge og ej spare det Sted for de halvtredsindstyve retfærdiges Skyld, som kunde være derinde? 25 Det være langt fra dig at gøre efter denne Vis, at ihjelslaa den retfærdige med den ugudelige, at den retfærdige skulde være ligesom den ugudelige, det være langt fra dig; den, som dømmer den ganske Jord, skulde han ikke gøre Ret. 26 Da sagde Herren: Dersom jeg finder halvtredsindstyve retfærdige udi Sodoma' Stad, da vil jeg spare hele Stedet for deres Skyld. 27 Og Abraham svarede og sagde: Se nu, jeg har begyndt at tale til Herren, og jeg er Støv og Aske. 28 Der maate maaske fattes fem i de halvtredsindstyve retfærdige, vilde du ødelægge hele Staden for de fems Skyld? Og han sagde: Jeg vil ikke ødelægge den, om jeg finder fem og fyrretyve der. 29 Og han blev endnu ved at tale til ham og sagde: Der maatte maaske findes Herretyve; og han sagde: Jeg vil ikke gøre det for de fyrretyves Skyld. 30 Og han sagde: Herren blive dog ikke vred, saa vil jeg tale: der kunde maaske findes tredive; og han sagde: Jeg vil ikke gøre det, om jeg finder tredive der. 31 Og han sagde: Se nu, jeg har begyndt at tale til Herren, der maatte maaske findes tyve; og han sagde: Jeg vil ikke Ødelægge den for de tyves Skyld. 32 Og han sagde: Herren blive dog ikke vred, saa vil jeg tale alene denne Gang: der maatte maaske findes ti; og han sagde: Jeg vil ikke ødelægge den for de tis Skyld. 33 Og Herren gik bort, der han havde udtalt med Abraham, og Abraham vendte om til sit Sted.

19 Kapitel - 1.Mos.19
Og de to Engle kom til Sodoma om Aftenen; men Lot sad i Sodomas Port, og der Lot saa dem, da stod han op og gik dem i Møde og bøjede Ansigtet til Jorden. 2 Og han sagde: Se nu mine Herrer, kommer dog ind i eders Tjeners Hus, og bliver her i Nat, og toer eders Fødder, saa maa I staa aarle op og gaa eders Vej; og de sagde: Nej, men vi ville blive paa Gaden i Nat. 3 Da nødte han dem meget, og de gik ind til ham og kom i hans, Hus, og han gjorde dem et Gæstebud og bagede usyrede Brød, og de aade.
4 Men førend de lagde sig, da omringede Mændene af Staden, Mændene af Sodoma, Huset, baade ung og gammel, det ganske Folk allesteds fra. 5 Og de kaldte ad Lot og sagde til ham: Hvor ere de Mænd som kom til dig i Nat? før dem ud til os, at vi maa kende dem. 6 Da gik Lot ud til dem uden for Dører og lukkede Døren efter sig. 7 Og har sagde: Mine Brødre, kære, gører dem intet ondt! 8 Se, kære, jeg har to Døtre, som ikke have kendt Mand kære, jeg vil lede dem ud til eder gører saa med dem, hvad eder god synes; kun disse Mænd maa I ikke gøre noget; thi derfor ere de komne under mit Tags Skygge. 9 Og de sagde: Kom nærmere; og de sagde: Denne ene er kommen at bosæette sig her og vil dømme; nu, vi ville gøre dig mere ondt end dem; saa trængte de saare hart ind paa Manden, paa Lot, og traadte til for bryde Døren op. 10 Da udrakte Mændene deres Hænder og toge Lot ind til sig i Huset og lukkede Døren. Og Mændene, som vare uden for Husets Dør, sloge de med Blindhed, baade liden og stor, og disse søgte med Møje at finde Døren.
12 Da sagde de Mænd til Lot: Har du endnu her nogen Svigersøn eller Sønner eller Døtre af dig eller nogen, som hører dig til i Staden, saa før dem ud fra dette Sted! 13 Thi vi skulle ødelægge dette Sted; thi deres Skrig er blevet stort for Herrens Aasyn, og Herren sendte os til at ødelægge den. 14 Og Lot gik ud og talede med sine Svigersønner, som skulde tage hans Døtre, og sagde: Staar op, gaar ud fra dette Sted, thi Herren vil ødelægge Staden; men han syntes for hans Svigersønners Øjne, som han gækkede.
15 Og der det begyndte at dages, da skyndte Englene paa Lot og sagJe: Staa op, tag din Hustru og dine to Døtre, som ere til Stede, at ikke ogsaa du omkommer ved Stadens Misgerning. 16 Der han tøvede, da toge Mændene ham ved Haanden og hans Hustru ved Haanden og hans to Døtre ved Haanden, fordi Herren vilde spare ham, og de førte ham ud og lode ham blive uden for Staden. 17 Og det skete, der de havde ført dem udenfor, da sagde den ene: Frels dit Liv, se ikke bag dig, og stands ikke paa hele Sletten, frels dig paa Bjerget, at du ikke omkommer. 18 Da sagde Lot til dem: Ak nej, Herre! 19 Se nu, din Tjener har fundet Naade for dine Øjne, og du har ladet din Miskundhed blive stor, som du har bevist mig, ved at lade mig leve; og jeg kan ikke frelse mig paa Bjerget, Ulykken maatte komme paa mig, saa at jeg døde. 20 Se, kære, denne Stad er nær ved, den kunde jeg fly til, og den samme er liden; kære, der vil jeg frelse; mig, er den ikke liden? at min Sjæl maa leve. 21 Da sagde han til ham: Se jeg har og bønhørt dig i dette Stykke, at jeg ikke vil omstyrte den Stad, som du har talt om. 22 Skynd dig, red dig der! thi jeg kan intet gøre før du kommer derhen; derfor kaldes den Stads Navn Zoar. 23 Solen var opgangen over Jorden, og Lot kom til Zoar. 24 Herren lod regne over Sodoma og over Gomorra Svovl og Ild, fra Herren af Himmelen. 26 Og han omstyrtede disse Stæder og den ganske Egn og alle Indbyggerne i Stæderne og Jordens Grøde. 26 Da saa hans Hustru om bag ham og blev en Saltstøtte.
27 Og Abraham skyndte sig aarle op om Morgenen til Stedet, hvor han havde staaet for Herrens Ansigt. 28 Og han vendte sit Ansigt til Sodoma og Gomorra og til hele Landet paa Sletten, og han saa, og se, en Røg steg op af Landet som en Røg af en Ovn. 29 Og det skete, der Gud ødelagde Stæderne paa Sletten, da kom Gud Abraham i Hu, og han lod Lot føre ud midt af Ødelæggelsen, der han omstyrtede de Stæder, som Lot boede udi.
30 Og Lot gik op fra Zoar og blev paa Bjerget, og begge hans Døtre med ham; thi han frygtede for at blive i Zoar, og han blev i en Hule, han og begge hans Døtre. 31 Da sagde den førstefødte til den yngste: vor Fader er gammel, og der er ikke en Mand i dette Land, som kan komme til os efter al Jordens Vis. 32 Kom, lader os give vor Fader Vin at drikke og ligge hos ham, saa faa vi Sæd af vor Fader. 33 Saa, gave de deres Fader Vin at drikke den samme Nat, og den førstefødte gik ind og lagde sig hos sin Fader, og han fornam ikke, der hun lagde sig, eller der hun stod op. 34 Og det skete den anden Dag, da sagde den førstefødte til den yngste: se, i Gaar Nat laa jeg hos min Fader, lader os ogsaa i denne Nat give ham Vin at drikke, og gak ind, lig hos ham, at vi kunne faa Sæd af vor Fader. 35 Saa gave de deres Fader ogsaa i den samme Nat Vin at drikke, saa gjorde den yngste sig rede og laa hos ham, og han fornam ikke, der hun lagde sig, eller der hun stod op. 36 Saa undfik begge Lots Døtre af deres Fader. 37 Og den førstefødte fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Moab; han er de Moabiters Fader indtil denne Dag. 37 Og den Fader indtil denne Dag. 38 Og den yngste fødte ogsaa en Søn og kaldte hans Navn Ben-Ammi; han er Ammóns Børns Fader indtil denne Dag.

20 Kapitel - 1.Mos.20
Og Abraham rejste derfra Landet Sønder paa og boede imellem Kades og imellem Sur og var fremmed i Gerar. 2 Og Abraham sagde om Sara sin Hustru: hun er min Søster; saa udsendte Abimelek, Kongen af Gerar, og tog Sara. 3 Og Gud kom til Abimelek i en Drøm om Natten, og han sagde til ham: Se, du skal dø for den Kvindes Skyld, som du har taget; thi hun er en Mands Ægtehustru. 4 Og Abimelek havde ikke nærmet sig til hende, og han sagde: Herre, vil du og slaa retfærdigt Folk ihjel 5 Har han ej selv sagt til mig: hun er min Søster og hun, ja, hun har ogsaa selv sagt: han er min Broder; i mit Hjertes Oprigtighed og med uskyldige Hænder gjorde jeg dette. 6 Og Gud sagde til ham i Drømmen: Ogsaa jeg ved, at du gjorde det af et oprigtigt Hjerte; derfor har jeg ogsaa forhindret dig, at du ikke skulde synde mod mig, derfor har jeg ikke tilstedt dig at røre ved hende. 7 Og nu, lad Manden faa sin Hustru tilbage, thi han er en Profet, og han skal bede for dig, saa skal du leve; men dersom du ikke lader hende komme tilbage, da vid, at du skal visseligen dø, du og enhver, som hører dig til.
8 Da stod Abimelek aarle op om Morgenen og kaldte ad alle sine Tjenere og sagde alle disse Ord for deres øren, og Mændene flygtede saare. 9 Og Abimelek kaldte ad Abraham og sagde til ham: Hvad har du gjort os og hvad har jeg syndet imod dig, at du har ført saa stor en Synd over mig og mit Rige du har gjort imod mig de Ting, som ikke burde at ske. 10 Og Abimelek sagde til Abraham: Hvad saa du paa, at du gjorde dette? 11 Og Abraham sagde: Fordi jeg tænkte: her er slet ingen Gudsfrygt paa dette Sted, og de maatte slaa mig ihjel for min Hustrus Skyld. 12 Hun er dog ogsaa i Sandhed min Søster, min Faders Datter, men ikke min Moders Datter, og hun er bleven mig til Hustru. 13 Og det skete, den Tid Gud lod mig vanke hid og did fra, min Faders Hus, da sagde jeg til hende: denne er din Kærlighed, som du skal vise mig: paa hvert det Sted, hvor vi komme hen, da sig om mig: han er min Broder. 14 Saa tog Abimelek Faar og Kvæg og Tjenere og Tjenestepiger og gav Abraham og gav ham Sara sin Hustru igen. 15 Og Abimelek sagde: Se, mit Land er aabent for dig, du maa bo, hvor det synes dig godt. 16 Og han sagde til Sara: Se, jeg har givet din Broder tusinde Sekel Sølv; se, det skal være dig Skjul for Øjne for alle dem, som ere hos dig, ogsaa for alle andre; og det var hendes Straf. 17 Saa bad Abraham til Gud; og Gud helbredede Abimelek og hans Hustru og hans Tjenestekvinder, og de fødte. 18 Thi Herren havde aldeles lukket for hvert Moderliv i Abimeleks Hus, for Sara, Abrahams Hustrus, Skyld.

21 Kapitel - 1.Mos.21
Og Herren besøgte Sara, ligesom han havde sagt, og Herren gjorde ved Sara, eftersom han havde talet. 2 Og Sara undfik og fødte Abraham en Søn i hans Alderdom paa den bestemte Tid, som Gud havde sagt ham. 3 Og Abraham kaldte sin Søns Navn, som var født ham, som Sara havde født ham, Isak. 4 Og Abraham omskar Isak sin Søn, der han var otte Dage gammel, ligesom Gud havde befalet ham. 5 Og Abraham var hundrede Aar gammel, der hans Søn Isak blev født ham. 6 Da sagde Sara: Gud har gjort mig til Latter; hver den, som hører dette, maa le ad mig. 7 Og hun sagde: Hvo skulde have sagt til Abraham: Sara har givet Børn at die; thi jeg har født en Søn i hans Alderdom. 8 Og Barnet vokste op og blev afvant, og Abraham gjorde et stort Gæstebud den Dag, Isak blev afvant.
9 Og Sara saa Ægypterinden Hagars Søn, som hun havde født Abraham, at han spottede. 10 Og hun sagde til Abraham: Uddriv denne Tjenestekvinde og hendes Søn; thi denne Tjenestekvindes Søn skal ikke arve med min Søn, med Isak. 11 Og det Ord behagede Abraham saare ilde for hans Søns Skyld. 12 Men Gud sagde til Abraham: Lad det ikke behage dig ilde for Drengen og for din Tjenestekvinde; i hvad som helst Sara siger dig, lyd hendes Røst; thi udi Isak skal Sæden kaldes dig. 13 Og jeg vil ogsaa gøre Tjenestekvindens Søn til et Folk, fordi han er min Sæd.
14 Da stod Abraham aarle op om Morgenen og tog Brød og en Flaske Vand og gav Hagar og lagde det paa hendes Skuldre og flyede hende Drengen og lod hende fare; da drog hun hen og for vild i Beersaba Ørken. 15 Der Vandet var drukket af Flasken, da kastede hun Drengen under en af Buskene. 16 Og hun gik og satte sig tværs overfor, efter at hun var gaaet et Pileskud derfra; thi hun sagde: Jeg vil ikke se paa Drengens Død. Saa satte hun sig tværs overfor og opløftede sin Røst og græd.17 Da hørte Gud Drengens Røst, og Guds Engel raabte til Hagar af Himmelen og sagde til hende: Hvad fattes dig, Hagar? frygt intet; thi Gud har hørt Drengens Røst, der hvor han er. 18 Staa op, opløft Drengen og hold fast paa ham med din Flaand; thi jeg vil gøre ham til et stort Folk. 19 Og Gud oplod hendes Øjne, at hun saa en Vandbrønd, saa gik hun og fyldte Flasken med Vand og gav Drengen at drikke. 20 Og Gud var med, Drengen, og han vokste op og boede i Ørken og blev en Bueskytte. 21 Og han boede i den Ørken Paran, og hans Moder tog ham en Hustru af Æggptens Land.
22 Og det skete paa den samme Tid, da talede Abimelek og Pikol, hans Stridshøvedsmand, til Abraham og sagde: Gud er med dig i alt det, du gør. 23 Saa sværg mig nu her ved Gud, at du ikke vil handle svigefuldt imod mig og min Søn og min Sønnesøn; efter den Miskundhed, som jeg har gjort mod dig, skal du gøre mod mig og mod Landet, i hvilket du har været fremmed. 24 Da sagde Abraham: jeg vil sværge. 25 Og Abraham straffede Abimelek for den Vandbrønds Skyld, som Abimeleks Tjenere havde borttaget med Vold. 26 Da svarede Abimelek: Jeg vidste ikke, hvem der gjorde dette, og du har heller ikke givet mig det til Kende, og jeg har heller ikke hørt det førend i Dag. 27 Da tog Abraham Faar og Kvæg og gav Abimelek, og de gjorde begge et Forbund. 28 Og Abraham stillede syv Lam af Hjorden for sig selv. 29 Da sagde Abimelek til Abraham: Hvad skulle disse syv Lam her, som du stillede for sig selv? 30 Og han svarede: Fordi du skal tage syv Lam af min Haand; og det skal være mig til et Vidnesbyrd, at jeg har gravet denne Brønd. 31 Derfor kaldte han dette Sted Beersaba; thi der svore de begge. 32 Og de gjorde Forbund i Beersaba; da stod Abimelek op og Pikol, hans Stridshøvedsmand, og droge igen til Filisternes Land. 33 Og han plantede en Lund i Beersaba og paakaldte der Herrens, den evige Guds, Navn. 34 Og Abraham var fremmed i Filisternes Land en lang Tid.

22 Kapitel - 1.Mos.22
Og det skete derefter, at Gud fristede Abraham og sagde tiI ham: Abraham! og han sagde: se, her er jeg. 2 Og han sagde: Tag nu din Søn, din eneste, som du har kær, Isak, og gak du til Moria Land og offer ham der til et Brændoffer paa et af Bjergene, som jeg vil sige dig.3 Saa stod Abraham aarle op om Morgenen og sadlede sit Asen og tog to af sine Drenge med sig og Isak sin Søn; og han kløvede Veddet til Brændoff'eret og gjorde sig rede og gik til Stedet, som Gud havde sagt ham. 4 Paa den tredje Dag, da opløftede Abraham sine Øjne og saa Stedet langt borte. 5 Da sagde Abraham til sine Drenge: Bliver I her med Asenet, og jeg og Drengen vi ville gaa derhen, og vi ville tilbede og komme til eder igen. 6 Og Abraham tog Veddet til Brændofferet og lagde paa Isak, sin Søn, men han tog Ilden og Kniven i sin Haand, og de gik begge tilsammen. 7 Da talede Isak til Abraham, sin Fader, og sagde: Min Fader! og denne sagde: Se, her er jeg, min Søn; og han sagde: Se, Ilden og Veddet! men hvor er Lammet til Brændofferet? 8 Og Abraham sagde: Gud skal selv udse sig Lammet til Brændofferet, min Søn; saa gik de begge tilsammen. 9 Og der de kom til det Sted, som Gud havde sagt ham, da byggede Abraham der et Alter og lagde Veddet til Rette, og han bandt Isak, sin Søn, og lagde ham paa Alteret oven paa Veddet. 10 Og Abraham rakte sin Haand ud og greb Kniven for at slagte sin Søn.
11 Da raabte Herrens Engel af Himmelen til ham og sagde: "Abraham, Abraham!" og han sagde: Se, her er jeg. 12 Og han sagde: Læg ikke din Haand paa Drengen og gør ham intet; thi nu kender jeg, at du frygter Gud og har ikke sparet din Søn, din eneste, for mig. 13 Da opløftede Abraham sine Øjne og saa, og se, en Vædder bag ham var indviklet i Busken ved sine Horn; og Abraham gik og tog Vædderen og ofrede den til Brændoffer i sin Søns Sted. 14 Saa kaldte Abraham det samme Steds Navn: Herren skal se; hvilket siges paa denne Dag: Paa Herrens Bjerg skal ses. 15 Og Herrens Engel raabte til Abraham anden Gang af Himmelen. 16 Og han sagde: Jeg har svoret ved mig, siger Herren, at fordi du gjorde dette og ikke sparede din Søn, den eneste: 17 derfor vil jeg storligen velsigne dig og meget mangfoldiggøre din Sæd som Stjernerne paa - Himmelen og som Sand, der er ved Havets Bred, og din Sæd skal eje sine Fjenders Port; 18 og udi din Sæd skulle alle Folk paa Jorden velsignes, fordi du lød min Røst. 19 Saa gik Abraham tilbage til sine Drenge, og de gjorde sig rede og fore tilsammen til Beersaba; thi Abraham boede i Beersaba.
20 Og det skete efter disse Handeler, at det blev Abraham forkyndt, idet man sagde: Se, Milka, hun har ogsaa født din Broder Nakor Sønner, 21 nemlig Uz, hans førstefødte, og Bus, hans Broder, og Kemuel, Arams Fader, 22 Kesed og Kaso og Pildask og Jidlaf og Bethuel; 23 men Bethuel avlede Rebekka; disse otte fødte Milka Nakor, Abrahams Broder. 24 Og han havde en Medhustru, og hendes Navn var Reuma, og hun fødte ogsaa Tebak og Gakam og Takask og Maaka.

23 Kapitel - 1.Mos.23
Og Sara levede hundrede og syv og tyve Aar, disse vare Saras Livsaar. 2 Og Sara døde i Kirjath-Arba, det er Hebron i Kanaans Land; da kom Abraham for at sørge over Sara og at begræde hende.
3 Siden stod Abraham op fra sin dødes Aasyn og talede tiI Heths Børn og sagde: 4 Jeg er en fremmed og Gæst hos eder, giver mig en Ejendom til en Begravelse hos eder, at jeg kan begrave min døde og bringe hende bort fra mit Ansigt. 5 Da svarede Heths Børn Abraham og sagde til ham: 6 Hør os, min Herre! du er en Guds Fyrste iblandt os, begrav din døde i vore bedste Grave, ingen af os skal formene dig sin Grav, at du jo maa begrave din døde. 7 Da stod Abraham op og bøjede sig for Folket i Landet, for Heths Børn. 8 Og han talede med dem sigende: Dersom det er med eders Villie, at jeg maa begrave min døde og bringe hende bort fra mit Ansigt, da, hører mig og beder for mig hos Efron, Zokars Søn, 9 at han vil give mig Hulen Makpela, som er hans, som er ved Enden af hans Ager; han give mig den for fuld Værdi midt iblandt eder til en Begravelses Ejendom. 10 Men Efron sad midt iblandt Heths Børn; da svarede Efron den Hethiter Abraham, saa at Heths Børn hørte derpaa, alle de, som gik ind ad hans Stads Port sigende: 11 Nej, min Herre, hør mig! jeg giver dig den Ager, og Hulen, som er paa den, giver jeg dig, for mit Folks Børns Øjne giver jeg dig den, begrav din døde! 12 Da bøjede Abraham sig for Folket i Landet, 13 og han talede med Efron i Folkets Paahør i Landet og sagde: Gid du dog blot vilde høre mig; jeg giver Sølv for Ageren, tag det af mig, og jeg vil begrave min døde der. 14 Da svarede Efron Abraham og sagde til ham: 15 Min Herre, hør mig! den Jord er fire Hundrede Sekel Sølv værd; hvad er det imellem mig og dig? begrav ikkun din døde. 16 Og Abraham lød Efron, og Abraham tilvejede Efron det Sølv, hvilket han havde nævnet, i Heths Børns Paahør, fire Hundrede Sekel Sølv, gængse i Køb. 17 Saa blev Efrons Ager, som er ved Makpela, som er tværs over for Mamre, Ageren og Hulen, som er paa den, og alle Træer, som vare paa Ageren inden al dens Grænse, stadf'æstede 18 Abraham til er Ejendom i Heths Berns Aasyzl, for alle, som gik ind ad hans Stads Port. 19 Og siden begrov Abraham Sara, sin Hustru, i Hulen paa Ageren, i Makpela tværsover for Mamre, det er Hebron i Kanaans Land. 20 Saa blev Ageren og Hulen paa den stadfæstede Abraham til en Begravelses Ejgndom af Heths Børn.

24 Kapitel - 1.Mos.24
Og Abraham var gammel, vel ved Alder, og Herren havde velsignet Abraham i alting. 2 Og Abraham sagde til sin ældste Svend i sit Hus, som raadede over alt hans Gods: Kære, læg din Haand under min Lænd, 3 og jeg vil lade dig sværge ved Herren, Himmelens Gud og Jordens Gud, at du ikke skal tage min Søn en Hustru af Kananiternes Døtre, iblandt hvilke jeg bor; 4 rnen du skal gø til mit Land og til min Slægt og tage min Søn Isak en Hustru. 5 Og Svenden sagde til ham: Maaske Kvinden ikke vil drage med mig til dette Land; skal jeg da vel føre din Søn tilbage til det Land, som du er kommen fra? 6 Og Abraham sagde til ham: Forvar dig, at du ikke fører min Søn did igen. 7 Herren, Himmelens Gud, som tog mig fra min Faders Hus og fra min Slægts Land, og som talede med mig, og som tilsvor mig og sagde: dette Land vil jeg give din Sæd, han skal sende sin Engel for dig, at du skal tage min Søn enn Hustru derfra. 8 Men dersom Kvinden ikke vil dig, da skal du være fri for denne min Ed: ikkun min Søn skal du ikke føre derhen. 9 Da lagde Svenden sin Haand under Abrahams, sin Herres, Lænd og tilsvor ham om denne Sag.
10 Saa tog Svenden ti Kameler af sin Herres Kameler og for bort og havde alle Haande af sin Herres Gods med sig og gjorde sig rede og drog til Aram Naharaim, til Nakors Stad. 11 Der lod han Kamelerne lægge sig uden for Staden ved en Vandbrønd mod Aftens Tid, mod den Tid da Kvinderne gaa ud at drage Vand. 12 Og han sagde: Herre, min Herre Abrahams Gud! Kære, lad det møde mig i Dag, og gør Miskundhed mod min Herre Abraliam. 13 Se, jeg staar ved denne Vandbrønd, og Byens Folks Døtre komme ud at drage Vand. 14 Og naar det sker, at der kommer en Pige, til hvem jeg siger: Bøj nu din Krukke ned og lad mig drikke, og hun siger: Drik, og jeg vil ogsaa give dine Kameler at drikke, lad hende da være den, som du har udset til din Tjener Isak, saa jeg derpaa kan kende, at du har gjort Miskundhed mod min Herre. 15 Og det skete, før han havde endt at tale, se, da kom Rebekka ud, som var en Datter af Bethuel, som var en Søn af Milka, Nakors, Abrahams Broders, Hustru, og hendes Krukke var paa hendes Skulder. 16 Og Pigen var meget smuk af Anseelse, en Jomfru, og ingen Mand havde kendt hende, og hun gik ned til Brønden og fyldte sin Krukke og gik op. 17 Da løb Svenden imod hende og sagde: Kære, lad mig drikke Vand af din Krukke. 18 Og hun sagde: Drik, min Herre! og hun skyndte sig og tog sin Krukke ned i sin Haand og gav ham at drikke. 19 Der hun havde givet ham at drikke, da sagde hun: Jeg vil og drage vand til dine Kameler, til de have afdrukket. 20 Og hun skyndte sig og tømte sin krukke i Truget og løb fremdeles til Brønden at øse, og hun drog til alle hans Kameler. 21 Og anden undrede sig over hende, tav og stille for at faa at vide, om Herren havde ladet hans Rejse lykkes eller ej. 22 Og det skete, der Kamelerne havde afdrukket, gav Mand en hende en Guldring, som vejede en halv Sekel, og satte to Armbaand paa hendes Hænder, de vejede ti Guldsekler. 23 Og han sagde: Hvis Datter er du? Kære, sig mig, monne der være Rum i din Faders Hus at give os Nattely? 24 Og hun sagde til ham: Jeg er en Datter af Bethuel, som er en Søn af Tilka, der fødte ham for Nakor. 25 Og hun sagde til ham: Der er baade Straa og meget Foder hos os, ogsaa er der Rum til Herberge i Nat. 26 Og Manden bøjede sig og tilbad Herren. 27 Og han sagde: Lovet være Herren, min Herre Abrahams Gud, som ikke har afladt med sin Miskundhed og sin Trofasthed mod min Herre! mig, ja, mig har Herren ført paa Vejen til min Herres Broders Hus. 28 Og Pigen løb og kundgjorde i sin Moders Hus disse Ting. 29 Og Rebekka havde en Broder, og hans Navn var Laban, og Laban løb ud til Manden, til Brønden. 30 Og det skete, der han saa Ringen og Armbaandene paa sin Søsters Hænder, og der han hørte Rebekkas, sin Søsters, Ord, at hun sagde: Saaledes har Manden sagt til mig, da kom han til Manden, og se, han stod hos Kamelerne ved Brønden. 31 Og han lidt sagde: Kom ind, du Herrens Velsignede, hvi staar du herude thi jeg har beredt Huset, og der er Rum for Kamelerne. 32 Saa kom Manden i Huset og løste Kamelerne, og han gav Straa og Foder til Kamelerne og Vand til at to hans Fødder og de Mænds Fødder, som vare med ham. 33 Og der blev sat Mad for ham; men han sagde: Jeg vil ikke æde, før jeg har udsagt mit Ærinde; og han sagde: Tal! 34 Og han sagde: Jeg er Abrahams Svend. 35 Og Herren har velsignet min Herre meget, at han er bleven mægtig; og han har givet ham Faar og Kvæg og Sølv og Guld og Svende og Tjenestepiger og Kameler og Asener. 36 Og Sara, min Herres Hustru, har født min Herre en Søn, efter at hun var gammel, og denne har han givet alt det, han ejer. 37 Og min Herre har taget en Ed af mig og sagt: Du skal ikke tage min Søn en Hustru af Kananiternes Døtre, i hvis Land jeg bor. 38 Men du skal fare hen til min Faders Hus og til min Slægt og tabe min Søn en Hustru. 39 Og jeg sagde til min Herre: Maaske Kvinden ikke vil drage med mig. 40 Og han sagde til mig: Herren, for hvis Ansigt jeg har vandret, skal sende sin Engel med dig og give dig en lyksalig Rejse, og du skal tage min Søn en Hustru af min Slægt og af min Faders Hus. 41 Da skal du være fri for min Ed, naar du kommer til min Slægt; og om de ikke ville give dig hende, saa er du fri for min Ed. 42 Saa kom jeg i Dag til Brønden og sagde: Herre, min Herre Abrahams Gud! Kære, dersom du har givet Lykke paa min Rejse, paa, hvilken jeg har vandret, 43 se, jeg staar ved denne Vandbrønd, og naar det sker, der kommer en Jomfru ud at drage Vand, og jeg siger til hende: Giv mig nu lidet Vand at drikke af din Krukke; 44 og hun siger mig: Baade maa du drikke, og jeg vil ogsaa Øse til dine Kameler, lad hende være den Kvinde, som Herren har udset til min Herres Søn. 45 Førend jeg havde udtalet i mit Hjerte, se, da kom Rebekka ud, og hendes Krukke var paa hendes Skulder, og hun gik ned til Brønden og drog Vand! da sagde jeg til hende: Kære, giv mig at drikke. 46 Saa skyndte hun sig og tog sin Krukke ned ad sig og sagde: Drik, og jeg vil ogsaa give dine Kameler at drikke; og jeg drak, og hun gav ogsaa Kamelerne at drikke. 47 Og jeg spurgte hende og sagde: Hvis Datter er du og hun sagde: Jeg er en Datter af Bethuel, Nakors Søn, som Milka fødte ham. Saa hængte jeg en Ring i hendes Næse og Armbaand paa hendes Hænder. 48 Og jeg bøjede mig og tilbad Herren og lovede Herren, min Herre Arahams Gud, som havde ledet mig paa den rette Vej at tage min Herres Broders Datter til hans Søn. 49 Og nu, dersom I ville vise Miskundhed og Trofasthed mod min Herre, siger mig det; men dersom I ikke ville det, da siger mig det, at jeg kan vende mig til den højre eller til den venstre Side. 50 Da svarede Laban og Bethuel og sagde: Denne Sag er kommen fra Herren, vi kunne hverken tale til dig ondt eller godt. 51 Se, der er Rebekka for dig, tag hende og gak, at hun bliver din Herres Søns Hustru, som Herren har sagt. 52 Og det skete, der Abrahams Svend hørte deres Ord, da bøjede han sig til Jorden for Herren. 53 Og Svenden udtog Sølvtøj og Guldtøj og Klæder og gav Rebekka; men hendes Broder og hendes Moder gav han dyrebar Skænk.
54 Saa aade de og drak, han og de Mænd, som vare med ham, og bleve der om Natten, og de stode op om Morgenen, og han sagde: Lader mig fare til min Herre! 55 abde hendes Broder og hendes Moder: Lad Pigen blive hos os nogle Dage eller ti; siden maa du fare. 56 Og han sagde til dem: Holder mig ikke op, thi Herren har givet Lykke paa min Rejse; lader mig fare, og jeg vil vandze til min Herre. 57 Og de sagde: Lader os kalde Pigen og spørge, hvad hun siger. 58 Saa kaldte de ad Rebekka og sagde til hende: Vil du fare med denne Mand og hun sagde: Jeg vil fare. 59 Saa lode de deres Søster Rebekka og hendes Amme og Abrahams Svend og hans Mænd fare. 60 Og de velsignede Rebekka og sagde til hende: Vor Søster bliv du til tusinde Gange Titusinde, og din Sæd skal eje sine Fjenders Port. 61 Saa stod Rebekka op og hendes Piger, og de satte sig paa Kameler og fore med Manden, og Svenden annammede Rebekka og for bort. 62 Isak kom gaaende fra den Brønd, som kaldes Beer Lakai Roi; thi han boede i Landet imod Sønden. 63 Og Isak var udgangen til at gøre Bøn paa Marken mod Aften, og han opløftede sine Øjne og saa, og se, Kamelerne kom. 64 Og Rebekka opløftede sine Øjne og saa Isak og steg hastig ned ad Kamelen. 65 Og hun sagde til Svenden: Hvo er den Mand, som gaar paa Marken imod os og Svenden sagde: Det er min Herre; saa tog hun et Slør og skjulte sig. 66 Og Svenden fortalte Isak hele Sagen som han havde udrettet. 67 Saa ledte Isak hende til sin Moder Saras Telt og han tog Rebekka, og hun blev hans Hustru, og han elskede hende og Isak blev trøstet efter sin Moder.

25 Kapitel - 1.Mos.25
Og Abraham tog atter en Hustru, Aar og syv Aar, og hendes Navn var Ketura. 2 Og hun fødte ham Simran og Joksan og Medan og Midian og Jisbak og Sua. 3 Og Joksan avlede Seba og Dedan; men Dedans Børn vare Asurim og Letusim og Leumim. 4 Og Midians Børn vare Efa og Efer og Kanok og Abida og Eldaa; disse ere alle Keturas Børn.
5 Og Abraham gav Isak alt det, han ejede. 6 Men de Medhustruers Børn, som Abraham havde, gav Abraham Skænk og lod dem, medens han endnu levede, fale fra Isak sin Søn mod Østen til Østerland. 7 Og disse ere Abrahams Livs Aars Dage, som han levede: Hundrede Aar og halvfjerdsindstyve Aar og fem Aar. 8 Og Abraham opgav Aanden og døde i en god Alderdom, gammel og mæt, og blev samlet til sit Folk. 9 Og Isak og Ismael, hans Sønner, begrove ham i Hulen Makpela, paa Efrons, Zokars den Hethiters Søns, Agel, som ligger tvært over for Mamre. 10 Paa den Ager, som Abraham købte af Heths Børn, der blev Abraham begraven og Sara hans Hustru.
11 Og det skete efter Abrahams Død, at Gud velsignede Isak hans Søn, og Isak boede ved den Kilde, som kaldes Beer Lakai Roi. 12 Og disse ere Ismaels, Abrahams Søns, Slægter, som Ægypterinden Hagar, Saras Pige, fødte Abraham. 13 Og disse ere Ismaels Børns Navne, efter deres Navne, i deres Slægter: Ismaels førstefødte Nebajoth og Kedar og Adbeel og Mibsam 14 og Misma og Duma og Massa, 15 Kadar og Thema, Jetur, Nafis og Kedma. 16 Disse ere Ismaels Sønner, og disse ere deres Navne udi deres Byer og i deres Lejre, tolv Fyrster for deres Folk. 17 Og disse ere Ismaels Livs Aar: hundrede Aar og tredive saa opgav han Aanden og døde og blev samlet til sit folk. 18 Og de boede fra Havila indtil Sur, som er foran Ægypten og henimod Assyrien; hans Arv faldt foran alle hans Brødre.
19 Og disse ere Isaks, Abraham Søns, Slægter: Abraham avlede Isael 20 Og Isak var fyrretyve Aar gammel, der han tog Rebekka, Bethuel den Syrers Datter, af *Paddan Aran Laban den Syrers Søster, sig til Hustru. 21 Og Isak bad til Herren paa sin Hustrus vegne, thi hun var ufrugtbar; og Herren bønhørte ham og Rebekka, hans Hustru, undfik 22 Og Børnene stødte mod hinanden i hendes Liv, og hun sagde: Derson det er saaledes, hvorfor er jeg da til og hun gik at udspørge Herren 23 Og Herren sagde til hende: Tvende Folk ere i dit Liv, og to forskelligt Folk skulle udgaa af dit Liv, og de ene Folk skal være stærkere end det andet Folk, og det Herre skal tjene det mindre. 24 Der nu hendes Tid kom, at hun skulde føde, se, da vare der Tvillinger i hendes Liv. 25 Og den første kom frem, han var rød, ganske laadden som en Kappe, og de kaldte hans Navn Esau. 26 Og derefter kom hans Broder frem, og hans Haand havde fat paa Esaus Hæl, og man kaldte hans Navn Jakob; og Isak var tresindstyve Aar gammel, der han avlede dem.
27 Og Drengene bleve store, og Esau blev en Mand, som forstod sig paa Jagt og levede paa Marken men Jakob var en from Mand, som boede i Telte. 28 Og Isak havde Esau kær, thi hans Jagt smagte ham; men Rebekka havde Jakob kær. 29 Og Jakob havde tilberedt en Ret, og Esau kom fra Marken og var træt. 30 Og Esau sagde til Jakob: Kære lad mig smage af det røde, dette røde, thi jeg er træt; derfor kaldte man hans Navn Edom. 31 Da sagde Jakob: Sælg mig i Dag din Førstefødsel. 32 Og Esau sagde: Se, jeg gaar at dø, hvad kan jeg da gøre med den Førstefødsel 33 Og Jakob sagde: Sværg mig i Dag; og han tilsvor ham, og han solgte Jakob sin Førstefødsel. 34 Da gav Jakob Esau Brød og den Ret af Linser, og han 34 aad og drak og stod op og gik bort; og Esau foragtede Førstefødselen.

26 Kapitel - 1.Mos.26
Og der var Hunger i Landet, foruden den forrige Hunger, som var i Abrahams Tid, og Isak drog til Abimelek, Filisternes Konge i Gerar. 2 Da aabenbaredes Herren for ham og sagde: Drag ikke ned til Ægypten, bo i det Land, hvilket jeg iger dig. 3 Vær en Udlænding i dette Land, og jeg vil være med dig og velsigne dig; thi dig og din Sæd vil jeg give alle disse Lande og stadfæste den Ed, som jeg har svoret Abraham, din Fader. 4 Og jeg vil gøre din Sæd mangfoldig som Stjernerne paa Himmelen og give din Sæd alle disse Lande, og i din Sæd skulle alle Folk paa Jorden velsignes, 5 fordi Abraham lød min Røst og bevarede det, jeg vil have bevaret, mine Bud, mine Skikke og mine Love. 6 Saa boede Isak i Gerar.
7 Og de Mænd paa samme Sted spurgte om hans Hustru; da sagde Han: Hun er min Søster; thi han frygtede at sige: Hun er min Hustru, idet han tænkte, at ikke Mændene paa dette Sted maaske skulle slaa mig ihjel for Rebekkas Skyld, thi hun var dejlig af Anseelse. 8 Og det skete, der han havde boet der en Tid lang, saa Abimelek, Filisternes Konge, ud igennem Vinduet og saa, og se, Isak legede med Rebekka, sin Hustru. 9 Da kaldte Abimelek ad Isak og sagde: Visselig, se, hun er din Hustru, og hvorledes har du sagt: hun er min Søster? Og Isak sagde til Ham: Thi jeg tænkte: Maaske jeg maatte slaas ihjel for hendes Skyld. 10 Da sagde Abimelek: Hvi har du gjort os dette? En af Folket kunde snart have ligget hos din Hustru, saa havde du ført Skyld over os. 11 Saa bød Abimelek alt Folket og sagde: Hvo, som røer v ed denne Mand og ved hans Hustru, skal visselig dødes.
12 Og Isak saaede der i Landet og fik samme Aar hundrede Fold, og Herren velsignede ham. 13 Og Manden blev mægtig og gik frem og blev mægtig, indtil han blev saare mægtig. 14 Og han ejede Faar og ejede Kvæg og mange Tyende; derfor bare Filisterene Avind mod ham. 15 Og alle Brøndene, som hans Faders Tjenere havde gravet i Abrahams, hans Faders Tid, dem tilstoppede Filisterne og fyldte dem med Jord. 16 Og Abimelek sagde til Isak: Drag fra os; thi du er bleven os alt for mægtig. 17 Saa drog Isak derfra og slog Telt i Dalen Gerar og boede der. 18 Og Isak lod igen de Vandbrøne opgrave, som de havde gravet i Abrahams, hans Fades tid, og som Filisterne havde tilstoppet efter Abrahams Død, og han gav dem Navne efter de Navne, som hans Fader havde kaldet dem. 19 Saa grove Isaks Tjenere i Dalen og fandt der en Brønd med levende Vande. 20 Men Hyrderne af Gerar kivedes med Isaks Hyrder og sagde: Vandet hører os til; saa kaldte han den Brønds Navn Esek, thi de kivedes med ham. 21 Saa grove de en anden Brønd, og de kivedes og om den; derfor kaldte de dens Navn Sitna. 22 Da flyttede han der fra og grov en anden Brønd, og de kivedes ikke om den, og han kaldte dens Navn Rekoboth og sagde: thi nu har Herren gjort Rum for os, og vi ere voksede i Landet.
23 Og han drog op derfra til Beersaba. 24 Og Herren aabenbaredes for ham i den samme Nat og sagde: Jeg er din Fader Abrahams Gud; frygt ikke, thi jeg er med dig og vil velsigne dig og forenere din Sæd for min tjener Abrahams Skyld. 25 Saa byggede han der et Alter og paakaldte Herrens Navn og opslog der sit Telt, og Isaks Tjenere grove der en Brønd. 26 Og Abimelek drog til ham fra Gerar med Akusat sin Ven og Pikol sin Stridshøvedsmand. 27 Da sagde Isak til dem: Hvi komme I til mig, da I dog have hadet rnig og drevet mig fra Eder. 28 Og de svarede: Vi se klarligen, at Herren er med dig; derfor sagde vi: Kære, lad være en Ed imellem os, imellem os og dig, og vi ville gøre et Forbund med dig, 29 at du ikke skal gøre ondt imod os, ligesom vi ikke have rørt dig, og ligesom vi ikke have gjort dig andet end godt, og vi lode dig fare i Fred; du er nu Herrens velsignede. 30 Saa gjorde han dem et Gæstebud, og de aade og drak. 31 Og de stode tidlig op om Morgenen og tilsvore hinanden gensidig, og Isak ledsagede dem, og de droge fra ham i Fred. 32 Og det skete, paa den samme Dag kom Isaks Tjenere og forkyndte ham angaaende den Brønd, sorn de havde gravet, og de sagde til ham: Vi have fundet Vand. 33 Og han kaldte den Skibea, deraf er Stadens Navn Beersaba indtil denne Dag.
34 Og Esau var fyrretyve Aar gammel og tog en Hustru, Jizdith, Beeri den Hethiters Datter, og Basmat, Elon den Hethiters Datter. 35 Og de vare Aands Bitterhed for Isak og Rebekka.

27 Kapitel - 1.Mos.27
Og det hændte sig, der Isak blev gammel, og hans Øjne blev dunkle, at han ikke kunde se, da kaldte han sin eldste Søn, Esau, og sagde til ham: Min Søn! og har sagde til ham: Se, her er jeg. 2 Og han sagde: Se nu, jeg er gamme og ved ikke min Dødsdag. 3 Saa ta nu dine Redskaber, dit Kogger og din Bue, gak ud paa Marken og fang mig noget Vildt! 4 Og tilbered mig en god Ret, saasom jeg har Lyst til, og bring mig den, at jeg maa æde, paa det min Sjæl maa velsigne dig, før jeg skal dø. 5 Og Rebekka hørte, der Isak talede til Esau, sin Søn; saa gik Esau paa Marken at fange noget Vildt, at bære hjem. 6 Da sagde Rebekka til Jakob, sin Søn, sigende: Se, jeg hørte din Fader tale tiI Esnu, din Broder, og sige: 7 Hent mig noget Vildt og tilbered mig en god Ret, at jeg kan æde, saa vil jeg velsigne dig for Herrens Ansigt, førend jeg dør. Saa adlyd nu min Røst, min Søn! eftersom jeg befaler dig. Gak nu til Hjorden og hent mig derfra to gode Gedekid, at jeg kan tilberede din Fader en god Ret af dem, saasom han har Lyst til. 10 Og den skal du bære til din Fader, at han skal æde deraf, paa det han skal velsigne dig, førend han dør. 11 Da sagde Jakob til Rebekka, sin Moder: Se, Esau, min Mroder, er en laadden Mand, og jeg er en glat Mand. 12 Maaske min Fader føler paa mig, og jeg vil synes for ham som en Bedrager og føre Forbandelse over mig og ikke Velsignelse. 13 Da sagde hans Moder til ham: Din Forbandelse komme over mig, min Søn! lyd kun min Røst og gak, hent mig dem! 14 Da gik han og hentede og bragte sin Moder dem; saa tilberedte hans Moder en god Ret, saasom hans Fader havde Lyst til. 15 Og Rebekka tog Esaus, sin ældste Søns, kostelige Klæder, som hun havde i Huset hos sig, og lod Jakob, sin yngste Søn, iføre sig dem. 16 Men Skindene af Gedidiene iførte hun ham om hans Hænder, og hvor han var glat paa Halsen. 17 Og hun gav ham den gode Ret og Brød, som hun havde tilberedt, i sin Søn Jakobs Haand. 18 Og han gik til sin Fader og sagde: Min Fader! og han sagde: Se, her er jeg; hvo er du, min Søn? 19 Og Jakob sagde til sin Fader: Jeg, Esau, din førstefødte, har gjort, saa om du sagde til mig; kære, staa op sæt dig og æd af mit Vildt, paa det din Sjæl skal velsigne mig. 20 Da sagde Isak til sin Søn: Hvorledes har du saa snart fundet det, min Søn? Og han sagde: Fordi Herren din Gud kikkede mig det til Hænde. 21 Da sagde Isak tiI Jakob: Kom dog nær hid, og jeg vil føle paa dig, min Søn! om du er min Søn Esau eller ej. 22 Og Jakob gik nær til sin Fader sak, og han følte paa ham og sagde: Røsten er Jakobs Røst, men Hænderne ere Esaus Hænder. 23 Og Han kendte ham ikke, thi hans Hænder vare Laadne som Esaus, hans Broders, Hænder; og han velsignede ham. 24 Og han sagde: Du, er du enne min Søn Esau? og han sagde: Jeg er det. 25 Da sagde han: Bring mig det hid og lad mig æde af min Søns Vildt, at min Sjæl skal velsigne dig; saa ragte han ham det, og han aad, og han bragte ham Vin, og han drak. 26 Og Isak, hans fader, sagde til ham: Kære, kom nærmere og kys mig, min Søn! 27 Og han kom nærmere og kyssede ham; og han lugtede Lugten af hans Klæder og velsignede ham og sagde: Se, min Søns Lugt er som Lugten af en Mark, hvilken Herren har velsignet. 28 Og Gud give dig af Himmelens Dug og af Jordens Fedme og meget Korn og Most. 29 Folkene skulle tjene dig, og Folkefærd skulle falde dig til Fode. Bliv en Herre over dine Brødre, og din Moders Sønner skulle falde dig til Fode; hvo som forbander dig, være forbandet, og hvo som velsigner dig, være velsignet!
30 Og det skete, der Isak var færdig med at velsigne Jakob, da Jakob lige var gaaet ud fra sin Fader Isak, at Esau, hans Broder, kom fra sin Jagt. 31 Og han tilberedte ogsaa en god Ret og bragte den ind til sin Fader og sagde til sin Fader: Min Fader staa op og æde af sin Søns Vildt, at din Sjæl skal velsigne mig. 32 Da sagde Isak, hans Fader til ham: Hvo er du? og han sagde: Jeg er din Søn, din førstefødte, Esau. 33 Da forfærdedes Isak med en overmaade stor Forfærdelse og sagde: Hvo er og den, som fangede Vildt og frembar til mig? og jeg aad af alt, før du kom, og jeg har velsignet ham; han skal ogsaa være velsignet. 34 Der Esau hørte sin Faders Tale, skreg han med et stort og overmaade bittert Skrig og sagde til sin Fader: Velsign mig, ogsaa mig, min Fader! 35 Og han sagde: Din Broder kom med List og tog din Velsignelse. 36 Da sagde han: Mon man derfor har kaldet hans Navn Jakob, fordi han nu har to Gange bedraget mig? min Førstefødselsret har han taget, og se, nu tog han min Velsignelse; og han sagde: Har du ikke bevaret mig en Velsignelse 37 Og svarede og sagde til Esau: Se jeg har sat ham til en Herre ove dig og gjort alle hans Brødr til hans Tjenere og forsørget ham med Korn og Most, hvad skal jeg da gøre ved dig, min Søn? 38 Og Esau sagde til sin Fader: Har du ikke uden denne ene Velsignelse, min Fader velsign mig, ogsaa mig, min Fader! og Esau opløftede sin Røst og græd. 39 Da svarede Isak, hans Fader, og sagde til ham: Se, din Bolig skal være uden Jordens Fedme og uden Himmelens Dug fra oven ned. 40 Og ved dit Sværd skal du leve og tjene din Broder, og det skal ske, naar du bliver ustyrlig, da skal du bryde hans Aag af din Hals.
41 Og Esau var Jakob hadsk for den Velsignelses Skyld, som hans Fader havde velsignet ham med, og Esau sagde i sit Hjerte: Det kommer snart, at vi skulle sørge for min Fader, da vil jeg slaa Jakob, min Broder, ihjel. 42 Og Esaus, hendes ældste Søns, Ord bleve Rebekka tilkendegivne; og hun sendte hen og lod Jakob, sin yngste Søn, kalde, og sagde til ham: Se, Esau, din Broder, vil trøste sig med at slaa dig ihjel. 43 Og nu, min Søn, hør min Røst og staa op, fly til Laban, min Broder, i Karan, 44 og bliv hos ham nogen Tid, indtil din Broders Hidsighed lægger sig, 45 indtil din Broders Vrede vender sig fra dig, og han glemmer det, du har gjort ham, saa vil jeg sende Bud og hente dig derfra; hvi skulde jeg dog berøves eder begge paa en Dag? 46 Og Rebekka sagde til Isak: Jeg kedes ved at leve for Hendes Døtres Skyld; dersom Jakob tog en Hustru af Heths Døtre, som disse af dette Lands Døtre, hvad skulde jeg da leve for?

28 Kapitel - 1.Mos.28
Og Isak kaldte ad Jakob og velsignede ham og bød ham og sagde til ham: Du skal ikke tage en Hustru af Kanaans Døtre; 2 staa op, gak til Padaan-Aram til Bethuel din Morfaders Hus, og tag dig derfra en Hustru af Laban din Morbroders Døtre. 3 Og den almægtige Gud velsigne dig og gøre dig frugtbar og formere dig, at du maa blive til en Hob af Folk. 4 Og han give dig Abrahams velsignelse, dig og din Sæd med dig, at du kan arve det Land, hvor i du er fiemmed, hvilket Gud gav Abraham. 5 Saa sendte Isak Jakob hen, og han drog til Paddan-Aram til Laban, Bethuel den Syrers Søn, en Broder til Rehekka, Jakobs og Esaus Moder.
6 Og Esau saa, at Isak havde velsignet Jakob og sendt ham til Paddan-Aram at tage sig derfra en Hustru og havde, der har velsignet ham, budet ham og sagt: Du skal ikke tage en Hustru af Kanaans Døtre. Og Jakob var sin Fader og sin Moder lydig og drog til Paddan Aram. 8 Og Esau saa, at Kanaans Døtre ikke behagede Isak hans Fader. 9 Saa gik Esau til Ismael og tog sig til hustru Makalath, en Datter af Ismael, Abrahams Søn, en Søster til Nebajoth, foruden sine andre Hustruer.
10 Og Jakob drog ud fra Beersaba og gik til Karan. 11 Og han kom til et Sted og blev der om Natten, thi Solen var nedgangen, og han tog af Stenene paa det Sted og lagde under sit Hoved og lagde sig paa det samme Sted. 12 Og han drømte, og se, en Stige var oprejst paa Jorden, og det Øverste deraf naaede til Himmelen, og se, Guds Engle stege op og ned ad den. 13 Og se, Herren stod oven over den og sagde: Jeg er Herren, din Fader Abrahams Gud og Isaks Gud; det Land, som du ligger paa, det vil jeg give dig og din Sæd. 14 Og din Sæd skal blive som Støv paa Jorden, og du skal udbredes mod Vesten og mod Østen og mod Norden og mod Sønden; og i dig og i din Sæd skulle alle Slægter paa Jorden velsignes. 15 Og se, jeg er med dig og vil bevare dig overalt, hvor du drager hen, og jeg vil føre dig til dette Land igen; thi jeg vil ikke forlade dig, før jeg har fuldkommet det, jeg har sagt dig.
16 Og Jakob vaagnede af sin Søvn og sagde: Sandelig, Herren er paa dette Sted, og jeg vidste det ikke. 17 Og han frygtede og sagde: hvor forfærdeligt er dette Sted! dette er ikke andet end Guds Hus, og dette er Himmelens Port. 18 Og Jakob stod aarle op om Morgenen og tog den Sten, som han havde lagt under sit Hoved, og oprejste den til en Mindesten og øste Olie oven paa den. 19 Og han kaldte det samme Steds Navn Bethel, men ellers var Lus Stadens Navn fra Begyndelsen. 20 Og Jakob gjorde et Løfte og sagde: Dersom Gud vil være med mig og beskærme mig paa denne Vej, som jeg rejser, og give mig Brød at ede og Klæder at iføre mig, 21 og jeg kommer igen til min Faders Hus med Fred, og Herren vil være mig en Gud, 22 da skal denne Sten, som jeg har oprejst til en Mindesten, være et Guds Hus, og jeg vil visselig give dig Tiende af alt det, du giver mig.

29 Kapitel - 1.Mos.29
Og Jakob løftede sine Fødder og gik til det Folks Land i Østen. 2 Og han saa og se, der var en Brønd paa Marken, og se, der vare tre Faarehjorde, som laa ved den; thi man skulde vande Hjorden af den samme Brønd, og Stenen over Hullet paa Brønden var stor. 3 Og derhen skulde alle Hjordene sankes, og Stenen væltes fra Hullet paa Brønden, og Faarene vandes, og Stenen igen lægges over Hullet paa sit Sted. 4 Og Jakob sagde til dem: Mine Brødre, hvorfra ere I? og de sagde: Fra Karan ere vi. 5 Og han sagde til dem: Kende I Laban, Nakors Søn og de sagde: Vi kende ham. 6 Og Han sagde til dem: Gaar det ham ve1? og de sagde: Vel! og se, Rakel, hans Datter, kommer med Faarene. 7 Da sagde Han: Se, det er endnu højt paa Dagen, det er ikke Tid, at Kvæget samles; vander Faarene og gaar, vogter dem! 8 Og de sagde: Vi kunne ikke, førend alle Hjordene sankes, og man vælter Stenen fra Hullet paa Brønden, og da vande vi Faarene. 9 Medens han endnu talede med dem, da kom Rakel med Faarene, som vare hendes Faders; thi hun vogtede. 10 Og det skete, der Jakob saa Rakel, sin Morbror Labans datter, og Labans, sin Morbrors, Faar. 11 Og Jakob kyssed Rakel og opløftede sin Røst og græd. 12 Og Jakob sagde Rakel, at han var Hendes Faders Broder, og at han var Rebekkas Søn; saa løb hun og forkyndte sin Fader det.
13 Og det skete, der Laban høre den Tidende om Jakob, sin Søster søn, da løb han mod ham og tog ham i Favn og kyssede ham og ledte ham ind i sit Hus; da fortalte han Laban alle disse ting. 14 Da sagde Laban til ham: Sandelig, du er mit Ben og mit- Kød; og han blev hos ham en Maaneds tid. 15 Og Laban sagde til Jakob: Fordi du er min Broder, skulde du derfor tjene mig for intet? sig sig, hvad din Løn skal være. 16 Og Laban havde Døtre: Den ældstes Navn var Lea, den yngstes Navn Rakel. 17 Og Lea havde svage Øjne; men Rakel var dejlig af Skikkelse og dejlig af anseelse. 18 Og Jakob elskede Rakel og sagde: Jeg vil tjene dig syv Aar for Rakel, din yngste Datter. 19 Og Laban sagde: Det er bedre, at jeg giver hende til dig, end at jeg giver hende til en anden Mand, bliv hos mig! 20 Saa tjente Jakob for Rakel syv Aar, og de syntes ham at væere faa Dage, fordi han havde Kærlighed til hende. 21 Og Jakob sagde til Laban: Giv mig din Hustru; til min tid er fuldkommet, og jeg vil gaa ind til hende. 22 Saa bød Laban alle Mænd paa det Sted tilsammen og gjolrde et Gæstebud. 23 Og det skete om Aftenen, at han tog Lea sin Datter og ledte hende ind til ham. Og han gik ind til hende. 24 Og Laban gav hende Silpa, sin Tjenestepige, til Pige for Lea, sin Datter. 25 Og det skete om Morgenen, se, da var det Lea; og han sagde til Laban: Hvi gjorde du dette imod mig? Har jeg ej tjent hos dig for Rakel og hvi har du bedraget mig? 26 Og Laban sagde: Det ske ikke saaledes paa vort Sted, at man giver den yngste bort før den førstefødte. 27 Hold dennes Uge ud, saa ville vi ogsaa give dig denne for den Tjeneste, som du skal tjene hos mig endnu syv andre Aar. 28 Og Jakob gjorde saa og holdt dennes Uge ud; saa gav han ham Rakel, sin Datter, til hans Hustru. 29 Og Laban gav sin Datter Rakel Bilha, sin Tjenestepige, til Tjenestepige for hende. 30 Saa gik han og ind til Rakel, og elskede Rakel mere end Lea; og han tjente hos ham endnu syv andre Aar.
31 Der Herren saa, at Lea var foragtet, da aabnede han hendes Moderliv; men Rakel var ufrugtbar. 32 Og Lea undfik og fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Ruben; thi hun sagde: Herren har set paa min Elendighed; thi nu skal min Mand elske mig. 33 Og hun undfik igen og fødte en Søn og sagde: Fordi Herren har hørt, at jeg var forsmaaet, da har han givet mig ogsaa denne; saa kaldte hun hans Navn Simeon. 34 Og hun undfik igen og fødte en Søn og sagde: Nu denne Sinde skal min Mand holde sig til mig, thi jeg har født ham tre Sønner; derfor kaldte man hans Navn Levi 35 Og hun undfik igen og fødte en Søn og sagde: Denne Sinde vil jeg prise Herren; derfor kaldte hun hans Navn Juda; saa holdt hun op at føde.

30 Kapitel - 1.Mos.30
Og Rakel saa, at hun ikke fødte Jakob Børn; da bar Rakel Avind mod sin Søster og sagde til Jakob: Fly mig Børn! og hvis ikke, da dør jeg. 2 Og Jakob blev saare vred paa Rakel og sagde: Mon jeg være i Guds Sted, som formener dig Livsens Frugt 3 Da sagde hun: Se, der er min Tjenestepige Bilha, gak ind til hende, at hun maa føde over mine Knæ, at ogsaa jeg maa bygges op ved hende. 4 Saa gav hun ham Bilha, sin Pige, til Hustru, og Jakob gik ind til hende. 6 Og Bilha undfik og fodte Jakob en Søn. 5 Da sagde Rakel: Gud har dømt mig og hørt ogsaa min Røst og givet mig en Søn; derfor kaldte hun hans Navn Dan. 7 Og Bilha, Rakels Pige, undfik igen og fødte Jakob den anden Søn. 8 Da sagde Rakel: Jeg har kæmpet Guds Kampe med min Søster. Jeg har og faaet Overhaand; og hun kaldte hans Navn Naftali.
9 Og Lea saa, at hun havde holdt op at føde, og hun tog Silpa, sin Pige, og gav Jakob hende til Hustru. 10 Og Silpa, Leas Tjenestepige, fødte Jakob en Søn. 11 Da sagde Lea: Til Lykke! og hun kaldte hans Navn Gad. 12 Og Silpa, Leas Tjenestepige, fødte Jakob en anden Søn. 13 Da sagde Lea: Held mig! thi Døtre prise mig lykkelig; og hun kaldte hans Navn Aser.
14 Og Ruben gik i de Dage, man høstede Hvede, og fandt Dudaim paa Marken og bar dem til Lea, sin Moder; da sagde Rakel til Lea: Kæere, giv mig af din Søns Dudaim! 15 Og hun sagde til hende: Er det en ringe Ting, at du har taget min Mand, og du tager ogsaa min Søns Dudailn? Og Rakel sagde: Derfor maa han liggge hos dig i denne Nat, for din Søns Dudaim. 16 Der Jakob kom af marken om Aftenen, da gik Lea ud imod ham og sagde: Til mig skal du komme ind; thi jeg har tinget dig for min Søns Dudaim; saa laa han hos hende den samme Nat. 17 Og Gud hørte Lea, og hun undfik og fødte Jakob den femte Søn. 18 Og Lea sagde: Gud har givet mig min Løn, fordi jeg gav min Mand min Tjenestepige; og hun kaldte hans Navn Isaskar. 19 Og Lea undfik igen og fødte Jakob den sjette Søn. 20 Og Lea sagde: Gud har givet mig, ja mig en god Gave; nu vil min Mand bo hos mig, thi jeg har født ham seks Sønner; og hun kaldte hans Navn Sebulon. 21Og siden fødte hun en Datter og kaldte hendes Navn Dina.
22 Og Gud ihukom Rakel, og Gud hørte hende og aabnede hendes Moderliv. 23 Og hun undfik og fødte en Søn og sagde: Gud har borttaget min Forsmædelse. 24 Saa kaldte hun hans Navn Josef og sagde: Herren give mig endnu en anden Søn! 25 Og det skete, der Rakel havde født Josef, da sagde Jakob til Laban: Lad mig fare, og jeg vil gaa til mit Sted og til mit Land. 26 Giv mig mine Hustruer og mine Børn, for hvilke jeg har tjent dig, og jeg vil vandre bort; thi du kender min Tjeneste, hvorledes jeg har tjent dig. 27 Da sagde Laban til ham: Kære, maatte jeg have fundet Naade for dine Øjne! jeg har en Anelse om, at Herren har velsignet mig for din Skyld. 28 Og han sagde: Nævn din Løn for mig, og den vil jeg give dig. 28 Og han sagde til ham: Du ved selv, hvormed jeg har tjent dig og hvad dit Kvæg er blevet til hos mig. 30 Thi det, som du havde, før jeg kom, var lidet; men nu har de udbredt sig mangfoldigt, og Herren har velsignet dig ved min Fod; og nu, naar skal jeg ogsaa gøre noget for mit eget Hus? 31Og han sagde Hvad skal jeg bive dig? Og Jakob sagde: Du skal ikke give mig noget dersom du vil gøre mig dette, saa vil jeg fremdeles røgte og vogte dine Faar. 32 Jeg vil i Dag gaa igennem al din Hjord og skille derfra hvert spættet og spraglet Stykke hvert sort Stykke iblandt Faarene og hvad der er spraglet og spættet iblandt Gederne; og dette skal være min Løn. 33 Saa skal min Retfærdighed svare for mig den Dag Morgen, naar du kommer at bede min Løn; hvad som ikke er spætet eller spraglet iblandt Gederne og som iblandt Lammene, det skal agtes for stjaalet hos mig. 34 Da sagde Laban: Se, gid det maa være, som I har sagt! 35 Og samme Dag skilte han de brogede og spraglede Bukke og alle spættede og spraglede Geder, alt det, som havde noget hvidt paa sig, og alt sort iblandt Faarene, og han gav det i sine Børns fænder. 36 Og han gjorde tre Dages Rejse imellem sig og Jakob, og Jakob vogtede Labans øvrige Hjorde. 37 Og Jakob tog sig Kæppe af grønt Poppeltræ og Hassel og Kastanie og uskavede hvide Streger paa dem, saa det hvide blev bart, som var paa Kæppene. 38 Og han lagde Kæppene, som han havde udskavet, i tenderne, i Vandtrugene, hvor Faaene skulde komme at drikke, ret igen for Faarene, og disse parredes, naar de kom for at drikke. 39 Og Faarene parredes ved Kæppene, og Faarene fødte brogede, spættede og praglede. 40 Saa lod Jakob Lammenle skille fra og stillede Faarenes Anigter overfor det brogede og alt det sorte iblandt Labans Hjord og gjorde sig Hjorde for sig selv alene, dem lod han ikke komme til Labans Hjord. 41 Og det skete altid, naar de stærkere Faar løb, da lagde Jakob Kæppene for Faarenes Øjne i Renderne, at de skulde Herre sig ved Kæppene. 42 Men naar Faar ene vare svage, lagde han dem ikke; saa bleve de svage Labans og de stærke Jakobs. 43 Deraf blev Manden overmaade rig, saa at han havde mange Faar og Piger og Svende og Kameler og Asener.

31 Kapitel - 1.Mos.31
Og han hørte Labans Sønners Ord, som sagde: Jakob har taget alt, hvad vor Faders var, og af vor Fader har han faaet al denne Rigdom. 2 Og Jakob saa Labans Ansigt, og se, det var ikke imod ham som tilforn. 3 Da sagde Herren til Jakob: Drag tilbage til dine Fædres Land og til din Slægt, og jeg vil være med dig. 4 Da sendte Jakob og lod Rakel og Lea kalde ud paa Marken til sit kvæg. 5 Og han sagde til dem: Jeg ser eders Faders Ansigt, at det ikke er imod mig som tilforn; men min Faders Gud har været med mig. 6 Og I vide selv, at jeg har tjent eders Fader af al min Magt. 7 Og eders Fader har bedraget mig og forandret min Løn ti Gange; men Gud har ikke tilstedet ham at gøre mig ondt. 8 Naar han sagde saaledes: De spættede skulle være din Løn, da fødte alt Kvæget spættede; og naar han sagde saaledes: De brogede skulle være din Løn, da fødte alt Kvæget brogede; 9 og Gud har borttaget eders Faders Kvæg, og givet mig. 10 Og det skete, naar Tiden kom, at Kvæget skulde løbe, løftede jeg mine Øjne op og saa i Drømme, og se, Bukkene, som sprang Kvæget, vare brogede, spættede og haglede; 11 og den Guds Engel sagde til mig i Drørnme: Jakob! og jeg svarede: Se, her er jeg. 12 Og han sagde: Opløft nu dine Øjne, og se, alle Bukkene, som springe Kvæget, ere brogede, spættede og haglede; thi jeg har set alt det, Laban gør dig. 13 Jeg er den Gud fra Bethel, hvor du salvede en Mindesten, hvor du gjorde rnig Løfle; gør dig nu rede, far ud af dette Land og vend tilbage til din Slægts Land. 14 Da svarede Rakel og Lea og sagde ti1 ham: Have vi endnu Del og Arv i vor Faders Hus? 15 Ere vi ikke regnede for ham som fremmede thi han har solgt os, ja end ogsaa aldeles fortæret, hvad han fik for os. 16 Derfor al den Rigdom, som Gud har borttaget fra vor Fader, den hører os og vore Børn til, og nu, gør alt det, som Gud har sagt til dig. 17 Saa gjorde Jakob sig rede og satte sine Børn og sine Hustruer paa Kamelerne 18 og bortførte alt sit Kvæg og al sin Formue, som han havde forhvervet, det Kvæg, han ejede, som han havde forhvervet i Paddan-Aram, for at komme til Isak sin Fader I Kanaans Land. 19 Og Laban var gaaet hen at klippe sine Faar, og Rakel stjal sin Faders Husguder. 20 Jakob stjal Laban den Syrers Hjerte, idet han ikke gav ham til Kende, at han flyede. 21 Og han flyede med alt det, han havde, og gjorde sig rede og satte over Floden og vendte sit Ansigt mod Bjerget Gilead.
22 Og paa den tredje Dag blev det Laban tilkendebivet, at Jakob flyede. 23 Saa tog han sine Brødre med sig og forfulgte ham syv Dages Rejse og naaede ham paa Bjerget Gilead. 24 Men Gud kom til Laban den Syrer i en Drøm om Natten og sagde til ham: Forvar dig, at du ej taler med Jakob enten godt eller ondt. 25 Og Laban naaede Jakob, og Jakob havde slaaet sit Telt op paa Bjerget, og Laban med sine Brødre slog Telt paa Bjerget Gilead. 26 Da sagde Laban til Jakob: Hvad har du gjort, at du har stjaalet mit Hjerte og bortført mine Døtre, som vare de fangne med Sværd 27 Hvi flyede du hemmeligen og har stjaalet dig fra mig og ikke givet mig det til kende, og jeg vilde have bortsendt dig med Glæde og med Sange, med Tromme og med Citer? 28 Og du har ikke ladet mig kysse mine Sønner og mine Døtre nu, du har gjort daarligen. 29 Jeg haar vel Magt i min Haand at gøre ondt ved eder; men eders Faders Gud talede til mig i Gaar Nat, sigende: Forvar dig at tale med Jakob enten godt eller ondt. 30 Og nu, da du endeligen vilde vandre, efterdi du længtes saare efter din Faders Hus, hvi har du stjaalet mine Guder 31 Og Jakob svarede og sagde til Laban: Fordi jeg frygtede; thi jeg tænkte, du maatte rive dine Døtre fra mig; 32 men den, hos hvem du finder dine Guder, skal ikke leve. Vedkend dig for vore Brødre det hos mig, som tilhører dig, og tag dig det; men Jakob vidste ikke, at Rakel havde stjaalet dem. 33 Da gik Laban ind i Jakobs Telt og i Leas Telt og i begge Tjenestekvindernes Telt og fandt dem ikke; saa gik han ud af Leas Telt og kom i Rakels Telt. 34 Men Rakel havde taget Husguderne og lagt dem i en Kamelsaddel og sad paa dem, og Laban ransagede hele Teltet og fandt intet. 35 Da sagde hun til sin Fader: Min Herre, bliv ikke vred, at jeg ikke kan staa op for dig, fordi det gaar mig paa Kvinders Vis; saa ledte han og fandt ikke Husguderne. 36 Da blev Jakob vred og trættede med Laban; og Jakob svarede og sagde til Laban: Hvad er min Overtrædelse, hvad er min Synd, at du forfølger mig saaledes 37 Eftersom du har følt og ransaget alt mit Tøj hvad har du fundet af alt dit Hus's Tøj? læg det her frem for mine Brødre og dine Brødre, at de maa dømme imellem os to! 38 Jeg har været hos dig disse tyve Aar, dine Faar og dine Geder have ikke født i Utide, og vædrene af dit Kvæg har jeg ikke ædet. 39 Hvad som var revet har jeg ikke baaret til dig; jeg betalte det, du krævede det af min Haand, det, som var stjaalet om Dagen, og det, som var stjaalet om Natten. 40 Saa gik det mig: om Dagen fortærede Heden mig og Kulden om Natten, og der kom ikke Søvn i mine Øjne. 41 Det er nu tyve Aar, jeg er i dit Hus, jeg har tjent dig fjorten Aar for dine tvende Døtre og seks Aar for dit Kvæg, og du har forandret min Løn ti Gange. 42 Dersom ikke min Faders Gud, Abrahams Gud og Isaks Rædsel, havde været med mig, sandelig, du havde nu ladet mig fare tomhændet; Gud har set min Elendighed og mine Hænders Møje og straffede dig i Gaar Nat. 43 Og Laban svarede og sagde til Jakob: De Døtre ere mine Døtre, og de Sønner ere mine Sønner, og det Kvæg er mit Kvæg, og alt det, du ser, er mit; hvad skulde jeg gøre imod disse mine Døtre i Dag eller imod deres Sønner, som de have født? 44 Saa kom nu, lad os gøre en Pagt, jeg og du, og det skal være til et vidne imellem mig og imellem dig. 45 Da tog Jakob en Sten og rejste den op til et Mindesmærke. 46 Og Jakob sagde til sine Brødre: Sanker Stene; og de toge Stene og gjorde en Hob, og de aade der paa Hoben. 47 Og Laban kaldte den Jegar Sahaduta, men Jakob kaldte den Gilead. 48 Da sagde Laban: Denne Hob skal være et Vidne i Dag imellem mig og imellem dig; derfor kaldte han dens Navn Gilead, 49 og Mizpa; thi han sagde: Herren skal se til imellem mig og imellem dig; thi vi komme hverandre af Syne. 50 Dersom du vil gøre mine Døtre Fortræd, og dersom du vil tage Hustruer foruden mine Døtre, da er her vel ingen Mand hos os; men se, Gud er Vidne imellem mig og imellem dig. 51 Laban sagde til Jakob: Se denne Hob, og se det Mindesmærke, som jeg har oprejst imellem mig og imellem dig, 52 denne Hob skal være Vidne, og dette Mindesmærke skal være vidne, at jeg skal ikke fare forbi denne Hob til dig, og at du skal ikke fare forbi denne Hob og dette Mindesmærke til mig, til det onde. 53 Abrahams Gud og Nakors Gud, deres Faders Gud, skal dømme imellem os; og Jakob svor ved sin Fader Isaks Rædsel. 54 Og Jakob slagtede et Offer paa Bjerget og bad sine Brødre til Maaltid; og de aade Brød og bleve paa Bjerget om Natten. 55 Men om Morgenen stod Laban aarle op og kyssede sine Sønner og sine Døtre og velsignede dem, og Laban drog hen og vendte tilbage til sit Sted.

32 Kapitel - 1.Mos.32
Og Jakob drog sin Vej, og Guds Engle mødte ham. 2 Og der Jakob saa dem, sagde han:Denne er Guds Hær; og han kaldte det samme Steds Navn Makanaim. 3 Og Jakob sendte Bud for sig til Esau sin Broder, til det Land Sejr, paa Edoms Mark. 4 Og han befalede dem og sagde: Saa skulle I sige til min Herre, til Esau: Saa siger din Tjener Jakob: Jeg har været fremmed hos Løan og dvælet der indtil nu. 6 Og jeg har Øksne og Asener, Kvæg og Svende og Tjenestepiger, og jeg har udsendt Bud, at give min Herre det til Kende for at finde Naade for dine Øjne. 7 Og Budene kom igen til Jakob og sagde: Vi kom til din Broder, til Esau; og han drager ogsaa imod dig, og fire Hundrede Mand med ham. Da frygtede Jakob saare og blev bange; saa delte han Folket, som var hos ham, og Kvæget og Øksnene og Kamelerne i to Hære. 8 Og han sagde: Dersom Esau skulde komme til den ene Hær og slaar den, da kan den Hær, som bliver tilovers, undkomme. 9 Og Jakob sagde: Min Fader Abrahams Gud og min Fader Isaks Gud, Herre, du, som sagde til mig: Drag igen til dit Land og til din Slægt, og jeg vil gøre vel imod dig; 10 jeg er ringere end al den Miskunahed og al den Trofasthed, som du har bevist mod din Tjener; thi med min Stav gik jeg over denne Jordan, og nu er jeg vorden til to Hære. 11 Kære, udfri mig af min Broders Haand, af Esaus Haand; thi jeg frygter for ham, at han skal komme og slaa mig, ja Moderen med Børnene. 12 Og du har sagt: Jeg vil gøre meget vel imod dig og gøre din Sæd som Sand ved Havet, hvilket ikke kan tælles for Mangfoldighed. 13 Saa bIev han der samme Nat og tog af det, han havde under sin Haand, til en Skænk for sin Broder Esau; 14 to Hundrede Geder og tyve Bukke, to Hundrede Faar og tyve Vædre, 15 Kameler, som gave at die, og deres Føl tredive Køer fyrretyve, og Øksen ti, Aseninder tyve, og ti Føl. 16 Og han gav dem under sine Tjeneres Haand, hver Hjord for sig, og sagde til sine Tjenere: Gaar foran mig og gører Rum imellem hver Hjord! 17 Saa befalede han den første og sagde: befalede han den første og sagde: Naar Esau, min Broder, møder dig og spørger dig og siger: Hvem hører du til, og hvor vil du rejse hen? og hvem høre disse til, som du driver for dig? 18 da skal du sige: Din Tjener Jakob; det er en Skænk, sendt til min Herre, til Esau, og se, han kommer ogsaa selv efter os. 19 Og han befalede den anden ligesaa og den tredje og alle dem, som gik efter Hjordene, og sagde: Paa denne Maade skulle I sige til Esau, naar I møde ham. 20 Og I skulle sige: Se, ogsaa din Tjener Jakob er bag os; thi han tænkte: Jeg vil forsone hans Ansigt med den Skænk, som gaar for mig, og siden se hans Ansigt, kanske han antager min Person. 21 Saa gik den Skænk foran ham; men han blev selv samme Nat ved Hæren. 22 Og han stod op i samme Nat og tog sine to Hustruer og sine to Tjeneste kvinder og sine elleve Børn og gik over Vadestedet Jabok. 23 Og han tog dem og lod dem drage over.Bækken og førte over, hvad han havde. 24 Og Jakob blev tilbage for sig selv alene; og der brødes en Mand med ham, indtil det dagedes. 25 Og der han saa, at han ikke kunde overvinde ham, da rørte han ved hans Hofteskaal, og Jakobs Hofteskaal gik af Led, idet han brødes med ham. 26 Og han sagde: Lad mig gaa, thi det dages; og han sagde: Jeg vil ikke lade dig gaa, uden du har velsignet mig. 27 Og han sagde til ham: Hvad er dit Navn og han sagde: Jakob. 28 Og han sagde: Dit Navn skal ikke fremdeles kaldes Jakob, men Israel; thi du har kæmpet med Gud og med Mennesker og faaet Overhaand. 29 Og Jakob spurgte og sagde: Kære, kundgør mig dit Navn; og han sagde: Hvi spørger du dog om mit Navn? og han velsignede ham der. 30 Og Jakob kaldte Stedets Navn Pnuel; thi, sagde han, jeg har set Gud Ansigt til Ansigt, og min Sjæl er frelst. 31Og der han kom forbi Pnuel, gik Solen op for ham, og han haltede paa sin Hofte. 32 Derfor æde Israels Børn ikke den Spændesene, som er paa Hofteskaalen, indtil denne Dag; thi han rørte Jakobs Hofteskaal paa Spændesenen.

33 Kapitel - 1.Mos.33
Og Jakob opløftede sine Øjne og saa, og se, Esau kom, og fire hundrede Mand med ham, og han fordelte Børnene til Lea og til Rakel og til begge Tjenestekvinderne. Og han satte Tjenestekvinderne og deres Brøn først og Lea og hendes Børn derefter og Rakel og Josef bagest. 3 Og han gik selv frem foran dem og bøjede sig til Jorden syv Gange, indtil han kom til sin Broder. Og Esau løb mod ham og tog ham i Favn og faldt om hans Hals og kyssede ham, og de græd. 5 Han opløftede sine Øjne og saa Kvinderne og Børnene og sagde: Hvo ere disse, som ere med dig og han sagde: Det er de Børn, som Gud har skænket din Tjener. 6 Saa gik Tjenestekvinderne frem og deres Børn og nejede. 7 Og Lea gik ogsaa frem og hendes Børn og nejede, og derefter kom Josef og Rakel frem og nejede. 8 Og han sagde: Hvad vil du med al denne Hær, som jeg mødte og han sagde: For at jeg maa finde Naade for min Herres Øjne. 9 Og Esau sagde: Jeg har meget, min Broder! behold du, hvad dit er. 10 Og Jakob sagde: Nej, kære, dersom jeg nu har fundet Naade for dig, da annam min Skænk af min Haand; thi derfor saa jeg dit Ansigt, som naar man kunde se Guds Ansigt, og du var mig naadig. 11 Kære, tag min Velsignelse, som er bragt til dig; thi Gud skænkede mig den, og jeg har alt dette; saa nødte han ham, og han tog det. 12 Og han sagde: Lad os drage frem og vandre, og jeg vil vandre videre med dig. 13 Og han sagde til ham: Min Herre ved, at Børnene ere svage, og her er Kvæg og nybære Køer med mig, og overdrev man dem en Dag, da døde alt Kvæget. 14 Min Herre rejse nu frem for sin Tjenels Aasyn, og jeg vil drive saa sagteligen, efter som Hjorden, der er for mig, kan gaa, og Børnene kunne gaa, indtil jeg kommer til min Herre, til Sejr. 15 Og Esau sagde: Kære, jeg vil lade nogle af det Folk, som er med mig, blive hos dig; og han sagde: Hvortil det lad mig finde Naade for min Herres Øjne. 16 Saa drog Esau samme Dag tilbage ad sin Vej til Sejr. 17 Og Jakob drog til Sukoth og byggede sig et Hus og gjorde Hytter til sit Kvæg; derfor kaldte han Stedets Navn Skoth. 18 Og Jakob kom lykkeligt til den Stad Sikem, som er i det Land Kanaan, der han kom fra Paddan Aram, og han slog Lejr foran Staden. 19 Og han købte det Stykke Ager, paa hvilket han havde slaget Telt op, af Hemors, Sikems Faders, Sønner, for hundrede Penninge. 20 Og han oprejste der et Alter og kaldte det: Gud er Israels Gud.

34 Kapitel - 1.Mos.34
Og Dina, Leas Datter, som hun havde født Jakob, gik ud for at se paa Landets Døtre. 2 Og Sikem, Herren Hemor den Heviters Søn, saa hende, og han tog hende og laa hos hende og krænkede hende. 3 Og hans Hjerte hængte ved Dina, Jakobs Datter, og han havde Pigen kær og talede kærligen med Pigen. 4 Og Sikem talede til sin Fader, Hemor, og sagde: Tag mig denne Pige til Hustru! 5 Og Jakob havde hørt, at han havde skændet Dina, hans Datter, og hans Sønner vare med hans Kvæg paa Marken, og Jakob tav, indtil de kom. 6 Og Hemor, Sikems Fader, gik ud til Jakob at tale med ham. Og Jakobs Sønner kom fra Marken, der de hørte det, og Mændene forbitredes og bleve saare Vrede; thi han havde gjort en Daarlighed mod Israel ved at ligge hos Jakobs Datter, og saaledes burde det ikke ske. 8 Da talede Hemor med dem og sagde: Min Søn Sikems Hjerte har Lyst til eders i Datter; kære, giver ham hende til Hustru, 9 og gører Svogerskab med os; giver os eders Døtre, og tager eder vore Døtre! 10 Og I skulle bo hos os, og Landet skal være for edels Aasyn, bor og handler deri, og tager eder Ejendom i det! 11 Og Sikem sagde til hendes Fader og til hendes Brødre: Lad mig finde Naade for eders Øjne, og jeg vil give, hvad I ville sige til mig. 12 Begærer saare meget af mig til Morgengave og Skænk, og jeg vil give, efter som I sige mig, men giver mig Pigen til Hustru! 13 Da svarede Jakobs Sønner Sikem og hans Fader Hemor svigagtigen og talede med dem, fordi han havde skændet Dina, deres kunne ikke gøre denne Gerning, at give vor Søster til en Mand, som har Forhud; thi det er en Forsmædelse for os. 15 Dog ville vi være eder til Villie i dette, dersom I ville blive som vi, saa I lade alt Mandkøn hos eder omskære. 16 Og vi ville give eder vore Døtre og tage os eders Døtre og bo hos eder, og vi ville være eet Folk. 17 Men dersom I ikke ville høre os i at lade eder omskære, da ville vi tage vor Datter og drage bort.
18 Og deres Tale behagede Hemor og Sikem, Hemors Søn. 19 Og den unge Karl tøvede ikke med at gøre denne Gerning; thi han havde Lyst til Jakobs Datter, og han var æret, fremfor hele sin Faders Hus. 20 Saa kom Hemor og Sikem, hans Søn, til deres Stads Port og talede til deres Bymænd og sagde: 21 disse Mænd ere fredsommelige hos os og ville bo i Landet og handle deri, og se, Landet er vidt nok for dem vi ville tage os deres Døtre til Hustruer og give dem vore Døtre. 22 Dog i saa Maade ville Mændene være os til Villie med at bo hos os og blive eet Folk med os, om vi ville omskære alt Mandkøn iblandt os, lige som de ere omskaarne. 23 Deres Fæ og deres Gods og alt deres Kvæg, blive de ikke vore: ikkun at vi ere dem til Villie, da ville de bo hos os. 24 Og de løde Hemor og hans Søn Sikem, alle de, som gik ud af hans Stads Port, og alt Mandkøn lod sig omskære, alle som gik ud af hans Stads Port. 25 Og det skete paa den tredje Dag, der de havde Smerter, da toge de to Jakobs Sønner, Simeon og Levi, Dinas Brødre, hver sit Sværd og kom ind i den trygge Stad, og de sloge alt Mandkøn ihjel. 26 Og de sloge Hemor og hans Søn, Sikem, ihjel med skarpe Sværd og toge Dina af Sikems Hus og gik bort. 27 Saa kom Jakobs Sønner over de ihjelslagne og plyndrede Staden, fordi de havde skændet deres Søster. 28 Deres Kvæg og deres Øksen og deres Asener, baade hvad der var i Staden, og hvad der var paa Marken, toge de. 29 Og al deres Formue og alle deres Børn og deres Kvinder fangede og røvede de og alt, hvad der var i Huset. 30 Da sagde Jakob til Simeon og Levi: have forstyrret mig, idet I gjorde mig stinkende for dette Lands Indbyggere, for Kananitten og Feresiten og jeg er en liden Hob, og de kunne samle sig imod mig og slaa mig og jeg maatte ødelægges; jeg og mit Hus. 31 Og de sagde: Mon han skulde handle med vor Søster som med en Skøge?

35 Kapitel - 1.Mos.35
Og Gud sagde til Jakob: Gør dig rede, drag op til Bethel og bliv der, og byg der et Alter for den Gud, som aabenbaredes for dig, der du flyede for din Broder Esaus Ansigt. 2 Da sagde Jakob til sit Hus og til alle, som vare med ham: Bortkaster de fremmede Guder, som ere iblandt eder, og renser eder og omskifter eders Klæder! 3 Og lader os gøre os rede og drage op til Bethel, og jeg vil der bygge et Alter for den Gud, som bønhørte mig paa min Nøds Dag og har været med mig paa vejen, som jeg har vandret. 4 Saa gave de Jakob alle de fremmede Guder, som vare i dere Hænder, og Ringene, som vare i deres Øren, og Jakob skjulte dem under Egen, som var ved Sikem. 5 Saa rejste de; og Rædsel fra Gud var over de Stæder, som laa rundt omkring dem, at de ikke forfulgte Jakobs Sønner. 6 Og Jakob kom til Lus, som er i Kanaans Land, det er Bethel, han og alt Folket, som var med ham. 7 Og han byggede der et Alter og kaldte det Sted El-Beth-El, fordi Gud var aabenbaret der for ham, da han flyede for sin Broder. 8 Og Debora, Rebekkas Amme, døde og blev begraven neden for Bethel, I under Egen, og han kaldte dens Navn Graadseg. 9 Og Gud aabenbaredes atter for Jakob, da han kom fra Paddam-Aram, og han velsignede ham. 10 Og Gud sagde til ham: Dit Navn er Jakob; dit Navn skal ikke ydermere kaldes Jakob; men Israel skal være dit Navn; og han kaldte hans Navn Israel. 11 Og Gud sagde til ham: Jeg er den almægtige Gud, vær frugtbar og former dig, Folk og Folkehobe skal der vorde af dig, og Konger skulle udkomme af dine Hænder. 12 Og det Land, som jeg har givet Abraham og Isak, det vil jeg give dig, og jeg vil give din Sæd efter dig Landet. 13 Og Gud for op fra ham, fra de Sted, hvor han talede med ham 14 Saa oprejste Jakob et Mindesmærke paa det Sted, hvor han taled med ham, et Mindesmærke af Sten og Øste Drikoffer derpaa og over Øste det med Olie. 15 Og Jakob kaldte det Steds Navn, hvor Gud taled med ham, Bethel.
16 Og de rejste f'ra Bethel, og der de vare endnu ikkun et Stykke Vej fra Efiat, da fødte Rakel, og hun havde en haard Fødsel. 17 Og de skete, da hun havde en haard Fødsel, at Jordemoderen sagde til hende Frygt ikke; thi ogsaa her har du er Søn. 18 Og det skete, der hendes Sjæl for ud - thi hun døde - da kaldte hun hans Navn Ben-Oni; men hans Fader kaldte ham Ben-Jamin. 19 Saa døde Rakel og blev begraven paa Vejen til Efrat, det er Bethlehem. 20 Og Jakob satte et Mindesmærke over hendes Grav; dette er Rakels Gr avs Mindesmærke indtil denne Dag. 21 Og Israel rejste derfra og opslog sit Telt paa hin Side Migdal Eder. 22 Og det hændte sig, der Israel boede i dette Land, da gik Ruben hen og laa hos Bilha, sin Faders Medhustru, og Israel hørte det. Og Jakob havde tolv Sønner. 23 Leas Sønner vare: Jakobs førstefødte, Ruben, og Sizneon og Levi og Juda og Isaskar og Sebulon. 24 Rakels Sønner vare: Josef og Benjamin. 26 Rakels Pige Bilhas Sønner vare: Dan og Nafthali. 25 Og Leas Pige Silpas Sønner vare: Gad og Aser; disse ere Jakobs sønner, som bleve ham fødte i Paddan-Aram. 27 Og Jakob kom til sin Fader Isak i Mamre, ndi Kirjath-Arba, det er Hebron, hvor Abraham og Isak havde været fremmede. 28 Og Isak blev hundrede Aar og firsindstyve Aar gammel. 29 Og Isak opgav Aanden og døde og blev samlet til sit Folk, gammel og mæt af Dage; og Esau og Jakob, hans Søzuler, begrove ham.

36 Kapitel - 1.Mos.36
Og disse ere Esaus, det er Edoms Slægter. 2 Esau tog sig Hustruer af Kanaans Døtre: Ada, Elons, den Hethiters Datter, og Oholibama, Anas Datter, Sibeons, den Heviters Datter, 3 og Basmat, Ismaels Datter, Nebajoths Søster. 4 Og Ada fødte Esau Elifas, og Basmat fødte Reguel. 5 Og Oholibama fødte Jeus og Jaelam og Kora; disse ere Esaus Sønner, som fødtes ham i Kanaans Land. 6 Og Esau tog sine Hustruer og sine Sønner og sine Døtre og alle Sjæle i sit Hus og sit Fæ og alt sit Kvæg og alt det Gods, som han havde forhvervet i Kanaans Land og drog til et Land, bort fra sin Broder Jakobs Ansigt. 7 Thi deres Gods var saa meget, at de ikke kunde bo tilammen; og det Land, hvor de vae fremmede, kunde ikke bære dem for deres Kvægs Skvld. 8 Saa boede Esau paa det Bjerg Sejr; Esau, det er Edom. 9 Og disse ere Esaus, Edoaiternes Faders, Slægter, paa det Bjerg Sejr.
10 Disse ere Esaus Sønners Navne: Elifas, Adas, Esaus Hustrus, Søn; Reguel, Basmats, Esaus Hutrus, Søn. 11 Og disse vare Elifas' Sønner: Theman, Omar, Sefo og Geatham og Kenas. 12 Og Thimna var Elifas', Esaus Søns, Medhustru, og hun fødte Elifas Amalek; disse ere Adas, Esaus Hustrus, Sønner. 13 Og disse ere Reguels Sønner: Nahath og Serah, Samma og Missa; disse ere Basmats, Esaus Hustrus, Sønner. 14 Og disse vare Sønner af Oholibama, som var Anas Datter, Sibeons Datter, Esaus Hustru; og hun fødte Esau Jeus og Jaelam og Kora. 15 Disse ere Fyrsterne iblandt Esaus Sønner: Elifas', Esaus førstefødtes, Sønner: Fyrsten Theman, Fyrsten Omar, Fyrsten Sefo, Fyrsten Kenas, 16 Fyrsten Kora, Fyrsten Gaetham, Fyrsten Amalek; disse ere Fyrsterne af Elifas i det Land Edom., disse vare Adas Sønner. 17 Og disse ere Reguels, Esaus Søns, Sønner; Fyrsten Nabath, Fyrsten Sera, Fyrsten Samma, Fyrsten Missa; disse ere Fyrsterne af Reguel i Edom: Land; disse ere Basmats, Esaus Hustrus, Sønner: 18 Og disse ere Oholi bamas, Esaus Hustrus, Sønner: Fyrsten Jeus, Fyrsten Jaelam, Fyrsten Kora; disse ere Fyrsterne af Oholihama, Anas Datter, Esaus Hustru. 19 Disse ere Esaus Sønner, og disse deres Fyrster; det er Edom.
20 Disse ere Sejrs den Horiter Sønner, som boede i Landet: Lota og Sobal og Sibeon og Ana 21 og Dison og Ezer og Disan; disse er Horiternes Fyrster, Sejrs Sønner det Land Edom. 22 Og, Lotans Sønner vare: Hori og Heman, og Lotans Søster var Thimna. 23 Og disse vare Sobals Sønner: Alvan og Manahath og Ebal, Sefo og Onan. 24 Og disse ere Sibeons Sønner, baade Aja og Ana; denne Ana var de som fandt varme Kilder i Ørken, der han vogtede sin Fader Sibeons Asener. 25 Og disse vare Anas Børn Dison, og Oholibama var Anas Datter. 26 Og disse vare Disons Sønner: Hemdan og Esban og Jithran og Keran. 27 Disse vare Ezers Sønner: Bilhan og Savan og Akan. 28 Disse are Disans Sønner: Uz og Arax. 29 Disse vare Horiternes Fyrster: Fyrsten Lotan, Fyrsten Sobal, Fyrten Sibeon, Fyrsten Ana, 30 Fyrsten Dison, Fyrsten Ezer, Fyrsten Disan; disse vare Horiternes Fyrster, iblandt deres Fyrster, i Sejrs Land.
31 Og disse ere de Konger, som regerede i Edoms Land, førend der regerede en Konge over Israels Børn: 32 nemlig Bela, Beors Søn, var Konge Edom, og hans Stads Navn var Dinhaba. 33 Og Bela døde, og Jobab, Seras Søn fra Bosra, blev Konge i hans Sted. 34 Og Jobab døde, og Husam af Themanitens Land blev Konge i hans Sted. 35 Og Husam døde, og Hadad, Bedads Søn, blev Konge i hans Sted, han, som slog Midianiterne paa Moabs Mark; og hans Stads Navn var Avith. 36 Og Hadad døde, og Samla af Masreka blev Konge i hans Sted. 37 Og Samla døde, og Saul af Rekoboth ved Floden blev Konge i hans Sted. 38 Og Saul døde, og Baal Hanan, Akbors Søn, blev Konge i hans Sted. 39 Og Baal Hanan, Akbors Søn, døde, og Hadar blev Konge i hans Sted, og hans Stads Navn var Pau, og hans Hustrus Navn var Niehetabeel, en Datter af Matred, som var Mesahabs Datter. 40 Og disse vare Fyrsternes Navne, som kom af Esau, efter deres Slægter, i deres Stæder, ved deres Navne: Fyrsten Thimna, Fyrsten Alva, Fyrsten Jetheth, 41 Fyrsten Oholibama, Fyrsten Ela, Fyrsten Pinon, 42 Fyrsten Kenas, Fyrsten Theman, Fyrsten Mibsar, 43 Fyrsten Magdiel, Fyrsten Iram; disse ere Fyrsterne i Edom, eftersom de boede i deres eget Land. Denne Esau er Fader til Edomiterne.

37 Kapitel - 1.Mos.37
Og Jakob boede i det Land, hvor hans Fader havde været fremmed, i det Land Kanaan. 2 Disse er Jakobs Slægter. Josef var sytten Aar gammel, der han vogtede Kvæg med sine Brødre, og var som Dreng hos Bilhas Sønner og hos Silpas Sønner hans Faders Hustrus Børn; og Josef førte deres onde Rygte for deres Fader. 3 Og Israel elskede Josef frem for alle sine Sønner, fordi han avlede ham i Alderdommen, og han gjorde ham en broget Kjortel. 4 Der hans Brødre saa, at deres Fader elskede ham mere end alle han Brødre, da fik de Had til ham og kunde ikke tale fredeligen til ham. 5 Og Josef drømmte en Drøm og forkyndte sine Brødre den; da fik de end større Had til ham. 6 Og han sagde til dem: Kære, hører denne Drøm, som jeg har drømt. 7 Se, vi bandt Neg midt paa Marken, og se, mit Neg rejste sig op og blev ogsaa staaende, og se, eders Neg stode omkring og bøjde sig for mit Neg. 8 Da sagde hans Brødre til ham: Skulde du virkelig regere over os? eller skulde du virkelig helske os? Saa fik de end mere Had til ham for hans Drømme og for hans Tale. 9 Og han drømte endnu en anden Drøm, og han fortalte sine Brødre den og sagde: Se, jeg drømte endnu en Drøm, og se, Solen og Maanen og elleve Stjerner bøjede sig for mig. 10 Og der han fortalte det til sin Fader og til sine Brødre da straffede hans Fader ham og sagde til ham: Hvad er det for en Drøm, som du drømte? mon jeg og din Moder og dine Brødre virkelig skulde komme og bøje os for dig m til Jorden 11 Og hans Brødre avindedes paa ham; men hans Fader bevarede den Tale.
12 Og hans Brødre gik at vogte deres Faders Kvæg i Sikem. 13 Og Israel sagde til Josef: Vogte ikke dine Brødre i Sikem? gak, og jeg vil sende dig til dem; og han sagde til ham: Se, jeg er rede. 14 Og han sage de til ham: Kære gak, se, om det gaar vel med dine Brødre og vel med Kvæget, og bring mig Svar, igen; saa sendte han ham fra Hebrons Dal, og han kom til Sikem. 15 Da mødte en Mand ham, og se, han vankede hid og did paa Marken, og Manden spurgte ham og sagde: Hvad leder du efter? 16 Og han sagde: Jeg leder efter mine Brødre; kære, giv mig til Kende, hvor de vogte. 17 Og Manden sagde: De droge herfra; thi jeg hørte dem sige: Lader os gaa til Dothan; saa gik Josef efter sine Brødre og fandt dem i Dothan. 19 Der de saa ham langt fra, og før han kom nær til dem, da lagde de Raad op mod ham at slaa ham ihjel. 19 Og de sagde, den ene til den anden: Se, denne Drømmemester kommer. 20 Og nu, kommer og lader os ihjelslaa ham og kaste ham i en af Gravene og sige: Et vildt Dyr har ædt ham, saa ville vi se, hvad der bliver af hans Drømme. 21 Der Ruben hørte dette, friede han ham af deres Hænder og sagde: Lader os ikke slaa ham ihjel! 22 Og Ruben sagde til dem: Udøser ikke Blod, kaster ham i denne Grav, som er i Ørken, og lægger ikke Haand paa ham; thi han vilde fri ham af deres Haand og føre ham tilbage til sin Fader. 23 Og det skete, der Josef kom til sine Brødre, da førte de Josef af hans Kjortel, af hans brogede Kjortel, som han havde paa sig. 24 Og de toge ham og kastede ham i Graven, og Graven var tom, intet Vand var i den. 25 Saa satte de sig til at æde Brød, og de løftede deres Øjne op og saa, og se, en rejsende Hob Israeliter kom fra Gilead, og deres Kameler bare Urter og Balsam og Ladanum, og de gik for at drage ned til Ægypten. 26 Da sagde Juda til sine Brødre: Hvad gavner det, om vi ihjelslaa vor Broder og dølge hans Blod 27 Kommer og lader os sælge ham til Ismaeliterne, at vor Haand ikke skal være paa ham, thi han er vor Broder, vort Kød; saa adløde hans Brødre haln. 28 Og da de midiallitiske Mænd, som vare Købmænd, kom forbi, trak de Josef op og droge ham frem af Graven, og de solgte Josef til Ismaeliterne for tyve Sekel Sølv; og disse førte Josef til Ægypten.
29 Og Ruben korn til Graven igen, og se, Josef var ikke i Graven; og han sønderrev sine Klæder. 30 han kom tilbage til sine Brødre og sagde: Drengen er der ikke! og jeg hvor skal jeg gaa hen! 31Og de toge Josefs Kjortel og slagtede er Gedebuk og dyppede Kjortelen Blodet, 32 og de sendte den brogede Kjortel og lode den bringe til deres Fader og sagde: Denne have vi fundet; kære, kend, om det er din Søns Kjortel eller ej 33 Og han kendte den og sagde: Det er min Søn Kjortel, et vildt Dyr har ædt ham Josef er visselig reven ihjel. 34 Og Jakob sønderrev sine Klæder og lagde Sæk om sine Lænder og sørgede over sin Søn lang Tid. 35 Og alle hans Sønner og alle han Døtre lagde sig efter at trøste ham men han vilde ikke lade sig trøst og sagde: Thi jeg maa fare med Sorg ned i Graven til min Søn; og hans Fader begræd ham. 36 Og Midianiterne solgte ham til Ægypten til Potifar, Faraos Hofsinde og Øverse for Livvagten.

38 Kapitel - 1.Mos.38
Og det hændte sig til den Tid, at Juda drog ned fra sine Brødre og tog ind til en Mand, en Adullamiter, og hans Navn var Hira. 2 Og der saa Juda en kananitisk Mands Datter, og hans Navn var Sua; og han tog hende og gik ind til hende. 3 Og hun undflk og fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Er. 4 Og hun undfik atter og fødte en Søn, og han kaldte hans Navn Onan. 5 Og hun blev endnu ved og fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Sela, og han var i Kesib, der hun fødte ham. Og Juda tog en Hustru for sin førstefødte, Er, og Hendes Navn var Thamar. 7 Men Er, Judas førstefødte, var ond for Herens Øjne, og Herren slog ham ihjel. 8 Da sagde Juda til Onan: Gak ind til din Broders Hustru, og tag hende til Ægte i din Broders Sted, og opvæk din Broder Sæd! 9 Og Onan forstod, at Sæden ikke skulde høre ham til; og det skete, naar han gik ind til sin Broders Hustru, da fordærvede han den paa Jorden, for ikke at give sin Broder Sæd. 10 Og det var ondt for Herrens Øjne, hvad han g;jorde, og han slog ogsaa han ihjel.
11 Da sagde Juda til Thamar, sin Sønnekvinde: Sid som Enke i din Faders Hus, indtil Sela, min Søn, bliver stor; thi han sagde: at ikke ogsaa han skal dø som hans Brødre; saa gik Thamar og blev i sin Faders Hus. 12 Der mange Dage vare forløbne, da døde Suas Datter, Judas Hustru, og efter at Juda var trøstet, gik han op til Thimnat til dem, som klippede hans Hjord, han og Hira, hans Ven, den Adullamiter. 13 Da blev det Thamar tilkendegiv og sagt: Se, din Svigerfader gaar op til Thimnat at klippe sin Hjort! 14 Da lagde hun sine Enkeklæder; sig og skjulte sig med et Slør og bedækkede sig og satte sig ved Indgangen til Enaim, som er paa Veje til Thimnat; thi hun saa, at Sel var bleven stor, og hun blev ikk given ham til Hustru. 15 Der Juda saa hende, tænkte han, at det var en Skøge, fordi hun havde skjult sit Ansigt. 16 Og han bøjede af til hen de paa Vejen og sagde: Velan, kære, lad mig komme til dig; thi han vidste ikke, at det var hans Søn Hustru; og hun sagde: Hvad vil du give mig, at du maa komme til mig. 17 Og han sagde: Jeg vil sende et Gedekid af Hjorden; og hun sagde: Dersom du vil give mig Pant indtil du sender mig det. 18 Og han sagde: Hvad for et Pant er det, jeg skal give dig? og hun sagde: Dit Signet og din Snor og din Kæp som du har i din Haand; saa gav han hende det og gik til hende, og hun undfik af ham. 19 Saa stod hun op og gik og lagde sit Slør af sig og førte sig i sine Enkeklæder. 20 Og Juda sendte det Gedekid ved sin Ven, den Adullamiter, at han skulde tage Pantet af Kvindens Haand, og han fandt hende ikke. 21 Da spurgte han Mændene ad der paa Stedet og sagde: Hvor er Skøgen, hun ved Enaim, paa Vejen og de sagde: Paa dette Sted har ingen Skøge været. 22 Og han kom igen til Juda og sagde: Jeg fandt hende ikke, og tilmed sagde Folkene paa samme Sted: her har ingen Skøge været. 23 Da sagde Juda: Lad hende beholde det, paa det vi ikke skulle beskæmmes; se, jeg har sendt dette Kid, og du fandt hende ikke. 24 Og det skete henved tre Maaneder derefter, da blev det Juda tilkendegivet, saa der sagdes: Thamar, din Søns Hustru, har bedrevet Hor, og se, hun har ogsaa undfanget i Horeri; og Juda: sagde: Fører hende ud, og hun skal brændes. 25 Hun blev ført ud, og hun sendte til sin Svigerfader, siger de: Ved den Mand har jeg undfanget, hvem dette hører til; og hun sagde: Kære, kend, hvem dette Signet og denne Snor og denne Kæp tilhører. 26 Og Juda kendte det og sagde: Hun er retfærdigere end jeg; thi dette er, fordi jeg ikke gav hende til min Søn Sela; og han kendte hende ikke ydermere. 27 Og det skete den Tid, hun skulde føde, se, da vare Tvillinger i hendes Liv. 28 Og det skete, der hun fødte, stak den ene en Haand frem, da tog Jordemoderen den og bandt en rød Traad paa hans Haand, sigende: Denne om først frem. 29 Og det skete, der han tog sin Haand tilbage, se, da kom hans Broder frem, og hun sagde: Hvi bryder du frem for din skyld er der sket et Brud. Og man aldte hans Navn Peres. 30 Og siden om hans Broder frem, som havde den røde Traad om sin Haand, og han kaldte hans Navn Sera.

39 Kapitel - 1.Mos.39
Og Josef var ført ned til Ægypten, og Potifar, Faraos Hofsinde, Øverste for Livvagten, en ægyptisk Mand, købte ham af israeliterne, som havde ført ham did ned. 2 Og Herren var med Josef, at han blev en lykkelig Mand, og han var i sin Herres, den Ægypters Hus. Og hans Herre saa, at Herren var med ham; thi alt det, han gjorde, lod Herren lykkes ved hans Haand. Og Josef fandt Naade for hans Øjne og tjente ham, og han satte ham over sit Hus, og alt det, han havde, gav han i hans Haand. 5 Og det skete, fra den Tid han havde sat ham over sit Hus og over alt, hvad han havde, da velsignede Herren Ægypterens Hus for Josefs Skyld og der var Herrens Velsignelse i alt det, han havde i Huset og paa Marken. 6 Og han overlod alting, som han havde, i Josefs Haand, og saa ikke til med ham i noget uden den Mad, som han selv aad. Og Josef var smuk af Skikkelse og smuk af Udseende.
7 Og det hændte sig derefer, at hans Herres Hustru kastede sine Øjne paa Josef og sagde: Lig hos mig! 8 Men han vægrede sig og sagde til sin Herres Hustru: Se, min Herre ser ikke til med mig i noget af, hvad der er i Huset, og alt, hvad han har, har han givet i min Haand. 9 Han selv er ikke Herre i dette Hus end jeg, og han formener intet for mig uden dig, fordi du er hans Hustru; og hvorledes skal jeg gøre denne store Ondskab og synde imod Gud. 10 Og det skete, som hun talede til Josef Dag efter Dag, adlød han hende dog ikke med at ligge hos hende eller at være med hende 11 Og det hændte sig en Dag, der han kom i Huset at gøre sin Gerning, og der var ingen af Huset Mænd der i Huset, 12 da tog hun ham fat ved hans Klædebon og sagde: Lig hos mig; men han efterlod sit Klædebon i hendes Haand og flyede og gik udenfor. 13 Og det skete, som hun saa, at han ef erlod sit Klædebon i hendes Haand og flyede udenfor, 14 da kaldte hun paa sine Husfolk og sagde til dem, sigende: Ser, han har ført os en hebraisk Mand paa, at drive Spot med os; han kom ind til mig at ligge hos mig, men jeg kaldte med høj Røst. 16 Og det skete, der han hørt at jeg opløftede min Røst og kaldte, da efterlod han sit Klædebon hos mig og flyede og gik udenfor. 16 Og hun lod hans Klædebon ligge hos mig, indtil hans Herre kom hjem. Og hun talte til ham lige de samme Ord og sagde: Den hebraiske tjener, som du har ført os paa kom til mig at drive Spot med mig. 18 Og det skete, der jeg opløftede min Røst og kaldte, da eflerlod han sit Klædebon hos mig og flyede udenfor.
19 Og det skete, der hans Herre hørte sin Hustrus Ord, som hun talede til ham, sigende: Paa den Maade har din tjener gjort imod mig, da blev han meget vred. 20 Da tog Josefs Herre ham og kastede ham i Fængslets Hus, et Sted, hvor Kongens Fanger holdtes bundne, og han var der i Fængslets Hus. 21 Men Herren var med Josef og bøjede Miskundhed til ham og gav ham Naade hos Fængselhusets Forstander, 22 at Fængselhusets Forstander gav alle Fanger, som vare i Fængslets Hus, i Josefs Haand; og alt det, som skulde gøres der, det gjorde denne. 23 Forstanderen for Fængselhuset gav ikke Agt paa nogen Ting, som var i hans Haand, fordi Herren var med ham, og det, som han gjorde, gav Herren Lykke til.

40 Kapitel - 1.Mos.40
Og det hændte sig derefter, at Kongen af Ægyptens Mundskænk og Bager syndede mod deres Herre, Kongen af Ægypten. 2 Og Farao blev vred paa begge sine Betjente, paa den øverste Mundskænk og den Øverste Bager. 3 Og han satte dem i Forvaring i Huset hos Øversten for Livvagten, i Fængslets Hus, paa det Sted, hvor Josef var Fange. 4 Og øversten for Livvagten beskikkede Josef til at være hos dem, og han betjente dem, og de vare en Tid i Forvaring. 5 Og de drømte begge en Drøm, hver sin Drøm i een Nat, hver sin Drøm efter sin Udtydning, Kongen af Ægyptens Mundskænk og Bager, som vare Fanger i Fængslets Hus.
6 Og Josef kom til dem om Morgenen og saa dem, og se, de vare bedrøvede. 7 Og han spurgte Faraos Betjente, som vare med ham i Forvaring i hans Herres Hus, og sagde: Hvi se I saa ilde ud i Dag 8 Og de sagde til ham: Vi drømte en Drøm, og her er ingen, som kan udtyde den. Og Josef sagde til dem: Hører ikke Udtydninger Gud til: fortæller mig det dog! 9 Da fortalte den øverste Mundskænk Josef sin Drøm og sagde til ham: Idet jeg drømte, se, da var et Vintræ for mig. 10 Og paa Vintræet vare tre Kviste, og det grønnedes, og dets Blomster fremkom, og Klaserne derpaa fik modne Bær. 11 Og Faraos Bæger var i min Haand, og jeg tog Druerne og trykkede dem i Faraos Bæger og gav Farao Bægeret i Haanden. 12 Da sagde Josef til ham: Denne er Udtydningen derpaa: de tre Vinkviste ere tre Dage. 13 Om tre Dage skal Farao opløfte dit Hoved og sætte dig i dit Sted igen, at du skal give Fazaos Bæger i hans Haand, efter den forrige Vis, der du var hans Mundskænk. 14 Men tænk du paa mig, naar det gaar dig vel, og gør da den Miskundhed mod mig, at du erindrer mig hos Farao, at han taaer mig ud af dette Hus. 15Thi jeg er hemmelig stjaalen af de Hebræers Land; dertil har jeg ikke heller her gjort noget, at de have sat mig i Hulen. 16 Og der den øverste Bager saa, at han havde udtydet det vel, da sagde han til Josef: Jeg drømte ogsaa, og se, der mit Hoved. 17 Og i den øverste Kurv var af alle Haande Mad, Bagværk til Farao, og Fuglene aade det af Kurven paa mit Hoved. 18 Da svarede Josef og sagde: Denne er Udtydningen derpaa: de tre Kurve ere tre Dage. 19 Om tre Dage skal Farao opløfte dit Hoved fra dig og hænge dig paa et Træ, og Fuglene skulle æde dit Kød af dig.
20 Og det skete paa den tredje Dag, paa Faraos Fødselsdag, da gjorde han alle sine Tjenere et Gæstebud og opløftede den øverste Mundskænks Hoved og den øverste Bagers Hoved iblandt sine Tjenere. 21 Og han satte den øverste Mundskænk til sit Skænkeembede igen, og han rakte Bægeret i Faraos Haand. 22 Men den øverste Bager lod han hænge, saasom Josef havde udtydet dem. 23 Og den øverste Mundskænk tænkte ikke paa Josef, men forglemte ham.

41 Kapitel - 1.Mos. 41
Og det skete, der to Aar vare omme, da drømte Fazao, og se, han stod ved Floden. 2 Og se, af Floden opsteg syv Køer, skønne af Udseende og fede paa Kød, og aade i Engen. 3 Og se, syv andre Køer opstege efter disse af Floden, stygge af Udseende og magre paa Kød, og stode hos de andre Køer paa Bredden af Floden. 4 Og de Køer, som vare stygge af Udseende og magre paa Kød, opaade de syv Køer, som vare skønne af Udseende og fede; saa vaagnede Farao. 5 Og han faldt i Søvn og drømte anden Gang. 6 Og se, syv Aks voksede anden Gang, og se, syv Aks voksede op paa eet Straa, fulde og gode. 7 Og se, syv Aks, tynde og svedne af Østenvinden, skøde op efter dem. 8 Og de magre Aks opslugte de syv fede og fulde Aks; da vaagnede Farao, og se, det var en Drøm.
9 Og det skete om Morgenen, da var hans Aand bekymret og han sendte hen og lod kalde alle Spaamænd i Ægypten og alle de vise derudi, og Farao fortalte dem sin Drøm; men der var ingen, som udtydede Farao den. 9 Da talede den øverste Mundskænk til Farao og sagde: Jeg ihukomzner i Dag min Synd. 10 Farao var vred paa sine Tjenere og lod mig sætte i Fængsel udi Huset hos den øverste for Livvagten, mig og den øverste Bager. 11 Da drømte vi en Drøm i een Nat, jeg og han; vi drømte, hver efter sin Drøms Udtydning. 12 Og der var hos os en hebraisk ung Karl, en Tjener hos den øverste for Livvagten, og ham fortalte vi, og han udtydede os vore Drømme; hver efter sin Drøm udtydede han det. 13 Og det skete, ligesom han udtydede os det, saa skete det; mig satte man i mit Sted igen, og ham hængte man. 14 Da sendte Farao hen og lod kalde Josef, og de lode ham straks ud af Hulen, og han lod sig rage og førte sig i andre Klæder og kom til Farao. 15 Da sagde Farao til Josef: Jeg drømte en Drøm, og ingen er der som kan udtyde den; men jeg har hørt sige om dig, at naar du hører en Drøm, kan du udtyde den. 10 Og Josef svarede Farao og sagde: Det staar ikke til mig; Gud skal svare Farao godt. 17 Da sagde Farao til Josef: Der jeg drømte, se, da stod jeg paa Bredden af Floden. 18 Og se, syv Køer opstege af Floden, fede Paa Kød og skønne af Skikkelse, og de aade i Engen. 19 Og se, efter den opstege syv andre Køer, tynde og saare stygge af Skikkelse og magre paa Kød; jeg har ikke set saa stygge som dem i hele Ægyptens Land. 20 Og de magre og stygge Køer aade de syv første fede Køer. 21 Og der de havde opædt dem, kendtes det dog ikke paa dem, at de havde opædt dem, og de vare stygge at se til ligesom tilforn; og jeg vaagnede. 22 Og jeg saa, der jeg drømte, og se, syv Aks, som voksede op paa eet straa, fulde og gode. 23 Og se, efer dem skøde syv tørre Aks frem, som Vare tynde og svedne af østenvinden. 24 Og de tynde Aks opslugte de yv gode Aks; og jeg har sagt Spaamændene det, men ingen kan udtyde mig det. 25 Og Josef sagde til Farao: Faraos Drøm, den er een: Gud giver Farao til Kende, hvad han vil gøre. 26 De syv gode Køer, de ere syv Aar, og de syv gode Aks, de ere syv Aar, det er een Drøm. 27 Og de syv magre og stygge Køer, de ere syv Aar, og de syv tomme Aks, svedne af østenvinden, skulle væere syv Hungers Aar. 28 Det er det Ord, som jeg har sagt Farao: Gud lader Farao se, hvad han vil gøre. 29 Se, der kommer syv Aar med stor Overflødighed i hele Ægyptens Land. 30 Og syv Hungers Aar skulle komme efter dem, at al den Overflødighed skal glemmes i Ægyptens Land, og Hungeren skal fortære Landet. 31 Og der skal ikke vides af den Overflødighed i Landet for den Hunger, som kommer derefter; thi den bliver meget svar. 32 Men at Farao har drømt igen anden Gang betyder, at det skal visselig ske af Gud, og Gud skal snarlig gøre dette. 33 Saa se nu Farao sig om efter en forstandig og viis Mand, som han kan sætte over Ægyptens Land. 34 Dette gøre Farao, og han beskikke Tilsynsmænd over Landet og tage den femte vel af Ægyptens Land i de syv Overflødigheds Aar. 35 Og de skulle samle alle Haande Spise udi disse tilkommende gode Aar og sanke Korn under Faraos Haand til Spise, i Stæderne, og de skulle forvare det. 36 Og den Spise skal være beskikket for Landet til de syv Hungerens Aar, som skulle komme over Ægyptens Land, at Landet ikke skal Ødelægges af Hunger.
37 Og den Tale var god for Faraos Øjne og for alle hans Tjeneres Øjne. 38 Og Farao sagde til sine Tjenere: Mon vi kunne finde nogen som denne, en Mand, i hvem Guds Aand er. 39 Og Farao sagde til Josef: Efterdi Gud har ladet dig vide alt dette, da er ingen saa forstandig og viis som du. 40 Du skal være over mit Hus, og alt mit Folk skal være dine Ord lydigt; alene ved Tronen vil jeg være Større end du. 41 Og Farao sagde til Josef: Se, jeg har sat dig over alt Æyptens Land. 42 Og Farao tog sin Ring af sin Haand og satte den paa Josefs Haand og lod ham føre i kostelige Linklæder og hængte en Guldkæde om hans Hals 43 og lod ham age paa sin anden Vogn, og de raabte for ham: Abrek; og han satte ham over hele Ægyptens Land. 44 Og Farao sagde til Josef: Jeg er Farao; og uden din Villie skal ingen Mand opløfte sin Haand eller sin Fod i hele ægyptens Land. 45 Og Farao kaldte Josefs Navn Zafnath Panea og gav ham Asnath, en Datter af Præsten Potifera i On, til Hustru; saa drog Josef ud over Ægyptens land. 46 Og Josef var tredive Aar gammel, der han stod for Farao, Kongen i Ægypten; og Josef gik ud fra Farao og rejste igennem hele Ægyptens Land. 47 Og Landet bar i Hobetal i de syv Overflødigheds Aar. 48 Og han samlede al Spise i de syv Aar, som vare i Ægyptens Land, og lagde Spise i Stæderne; hvad der voksede paa Markerne omkring hver Stad til Spise, det lagde han derudi. 49 Saa samlede Josef Korn som Havets Sand, overmaade meget, indtil han lod af at tælle; thi der var ikke Tal derpaa. 50 Og før Hungerens Aar kom, blev der født Josef to Sønner, hvilke Asnath, en Datter af Præsten Potifera i On, fødte ham. 51 Og Josef kaldte den førstefødtes Navn Manasse; "thi Gud har ladet mig glemme al min Møje og alt min Faders Hus". 52 Og den andens Navn kaldte han Efraim; "thi Gud har gjort mig frugtbar i min Elendigheds Land.
53 Og de syv Overflødigheds Aal endte, som vare i Ægyptens Land. 54 Og de syv Hungerens Aar begyndte at komme, som Josef havde sagt, og der var Hunger i alle Landene, men der var Brød i det hele Ægyptens Land. 55 Der hele Ægyptens Land led Hunger, da raabte Folket til Farao om Brød; men Farao sagde til alle Ægyptere: Gaar til Josef, hvad han siger eder, skulle I gøre. 56 Der Hungeren var i hele Landet, da oplod Josef alle Steder, hvor noget var, og solgte Ægypterne Korn; thi Hungeren tog Overhaand i Ægyptens Land. 57 Og fra alle Lande kom man til Ægypten for at købe hos Josef; thi Hungeren var meget svar i alle Lande.

42. Kapitel. - 1.Mos. 42.
Der Jakob saa, at Korn var til fals i Ægypten, da sagde Jakob til sine Sønner: Hvi se I paa hverandre? 2 Og han sagde: Se, jeg hører at der er Korn til fals i Ægypten, farer did ned og køber til os derfra, at vi maa leve og ikke dø. 3 Saa droge Josefs ti Brødre ned at købe Korn i Ægypten. 4 Men Jakob lod ikke Benjamin, Josefs Broder, fare med sine Brødre; thi han sagde: Der kunde vederfares ham nogen Ulykke. 5 Saa kom Israels Sønner at købe iblandt dem, som kom; thi der var Hunger i Landet Kanaan. 6 Og Josef var Regent over Landet han var den, som solgte til alt Folket i Landet; og Josefs Brødre kom, og de faldt ned for ham paa deres Ansigt til Jorden. 7 Og Josef saa sine Brødre og kendte dem og holdt sig fremmed mod dem og talede haarde Ting med dem og sagde til dem: Hvorfra komme I? og de sagde: Fra det Land Kanaan for at købe Spise. 8 Og Josef kendte sine Brødre; men de kendte ikke ham.
9 Og Josef kom de Drømme i Hu som han havde drømt om dem, og sagde til dem: I ere Spejdere, I ere komne at bese, hvor Landet er blot. 10 Og de sagde til ham: Nej, min Herre! men dine Tjenere ere komne for at købe Spise. 11 Vi ere alle een Mands Sønner, vi ere redelige, dine Tjenere ere ikke Spejdere. 12 Og han sagde til dem: Nej, men I ere komne for at bese, hvor Landet er blot. 13 De svarede: Vi, dine Tjenere vare tolv Brødre, een Mands Søn ner i Kanaans Land; og se, den yngste er endnu hos vor Fader, men den ene er ikke til. 14 Og Josef sagde til dem: Det er det, som jeg har talet til eder, der jeg sagde: I ere Spejdere. 15 Derpaa skulle I prøves: saa sandt Farao lever, skulle I ikke komme herfra, uden eders yngste Broder kommer hid. 16 Sender een af eder bort, at han skal hente eders Broder; men I skulle være fangne, og eders Ord skulle prøves, om I fare med Sandhed; thi hvis ikke, da ere I, saa sandt Farao lever, Spejdere. 17 Og han satte dem til sammen i Forvaring i tre Dage. 18 Men den tredje Dag sagde Josef til dem: Gører dette, saa skulle I leve; jeg frygter Gud. 19 Dersom I ere redelige, da lader een af eders Brødre blive som Fange i eders Forvaringshus; men farer I andre hen og fører det hjem, som I have købt mod Hungeren, for eders Huse, 20 og henter eders yngste Broder til mig, saa skulle eders Ord tros, og I skulle ikke dø; og de gjorde saaledes. 21 Men de sagde den ene til den anden: Vi have sandelig forskyldt dette for vor Broder, da vi saa hans Sjæls Angest, idet han bad os, og vi vilde ikke høre, derfor kommer denne Angest over os. 22 Ruben svarede dem og sagde: Talede jeg det ikke til eder, der jeg sagde: synder ikke mod Drengen, og I hørte ikke og se, nu kræves ogsaa hans Blod. 23 Men de vidste ikke, at Josef forstod det; thi der var en Tolk imellem dem. 24 Og han vendte sig fra dem og græd, og han vendte sig til dem igen og talede med dem og tog Simeon fra dem og lod ham binde for deres Øjne. 25 Og Josef befalede, at man skulde fylde deres Poser med Korn og give dem deres Penge igen, hver i sin Sæk, og give dem Tæring paa Vejen og han gjorde saa mod dem. 26 Og de lagde deres Korn paa deres Asener og fore derfra. 27 Men der den ene lod sin Sæk op for at give sit Asen Foder i Herberget, da saa han sine Penge, og se, de laa oven i hans Pose. 28 Og han sagde til sine Brødre: Mine Penge ere komne igen, og se, de ere her i min Pose; da faldt deres Mod, og de forskrækkedes den ene med den anden og sagde: Hvorfor har Gud gjort os dette?
29 Og de kom til Jakob, deres Fader, til Kanaans Land; og de gave ham til Kende alt det, som var den vederfaret, og sagde: 30 Den Mand som er Herre i Landet, talte os haardelig til og holdt os for Landets Spejdere. 31 Og vi svarede ham vi ere redelige, vi ere ikke Spejdere 32 Og vi vare tolv Brødre, vor Fader: Sønnen, den ene er ikke til, og den yngste er endnu hos vor Fader Kanaans Land. 33 Da sagde Manden Landets Herre, til os: derpaa vil jeg kende, om I ere redelige: lader den ene af eders Brødre blive hos mig, og tager, hvad I behøve mod Hunger en for edees Huse, og farer hen 34 og henter eders yngste Broder til mig, saa kan jeg kende, at I ikke ere Spejdere, men at I ere redelige; saa vil jeg give eder eders Broder igen, og I maa handle i Landet. 35 Og det skete, der de tømte deres Sække, se, da var hvers Pengeknude i hans Sæk; og de saa deres Pengeknuder, de og deres Fader og frygtede. 36 Da sagde Jakob, deres Fader, til dem: I berøve mig mine Børn; Josef er ikke til, og Simeon er ikke til, og Benjamin ville I tage hen; over mig kommer det altsammen. 37 Og Ruben talede til sin Fader og sagde: Du maa slaa begge mine Sønner ihjel, om jeg ikke forer ham til dig igen; giv ham i min Haand, og jeg vil føre ham til dig igen. 38 Og han sagde: Min Søn skal ikke fare ned med eder; thi hans Broder er død, og han alene er bleven tilbage, og møder ham nogen Ulykke paa Vejen, som I drage hen paa, da skulle I føre mine graa Haar med Sorg til Graven. 39 Og Hungeren var svar i Landet.

43 Kapitel - 1.Mos. 43
Og det skete, der de havde for tæret Kornet, som de havde hentet fra Ægypten, da sagde deres Fader til dem: Farer hen igen og køber os lidt Spise! 2 Da talede Juda til ham, sigende: Manden vidnede alvorlig for os og sagde: I skulle ikke se mit Ansigt, uden eders Broder er med eder. 3 Dersom du sender vor Broder med os, ville vi fare ned og købe dig Spise. 4 Men dersom du ikke vil sende ham, fare vi ikke ned; thi Manden sagde til os: I skulle ikke se mit Ansigt, uden eders Broder er med eder. 5 Og Israel sagde: Hvad have I gjort ilde mod mig ved at kundgøre Manden, at I havde endnu en Broder. 6 Og de sagde: Manden spurgte nøje om os og om vor Slægt og sagde: lever eders Fader endnu have I nogen Broder: da kundgjorde vi ham, eftersom han adspurgte; hvorlunde kunde vi saa lige vide, at han skulde sige: fører eders Broder ned. 7 Da sagde Juda til Israel, sin Fader: Lad den unge Mand fare med mig, at vi kunne gøre os rede og drage hen og leve og ikke dø, baade vi og du og vore smaa Børn. 8 Jeg vil være ansvarlig for ham, du maa kæve ham af min Haand; dersom jeg ikke fører ham igen til dig og sætter ham for dit Ansigt, da vil jeg bære Skyld for dig alle Dage. 9 Thi dersom vi ikke havde tøvet da havde vi nu to Gange været her igen. 10 Og Israel, deres Fader, sagde til dem: Om det saa skal være, da gører dette: tager af Landets bedste Frugt i eders Sække og fører ned ned til Manden som Skænk: lidt Balsam og lidt Honning, Urter og Ladanum, Pistacienødder og Mander. 11 Tager og andre Penge med der; og tager de Penge, som vare komne oven i eders Poser, igen med eder; maaske det er en Vildfarelse; 12 og tager eders Broder og gører eder rede, farer igen til Manden! 13 Og den almægtige Gud give eder Barmhjertighed for den Mand, at han lader eders anden Broder og Benjamin følge tilbage med eder; og jeg, skal jeg da være berøvet mine Børn, saa faar jeg være berøvet mine Børn. 14 Saa toge Mændene denne Skænk og toge dobbelte Penge i deres Haand og Benjamin og gjorde sig rede og droge ned til Ægypten og stode for Josefs Ansigt.
15 Da saa Josef Benjamin med dem og sagde til den, som forestod hans Hus: Før de Mænd til Huset og slagt Slagtekvæg og lav det til; thi disse Mænd skulle faa Mad med mig til Middag. 16 Og Manden gjorde, som Josef sagde; og Manden førte Mændene i Josefs Hus. 17 Men Mændene frygtede, fordi de bleve førte i Josefs Hus, og sagde: Vi føres her ind for de Penges Skyld, I som forrige Gang vare komne tilbage i vore Poser, for at han kan vælte sig ind paa os og overfalde os og tage os til Trælle med vore Asener. 18 Derfor gik de til Manden, som forestod Josefs Hus, og talede med ham ved Husets Dør. 19 Og de sagde: Hør mig, min Herre! vi vare jo tilforn dragne ned for at købe Spise. 20 Og det skete, der vi kom i Herberget og oplode vore Poser, se, da havde hver sine Penge oven i sin Pose, vore Penge efter deres Vægt, derfor have vi ført dem med os igen. 21 Og vi have taget andre Penge ned med os til at købe Spise for; vi vide ikke, hvo der lagde vore Penge i vore Poser. 22 Og Han sagde: Fred være med eder, frygter ikke! eders Gud og eders Faders Gud har givet eder en Skat i eders Poser, eders Penge kom til mig; og han lod Simeon ud til dem. 23 Og Manden førte Mændene i Josefs Hus og gav dem Vand, og de toede deres Fødder; og han gav deres Asener Foder. 24 Men de gjorde Gaven rede, indtil Josef kom om Middagen; thi de havde hørt, at de skulde faa Mad der. 25 Og Josef kom ind i Huset, og de bare ham den Skænk, som de havde i deres Haand, ind i Huset, og de faldt ned for ham paa Jorden. 26 Men han hilsede dem og sagde: Gaar det eders Fader; den gamle, vel, som I talede om? lever han endnu 27 De sagde: Det gaar din Tjener, vor Fader, vel, han lever endnu; og de bøjede sig og faldt ned for ham. 28 Da opløftede han sine Øjne og saa Benjamin sin Broder, sin Moders Søn, og saagde: Er denne eders yngste Broder, som I talte til mig om og han sagde: Gud være dig naadig, min Søn! 29 Og Josef skyndte sig; thi hans Hjerte brændte imod hans Broder, og han søgte et Sted, hvor han kunde græde, og han gik ind i Kammeret og græd der. 30 Og der han havde toet sit Ansigt, da gik han ud, og han holdt sig og sagde: Sætter Maden frem! 31 Saa satte de for ham særskilt og for dem særskilt og for Ægypterne, som aade med ham, særskilt, fordi Ægypterne ikke kunde æde Brød med Hebræerne; thi det er Ægypterne en Vederstyggelighed. 32 Og de sade lige for ham, den førstefødte efter sin Førstefødsel og den yngste efter sin Ungdom; og Mændene forundrede sig imellem sig indbyredes. 33 Og han lod bære Retter af det, som var for ham, til dem, og lod Benjamins Ret være mere end alle de andres Retter, fem Gange; og de drak og bleve drukne med ham.

44 Kapitel - 1.Mos. 44
Og han befalede den, som forestod hans Hus, og sagde: Fyld Mændenes Poser med Spise, efter som de kunne føre, og læg hvers Penge Øverst i hans Pose! 2 Og min Skaal, den Sølvskaal, skal du lægge øverst i den yngstes Pose og Pengene for hans Korn; og han gjorde efter Josefs Ord, som han havde sagt. 3 Om Morgenen, der det blev lyst, bleve Mændene sendte bort, de og deres Asener. 4 Der de vare dragne ud af Staden og ikke vare komne langt, sagde Josef til den, som forestod hans Hus: Staa op, f'orfølg Mændene, og naar du naar dem, da skal du sige til dem: hvor for have I betalt ondt for godt? 5 Er det ikke den, som min Herre drikker af? og hvorved han spaar? I have gjort ilde i, hvad I have gjort. 6 Og han naaede dem og talede disse Ord til dem. 7 Og de sagde til ham: Hvi taler min Herre saadanne Ord det, være langt fra dine Tjenere at gøre saadan Gerning. 8 Se, de Penge, som vi fandt oven i vore Poser, have vi bragt til dig igen fra Kanaans Land; hvorledes skulde vi da stjæle af din Herres Hus Sølv eller Guld? 9 Hos hvem af dine Tjenere den findes, han skal dø; dertil ville vi ogsaa være min Herres Trælle. 10 Og han sagde: Ja nu, det skal saa være efter eders Ord: hos hvem den findes, han skal være min Træl, og I skulle være frie. 11 Saa hastede de og hver lagde sin Pose ned paa Jorden, og hver oplod sin Pose. 12 Og han ransagede; han begyndte med den ældste og endte med den yngste, og Skaalen fandtes udi Benjamins Pose. 13 Da sønderreve de deres Klæder, og hver lagde paa sit Asen, og de fore til Staden igen.
14 Og Juda og hans Brødre kom til Josefs Hus, og han selv var endnu der, og de faldt til Jorden for hans Ansigt. 15 Da sagde Josef til dem: Hvad er dette for en Gerning, som I have gjort vide I ikke, at en Mand, som jeg er, kunde spaa det? 16 Og Juda sagde: Hvad skulle vi sige til min Herre hvad skullc vi tale, og hvormed ville vi retfærdiggøre os? Gud har fundet dine Tjeneres Misgerning; se, vi ere min Herres Trælle, baade vi, saa og den, som Skaalen er funden hos. 17 Og han sagde: Det være langt fra mig at gøre dette; den Mand, som Skaalen er funden hos, skal være min Træl; men drager I op med Fred til eders Fader! 18 Da gik Juda frem til ham og sagde: Hør mig, min Herre! kære, lad din Tjener tale et Ord for min Herres Øren, og lad din Vrede ikke forhaste sig paa din Tjener; thi du er ligesom Farao. 19 Min Herre spurgte sine Tjenere ad og sagde: Have I Fader eller Broder? 10 Da sagde vi til min Herre: Vi have en gammel Fader, og han har en ung Søn, han avlede i sin Alderdom; og hans Broder er død, og han er alene bleven igen efter sin Moder, og hans Fader har ham kær. 21 Da sagde du til dine Tjenere: Fører ham ned til mig, at jeg kan se ham. 22 Da sagde vi til min Herre: Den unge Mand kan ikke forlade sin Fader, dersom han forlader sin Fader, da dør denne. 23 Da sagde du til dine Tjenere: Dersom, ikke eders yngste Broder kommer ned med eder, skulle I ikke se mit Ansigt mere. 24 Og det skete, at vi fore op til din Tjener, min Fader, og vi gave ham min Herres Tale til Kende. 25 Da sagde vor Fader: Drager hen igen, køber os lidt Spise! 26 Da sagde vi: Vi kunne ikke fare ned; dersom vor yngste Broder er med os, da ville vi rejse ned; thi vi kunne ikke se den Mands Ansigt, dersom vor yngste Broder ikke er med os. 27 Da sagde din Tjener, min Fader, til os: I vide, at min Hustru har født mig to. 28 Og den ene gik bort fra mig, og jeg sagde: Han er vist reven ihjel, og jeg har ikke set ham hidindtil. 29 Dersom I toge ogsaa denne fra mit Ansigt, han kom til Ulykke, da førte I ham graa Haar med Kummer ned Graven. 30 Og nu, dersom jeg kommer til din Tjener, min Fader, og en unge Mand ikke er med os, efterdi hans Sjæl er bunden til den unge Mands Sjæl, 31 da sker det, naar han ser, at den unge Mand ikke er der, at han dør, og dine enere ville bringe din Tjeners, vor Faders, graa Haar med Sorg til Graven. 32 Thi din Tjener blev anvarlig for den unge Mand hos min Fader og sagde: Dersom jeg ikke ringer dig ham igen, da vil jeg være Skyld for min Fader alle Dage. 33 Og nu, kære, lad din Tjener live min Herres Træl i Stedet for en unge Mand, men den unge Mand drage op med sine Brødre. 34 Thi hvorledes skulde jeg fare op til min Fader, uden at den unge Mand er med mig? jeg maatte da se paa det onde, som skulde ramme min Fader.

45 Kapitel - 1.Mos.45
Og Josef kunde ikke holde sig for alle dem, som stode hos ham, han raabte: Lader hver Mand gaa ud, fra mig; og ikke een Mand stod hos ham, der Josef lod sig kende for sine Brødre. 2 Og han opløftede sin Røst med Graad, og Ægypterne hørte det, og Faraos Hus hørte det. 3 Og Josef sagde til sine Brødre: Jeg er Josef; lever min Fader endnu? Og hans Brødre kunde ikke svare ham; thi de forfærdedes for hans Ansigt. 4 Da sagde Josef til sine Brødre: kommer dog hid til mig og de gik frem; og han sagde: Jeg er Josef, eders Broder, som I solgte til Ægypten. 5 Men værer nu ikke bekymrede, og lader det ikke være mishageligt for eders Øjne, at I solgte mig hid; thi for at I skulde blive holdte ved Live, har Gud sendt mig hid foran eder. 6 Thi nu har der været to Aar Hunger i Landet, og endnu er der fem Aar, i hvilke der ikke skal være Pløjning eller Høst. 7 Men Gud har sendt mig foran eder, at lade eder blive tilovers i Landet og at lade eder leve, til en stor Befrielse. 8 Og nu, ikke I have sendt mig hid, men Gud; og han har sat mig til en Fader for Farao og til en Herre over alt hans Hus og til en Hersker i alt Ægyptens Land.
9 Skynder eder og drager op til min Fader, og I skulle sige til ham: Saa siger din Søn Josef: Gud har sat mig til en Herre over al Ægypten; kom ned til mig, tøv ikke! 10 Og du skal bo i Gosen Land og v ære nær hos mig, du og dine Børn og dine Børnebørn og dit Kvæg og dine Øksen og alt det, du har. 11 Og jeg vil opholde dig der; thi endnu er der fem Aar Hunger; paa det du ikke skal forarmes, du og dit Hus og alt det, som tilhører dig. 12 Og se, eders Øjne og min Broder Benjamins Øjne se, at jeg taler mundtligen til eder.13 Og I skulle forkynde min Fader al min Herlighed i Ægypten, og alt det, som I have set; og skynder eder og lader min Fader komme hid ned. 14 Saa faldt han om Benjamins, sin Broders, Hals og græd, og Benjamin græd om hans Hals. 15 Og han kyssede alle sine Brødre og græd over dem, og derefter talede hans Brødre med ham. 16 Og det rygtedes i Faraos Hus, og der sagdes: Josefs Brødre ere komne; det var godt baade i Faraos Øjne og i hans Tjeneres Øjne.17 Og Farao sagde til Josef: Sig til dine Brødre: gører dette, belæsser eders Dyr og gaar, at I maa, komme til Kanaans Land. 18 Og tager eders Fader og eders Husfolk og kommer til mig, og jeg vil give eder det bedste i Ægyptens Land, at I skulle æde af Landets Fedme. 19 Og det er dig befalet: gører dette; tager eder Vogne af Ægyptens Land til eders Børn og til eders Hustruer, og fører eders Fader der paa og kommer. 20 Og lader eders Øjne ikke se hen til eders Boskab; thi det bedste, som er i alt Ægyptens Land, er eders. 21 Og Israels Sønner gjorde saa, og Josef gav dem Vogne efter Faraos Ord og gav dem Tærring paa Vejen. 22 Han gav alle, hver især, Klædninger til at skifte med; men Benjamin gav han tre Hundrede Sekel Sølv og fem Klædninger til at skifte med. 23 Og Han sendte sin Fader ligervis ti Asener, som bare af Ægyptens bedste Gods, og ti Aseninder, som bare Korn og Brød og Føde, til hans Fader paa Vejen. 24 Og han lod sine Brødre fare, og de gik; og han sagde til dem: Kives ikke paa Vejen!
2b Saa droge de op af Ægypten, og de kom til det Land Kanaan, til Jakob, deres Fader. 26 Og de forkyndte ham, sigende: Josef lever endnu, og han er en Hersker over alt Ægyptens Land; men hans Hjerte blev koldt, thi han troede dem ikke. 27 Da sagde de ham alle Josefs Ord, som han havde sagt til dem, og han saa Vognene, som Josef havde sendt til at føre ham paa; og Jakobs, deres Faders, Aand blev levende. 28 Og Israel sagde: Det er meget, Josef min Søn lever endnu; jeg vil fare hen og se ham, før jeg dør.

46 Kapitel - 1.Mos.46
Og Israel rejste med alt det, han havde, og kom til Beersaba og ofrede sin Fader Isaks Gud Slagtoffer. 2 Og Gud talede til Israel i Syner om Natten og sagde: Jakob! Jakob! og han sagde: Se, her er jeg. 3 Og han sagde: Jeg er Gud, din Faders Gud, frygt ikke for at drage ned til Ægypten, thi der vil jeg gøre dig til et stort Folk. 4 Jeg vil fare ned med dig til Ægypten, og jeg vil ogsaa visselig føre dig op igen; og Josef skal lægge sin Haand paa dine Øjne. 5 Saa brød Jakob op fra Beersaba; og Israels Sønner førte Jakob, deres Fader, og deres smaa Børn og deres Hustruer paa Vognene, som Farao havde sendt til at føre ham paa. 6 Og de tog deres Kvæg og deres Gods, som de havde forhvervet i Kanaans Land, og kom til Ægypten, Jakob og al hans Sæd med ham; 7 hans Sønner og hans Sønners Sønner med ham, hans Døtre og hans Sønners Døtre og al hans Sæd; han førte dem med sig til Ægypten.
8 Og disse ere Israels Børns Navne, som kom til Ægypten, Jakob og hans Sønner: Ruben, Jakobs førstefødte; 9 og Rubens Sønner: Hanok og Pallu og Hezron og Karmi; 10 og Simeons Sønner: Jemuel og Jamin og Ohad og Jakin og Zohar og Saul, den kananæiskes Søn; 11 og Levi Sønner: Gerson, Kahath og Merari; 12 Og Judas Sønner: Er og Onan og Sela og Perez og Sera; men Er og Onan vare døde i Kanaans Land; og Perez' Sønner vare Hezron og Hamul; 13 og Isaskars Sønner: Thola og Pua og Job og Simron; 14 og Sebulons Sønner: Sered og Floll og thleel. 15 Disse ere Leas Børn, som pan fødte Jakob i Paddan-Aram, og hans Datter var Dina; alle hans Sønner og hans Døtre vare tre og tredive Sjæle. 16 Og Gads Sønner: Zifjon og Haggi, Sini og Ezbon, Eri og Arodi og Areli; 17 og Asers Sønner: Jimna og Jisva og Jisui og Bria, og Sera, deres Søster; og Brias Søn er: Heber og Malkiel. 18 Disse ere Silpas Børn, hvilken Laban gav Lea sin Datter; og hun fødte Jakob disse seksten Sjæle. 19 Rakels, Jakobs Hustrus, Sønner: Josef og Benjamin. Og der blev født Josef Sønner i Ægyptens Land, hvilke Asnath, en Datter af Potifera, Præsten i On, fødte ham: Manasse og Efraim. 21 Og Benjamins Sønner: Bela og Beker og Asbel, Gera og Naaman, Ehi og Ros, Muppim og Huppim og Ard. 22 Disse ere Rakels Børn, som fødtes Jakob, ialt fjorten Sjæle. 23 Og Dans Sønner: Husim; 24 og Nafthali sønner: Jahzeel og Guni og Jezer og Sillem. 25 Disse ere Bilhas Søn sønner, hvilken Laban gav Rakel sin Datter, og hun fødte Jakob disse ialt syv Sjæle. 26 Alle de Sjæle, som kom med Jakob til Ægypten, som vare udkomne af hans Lænd, foruden Jakobs Sønners Hustruer, er alt seks og tresindstyve Sjæle. 27 Og Josefs Sønner, som fødtes ham i Ægypten, vare to Sjæle; alle Sjæle af Jakobs Hus, som kom til Ægypten, vare halvfjerdsindstyve.
28 Og han sendte Juda foran sig til Josef, for at denne skulde vise ham til Gosen, og de kom til Gosen Land. 29 Da lod Josef spænde for sin vogn og drog op til Gosen at møde Israel sin Fader, og han saas af ham og faldt om hans Hals og græd længe om hans Hals. 30 Da sagde Israel til Josef: Jeg vil gerne dø, efter at jeg har set dit Ansigt, at du endnu er levende. 31 Og Josef sagde til sine Brødre og til sin Faders Hus: Jeg vil drage op give Farao til kende og sige til ham: Mine Brødre og min Faders Hus, som var i Kanaans Land, ere komne til mig. 32 Og Mændene ere Faarehyrder; thi de ere Mænd, som drive Kvægavl, og deres Faar og deres Øksne og alt det de eje, har de ført hid. 33 Og det skal ske Naar Farao kalder ad eder, og han siger: Hvad er eders Haandtering? 34 da skulle I sige: Dine Tjenere ere Mænd, som drive Kvægavl fra vor Ungdom og indtil nu, baade vi og vore Fædre, paa det I maa bo i det land Gosen; thi alle Faarehyrder ere Ægypterne en Vederstyggelighed.

47 Kapitel - 1.Mos.47
Og Josef kom og forkyndte Farao det og sagde: Min Fader og mine Brødre og deres Faar og deres Øksne og alt det, de have, ere komne fra Kanaans Land; og se, de ere i Gosen Land. 2 Og af samtlitge sine Brødre tog han fem Mænd og stillede dem for Farao. 3 Da sagde Farao til hans Brødre: Hvad er eders Haandtering og de sagde til Farao: Dine Tjenere ere Faarehyrder, baade vi og vore Fædre. 4 Og de sagde til Farao: Vi ere komne at være fremmede i Landet; thi der er ingen Føde til det Kvæg, som dine Tjenere have; thi Hungeren er svar i Kanaans Land; og nu, kære, lad dine Tjenere bo i Gosen Land. 5 Og Farao talede til Josef og sagde: Din Fader og dine Brødre ere komne til dig. 6 Ægyptens Land ligger for dig, lad din Fader og dine Brødre bo paa det bedste Sted i Landet, lad dem bo i Gosen Land, og dersom du ved, at der er duelige Mænd iblandt dem, da sæt dem til Opsynsmænd over Kvæget, over det, som jeg har. 7 Og Josef førte Jakob sin Fader ind og stillede ham for Faraos Ansigt, og Jakob velsignede Farao. 8 Og Farao sagde til Jakob: Hvor gammel er du 8 Og Jakob sagde til Farao: Min Udlændigheds Aars Dage ere hundrede og tredive Aar; faa og onde have mit Livs Aars Dage været og have ikke naaet til mine Fædres Livs Aars Dage i deres Udlændigheds Dage. 10 Og Jakob velsignede Farao og gik ud fra Farao. 11 Men Josef lod sin Fader og sine Brødre bo og gav dem Ejendom i Ægyptens Land, paa det bedste Sted i Landet, i det Land Raamses, som Farao havde befalet. 12 Og Josef underholdt sin Fader og sine Brødre og alt sin Faders Hus med Brød til de smaa Børns Mund. 13 Og der var ikke Brød i alt Landet; thi Hungeren var saare svar, saa at Ægyptens Land og Kanaans Land forsmægtede for Hungerens Skyld. 14 Og Josef samlede alle Pengene, som fandtes i Ægyptens Land og i Kanaans Land, for det Korn, som de købte, og Josef lod Pengene komme i Faraos Hus. 15 Og da det var forbi med Pengene i Ægyptens Land og i Kanaans Land, da kom alle Ægypterne til Josef og sagde: Fly os Brød, og hvi skulle vi dø for dig? thi Pengene ere borte. 16 Og Josef sagde Flyr hid eders Kvæg, saa vil jeg give eder Brød for eders Kvæg, dersom Pengene ere borte. 17 Saa førte de, deres Kvæg til Josef, og Josef gav dem Brød for Hestene og for Kvæget, som de ejede, og for Øksnene, ligsom de ejede, og for Asenerne; saa hjalp han dem med Brød for alt deres Kvæg i det samme Aar: 18 Der det samme Aar havde Ende, da kom de i det andet Aar til ham og sag de til ham: Vi ville ikke dølge for min Herre, at ikke alene Pengene ere borte, men og Kvæget, som vi ejede, er kommet til min Herre; vi have intet tilbage til min Herre, uden vore Legemer og vor Jord. 19 Hvi skulle vi dø for dine Øjne, baade vi og tilmed vor Jord blive Øde? køb os og vor Jord for Brød; og vi med vor Jord ville være Faraos Tjenere, og giv os Sæd, at vi maa leve og ikke dø, og Jorden ikke blive Øde. 20 Og Josef købte af Ægyptens Jord til Farao; thi Ægypterne solgte hver sin Ager, fordi Hungeren var svar over dem; og Landet blev Faraos. 21 Og han lod Folket flytte om i Stæderne, fra den ene Ende af Ægyptens Land til den anden. 22 Alene Præsternes Jord købte han ikke; thi Præsterne hav de deres beskikkede Del af Farao; og de aade deres beskikkede Del, som Farao havde givet dem, derfor solgte de ikke deres Jord. 23 Da sagde Josef til Folket: Se, jeg har i Dag købt eder og eders Jord til Farao, se, der have I Sæd, og I skulle besaa Jorden. 24 Og med Afgrøden skal det være saaledes, at I skulle give Farao den femte Part, og de fire Parter skulle I beholde til Sæd til Ageren og til Spise for eder og for dem, som ere i eders Huse, og til eders smaa Børn at æde. 25 Og de sagde: Du har holdt os ved Live, lad os finde Naade for min Herres Øjne, og vi ville være Faraos Trælle. 25 Saa gjorde Josef det til en Skik indtil denne Dag over Ægyptens Jord, at Farao skal have den femte Part; ikkun Præsternes Jord, den alene, blev ikke Faraos. 27 Og Israel boede i Ægyptens Land, i Gosen Land; og de fik Ejendom der og vare frugtbare og bleve saare mangfoldige. 28 Og Jakob leve de i Ægyptens Land sytten Aar; og Jakobs Dage, hans Livs Aar, vare hundrede og syv og fyrretyve Aar. 29 Og Israels Dage kom nær, at han skulde dø, og han kaldte ad sin Søn Josef og sagde til ham: Kære, dersom jeg har fundet Naade for dig, da læg, kære, din Haand under min Lænd, og bevis den Miskundhed og Troskab mod mig, at du, kære, ikke begraver mig i Ægypten. 30 Og jeg vil ligge hos mine Fædre, og du skal føre mig af Ægypten og begrave mig i deres Grav; og han sagde: Jeg vil gøre, som du har sagt. 31 Men han sagde: Sværg mig; og han svor ham; og Israel bøjede sig over Hovedgærdet i Sengen.

48 Kapitel - 1.Mos.48
Og det skete derefter, at der sagdes til Josef: Se, din Fader er syg; og han tog begge sine Sønner med sig, Manasse og Efraim. 2 Og det gaves Jakob til Kende, og der sagdes: Se, din Søn Josef kommer til dig; saa gjorde Israel sig stærk og sad paa Sengen. 3 Og Jakob sagde til Josef: Den almægtige Gud aabenbaredes for mig i Luz, udi Kanaans Land, 4 og velsignede mig og han sagde til mig: Se, jeg vi gøre dig frugtbar og formere dig og gøre dig til en Hob Folk og give din Sæd efter dig dette Land til Ejendom evindelig. 5 Og nu, dine to Sønner, som ere fødte dig i Ægyptens Land, før jeg kom til dig Ægypten, de skulle høre mig til Efraim og Manasse skulle høre mine til, som Ruben og Simeon. 6 Men dit Afkom, som du avler efter dem skal høre dig til; de skulle kalde efter deres Brødres Navn i deres Arv. 7 Og der jeg kom fra Paddan, døde Rakel for mig i Kanaans Land paa Vejen, der jeg havde endnu et Stykke Vej for at komme til Efrath, og jeg begrov hende der paa Vejen til Efrath, det, er Bethlehem. 8 Og Israel saa Josefs Sønner og sagde: Hvo ere disse 9 Og Josef sagde til sin Fader: Det er mine Sønner, som Gud har givet mig her, og han sagde: Kære, led dem til mig, og jeg vil velsigne dem. 10 Og Israels Øjne vare matte af Alder, han kunde ikke se; og han lod dem komme til ham, og han kyssede dem og tog dem i Favn. 11 Og Israel sagde til Josef: Jeg havde ikke tænkt at se dit Ansigt, og se, Gud har endog ladet mig se din Sæd. 12 Og Josef førte dem ud fra hans Knæ og bøjede sig med sit Ansigt til Jorden. 13 Og Josef tog dem begge, Efraim i sin højre Haand, for Israels venstre Haand, og Manasse i sin venstre Haand, for Israels højre Haand, og lod dem komme nær til ham. 14 Og Israel rakte sin højre Haand ud og lagde den paa Efraims Hoved, enddog han var den yngste, og sin venstre Haand paa Manasses Hoved; vidende gjorde han saaledes med sine Hænder, thi Manasse var den førstfødte. 15 Og han velsignede Josef og sagde: Den Gud, for, hvis Ansigt mine Fædre, Abraham og Isak, vandrede, den Gud, som vogtede mig, fra jeg blev til, indtil denne Dag, 16 og den Engel, som udløste mig fra alt ondt, velsigne Drengene, at de maa kaldes efter mit Navn og efter mine Fædres, Abrahams og Isaks, Navn, og at de maa blive saare mange midt i Landet. 17 Der Josef saa, at hans Fader lagde sin højre Haand paa Efraims, Hoved, da mishagede det ham; og han tog fat paa sin Faders Haand for at føre den fra Efraims Hoved paa Manasses Hoved. 18 Og Josef sagde til sin Fader: Ikke saa, min Fader! thi denne er den førstefødte, læg din højre Haand paa hans Hoved. 19 Men hans Fader vægrede sig og sagde: Jeg ved det, min Søn, jeg ved det; han skal ogsaa blive til Folk, og han skal ogsaa blive stor, men hans yngste Broder skal blive større end han, og hans Sæd skal være en stor Hob Folk. 20 Saa velsignede han dem paa den samme Dag og sagde: Ved dig skal Israel velsigne og sige: Gud sætte dig som Efraim og som Manasse! og han satte Efraim foran Manasse. 21 Og Israel sagde til Josef: Se, jeg dør, og Gud skal være med eder og føre eder til eders Fædres Land igen. 22 Og jeg har givet dig fremfor dine Brødre et Stykke Land, som jeg har taget af Amoriternes Haand med mit Sværd og med min Bue.

49 Kapitel - 1.Mos.49
Og Jakob kaldte ad sine Sønner og sagde: Samler eder, og jeg vil forkynde eder, hvad eder skal vederfares i de sidste Dage. 2 Kommer til Hobe og hører, Jakobs Sønner! og hører paa Israel, eders Fader. Ruben, du er min førstefødte, min Magt og min første Kraft, ypperlig i Værdighed og ypperlig i Styrke! 4 Du bruser op som Vandet; du skal ikke være ypperlig; thi du besteg din Faders Leje, da besmittede du det; han har besteget min Seng. 5 Simeon og Levi ere Brødre; Volds Vaaben ere deres Sværd. 6 Min Sjæl skal ikke komme i deres hemmelige Raad, min Ære skal ikke folenes med deres Forsamling; thi i deres Vrede have de slaget Mænd ihjel, og i deres Egenraadighed have de lemlæstet Oksen. 7 Forbandet være deres Vrede, thi den var streng, og deres Hastighed, thi den var haard; jeg vil fordele dem i Jakob og adsprede dem i Israel: 8 Juda, dig skulle dine Brødre love, din Haand skal være paa dine Fjenders Nakke; for dig skulle din Faders Sønner bøje sig. 9 Juda er en ung Løve; du opsteg fra Rov, min Søn! han har bøjet sig, han laa som en Løve og som en Løvinde; hvem tør jage ham op 10 Der skal ikke vige Kongespir fra Juda og ikke Herskerstav f'ra hans Fødder, førend Silo skal komme, og Folkene skulle hænge ved ham. 11 Han binder sit unge Asen til Vintræet og sin Asenindes Føl til Vinranken; han tor sit Klædebon i Vin, og sin Kjortel i Vindrueblod. 12 Han er rødere i Øjnene end Vin, og hvidere paa Tænderne end Mælk. 13 Sebulon skal bo ved Havets Strand, og han skal være ved Skibenes Strand, og hans Side ligger op til Sidon. 14 Isaskar skal være et knokkelstærkt Asen, som ligger imellem Kvægfoldene. 16 Thi han saa, at Hvilen var god, og at Landet var dejligt, og han har bøjet sine Skuldre til at bære og er bleven en skatskyldig Tjener. Og Dan skal dømme sit Folk, som en af Israels Stammer. 17 Dan skal være en Slange paa Vejen, en Hornslange paa Stien, som bider Hestens Hov, saa dens Rytter falder bag af. Herre, jeg bier efter din Frelse 19 Gad - en Skare skal trænge ind paa ham, men han skal trænge den tilbage. 20 Fra Aser kommer det fede, som er hans Brød; og han skal give kongelige Lækkerheder. 21 Nafthali er en frit løbende Hind, han, som giver dejlig Tale. 22 Josef er en Kvist paa det frugtbare Træ, en Kvist paa det frugtbare Træ ved Kilden; Grenene gaa op over Muren. 23 Og Bueskytterne forbitrede ham og skøde og hadede ham. 24 Og hans Bue blev dog stærk, og hans Hænders Arme smidige; det kom fra Jakobs mægtiges Hænder, hist fra, fra Hyrden, fra Israels Klippe. 25 Fra din Faders Gud - og han hjælpe dig! - og fra den Almægtige - og han velsigne dig! - komme Velsignelser fra Himmelen ovenfra og Velsignelser fra Dybet nedenfra, Brysters og Moderlivs Velsignelser. Din Faders Velsignelser ere mægtigere end mine Forfædres velsignelser, indtil de evige Højes Grænser; de skulle komme paa Josefs Hoved og paa hans Isse, som er en Fyrste iblandt sine Brødre. 27 Benjamin skal røve som en Ulv; om Morgenen skal han æde Rov, og om Aftenen skal han uddele Bytte. 28 Alle disse ere de tolv Israels Stammer; og dette er det, som deres Fader talede til dem, da han velsignede dem, hver efter sin Velsignelse velsignede han dem.
29 Og han befalede dem og sagde til dem: Naar jeg er samlet til mit Folk, da begraver mig hos mine Fædre i den Hule, som er paa Efron den Hethiters Ager, 30 i den Hule, som er paa den Ager Makpela, som er tvært over for Mamre i Kanaans Land, hvilken Ager Abraham købte af Efron den Hethiter til Begravelses Ejendom. 31 Der have de begravet Øraham og Sara, hans Hustru; der have de begravet Isak og Rebekka, hans Hustru; og der har jeg begravet Lea. 32 Den Agers Ejendom og den Hule, som er derpaa, er købt af Heths Børn. 33 Der Jakob var kommen til Ende med at byde - sine Børn dette, da tog han sine Fødder til sig op paa Sengen og opgav sin Aand og blev samlet til sit Folk.

50 Kapitel - 1.Mos.50
Da faldt Josef over sin Faders Ansigt og græd over ham og kyssede ham. Og Josef befalede sine Tjenere, Lægerne, at balsamere hans Fader; saa balsamerede Lægerne Israel. 3 Og fyrretyve Dage medgik hertil; thi saa mange Dage medgaa til Balsameringen; og Ægypterne begræd ham halvfjerdsindstyve Dage. 4 Og der Grædedagene over ham vare forbi, da talede Josef til Faraos Hus og sagde: Kære, dersom jeg har fundet Naade for eders Øjne, da taler, kære, for Faraos Øren og siger: 5 Min Fader tog en Ed af mig og sagde: Se, jeg dør; i min Grav, som jeg lod mig grave i Kanaans Land, der skal du begrave mig; og nu, kære, vil jeg drage op og begrave min Fader, og jeg vil komme igen. 6 Og Farao sagde: Drag op og begrav din Fader, saaledes som han tog Ed af dig.
7 Og Josef drog op for at begrave sin Fader, og alle Faraos Tjenere fore op med ham, de ældste af hans Hus, og alle de ældste af Ægyptens Land, 8 og Josefs ganske Hus og hans Brødre og hans Faders Hus, kun deres smaa Børn og deres Faar og deres Øksne lode de blive i Gosen Land. 9 Og baade Vogne og Ryttere droge op med ham, og det var en meget stor Hær. 10 Der de kom til den Lade Atad, som ligger paa hin Side Jordan, da holdt de der en stor og saare svar Klage, og han lod holde Sorrig for sin Fader syv Dage. 11 Og Kananiten, som boede i Landet, saa den Sorrig ved den Lade Atad, og de sagde: Denne er en svar Sorrig for Ægypterne; der for kaldte man det Steds Navn: Ægypternes Sorrig, som er paa hin Side Jordan.12 Og hans Sønner gjorde saaledes med ham, som han havde befalet dem. 13 Og hans Sønner førte ham til Kanaans Land og begrove ham i Hulen paa den Ager Makpela, den Ager, som Abraham havde købt til Begravelses Ejendom af Efron den Hetrliter, tvært over for Mamre. 14 Og Josef kom igen til Ægypten, han og hans Brødre og alle de, som vare dragne op med: ham til at begrave hans Fader, efter at han havde begravet sin Fader. 15 Der Josefs Brødre saa, at deres Fader var død, da sagde de: Maske Josef hader os, saa han visselig vil betale os igen alt det onde, som vi have gjort imod ham. 16 Og de beskikkede nogen at tale til Josef, sigende: Din Fader befalede, før han døde og sagde: 17 Saa skulle I sige til Josef: Kære, forlad dog dine Brødre deres Overtrædelse og deres Synd, at de gjorde ilde imod dig; kære, saa forlad nu din Faders Guds Tjenere deres Overtrædelse; da græd Josef, der de talede til ham. 18 Og hans Brødre gik ogsaa selv hen og faldt ned for hans Ansigt og sagde; Se, vi ere dine Tjenere! 19 Og Josef sagde til dem: Frygter ikke; thi monne jeg være i Guds Sted 20 Og I tænkte ondt imod mig; Gud tænkte at vende det til det gode, for at gøre, hvad der sker paa denne Dag, at holde meget Folk ved Live. 21 Saa frygter nu ikke, jeg vil opholde eder og eders smaa Børn; saa trøstede han dem og talede kærlig med dem. 22 Saa boede Josef i Ægypten, han og hans Faders Hus, og Josef levede hundrede og ti Aar. 23 Og Josef saa Efraims Sønner i tredje Led; desligeste Makirs, Manasse Søns, Sønner bleve fødte paa Josefs Knæ. 24 Og Josef sagde til sine Brødre: Jeg dør, og Gud skal visselig besøge eder og føre eder op af dette Land, ti1 det Land, som han har tilsvoret Abraham, Isak og Jakob. 25 Og Josef tog en Ed af Israels Børn og sagde: Gud skal visselig besøge eder, og I skulle føre mine Ben op her fra. 26 Saa døde Josef hundrede og ti Aar gammel; og de balsamerede ham, og man lagde ham i Kiste i Ægypten.

Den anden Mose Bog

1 Kapitel - 2.Mos.1
Og disse ere Navnene paa Israels Sønner, som kom til Ægypten, med Jakob kom de, hver med sit Hus: 2 Ruben, Simeon, Levi og Juda, 3 Isaskar, Sebulon og Benjamin, 4 Dan og Nafthali, Gad og Aser. 5 Og alle Personer, som vare udkomne af Jakobs Lænd, de vare halvjerdsindstyve Personer; men Josef var i Ægypten. 6 Og Josef døde, og all hans Brødre og al denne Slægt 7 Og Israels Børn bleve frugtbare og vrimlede og bleve mangfoldige og vare saare talrige, og Landet blev fuldt af dem.
8 Og der kom en ny Konge over Ægypten, som ikke kendte Josef. 9 Og han sagde til sit Folk: Se, Israels Børns Folk ere flere og talrigere end vi. 10 Velan, vi ville handle klogeligen imod det, at det ikke skal blive mangfoldigt; og det kunde ske, om der blev Lejlighed til en krig, kunde det ogsaa slaa sig til vore Fjender og føre Krig imod os og drage ud af Landet. 11 Saa satte de Skattebetjente over det, at de skul de plage det med deres Byrder; og man byggede Farao Forraadsstæder, nemlig Pithom og Raamses. 12 Og jo mere de plagede det, desto mere blev det mangfoldigt, og udbredte sig, og de væmmedes ved Israels Børn. 13 Og Ægypterne tvang Israels Børn til at trælle strengt. 14 Og de gjorde dem deres Liv besk med haard Trældom i Ler og i Tegl og med alle Haande Trældom paa Marken; i al deres Trældom, i hvilken tjente dem, maatte de trælle strengt.
15 Og Kongen af Ægypten tale de til de hebraiske Jordemødre, af hvilke den enes Navn var Sifra: og den andens Navn Pua, 16 og han sagde: Naar I hjælpe de hebraiske Kvinder ved Fødselen, saa ser paa Stolene: Dersom det er en Søn, saa dræber ham, og dersom det er en Datter, da maa hun leve. 17 Men Jordemødrene frygtede Gud og gjorde ikke saa, som Kongen af Ægypten havde talet til dem, men lode Drengene leve. 18 Da kaldte Kongen af Ægypten Jordemødrene og sagde til dem: Hvi gjorde I denne Gerning, at I lode Drengene leve 19 Og Jordemødrene svarede Farao: De hebraiske ere ikke som de Ægyptenptiske Kvinder, men de ere stærke: førend Jordemoderen kommer til dem, da have de født. 20 Derfor gjorde Gud vel imod Jordemødrene, og Folket blev mangfoldigt, og de bleve saare talrige. 21 Og det skete, efterdi Jordemødrene frygtede Gud, da lod han dem faa Huse. 22 Saa bød Farao alt sit Folk og sagde: Hver en Søn, som fødes, kaster ham i Floden, og lader alle Døtre leve.

2 Kapitel - 2.Mos.2
Og en Mand af Levi Hus gik hen og tog en Levi Datter. 2 Og Kvinden undfik og fødte en Søn, og der hun sagde ham, at han var dejlig, da skjulte hun ham tre Maaneder. 3 Men der hun ikke længere kunde skjule ham, da tog hun ham en Kiste af Rør og klinede den med Lim og Beg og lagde Drengen der udi og lagde den imellem Sivet ved Bredden af Floden. 4 Men hans Søster stod i Frastand for at faa at vide, hvorledes det vilde gaa ham.
5 Og Faraos Datter gik ned til Floden for at bade sig, og hendes Jomfruer gik ved Bredden af Floden; der hun saa Kisten midt i Sivet, da sendte hun sin Pige hen og lod den hente. 6 Og der hun lod den op, da saa hun Barnet, og se, Drengen græd; da ynkedes hun over ham og sagde: Denne er en af de Hebræers Drenge. 7 Da sagde hans Søster til Faraos Datter: Skal jeg gaa og hente dig en Kone til Amme, af de hebraiske, at hun giver dig Drengen at die? 8 Og Faraos Datter sagde til hende: Gak! og Pigen gik og kaldte Drengens Moder. 9 Da sagde Faraos Datter til hende: Tag denne Dreng og giv mig ham at die, og jeg, ja jeg vil give dig din Løn. Og Kvinden tog Drengen og gav ham at die. 10 Og der Drengen var bleven stor, da bragte hun ham til Faraos Datter, og denne holdt ham som sin Søn, og hun kaldte hans Navn Mose, og sagde: Thi jeg drog ham af Vandet.
11 Og det skete i de samme Dage, der Mose var bleven stor, da gik han ud til sine Brødre og saa paa deres Byrder, og han saa en ægyptisk Mand, som slog en hebraisk. Mand af hans Brødre. 12 Da vendte han sig hid og did, og saa, at der var ingen til Stede, og han slog den. Ægypter ihjel og skjulte ham i Sandet. Og anden Dagen gik han ud, og se, to hebraiske Mænd trættedes; da sagde han til den, som havde Uret: Hvi slaar du din Næste? 14 Og han sagde: Hvo har sat dig til Fyrste og Dommer over os tænker du at slaa mig ihjel, saasom du slog en Ægypter ihjel da frygtede Mose og sagde: Sandelig den Gerning er bleven vitterlig. 15 Og Farao hørte denne Gerning og søgte at slaa Mose ihjel; men Mose flyede fra Faraos Ansigt, og blev i det Land Midian og satte sig ved Brønden. 16 Og Præsten i Midian havde syv Døtre, og de kom derhen og droge Vand og fyldte Renderne at vande deres Faders Kvæg. 17 Da kom Hyrderne og stødte dem derfra; men Mose stod op og hjalp dem og vandede deres Kvæg. 18 Og de kom til Reuel, deres Fader, og han sagde: Hvi komme I, saa snart i Dag 19 Og de sagde: En ægyptisk Mand friede os fra Hyrdernes Haand og drog desuden flittig Vand op for os og vandede Kvæget. 20 Og han sagde til sine Døtre: Hvor er han da hvi lode I den Mand gaa kalder ham og han skal æde Brød med os. 21 Og Mose havde Lyst til at blive hos Manden; saa gav han Mose Zippor, sin Datter. 22 Og hun fødte en Søn, og han kaldte hans Navn Gersom; thi han sagde: Jeg er bleven en Udlænding i et fremmed Land.
23 Og det skete lang Tid derefter da døde Kongen af Ægypten; og Israels Børn sukkede over den Trældom og raabte, og deres Raab over Trældommen kom op for Gud. 24 Og Gud hørte deres Suk, og Gud tænkte paa sin Pagt med Abraham, med Isak og med Jakob. 25 Og Gud saa Israels Børn, og Gud kendtes ved dem.

3 Kapitel - 2.Mos.3
Og I fose vogtede Kvæg hos Jetro, sin Svigerfader, Præsten i Midian, og han drev Kvæget bag Ørken og kom til det Guds Bjerg, til Horeb. 2 Og Herrens Engel aabenbaredes for ham i en Ildslue, midt af Tornebusken, og han saa, og se, Tornebusken brændte i Ilden, dog blev Tornebusken ikke fortæret. 3 Og Mose sagde: Jeg vil nu gaa hen og se dette store Syn, hvi Tornebusken ikke opbrændes. 4 Der Herren saa, at han gik hen for at se, da raabte Gud til ham midt af Tornebusken og sagde: Mose! Mose! og han sagde: Se, her er jeg. 5 Og han sagde: Kom ikke nær her hid, drag dine Sko af dine Fødder; thi det Sted, som du staar paa, det er hellig Jord. 6 Og han sagde: Jeg er din Faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud; og Mose skjulte sit Ansigt, thi han frygtede for at se paa Gud.
7 Og Herren sagde: Jeg har grant set mit Folks Elendighed i Ægypten, og hørt deres Skrig over dem, som trænge dem; thi jeg ved deres Smerter. 8 Og jeg er nedfaren for at redde dem af Ægypternes Haand og for at føre dem op af dette Land, til et godt og vidt Land, til et Land, som flyder med Mælk og Honning, til Kananitens og Hethitens og Amoritens og Feresitens og Hevitens og Jebusitens Sted. 9 Og nu se, Israels Børns Skrig er kommet for mig, og jeg har ogsaa set den Trængsel, 10 hvormed Ægypterne trænge dem. Saa gak nu og jeg vil sende dig til Farao, og udfør mit Folk, Israels Børn, af Ægypten. 11 Og Mose sagde til Gud: Hvo er jeg, at jeg skulde gaa til Farao, og at jeg skulde ud føre Israels Børn af Ægypten? 12 Og han sagde: Sandelig, jeg vil være med dig; og dette skal være dig et Tegn, at jeg har sendt dig: Naar du udfører Folket af Ægypten, da skulle: I tjene Gud paa dette Bjerg.
13 Og Mose sagde til Gud: Se, naar; jeg kommer til Israels Børn og siger til dem: Eders Fædres Gud har sendt mig til eder, og de sige til mig: Hvad er hans Navn hvad skal jeg da sige til dem? 14 Og Gud sagde til Mose: Jeg er den, som jeg er; og han sagde: Saa skal du sige til Israels Børn: "Jeg er" har sendt mig til eder. 15 Og Gud sagde yder mere til Mose: Saa skal du sige til Israels Børn: Herren, eders Fædres Gad, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, sendte mig til eder; dette er mit Navn evindeligen, og dette min Ihukommelse fra Slægt til Slægt. 16 Gak, og du skal samle de ældste af Israel og sige til dem: Herren, eders Fædres Gud, er aabenbaret for mig, Ahrahams, Isaks og Jakobs Gud, og har sagt: Jeg har visselig besøgt eder og set, hvad eder er vederfaret i Ægypten, 17 og jeg har sagt: Jeg vil føre eder op af Ægyptens Elendighed til Kananiters og Hethitens og Amoritens og Feresitens og Hevitens og Jebusitens Land, til et Land, som flyder med Mælk og Honning. 18 Og de skulle høre din Røst, og du skal gaa ind, du og de ældste af Israel, til Kongen af Ægypten og I skulle sige til ham: Herren, Hebræernes Gud, har mødt os, og nu, lad os dog gaa tre Dages Rejse hen i Ørken og ofre til Herren vor Gud. 19 Men jeg ved, at Kongen af Ægypten skal ikke lade eder fare, end ikke ved en stærk Haand. 20 Og jeg skal udstrække min Haand og slaa Ægypten med alle mine underlige Ting, som jeg vil gøre midt i det, og derefter skal han lade eder fare. 21 Og jeg vil give dette Folk Naade hos Ægypterne, og det skal ske, naar I skulle rejse, skulle I ikke rejse tomhændede. 22 Men hver Kvinde skal begære af sin Naboerske og af den, hun er i Huset med, Sølvkar og Guldkar og Klæder, og dem skulle I lægge paa eders Sønner og paa eders Døtre, og skille Ægypterne derved.

4 Kapitel - 2.Mos.4
Og Mose svarede og sagde: Men se, de skulle ikke tro mig og ikke lyde min Røst; men de skulle sige: Herren har ikke aabenbaret sig for dig. 2 Og Herren sagde til ham, hvad er dette, dn har i din Haand og han sagde: En Stav. 3 Og han sagde: Kast den paa Jorden; og han kastede den paa Jorden; saa blev den til en Slange, og Mose flyede for den. 4 Da sagde Herren til Moses Udræk din Haand og tag fat paa dens Hale; saa rakte han sin Haand ud og tog fat paa den, og den blev til en Stav i hans Haand 5 at de skulle tro, at Herren, dere Fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har aabenharet sig for dig. 6 Og Herren sagde ydermere til ham: Stik nu din Haand i din Barm; og han stak sin Haand i sin Barm, og han drog den ud og se, hans Haand var spedalsk som Sne. 7 Og han sagde: Stik igen din Haand i din Barm; og han stak igen sin Haand i sin Barm; og han drog den ud af sin Barm, og se, da var den igen bleven som hans Kød. 8 Og let skal ske, dersom de ikke ville tro dig eller adlyde din Røst ved det første Tegn, da skulle de tro din Røst ved det andet Tegn. 9 Og det skal ske, dersom de end ikke skulle tro disse tvende Tegn og ej lyde din Røst, da skal du tage af Flodens Vand og øse paa det Herre; da skal det Vand, som du tog af Floden vorde, ja da skal det vorde til Blod paa det Herre.
10 Og Mose sagde til Herren: Hør mig, Herre! jeg har ikke hidtildags været en veltalende Mand, ej heller siden du talede til din Tjener; thi jeg har et svart Maal og en svar Tunge. 11 Og Herren sagde til ham: Hvo giver Mennesket Mund eller hvo gør stum eller døv eller seende eller blind mon ikke jeg Herren 12 Saa gak nu; og jeg skal være med din Mund, og lære dig, hvad du skal tale. 13 Og han sagde: Hør mig, Herre! send nu, hvem du vil sende. 14 Da blev Herrens Vrede optændt imod Mose, og han sagde: Kender jeg ikke Aron, din Broder, den Levit, at han kan tale vel: og se, han skal endog gaa ud imod dig, og naar han ser dig, da skal han glæde sig i sit Hjerte; 15 og du skal tale til ham og lægge Ordene i hans Mund; og jeg skal være med din Mund og med hans Mund, og lære eder, hvad I skulle gøre. 16 Og han skal tale for dig til Folket, og det skal ske, at han skal være din Mund, og du skal være ham som en Gud. 17 Og tag denne Stav i din Haand, med hvilken du skal gøre Tegene.
18 Og Mose gik og kom igen til Jetro, sin Svigerfader, og sagde til ham: Kære, lad mig fare, saa vil jeg drage tilbage til mine Brødre, som ere i Ægypten, og se, om de endnu leve; og Jetro sagde til Mose: Gak i Fred. 19 O Herren sagde til Mose i Midian: Gak, vend tilbage til Ægypten; thi alle de Mænd ere døde, som søgte efter dit Liv. 20 Saa tog Mose sin Hustru og sine Sønner og førte dem paa et Asen, og han vendte tilbage til Ægyptens Land, og Mose tog Guds Stav i sin Haand. 21 Og Herren sagde til Mose: Naar du gaar for at vende tilbage til Ægypten, da se til, at du for Faraos Aasyn gør alle disse Tegn, som jeg har givet i din Haand; men jeg vil forhærde hans Hjerte, at han ikke skal lade Folket fare. 22 Og du skal sige til Farao: Saa siger Herren: Israel er min Søn, min førstefødte. 23 Og jeg har sagt til dig: Lad min Søn fare, at han kan tjene mig, Og du har vægret dig for at lade ham fare; se, jeg ihjelslaar din Sen, din førstefødte.
24 Og det skete paa Vejen i Herberget, at Herren kom imod ham Og vilde have slaget ham ihjel. 25 Da tog Zippora en skarp Sten og afkar sin Søns Forhud, og kastede den hen for hans Fødder og sagde: Du er mig en Blodbrudgom. 26 Da lod han ham være; men hun sagde da: En Blodbrudgom - for Omskærelsens Skyld.
27 Og Herren sagde til Aron: Gak imod Mose i Ørken; og han gik og mødte ham vel Guds Bjerg og kyssede ham. 28 Og Mose forkyndte Aron alle Ord af Herren, som havde udsendt ham, og alle de Tegn, som han ilavde befalet ham. 29 Saa gik Mose og Aron hen og samlede alle de ældste af Israels Børn. 30 Og Aron talede alle de Ord, som Herren havde talet med Mose; og han gjorde Tegnene for Folkets Øjne. 31 Og Folket troede, og der de hørte, at Herren havde besøgt Israels, Børn, og at han havde set deres Elendighed, saa bøjede de sig og tilbade.

5 Kapitel - 2.Mos.5
Og derefter kom Mose og Aron ind til Farao og sagde: Saa siger Herren, Israels Gud: Lad mit Folk fare, og de skulle holde mig Højtid i Ørken. 2 Og Farao sagde: Hvo er den Herre, hvis Røst jeg skal adlyde i at lade Israel fare? jeg kender ikke den Herre, jeg vil heller ikke lade Israel fare. 3 Og de sagde: Hebræernes Gud mødte os; lad os dog gaa tre Dages Rejse i Ørken og bringe Herren vor Gud Offer, at han ikke skal ramme os med Pest eller med Sværdet. 4 Da sagde Kongen af Ægypten til dem Mose og Aron, hvorfor ville I afdrage Folket fra deres Gerninger gaar hen til eders Byrder. 5 Og Farao sagde ydermere: Se, Folket er nu mangfoldigt i Landet, og I ville bringe dem Hvile for deres Byrder 6 Og Farao befalede samme Dag Opsynsmændene over Folket og det Fogeder og sagde: 7 I skulle ikke ydermere give Folket Halm til Tegl arbejdet som tilforn; lader dem selv gaa og sanke sig Halm; 8 og paalægger dem alligevel at gøre det samme Tal Stene, som de have gjort hidtildags; eftergiver intet deraf; thi de ere efterladne, derfor skrige de og sige: Vi ville gaa hen, vi ville ofre til vor Gud. 9 Lader Trældommen blive svar over Mændene, saa at de have at gøre dermed og ikke agte paa løgnagtige Ord. 10 Da udgik Folkets Opsynsmænd og dets Fogeder og sagde til Folket: Saa siger Farao: Jeg giver eder ikke Halm. 11 Gaar selv, tager eder Halm, hvor I kunne finde; men der skal intet eftergives i eders Trællearbejde. 12 Saa adspredte Folket sig over alt Ægyptens Land, at sanke Stubber, at bruge som Halm. 13 Og Opsynsmændene dreve paa og sagde: Fuldkommer eders Gerning, Arbejaet Dag for Dag, ligesom da I havde Halm. 14 Og Israels Børns Fogeder, hvilke Faraos Opsynsmænd havde sat over dem, bleve slagne; og der blev sagt til dem: Hvorfor have I ikke fuldkommet eders beskikkede Gerning, at gøre Tegl, som tilforn, saa og i Gaar og i Dag.
15 Da kom Israels Børns Fogeder og raabte til Farao og sagde: Hvi gør du saa med dine Tjenere. 16 Dine Tjenere gives ikke Halm, og de sige til os: Gører Tegl! og se, dine Tjenere faa Hug; dog dit Folk er Skyld deri. 17 Og han sagde: I ere efterladne, ja efterladne, derfor sige I: Vi ville gaa hen, vi ville ofre til Herren. 18 Og nu, gaar, arbejder, og; ingen Halm skal gives eder; men I skulle dog forskaffe Tallet paa Teglene. 19 Da saa Israels Børns Fogeder, at de vare ilde farne, idet der sagdes: I skulle intet formindske i eders Tegl, i Arbejdet Dag for Dag. 20 Da traf de paa Mose og Aron, der stode for at møde dem, da de gik ud fra Farao. 21 Og de sagde til dem: "Herren skal se paa eder og dømme, at I have gjort os stinkende for Farao og for hans Tjenere, saa at I have givet Sværdet i deres Haand til at ihjelslaa os. 22 Og Mose vendte sig til Herren igen og sagde: Herre, hvi gør du ilde imod Folk hvi sendte du mig 23 Thi fra den Tid, da jeg kom til Farao at tale i dit Navn, har han gjort imod dette Folk, og du har ingenlunde friet dit Folk.

6 Kapitel - 2.Mos.6
Og Herren sagde til Mose: Nu skal du se, hvad jeg vil gøre Farao; thi ved en stærk Haand skal han lade dem fare, og ved en stærk Haand skal han uddrive dem af sit Land. 2 Og Gud talede til Mose og sagde til ham: Jeg er Herren, 3 Og jeg har aabenbaret mig for Abraham, Isak og Jakob som en almægtig Gud; men ved mit Navn: Herren! var jeg ikke kendt af dem. 4 Og jeg har ogsaa oprettet min Pagt med dem, at give dem Kanaans Land, deres Udlændigheds Land, i hvilket de have været Udlændinge. 5 Og jeg har ogsaa hørt Sukket fra Israels Børn, hvilke Ægypterne have gjort til Trælle, og jeg har ihukommet min Pagt. 6 Derfor sig til Israels Børn: Jeg er Herren og vil udføre eder fra Ægypternes Byrder og fri eder af deres Trældom; og jeg vil udløse eder med en udrakt Arm og ved store Domme. 7 Og jeg vil tage mig eder til et Folk, og jeg vil være eder en Gud, og I skulle fornemme, at jeg er Herren eders Gud, den som udfører eder fra Ægypternes Byrder. 8 Og jeg vil indføre eder i Landet, om hvilket jeg har opløftet min Haand og svoret at give Abraham, Isak og Jakob det; og jeg Tilgive eder det til Ejendom, jeg er Herren. 9 Og Mose talede saaledes til Israels Børn; men de hørte ikke dette Mose for Sjæleangst og for den haar de Trældom.
10 Da talede Herren til Mose og ilde sagde: 11 Gak ind og tal til Farao, Kongen af Ægypten, at han lader Israels Børn drage ud af sit Land. 12 Og Mose talede for Herrens Ansigt og sagde: Se, Israels Børn høre mig ikke, og hvorledes skulde Farao høre mig? og derhos er jeg uomskaaren paa Læberne. 13 Og Herren talede til Mose og Aron og gav dem Befaling til Israels Børn og til Farao, Kongen af Ægypten, om at udføre Israels Børn af Ægyptens Land.
14 Disse vare øversterne i deres Fædrenehuse: Rubens, Israels førstefødtes, Sønner vare: Hanok og Pallu, Hezron og Karmi; disse vare Rubens Slægter. 15 Og Simeons Sønner vare: Jemuel og Jamin og Ohad og Jakin og Zohar og Saul, den kananæiskes Søn; disse vare Simeons Slægter. 16 Og disse vare Levi Børns Navne efter deres Slægter: Gerson og Kahath og Merari; men Levi blev hundrede og syv og tredive Aar gammel. 17 Og Gersons Børn vare: Libni og Simei efter deres Slægter. 18 Og Kahaths Børn vare: Amram og Jizehar og Hebron og Ussiel; og Kahath blev hundrede og tre og tredive Aar gammel. 19 Og Merari Børn vare Maheli og Musi; disse ere Levi Slægter efter deres Afkom. 20 Og Amram tog sin Faders Søster Jokebed til Hustru, og hun fødte ham Aron og Mose; og Amram blev hundrede og syv og tredive Aar gammel. 21 Og Jizehars Sønner vare: Kora og Nefeg og Sikri. 22 Og Ussiels Sønner vare: Misael og Elzafan og Sithri. 23 Og Aron tog Fliscba, Amminadabs Datter, Nahassons Søster, til Hustru, og hun fødte ham Nadab og Abihu, Eleasar og Ithamar. 24 Og Koras Børn vare: Assir og Elkana og Abiasaf; disse ere de Koraiters Slægter. 25 Men Eleasar, Arons Søn, tog sig en Hustru af Putiels Døtre, og hun fødte ham Pinelias; disse ere Øversterne for Leviternes Fædrenehuse efter deres Slægter. 26 Dette er Aron og Mose, som Herren sagde til: Fører Israels Børn ud af Ægyptens Land, efter deres Hære. 27 Det var dem, som talede til Farao, Kongen af Ægypten, om at udføre Israels Børn af Ægypten, det er Mose og Aron. 28 Og det skete paa den Dag, at Herren talede til Mose i Ægyptens Land. 29 Og Herren talede til Mose sigende: Jeg er Herren, tal til Farao, Kongen af Ægypten, alt hvad jeg taler til dig. 30 Og Mose sagde. for Herrens Ansigt: Se, jeg er uomskaaren paa Læberne, og hvor ledes skulde Farao høre mig?

7 Kapitel - 2.Mos.7
Og Herren sagde til Mose: Se, jeg har sat dig til en Gud for Farao og Aron, din Broder, skal være din Profet. 2 Du skal tale alt det, som jeg vil befale dig; men Aron, din Broder, skal tale til Farao, at han skal lade Israels Børn drage ud af sit Land. 3 Men jeg vil forhærde Faraos Hjerte og mangfoldiggøre mine Tegn og mine underlige Gerninger i Ægyptens Land. 4 Og Farao skal ikke høre eder, og jeg vil lægge min Haand paa Ægypterne og udføre mine Hære, mit Folk, Israels Børn, af Ægyptens Land ved store Domme. 5 Og Ægypterne skulle fornemme, at jeg er Herren, naar eg udrækker min Haand over Ægypten og fører Israels Børn midt ud fra dein. 6 Og Mose og Aron gjorde det; saasom Herren havde befalet dem, saa gjorde de. 7 Og Mose var firsindstyve Aar gammel, og Aron tre og firsindstyve Aar gammel, da de talede til Farao.
8 Og Herren sagde til Mose og til Aron, sigende: 9 Naar Farao taler til eder sigende: Gør er en underlig Gerning, da skal du sige til Aron: Tag din Stav og kast den for Faraos Ansigt: Den skal blive til en Slange. 10 Da kom Mose og Aron til Farao og gjorde saaledes, som Herren havde befalet, og Aron kastede sin Stav for Farao og for hans Tjenere, og den blev til en Slange. 11 Da kaldte ogsaa Farao ad de vise og Troldkarlene, men ogsaa disse, de ægyptiske Koglere, gjorde ligesaa med deres Besværgelser. 12 Og de kastede hver sin Stav, og de bleve Slanger; men Arons Stav opslugte deres Stave. 13 Og Faraos Hjerte forhærdedes, at han hørte døm ikke, ligesom Herren havde sagt.
14 Og Herren sagde til Mose: Faraos Hjerte er haardt, han vægret sig ved at lade Folket fare. 15 Gak til Farao aarle, se, han gaar ud til Vandet, og du skal træde frem mod ham ved Bredden af Floden; og din Stav, som var omvendt til en Slange, skal du tage i din Haand. 16 Og du skal sige til ham: Herren, Hebræernes Gud, har sendt mig til dig og sagt: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig i Ørken, og se, du har ej villet høre hidindtil. 17 Saa siger Herren: Af dette skal du fornemme, at jeg er Herren; se, jeg slaar med Staven, som jeg har i min Haand, paa Vandet, som er i Floden, og det skal olnvendes til Blod. 18 Og Fiskene, som ere i Floden, skulle dø, og Floden skal lugte ilde, saa at Ægypterne skulle væmmes ved at drikke Vand af Floden. 19 Og Herren sagde til Mose: Sig til Aron: Tag din Stav og ræk din Haand ud over Vandet i Ægypten, over deres Strømme, over deres Floder og over deres Søer og over alle deres Vandsamlinger, og de skulle vorde Blod, og der skal være Blod i hele Ægyptens Land, baade i Træ- og i Stenkarrene. 20 Og Mose og Aron gjorde saa, eftersom Herren havde befalet, og han opløftede Staven og slog Vandet, som var i Floden, for Faraos Øjne og for hans Tjeneres Øjne, og alt Vandet, som var i Floden, omvendtes til Blod. 21 Og Fiskene, som vare i Floden døde, og Floden lugtede ilde, saa at Ægypterne ikke kunde drikke Vand af Floden; og der blev Blod i hele Ægyptens Land. 22 Og de ægyptiske Koglere gjorde ligesaa med deres Besværgelser; og Faraos Hjerte forhærdedes, at han hørte dem ikke, som Herren havde sagt. 23 Og Farao vendte sig og gik til sit Hus og lagde end ikke dette paa sit Hjerte. 24 Men alle Ægypterne grove omkring Floden efter Vand at drikke; thi de kunde ikke drikke af Vandet i Floden. 26 Og der forløb syv Dage, efter at Herren havde slaget Floden.

8 Kapitel - 2.Mos.8
Og Herren sagde til Mose: Gak til Farao, og du skal sige til ham: Saa siger Herren: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig. 2 Og dersom du vægrer dig ved at lade dem fare, se, da vil jeg plage hele dit Landemærke med Frøer. 3 Og Floden skal vrimle med Frøer, og de skulle hoppe op og komme i dit Hus og i dit Sengekammer og paa din Seng og i dine Tjeneres Hus og iblandt dit Folk og i dine Ovne og i dine Dejgtruge. 4 Og Frøerne skulle hoppe op paa dig og paa dit Folk og paa alle dine Tjenere. 5 Og Herren sagde til Mose: Sig til Aron: Ræk din Haand ud med din Stav over Strømmene, over Floderne og over Søerne, og lad Frøerne komme op over Ægyptens Land. 6 Og Aron rakte sin Haand ud over Vandene i Ægypten, og der kom Frøer op og skjulte Ægyptens Land. 7 Og Koglerne gjorde ligesaa med deres Besværgelser, og de lode Frøer komme op over Ægyptens Land. 8 Da kaldte Farao ad Mose og Aron og sagde: Beder til Herren, at han borttager Frøerne fra mig og fra mit Folk, saa vil jeg lade Folket fare, og de maa ofre til Herren. 9 Og Mose sagde til Farao: Hav du fremfor mig den Ære at sige, naar jeg skal bede for dig og for dine Tjenere og for dit Folk, at Frøerne skulle fordrives fra dig og fra dine Huse; kun i Floden skulle de blive tilbage. 10 Og han sagde: I Morgen; og han sagde: Efter dit Ord! at du skal fornemme, at der er ikke nogen som Herren vor Gud, 11 saa skulle Frøerne vige fra dig og fra dine Huse og fra dine Tjenere, og fra dit Folk; kun i Floden skulle de blive tilbage. 12 Saa gik Mose og Aron ud fra Farao; og Mose raabte til Herren angaaende de Frøer, som han havde paaført Farao. 13 Og Herren gjorde efter Mose Ord; saa døde Frøerne bort af Husene, af Gaardene og af Agrene. 14 Og de samlede dem sammen, Hob ved Hob, og Landet stinkede. 15 Der Farao saa, at han havde ad faaet Luft, da forhærdede han sit Hjerte, og han hørte dem ikke, som Herren havde sagt.
16 Og Herren sagde til Mose: Sig til Aron: Ræk din Stav ud, og slaa Støvet paa Jorden; det skal blive til Lus i hele Ægyptens Land. 17 Og de gjorde saa; og Aron udstrakte sin Haand med sin Stav og slog Støvet paa Jorden, og der blev Lus paa Mennesker og paa Kvæget; alt Støvet i Landet blev til Lus i hele Ægyptens Land. 18 Og Koglerne gjorde ligesaa med deres Besværgelser for at lade Lus komme frem, men de kunde ikke; og der var Lus paa Menneskene og paa Kvæget. 19 Da sagde Koglerne til Farao: Det er Guds Finger; men Faraos Hjerte - forhærdedes, saa at han ikke hørte dem, som Herren havde sagt.
20 Og Herren sagde til Mose: Staa aarle op om Morgenen, og stil dig for Farao; se, han gaar ud til Vandet, og du skal sige til ham: Saa siger Herren: Lad mit Folk fare, at; de maa tjene mig. 21 Thi dersom du ihke lader mit Folk fare, se, da lader jeg komme alle Haande Utøj paa dig og paa dine Tjenere og paa dit Folk og i dine Huse, at Ægypternes Huse skulle vorde fulde af allehaande Utøj, og tilmed Jorden, hvorpaa de ere. 22 Og paa den samme Dag vil jeg udskille Gosen Land, i hvilket mit Folk er, at der ikke skal være alle Haande Utøj, der, paa det du skal fornemme, at jeg er Herren midt i Landet. 23 Og jeg vil sætte en Frelse til at skille Imellem mit Folk og imellem dit Folk; i Morgen skal det Tegn ske. 24 Og Herren gjorde saa; og der kom - en svær Hob Utøj i Faraos Hus og i hans Tjeneres Hus, og i hele Ægyptens Land blev Landet fordærvet af alle Haande Utøj. 25 Og Farao kaldte ad Mose og ad Aron og sagde: Gaar hen, ofrer til eders Gud i dette Land. 26 Og Mose sagde: Det maa ikke ske, at vi saa gøre; thi vi skulde da ofre Herren vor Gud, Ægypterne til en vederstyggelighed; se, skulle vi ofre, Ægypterne til en Vederstyggelighed for deres Øjne, og de skulde ke stene os 27 Vi skulle gaa tre Dages Rejse i Ørken og ofre ti1 Herren vor Gud, saasom han skal sige os. 28 Da sagde Farao: Jeg vil 1ade eder fare, at I skulle ofre til Herren eders Gud i Ørken, dog saa, at I ikke skulle drage længere bort; beder for mig. 29 Og Mose sagde: Se, naar jeg kommer ud fra dig, da vil jeg bede til Herren, at alle Haande Utøj skal vige fra Farao og fra hans Tjenere og fra hans Folk i Morgen; kun at Farao ikke bedrager mig mere, saa at han ej lader Folket fare at ofre til Herren. 30 Og Mose gik ud fra Farao og had til Herren. 31 Saa gjorde Herren efter Mose Ord og borttog alle Haande Utøj fra Farao, fra hans Tjenere og fra hans Folk; der blev ikke eet igen. 32 Men Farao forhærdede sit Hjerte end denne Gang og lod ikke Folket fare.

9 Kapitel - 2.Mos.9
Og Herren sagde til Mose: Gak til Farao, og du skal sige til ham: Saa siger Herren, Hebræernes Gud: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig. 2 Thi dersom du vægrer dig ved at lade dem fare, og du fremdeles holder paa dem, 3 se, da skal Herrens Haand komme over dit Kvæg, som er paa Marken, over Heste, over Asener, over Kameler, over Øksne og over smaat Kvæg, en saare, svar Pest. 4 Og Herren skal gøre Skilsmisse imellem Israels Kvæg og imellem Ægypternes Kvæg, og der skal i det dø af alt det, Israels Børn have. Og Herren satte en bestemt Tid og sagde: I Morgen skal Herren gøre denne Gerning i Landet. Og Herren gjorde denne Gerning den næste Dag, og alt Ægypternes Kvæg døde; men der døde ikke eet Stykke af Israels Børns Kvæg. 7 Og Farao sendte Bud, og se, end ikke eet Stykke var død af Israels Kvæg; men Faraos Hjerte forhærdedes, og han lod ikke Folket fare.
8 Da sagde Herren til Mose og Aron: Tager eders Næver fulde af Aske fra Ovnen, og Mose skal slaa den ud mod Himmelen for Faraos Øjne. 9 Og den skal vorde til Støv over alt Ægyptens Land, og det skal vorde til Bylder, som skal bryde ud med Blegner, paa Folket og paa Kvæget i alt Ægyptens Land. 10 Saa toge de Aske fra Ovnen og stode for Farao, og Mose slog den ud mod Himmelen; og der blev Bylder, som brød ud med Blegner, paa Folket og paa Kvæget. 11 Og Koglerne kunde ikke bestaa for Mose, formedelst Bylderne; thi der var Bylder paa Koglerne og paa alle Ægyptere. 12 Men Herren forhærdede Faraos Hjerte, saa at han ikke hørte dem, som Herren havde sagt til Mose.
13 Da sagde Herren til Mose: Staa aarle op om Morgenen og stil dig for Farao og sig til ham: Saa siger Herren, Hebræernes Gud: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig. Thi denne Gang vil jeg sende alle mine Plager, saa det gaar dig til Hjerte, baade paa dine Tjenere og paa dit Folk, at du skal fornemme, at der er ingen som jeg paa al Jorden. 15 Thi havde jeg allerede udrakt min Haand og slaget dig og dit Folk med Pest, da havde du været udslettet af Jorden; 16 men sandelig derfor har jeg ladet dig blive staaende, for at lade dig se min Magt, og for at mit Navn skal kundgøres i alle Lande. 17 Ophøjer du dig endnu over mit Folk, saa at du ikke vil lade dem fare. 18 Se, jeg vil i Morgen paa denne Tid lade regne en saare svar Hagel, hvis Lige var aldrig før i Ægypten fra den Dag, det blev grundfæstet om hidindtil. 19 Saa send nu hen, saml dit Kvæg og alt det, du har paa Marken; thi alle Mennesker og alt Kvæg, som findes paa Marken og ikke ere samlede i Hus, og som Hagelen slaar til ned paa, skulle dø. 20 Hvo som da frygtede Herrens Ord blandt Faraos Tjenere, han lod sine Tjenere og sit Kvæg fly til Husene; 21 men hvo som ikke laade Herrens Ord paa sit Hjerte, lod sine Tjenere og sit Kvæg blive paa Marken. 22 Da sagde Herren til Mose: Ræk din Haand op mod Himmelen, og der skal vorde Hagel over hele Ægyptens Land, over Mennesker og over Kvæg og over alle Urter paa Marken i Ægyptens Land. 23 Og Mose rakte sin Stav op mod Himmelen, og Herren lod tordne og hagle, og der for Ild ned paa Jorden; og Herren lod regne Hagel over Ægyptens Land. 24 Og der blev Hagel og Ild, som slyngede sig midt i Hagelen, saare svar, saadan som ikke havde været i hele Ægyptens Land, fra den Tid det havde været et Folks Land. 25 Og Hagelen nedslog i hele Ægyptens Land det, som var paa Marken, baade Mennesker og Kvæg; og alle Urter paa Marken slog Hagelen og knækkede alle Træer paa Marken. 26 Alene i Gosen Land, hvor Israels Børn vare, faldt der ikke Hagel. 27 Da sendte Farao hen og lod kalde ad Mose og Aron og sagde til dem: Jeg har syndet denne Gang; Herren er den retfærdige, men jeg og mit, Folk ere de ugudelige. 28 Beder til Herren, at det maa være nok med den Guds Torden og Hagel, saa vil jeg lade eder fare, at I ikke skulle bie længere. 29 Og Mose sagde til ham: Naar jeg kommer ud af Staden, da vil jeg udbrede mine Hænder til Herren, saa skal Tordenen høre op, og Hagelen skal ikke falde mere, at du skal fornemme, at Jorden hører Herren til. 30 Dog om dig og dine Tjenere ved jeg, at I endnu ikke frygte for den Herre Guds Ansigt. 31 Da blev baade Hør og Byg nedslaget; thi Bygget var skudt i Aks og Hørren i Knevler. 32 Men Hveden og Spelten bleve ikke nedslagne; thi de vare endnu ikke skredne. 33 Og Mose gik fra Farao ud af Staden og udbredte sine Hænder til Herren; saa lod det af at tordne og hagle, og Regnen blev ikke mere udøst paa Jorden. 34 Der Farao saa, at det holdt op at regne og hagle og tordne, da syndede han endda; og han forhærdede sit Hjerte, han og hans Tjenere. 35 Saa blev Faraos Hjerte forhærdet, og han lod ikke Israels Børn fare, som Herren havde sagt ved Mose.

10 Kapitel - 2.Mos.10
Og Herren sagde til Mose: Gak ind til Farao; thi jeg har forhærdet hans Hjerte og hans Tjeneres Hjerte for at gøre disse mine Tegn iblandt dem, 2 og for at du skal forkynde det for dine Børns og dine Børnebørns Øren, hvad jeg har udrettet i Ægypten, og mine Tegn, som jeg har sat iblandt dem; og I skulle fornemme, at jeg er Herren. 3 Saa gik Mose og Aron ind til Farao og sagde til ham: Saa siger Herren, Hebræernes Gud: Hvor længe lærrer du dig ved at ydmyge dig for mit Ansigt: lad mit Folk fare, at de maa tjene mig. 4 Thi dersom du vægrer dig ved at lade mit Folk fare, se, da vil jeg i Morgen lade Græshopper komme i dit Landemærke. 5 Og de skulle skjule Synet af Jorden, at man ikke skal kunne se Jorden, og de skulle opæde det øvrige, som er reddet, og hvad der er blevet eder tilovers fra Hagelen, og de skulle æde hvert Træ, som vokser op hos eder af Marken. 6 Og dine Huse skulle fyldes og alle dine Tjeneres Huse og alle Ægypternes Huse, hvilket hverken dine Fædre eller dine Forfædre have set, fra den Tid de bleve til paa Jorden indtil denne Dag; saa vendte han sig og gik ud fra Farao. 7 Da sagde Faraos Tjenere til ham: Hvor længe skal denne være os til en Snare lad de Mænd fare, at de maa tjene Herren deres Gud; mon du endnu ikke ved, at Ægypten er ødelagt? 8 Og Mose og Aron bleve hentede tilbage til Farao, og han sagde til dem: Gaar, tjener Herren, eders Gud; hvilke ere de, som gaa bort? 9 Og Mose sagde: Vi ville gaa med vore unge og vore gamle, med vore Sønner og vore Døtre, med vore Faar og med vore Øksne ville vi gaa; thi det er os Herrens Højtid. 10 Da sagde han til dem: Saa vist være Herren med eder, som jeg vil lade eder og eders smaa Børn fare, ser der, at I have ondt i Sinde. 11 Ikke saa! I Mænd, farer nu hen og tjener Herren, thi det have I begæret; og man drev dem ud fra Faraos Ansigt. 12 Da sagde Herren til Mose: Ræk din Haand ud over Ægyptens Land efter Græshopper, og' de skulle komme op over Ægyptens Land og æde alle Urter i Landet, ja alt det, som Hagelen lod blive tilovers. 13 Saa rakte Mose sin Stav over Ægyptens Land, og Herren lod komme Østenvejr i Landet den samme hele Dag og hele Nat; det skete om morgenen, at Østenvejret bragte Græshopperne op. 14 Og der kom Græshopper op over hele Ægyptens Land og lode sig ned i hele Ægyptens Landemærke; de vare i svær Mængde; før dem havde der ikke været Græshopper saaledes, og efter dem skulde der ikke blive saaledes; 15 thi de skjulte Synet af hele Jorden, og Jorden blev formørket, og de aade alle Urter i Landet og al Frugt paa Træerne, som Hagelen lod blive tilovers; og der blev intet grønt tilovers paa Træer eller paa Urter i Marken i hele Ægyptens Land. 16 Da skyndte Farao sig at kalde ad Mose og Aron, og han sagde: Jeg har syndet imod Herren eders Gud og imod eder. 17 Og kære, forlad mig nu min Synd aleneste denne Gang, og beder til Herren eders Gud, at han dog vil borttage denne Død fra mig. 18 Og han gik ud fra Farao, og, han bad til Herren. 19 Og Herren vendte Vejret om til en saare stærk Vestenvind, som førte Græshopperne bort og kastede dem i det røde Hav; der blev ikke een Græshoppe tilovers i hele Ægyptens Landemærke. 20 Men Herren forhærdede Faraos Hjerte, og han lod ikke Israels Børn fare.
21 Og Herren sagde til Mose: Ræk din Haand op mod Himmelen, at der bliver Mørke over Ægyptens Land, at markan føle paa Mørket. 22 Og Mose rakte sin Haand op mod Himmelen; da blev der tykt Mørke i hele Ægyptens Land i tre Dage. 23 lkke een saa den anden, og ingen stod op fra sit Sted i tre Dage; men hos alle Israels Børn var det lyst i deres Boliger. 24 Da kaldte Farao ad Mose og sagde: Gaar, tjener Herren, kun skulle I lade eders Faar og Øksne blive; ogsaa eders smaa Børn maa fare med eder. 25 Og Mose sagde: Du skal og medgive os slagtoffere og Brændofere, at vi kunne ofre til Herren, vor Gud. 26 Og endogsaa vort Fæ skal gaa med os, der skal ikke en Klov blive tilbage; thi vi skulle tage deraf til at tjene Herren, vor Gud; thi vi vide ikke, hvormed vi skulle tjene Herren, førend vi komme derhen. 27 Men Herren forhærdede Faraos Hjerte, og han vilde ikke lade dem fare. 28 Og Farao sagde til ham: Gak fra mig, vogt dig, at du ikke mere ser mit Ansigt; thi paa hvilken Dag du ser mit Ansigt, skal du dø. 29 Og Mose sagde: Du talede ret; jeg vil herefter ikke mere se dit Ansigt.

11 Kapitel - 2.Mos.11
Og Herren sagde til Mose: Jeg vil endnu lade een Plage komme over Farao og over Ægypten, siden skal han lade eder fare herfra; naar han lader eder fare alle til Hobe, skal han endog drive eder herfra. 2 Sig nu for Folkets Øren, at de skulle begære, hver Mand af sin Næste og hver Kvinde af sin Næste, Sølvkar og Guldkar. 3 Og Herren gav Folket Naade for Ægypternes Øjne, og Manden Mose var saare mægtig i Ægyptens Land for Faraos Tjeneres Øjne og for Folkets Øjne.
4 Og Mose sagde: Saa siger Herren: Ved Midnat vil jeg gaa ud midt igennem Ægypten. 5 Og alle førstefødte i Ægyptens Land skulle dø, fra den førstefødte for Farao, som sidder paa sin Trone, indtil den førstefødte for Tjenestekvinden, som arbejder ved Kværnen, og alle førstefødte af Kvæg. 6 Og der skal blive et stort Skrig i det hele Ægyptens Land, hvis Lige ikke har været, og hvis Liae ikke skal blive mere. 7 Men hos alle Israels Børn skal ikke en Hund bjæffe med sin Tunge, enten mod Mennesker eller Kvæg, for at I skulle vide, at Herren gør Skilsmisse imellem Ægypterne og imellem Israel. 8 Da skulle alle disse dine Tjenere komme ned til mig og nedbøje sig for mig og sige: Gak ud, du og alt Folket, som er i Følge med dig, og derefter vil jeg gaa ud; og han gik ud fra Farao med fnysende Vrede. 9 Og Herren havde sagt til Mose: Farao skal ikke høre eder, paa det mine Vidundere skulle blive mange i Ægyptens Land. 10 Og Mose og Aron gjorde alle disse Vidundere for Farao; men Herren forhærdede Faraos Hjerte, og han lod ikke Israels Børn fare ud af sit Land.

12 Kapitel - 2.Mos.12
Og Herren talede til Mose og Aron i Ægyptens Land og sagde: Denne Maaned skal være eder Maanedernes Begyndelse, den skal være eder den første iblandt Maanederne i Aaret. 2 Taler til al Israels Menighed og siger: 3 Paa den tiende Dag i denne Maaned, da skulle de tage sig hver et Lam for hvert Fædrene hus, eet Lam for hvert Hus. 4 Og dersom Huset ikke er talrigt nok ti1 et Lam, da skal han og hans Nøo, som er næst ved hans Hus, tage et, efter Antallet paa Personerne; I skulle regne til et Lam, efter hvad enhver kan æde til. 6 Det shal være eder et lydeløst, eet Aar gammelt Vædderlam; I skulle tage det af Faarene eller af Gederne. Og det skal være hos eder i Forvaring til den fjortende Dag i denne Maaned; og de skulle slagte det, hele Israels Menigheds Forsamling, imellem de tvende Aftener. 7 Og de skulle tage af Blodet og stryge paa begge Dørstolperne og paa det øverste Dørtre af Husene, i hvilke de æde det. 8 Og de skulle æde Kødet den samme Nat, stegt ved Ild, og med usyrede Brød til beske Urter skulle de æde det. 9 I skulle ikke æde noget deraf raat eller kogt i Vand, men stegt ved Ild, med dets Vand, men stegt ved Ild, med dets Hoved, med dets Skanker og med dets Indvolde. 10 Og I skulle ikke levne noget deraf til om Morgenen; men det, som levnes deraf til om Morgenen, skulle I opbrænde med Ild. 11 Og saaledes skulle I æde det: Eders Lænder skulle være ombundne, eders Sko paa eders Fødder og eders Kæp i eders Haand; og r skulle æde det med Hast; det er Paaske for Herren. 12 Thi jeg vil gaa igennem Ægyptens Land den samme Nat og slaa alle før stefødte i Ægyptens Land, baade af Mennesker og Kvæg, og jeg vil holde Dom over alle Ægypternes Guder; jeg er Herren. 13 Og Blodet skal være eder til et Tegn paa Husene, i hvilke I ere, og jeg vil se Blodet og gaa eder forbi; og der skal ingen Plage være iblandt edel til Fordærvelse, naar jeg slaar Ægyptens Land.
14 Og denne Dag skal være for eder til en Ihukommelse, og den skulle I højtideligholde som Højtid for Herren; hos eders Efterkommere til en evig Skik skulle I højtideligholde den. 15 I skulle æde usyrede Brød syv Dage, paa den første Dag skulle I holde op at bruge Surdejg i eders Huse; thi hver den, som æder syret Brød fra den første Dag indtil den søende Dag, den Sjæl skal udryddes af Israel. 16 Og Paa den første Dag skal der være for eder en hellig Sammenkaldelse, og paa den syvende Dag en hellig Sammenkaldelse; der skal ikke gøres noget Arbejde paa dem, alene det, som skal ædes af hver Person, det alene maa tilberedes for eder. 17 Og I skulde holde de usyrede Brøds Højtid; thi paa den selvsamme Dag udførte jeg eders Hære af Ægyptens Land; derfor skulle I holde denne Dag hos eders Efterkommere til en evig Skik. 18 I den første Maaned paa den fjortende Dag i Maaneden, om Aftenen skulle I æde usyrede Brød, indtil den een og tyvende Dag i Maaneden om Aftenen.19 Syv Dage skal der ikke findes Surdej og i eders Huse; thi hver den, som æder syret Brød, den Sjæl skal udryddes af Israels Menighed, hvad enten han er fremmed eller en indfødt i Landet. 20 Intet syret skulle I æde, I skulle æde usyrede Brød i alle eders Boliger.
21 Da kaldte Mose ad alle de ældste af Israel og sagde til dem: Henter frem og tager eder smaat Kvæg for eders Slægter og slagter Paaskelammet. 22 Og I skulle tage et Knippe Isop og dyppe i Blodet, som er i Bækkenet, og stryge paa det øverste Dørtræ og paa begge Dørstolperne af Blodet, sorn er i Bækkenet; og ingen af eder skal gaa ud af sit Huses Dør, før om Morgenen. 23 Og Herren skal gaa igennem for at slaa Ægypterne, og han skal se Blodet paa det øverste Dørtræ og paa beage Dørstolperne, og Herren skal gaa Døren forbi og ikke tilstede Fordærveren at komme til eders Huse for at slaa. 24 Derfor skulle I varetage dette til en Skik for dig og for dine Børn evindeligen. 25 Og det skal ske, naar I komme til Landet, som Herren skal give eder, som han har sagt, da skulle I varetage denne Tjeneste. 26 Og det skal ske, naar eders Børn sige til eder: Hvad er dette for en Tjeneste, som I have for? 27 da skulle I sige: Det er Paaskeoffer for Herren, som gik Israels Børns Huse forbi i Ægypten, der han slog Ægypterne og friede vore Huse; saa bøjede Folket sig og tilbad. 28 Og Israels Børn gik hen og gjorde det; efter som Herren havde befalet Mose og Aron, saa gjorde de.
29 Og det skete om Midnatten, da slog Herren alle førstefødte i Ægyptens Land, fra den førstefødte for Farao, som sad paa sin Trone, indtil den førstefødte for den fangne, som var i Fængslets Hus, og alle førstefødte af Kvæget. 30 Da stod Farao op samme Nat og alle hans Tjenere og alle Ægypterne, og der blev et stort Skrig i Ægypten; thi der var ikke eet Hus, at der jo var en død deri. 31 Og han kaldte Mose og Aron om Natten og sagde: Gører eder rede, gaar ud af mit Folks Midte, baade I, saa og Israels Børn, og gaar, tjener Herren, som I have sagt. 32 Tager baade eders Faar og eders Øksne, som I have sagt, og gaar, og I skulle ogsaa velsigne mig. 33 Og Ægypterne trængte lla ar dt paa Folket for astigen at faa dem hel af Landet; thi de sagde: Vi dø illé. 34 Saa tog I! Folket sin Dejg op, for den blev syret, deres Dejgtruge, ind svøbte i deres Kapper, paa deres Skuldre. 35 Og Israels Børn havde gjort efter Mose Ord og begæret af Ægypterne Sølvkar og Guldkar og Klæder. 36 Og Herren havde givet Folket Naade for Ægypternes Øjne, saa at de lode dem faa dem; og de skilte Ægypterne derved. 37 Saa rejste Israels Børn fra Raamses til Sukot, henved seks Hundrede Tusinde Mænd til Fods, foruden smaa Børn. 37 Ja og en stor Hob af alle Haande Folk drog op med dem, og Faar og Øksne, ja saare meget Kvæg. 38 Og de bagte af den Dejg, som de førte f'ra Ægypten, usyrede Kager, thi den var ikke syret; fordi de vare uddrevne af Ægypten og kunde ikke tøve og havde end ikke beredt sig Tæring. 40 Og Israels Børn havde boet udi Ægypten i fire Hundrede Aar og tredive Aar. 41 Og det skete,der fire Hundrede og tredive Aar vare til Ende, ja det skete lige paa den samme Dag, da udgik alle Herrens Hære af Ægyptens Land. 42 De er en Nat, som toges i Agt af Herren for at udføre dem af Ægyptens Land; den samme Nat skal tages i Agt for Herren af alle Israels Børn hos deres Efterkommere.
43 Og Herren sagde til Mose og Aron: Denne er Paaskens Skik: Ingen fremmed skal æde deraf. 44 Men enhver Svend, som hører nogen til, og som er købt for Penge, maa, naar du faar omskaaret ham, æde deraf. 45 Ingen Gæst eller Lejesvend skal æde deraf. 46 Det skal ædes i eet Hus, du skal ikke udbære af Kødet udenfor Huset; og I skulle ikke bryde Ben derpaa. 47 Al Israels Menighed skal gøre det. 48 Og naar nogen fremmed opholder sig hos dig og vil holde Paaske for Herren, da skal alt hans Mandkøn omskæres, og da maa han have Adgang til at holde den og være som en indfødt i Landet; men ingen, som har Forhud, skal æde deraf. 49 Der skal være een Lov for den indfødte og for den fremmede, som opholder sig midt iblandt eder. 50 Og alle Israels Børn gjorde det; som Herren havde befalet Mose og Aron, saa gjorde de. 51 Og det skete lige paa denne Dag, at Herren udførte Israels Børn af Ægyptens Land med deres Hære.

13 Kapitel - 2.Mos.13
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Du skal hellige mig alle førstefødte; det som aabner hver Moders Liv iblandt Israels Børn, iblandt Folk og iblandt Kvæg, det hører mig til. 3 Og Mose sagde til Folket: Kom denne Dab ihu, paa hvilken I ere udgangne af Ægypten, af Trælles Hus; thi med en vældig Haand udførte Herren eder herfra. Og syret Brød skal ikke ædes. 4 Paa denne Dag udgaa, i Abid Maaned. 5 Og det skal ske, naar Herren har indført dig i Kananitens og Hethitens og Amoritens og Hevitens og Jebusitens Land, hvilket han svor dine Fædre at ville give dig, et Land som flyder med Mælk og Honning, da skal du varetage denne Tj eneste i denne Maaned: 6 Syv Dage skal du æde usyrede Brød, og paa den syvende Dag er Højtid for Herren. 7 Usyrede Brød skulle ædes syv Dage, og der skal ikke ses syret Brød hos dig, og ikke ses Surdejg hos dig i hele dit Landemærke. 8 Og du skal forkynde for din Søn paa den samme Dag og sige: Dette sker for det, som Herren gjorde mig, der jeg drog ud af Ægypten. 9 Og det skal være dig til et Tegn paa din Haand og til en Ihukommelse imellem dine Øjne, for at Herrens Lov skal være i din Mund; thi Herren udførte dig af Ægypten med en stærk Haand. l0 Og du skal tage Vare paa denne Skik til dens bestemte Tid, hvert Aar. 11 Og det skal ske, naar Herren har indført dig i Kananitens Land, som han svor dig og dine Fædre, og har givet dig det, 12 da skal du overgive til Herren alt det, som aabner Moders Liv; og alt det førstefødte, der falder af Kvæg, som hører dig til, hvad som er en Han, hører Herren til. 13 Og alt førstefødt af Asener skal du løse med et Lam, men dersom du ikke løser det, da skal du bryde Halsen paa det; men alle førstefødte af Mennesker iblandt dine Sønner skal du løse. 14 Og det skal ske, naar din Søn spørger dig ad herefter, sigende: Hvad er det? da skal du sige til ham: Herren udførte os af Ægypten, af Trælles Hus, med en vældig Haand. 15 Thi det skete, fordi Farao havde forhærdet sig, saa han ikke lod os fare, at Herren ihjelslog alle førstefødte i Ægyptens Land, fra Menneskets førstefødte indtil Kvægets førstefødte; derfor ofrer jeg Herren alt det, som aabner Moders Liv, og som er Han, og jeg skal løse hver førstefødt blandt mine Sønner. 16 Og det skal være til et Tegn paa din Haand og til Span imellem dine Øjne, at Herren udførte os af Ægypten med en vældig Haand.
17 Og det skete, der Farao lod, Folket fare, da førte Gud dem ikke ad Vejen til Filistrene, skønt den var nærmest; thi Gud sagde: Maaske det kunde fortryde Folket, naar de se Striden, og de kunde vende tilbage til Ægypten. 18 Og Gud førte Folket omkring ad Vejen igennem Ørkenen mod det røde Hav; og Israels Børn droge bevæbnede af Ægyptens Land. 19 Og Mose tog Josefs Ben med sig; thi denne havde taget en stærk Ed af Israels Børn og sagt: Gud skal visselig besøge eder, og I skulle føre mine Ben op herfra med eder. 20 Saa rejste de fra Sukot, og de lejrede sig i Etham paa Grænsen af Ørken. 21 Og Herren gik foran dem om Dagen i en Skystøtte for at lede dem paa vejen, om Natten i en Ildstøtte for at lyse for dem, at de kunde vandre Dag og Nat. 22 Han lod ikke Skystøtten vige om Dagen eller Ildstøtten om Natten, den blev for Folkets Aasyn.

14 Kapitel - 2.Mos.14
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Tal til Israels Børn, at de drage om og lejre sig for Pi-Hakiroth, imellem Migdol og Havet, tvært over for Baal-Zefon, ret for den skulle I lejre eder ved Havet. 3 Thi Farao skal sige om Israels Børn: De ere farne vild i Landet, Ørken har lukket for dem. 4 Og jeg vil forhærde Faraos Hjerte, at han skal forfølge dem, og jeg vil forherlige mig paa Farao og paa al hans Hær, og Ægypterne skulle fornemme, at jeg er Herren; og de gjorde saa. 5 Og det blev Kongen af Ægypten tilkendegivet, at Folket flyede; da omvendtes Faraos og hans Tjeneres Hjerte imod Folket, og de sagde: Hvi gjorde vi dette, at vi lode Israel fare, at de ikke skulde tjene os? 6 Saa lod han spænde for sin Vogn og tog sit Folk med sig. 7 Og han tog seks Hundrede udvalgte Vogne og alle Vogne i Ægypten og Høvedsmændene over dem alle. 8 Thi Herren forhærdede Ægyptens Konge Faraos Hjerte, saa at han forfulgte Israels Børn; men Israels Børn vare uddragne ved en høj Haand. Saa forfulgte Ægypterne dem og naaede dem, da de havde lejret sig ved Havet, alle Faraos Vognheste og hans Ryttere og hans Hær, ved Pi-Hakiroth, tvært over for Baal-Zefon.
10 Og Farao nærmede sig; og lsraels Børn opløftede deres Øjne, og se, Ægypterne droge efter dem; da frygtede de saare, og Israels Børn raabte til Herren. 11 Og de sagde til Mose: Mon der ikke var Grave i Ægypten, siden du tog os ud til at dø i Ørken? hvi gjorde du os dette, at du førte os ud af Ægypten 12 Er det ej det Ord, som vi talede til dig i Ægypten, sigende: Lad af fra os, vi ville tjene Ægypterne; thi det er os bedre at tjene Ægypterne end at dø i Ørken. 13 Da sagde Mose til Folket: Frygter ikke, bliver staaende og ser Herrens Frelse, som han skal vise eder i Dag; thi disse Ægyptere, som I se i Dag, dem skulle I ikke i al Evighed se mere herefter. 14 Herren skal stride for eder, og I, I skulle tie.
15 Og Herren sagde til Mose: Hvi vil du raabe til mig? sig til Israels, Børn, at de skulle drage frem; 16 og opløft du din Stav og udræk din Haand over Havet og skil det ad, og Israels Børn skulle gaa midt igennem Havet paa det Herre. 17 Og jeg, se, jeg vil forhærde Ægypternes hjerte, at de skulle forfølge eder; saa vil jeg forherlige mig paa Farao og paa al hans Hær, paa hans vogne og paa hans Ryttere. 18 Og Ægypterne skulle fornemme, at jeg er Herren, naar jeg har forherliget mig Farao, paa hans Vogne og paa Ryttere. 19 Da drog den Guds Engel, som gik foran Israels Hær, af Sted og drog bag dem; og Skytten drog fra deres Ansigt og stod dem. 20 Og den kom imellem Ægypternes Hær og imellem Israels Hær, og den var Sky og Mørke [for hine], men oplyste Natten [for disse]; og den ene kom ikke til den en den ganske Nat. 21 Og Mose udstrakte sin Haand over Havet, og Herren lod Havet fare bort ved et stærkt Østenvejr den ganske Nat og gjorde Havet som det Herre; og Vandene skiltes ad. 22 Og Israels Børn gik midt igennem Havet paa det Herre; og Vandet var dem en Mur paa deres højre og paa deres venstre Side. 23 Og Ægypterne forfulgte dem og droge efter dem, alle Faraos Heste, hans Vogne og hans Ryttere, til midt i Havet. 24 Og det skete, der Morgenvagten kom, da saa Herren i Ildens og Skyens Støtte til Ægypternes Hær og forfærdede Ægypternes Hær. 25 Og han stødte Hjulene af deres vogne og lod dem rykke frem med Besvær; da sagde Ægypterne: Jeg maa fly for Israel; thi Herren strider for dem imod Ægypterne. 26 Da sagde Herren til Mose: Udræk din Haand over Havet, og vandene skulle falde tilbage over Ægypterne, over deres Vogne og over deres Ryttere. 27 Saa rakte Mose sin Haand over Havet, og Havet kom igen mod Morgenen i sit sædvanlige Leje, og Ægypterne flyede imod det; saa styrtede Herren Ægypterne midt i Havet. 28 Og Vandet kom igen og skjulte i hele Faraos Hær Vogne og Ryttere, som vare komne efter dem i Havet; der blev end ikke een tilovers af dem. 29 Men Israels Børn vare gangne paa det Herre midt igennem Havet, og Vandet havde været dem en Mur paa deres højre og paa deres venstre Side. 30 Saa frelste Herren Israel den samme Dag af Ægypternes Haand, og Israel saa Ægypterne ligge døde ved Havets Bred. 31 Og Israel saa den store Magt, som Herren havde bevist paa Ægypterne, og Folket frygtede Herren; og de troede paa Herren og paa Mose, hans Tjener.

15 Kapitel - 2.Mos.15
Da sang Mose og Israels Børn denne Sang for Herren og sagde: Jeg vil synge for Herren; thi han er højt ophøjet; Hesten og den, som red derpaa, har han nedstyrtet i Havet. 2 Herren er min Styrke og Lovsang, og han blev mig til Frelse; denne er min Gud, og jeg vil prise ham, min Faders Gud, og jeg vil ophøje ham. 3 Herren er en Krigsmand, "Herre" er hans Navn. 4 Han kastede Faraos Vogne og hans Hær i Havet, og hans udvalgte Høvedsmænd bleve druknede i det røde Hav. 5 Afgrundene skjulte dem; de sank ned i de dybe Vande som en Sten. Herre! din højre Haand har vist sig at være herlig med Styrke; Herre! du knuser Fjenden med din højre Haand. 6 Og du nedstøder dine Modstandere med din store Højhed; du udsender din Vrede, den fortærer dem som Straa. 7 Og ved din Vredes Vejr ophobedes Vandene, Strømmene stode som en Dynge; 8 Bølgerne stivnede midt i Havet. 9 Fjenden sagde: Jeg vil forfølge, 9 gribe, dele Rovet; min Sjæl skal stille sin Lyst paa dem, jeg vil uddrage mit Sværd, min Haand skal udrydde dem. 10 Du blæste med dit Vejr, Havet skjulte dem; de sank som Bly i de mægtige Vande. 11 Hvo er som du iblandt Guderne, Herre? hvo er som du, herlig bevist i Hellighed, forfærdelig at berømme, underfuld i Gerning! 12 Du udrakte din højre Haand, Jorden opslugte dem. 13 Du har ved din Miskundhed ført dette Folk, som du har genløst; du ledsagede dem med din Kraft til din Helligheds Bolig. 14 Folkene hørte det, de blevede; Angest betog dem, som de i Palæstina. 15 Da forfærdedes Edoms Fyrster, Bæven betog de vældige i Moab, alle Indbyggere i Kanaan bleve mistrøstige. 16 Forfærdelse og Frygt skal falde over dem, ved din Arms Magt skulle de blive tavse som en Sten, indtil dit Folk, Herre! kommer over, til det Folk kommer over, som du har forhvervet. 17 Du skal føre dem ind og plante dem paa din Arvs Bjerg; du har gjort en Bolig, hvori du vil bo, o Herre! en Helligdom, Herre! har dine Hænder beredt. 18 Herren skal regere evindelig og altid. 19 Thi Faraos Heste droge ind med hans Vogne og hans Ryttere i Havet, og Herren lod Havets Vande komme tilbage over dem; men Israels Børn gik paa det Herre midt igennem Havet. 20 Og Maria, den Profetinde, Arons Søster, tog en Pauke i sin Haand; og alle Kvinder gik ud efter hende med Pauker og Dans. 21 Og Maria svarede dem: Synger for Herren, thi han er højt ophøjet; Hesten og den, som red derpaa, har han nedstyrte i Havet.
22 Og Mose lod Israel drage frem fra det røde Hav, og de droge ud til den Ørk Sur, og de vandrede tre Dage i Ørkenen og fandt ikke Vand. 23 Saa kom de til Mara; men de kunde ikke drikke Vandet i Mara, thi det var besk; derfor kaldte han dens Navn Mara. 24 Da knurrede Folket imod Mose og sagde: Hvad skulle vi drikke 25 Saa raabte han til Herren, og Herren viste ham et Træ, og han kastede det i Vandet, og saa blev Vandet sødt. Der satte han dem Lov og Ret, og der forsøgte han dem. 26 Og han sagde: Om du flitteligen hører Herren din Guds Røst, og gør det, som Ret er for hans Øjne, og vender dine Øren til hans Bud og holder alle hans Befalinger, da vil jeg ikke lægge paa dig nogen af de Sygdomme, som jeg lagde paa Ægypterne; thi jeg er Herren, som læger dig. 27 Og de i kom til Elim, og der var tolv Vandkilder og halvfjerdsindstyve Palmetræer; og der lejrede de sig ved Vandet.

16 Kapitel - 2.Mos.16
Og de droge fra Elim, og al Israels Børns Menighed kom til den Ørk Sin, som er imellem Elim og imellem Sinai, paa den femtende Dag i den anden Maaned, efter at de udgik af Ægyptens Land. 2 Og al Israels Børns Menighed knurrede mod Mose og mod Aron i Ørken. 3 Og Israels Børn sagde til dem: Gid vi vare døde ved Herrens Haand i Ægyptens Land, da vi sade ved Kødgryden, da vi aade Brød, til vi vare mætte; thi I have udført os i denne Ørk at lade hele denne Menighed dø af Hunger. 4 Da sagde Herren til Mose: Se, jeg vil lade regne Brød ned fra Himmelen til eder, at Folket maa gaa ud og sanke, hvad der hører til, Dag for Dag, at jeg kan forsøge det, om det vil vandre i min Lov eller ej. 5 Og det ska ske paa den sjette Dag, at de skulle tillave det, som de bære hjem; og det skal være dobbelt saa meget som det, de ellers sanke hver Dag. 6 Og Mose og Aron sagde til alle Israels Børn: I Aften skulle I kende, at Herren har udført eder af Ægyptens Land; 7 og i Morgen skulle I se Herrens Herlighed, efterdi han har hørt eders Herren imod Herren; og hvad ere vi, at I Herre mod os? 8 Og Mose sagde: Det skal ske, naar Herren giver eder Kød at æde i Aften og Brød i Morgen til at mættes; efterdi Herren har hørt eders Knurren, med hvilken I knurre imod ham; og hvad ere vi? Eders Knurren er ikke imod os, men imod Herren. 9 Og Mose sagde til Aron: Sig til al Israels Børns Menighed: Kommer frem for Herrens Ansigt; thi han har hørt eders Herren. 10 Og det skete, der Aron talede til al Israels Børns Menighed, da saa de hen til Ørken; og se, Herrens Herlighed saas i Skyen. 11 Og Herren talede til Mose og sagde: 12 Jeg har hørt Israels Børns Herren; tal til dem og sig: Imellem de to Aftener skulle I æde Kød, og i Morgen skulle I mættes af Brød; og I skulle fornemme, at jeg er Herren eders Gud.
13 Og det skete om Aftenen, at der kom Vagtler og bedækkede Lejren, og om Morgenen laa Duggen trindt omkring Lejren. 14 Og der Duggen, som laa, hævede sig, se, da laa der oven over Ørken noget tyndt, trindt, tyndt som Rimfrost paa Jorden. 15 Der Israels Børn saa det, da sagde de, den ene til den anden: Hvad er det? thi de vidste ikke, hvad det var; da sagde Mose til dem: Det er det Brød, som Herren har givet eder at æde. 16 Dette er det Ord, som Herren har befalet: Sanker deraf, eftersom enhver kan æde; I skulle tage en Omer for hvert Hoved, efter eders Personers Tal, som hver har i sit Telt. 17 Og Israels Børn gjorde saa og sankede, en mere og en anden mindre. 18 Og de maalte det i en Omer, da havde den ikke tilovers, som havde sanket meget, og der fattedes ikke for den, som havde sanket mindre; de havde sanket hver saa meget, som han kunde æde. 19 Og Mose sagde til dem: Ingen skal levne deraf til om Morgenen. 20 Dog adløde de ikke Mose, men somme levnede deraf til om Morgenen, saa voksede der Orme derudi, og det lugtede ilde; saa blev Mose vred paa dem. 21 Og de sankede hver Morgen deraf, hver saa meget, som han kunde æde, men naar Solen skinnede hedt, saa smeltedes det.
22 Og det skete paa den sjette Dag, at de sankede dobbelt Brød, to Omer for een; saa kom alle Fyrsterne af Menigheden og gav Mose det til Kende. 23 Da sagde han til dem: Det er det, som Herren sagde: I Morgen er det Sabbat, Helligheds Hvile for Herren; hvad I ville bage, det bager, og hvad I ville koge, det koger; men alt det, som bliver tilovers, skulle I lade ligge i Forvaring for eder til Morgenen. 24 Og de lode det ligge til Morgenen, Som Mose befalede; og det lugtede ikke ilde, og der var ikke Orm i det. 25 Da sagde Mose: Eder det i Dag; thi det er Sabbat i Dag for Herren; i Dag skulle I ikke finde det paa Marken. 26 Seks Dage skulle I sanke det; men paa den syvende Dag, paa Sabbaten, paa den skal det ikke være at firyde. 27 Og det skete, paa den syvende Dag gik nogle af Folket ud at sanke, men de fandt intet. 28 Da sagde Herren til Mose: Hvor længe vægre I eder ved at holde mine Bud og mine Love 29 Ser, at Herren har givet eder Sabbaten, derfor giver han eder paa den sjette Dag to Dages Brød; bliver hver paa sit Sted, ingen gaa ud fra sit Sted paa den syvende Dag. 30 Og Folket hvilede paa den syvende Dag.
31 Og Israels Hus kaldte dets Navn Man; og det var ligesom Korianderfrø hvidt og smagte som Honningkage. 32 Og Mose sagde: Dette er det Ord, som Herren befalede: Fyld en Omer deraf til at forvares til eders Efterkommere, paa det de maa se det Brød, som jeg bespiste eder med i Ørken, der jeg udførte eder af Ægyptens Land. 33 Og Mose sagde til Aron: Tag en Krukke, og læg en Omer fuld af Man derudi, og sæt det ned for Herren til at forvares til eders Efterkommere. 34 Ligesom Herren befalede Mose, saa satte Aron det ned for Vidnesbyrdet til at forvares. 35 Og Israels Børn aade det Man fyrretyve Aar, til de kom til det Land, som var beboet; de aade Man, indtil de kom til Grænsen af Kanaans Land. 36 Men en Omer er den tiende Part af en Efa.

17 Kapitel - 2.Mos.17
Og al Israels Børns Menighed drog fra den Ørk Sin, paa deres Rejser, efter Herrens Mund, og de lejrede sig i Refidim, og Folket havde intet Vand at drikke. 2 Og Folket kivedes med Mose, og de sagde: Giver os Vand, at vi kunne drikke; og Mose sagde til dem: Hvad ville I kives med mig for hvorfor ville I friste Herren? 3 Og Folket tørstede der efter Vand, og Folket knurrede imod Mose, og de sagde: Hvorfor har du ført os op af Ægypten, at lade mig og mine Børn og mit Kvæg dø af Tørst 4 Da raabte Mose til Herren og sagde: Hvad skal jeg gøre ved dette Folk om et lidet saa stene de mig. 5 Og Herren sagde til Mose: Gak frem for Folket og tag med dig af de ældste af Israel; og tag din Stav, med hvilken du slog Floden, i din Haand, og gaa. 6 Se, jeg vil staa for dig der paa Klippen paa Horeb, og du skal slaa paa Klippen, saa skal der flyde Vand ud af den, at Folket maa drikke; og Mose gjorde saa for Israels ældstes Øjne. 7 Saa kaldte han Stedets Navn Massa og Meriba, for Israels Børns Kiv, og fordi de havde fristet Herren og sagt: Monne Herren være iblandt os eller ej?
8 Og Amalek kom og stred imod Israel i Refidim. 9 Da sagde Mose til Josva: Udvælg os Mænd og drag ud, strid imod Amalek; jeg vil staa øverst paa Højen i Morgen, og Guds Stav skal være i min Haand. 10 Og Josva gjorde, som Mose havde sagt ham om at stride imod Amalek; men Mose, Aron og Hur gik op øverst paa Højen. 11 Og det skete, Mose opløftede sin Haand, da Israel Overhaand; men naar han sin Haand synke, da fik Ama Overhaand. 12 Men Mose Hænder bleve trætte, derfor toge de en Sten og lagde under ham, og han satte sig derpaa; og Aron og Hur holdt hans Hænder oppe, een paa den ene Side og een paa den anden Side; og hans Hænder bleve stadigt holdt lidt oppe, indtil Solen gik ned. 13 Og Josva svækkede Amalek og hans Folk med skarpe Sværd. 14 Og Herren sagde til Mose: Skriv dette til en Ihukommelse i Bogen, og indprent det i Josvas Øren; thi jeg vil visselig udslette Amaleks Ihukommelse under Himmelen. 15 Og Mose byggede et Alter og kaldte dets Navn: Herren er mit Banner. 16 Og han sagde: Der er en udrakt Haand paa Herrens Trone; Herrens Strid skal være imod Amalek fra til Slægt

18 Kapitel - 2.Mos.18
Og Jetro, Præsten i Midian, Mose at Folket Svigerfader, hørte alt det, Gud havde gjort imod Mose og imod sit Folk Israel, at Herren havde udført Israel af Ægypten. Da tog Jetro, Mose Svigerfader, Zippora, Mose Hustru, som han havde sendt tilbage, 3 og hendes to Sønner, - af hvilke den enes Navn var Gersom thi han sagde: Jeg har været fremmed i et fremmed Land; 4 og den andens Navn Elieser; thi han sagde: Min Faders Gud er kommen mig til Hjælp og har friet mig fra Faraos Sværd. 5 Og Jetro, Mose Svigerfader, kom med hans Sønner og hans Hustru til Mose i Ørken, der, hvor han havde lejret sig ved Guds Bjerg. 6 Og han lod sige til Mose: Jeg, Jetro din Svigerfader, kommer til dig, og din Hustru og hendes to Sønner med hende. 7 Da gik Mose ud imod sin Svigerfader og bøjede sig og kyssede ham, og den ene hilsede den anden, og de gik ind i Teltet. 8 Og Mose fortalte sin Svigerfader alt det; Herren havde gjort Farao og Ægypterne for Israels Skyld, tilligemed al den Møje, som var dem vederfaren paa Vejen, og hvorledes Herren havde friet dem. 9 Da blev Jetro glad for alt det gode, Herren havde gjort Israel, som han havde friet af Ægypternes Haand. 10 Og Jetro sagde: Lovet være Herren, som friede eder af Ægypternes Haand og af Faraos Haand, og som friede Folket fra at være under Ægypternes Haand.11 Nu ved jeg, at Herren er stor fremfor alle Guder; thi i den Sag, hvoraf de hovmodede sig, var han over dem. 12 Og Jetro, Mose Svigerfader, tog Brændoffer og Slagtoffer til Gud; saa kom Aron og alle Israels ældste for at faa Mad med Mose Svigerfader for Guds Ansigt.
13 Og det skete den næste Dag at Mose satte sig at dømme Folket, og Folket stod for Mose fra Morgenen indtil Aftenen. 14 Der Mose Svigerfader saa alt det, han havde for med Folket, da sagde han: Hvad er dette for en Sag, som du har for med Folket hvi sidder du for dig alene, og alt Folket staar for dig fra Morgen til Aften? 15 Mose sagde til sin Svigerfader: Fordi Folket kommer til mig for at adspørge Gud. 16 Naar de have nogen Sag, da komme de til mig, at jeg skal dømme imellem en Mand og imellem hans næste; og jeg skal lære dem Guds Skikke og hans Love. 17 Da sagde Mose Svigerfader til ham: Det er ikke godt, hvad du her gør. 18 Du maa jo forsmægte, baade du og dette Folk, som er med dig; thi den Handel er dig for svar, du formaar ikke at udrette det ved dig alene. 19 Nu lyd min Røst, jeg vil give dig Raad, og Gud skal være med dig: Vær du for Folket hos Gud, og du skal føre Sagerne frem for Gud. 20 Og du skal paaminde dem om Skikkene og Lovene og lære dem Vejen, som de skulle vandre paa, og den Gerning, som de skulle gøre. 21 Og du skal udse dig af Folket duelige Mænd, som frygte Gud, sanddrue Mænd, som hade ulovlig Vinding, og sætte disse over dem til Høvedsmænd over tusinde, Høvedsmænd over hundrede, Høvedsmænd over halvtredsindstyve og Høvedsmænd over ti. 22 Og de skulle dømme Folket til enhver Tid, og det skal ske saaledes: Hver stor Sag skulle de føre for dig, og hver liden Sag skulle de selv dømme i, og let saaledes noget af Byrden for dig, og de skulle bære den tilligemed dig. 23 Dersom du vil gøre dette, og Gud befaler dig det, da formaar du at holde ud; ja ogsaa hele dette Folk skal komme med Fred til sit Sted. 24 Og Mose lød sin Svigerfaders Røst og gjorde alt det, som han sagde. 25 Og Mose udvalgte duelige Mænd af al Israel og satte dem til Høvedsmænd over Folket, Høvedsmænd over tusinde, Høvedsmænd over hundrede, Høvedsmænd over halvtredsindstyve og Høvedsmænd over ti. 26 Og de dømte Folket til enhver Tid; hver svar Sag skulde de føre for Mose, og hver liden Sag skulde de selv dømme. 27 Og Mose lod sin Svigerfader fare, og denne gik til sit Land.

19 Kapitel - 2.Mos.19
I den tredje Maaned, efter at Israels Børn vare udgangne af Ægyptens Land, paa den Dag kom de til Sinai Ørk. 2 Thi de droge fra Refidim og kom til Sinai Ørk og lejrede sig i Ørken, og der lejrede Israel sig lige for Bjerget. 3 Og Mose steg op til Gud, og Herren raabte til ham fra Bjerget og sagde: Saa skal du sige til Jakobs Hus og kundgøre Israels Børn: 4 I have set, hvad jeg gjorde ved Ægypterne, og eg bar eder paa Ørnevinger og lod eder komme til mig. 5 Og nu, dersom I kun ville lyde min Røst og holde min Pagt, da skulle I være mig en Ejendom fremfor alle Folk; thi mig hører al Jorden til. 6 Og I skulle blive mig et præsteligt Kongerige og et helligt Folk. Disse ere de Ord, som du skal sige til Israels Børn. 7 Og Mose kom og kaldte ad Folkets ældste og forelagde dem alle disse Ord, som Herren havde budet ham. 8 Da svarede alt Folket til Hobe og sagde: Alt det som Herren har sagt, ville vi gøre; og Mose bragte igen Folkets Ord for Herren.
9 Da sagde Herren til Mose: Se, jeg vil komme til dig i en tyk Sky, paa det Folket maa høre, naar jeg taler med dig, og ligeledes tro paa dig evindelig; og Mose forkyndte Herren Folkets Ord. 10 Og Herren sagde til Mose: Gak til Folket, og du skal hellige dem i Dag og i Morgen, og de skulle to deres Klæder. 11 Og de skulle være rede til den tredje Dag; thi paa den tredje Dag skal Herren nedstige for alt Folkets Øjne paa Sinai Bjerg. 12 Og du skal sætte Gærde for Folket rundt omkring, sigende: Vogter eder, for at gaa op paa Bjerget og at røre ved dets Fod; hver den som rører ved Bjerget, skal visselig dødes. 13 Ingen Haand skal røre ved ham; men han skal visselig stenes eller skydes, hvad enten det er et Dyr eller et Menneske, da skal det ikke leve; naar Basunen lyder langsomt, skulle de stige op paa Bjerget. 14 Og Mose gik ned ad Bjerget til Folket og helligede Folket, og de toede deres Klæder. 15 Og han sagde til Folket: Værer rede til om tre Dage, og holder eder ikke til Kvinder. 16 Og det skete paa den tredje Dag, der det blev Morgen, at der var Torden og Lyn og en tyk Sky paa Bjerget og en saare stærk Basuns Lyd, og det ganske Folk, som var i Lejren, bævede. 17 Og Mose førte Folket ud af Lejren mod Gud, og de bleve staaende neden for Bjerget. 18 Og hele Sinai Bjerg røg for Herrens Ansigt, som for ned over det i Ilden, og der opgik en Røg af det som Røg af en Ovn, og hele Bjerget bævede saare. 18 Og Basunens Lyd tog til og blev meget stærk; Mose talede, og Gud svarede ham lydelig. 20 Der Herren var kommen ned over Sinai Bjerg, over Bjergets Top, da kaldte Herren Mose op paa Bjergets Top, og Mose steg op. 21 Da sagde Herren til Mose: Stig ned for at vidne for Folket, at de ikke skulle bryde frem til Herren for, at se, saa at mange af dem maatte falde. 22 Endog Præsterne, som komme nær til Herren, skulle hellige sig, at Herren ikke skal gøre et Skaar iblandt dem. 23 Og Mose sagde til Herren: Folket kan ikke stige op paa Sinai Bjerg; thi du vidnede for os og sagde: Sæt Gærde om Bjerget og hellige det. 24 Og Herren sagde til ham: Gak bort, stig ned, og du skal siden stige op, du og Aron med dig; men Præsterne og Folket skulle ikke bryde frem for at stige op til Herren, for at han ikke skal gøre et Skaar paa dem. 25 Og Mose steg ned til Folket og sagde det til dem.

20 Kapitel - 2.Mos.20
Og Gud talede alle disse Ord og sagde: 2 Jeg er Herren din Gud, som udførte dig af Ægyptens Land, af Trælles Hus. 3 Du skal ikke have andre Guder for mig. 4 Du skal ikke gøre dig udskaaret Billede eller nogen Lignelse efter det, som er i Himmelen oventil, eller det paa Jorden nedentil, eller det, som er i Vandet under Jorden. 5 Du skal ikke tilbede dem og ikke tjene dem; thi jeg, Herren din Gud, er en nidkær Gud, som hjemsøger Fædres Misgerning paa Børn, paa dem i tredje og paa dem i fjerde Led, paa dem, som hade mig; 6 og den, som gør Miskundhed i tusinde Led mod dem, som elske mig, og mod dem, som holde mine Bud. 7 Du skal ikke tage Herren din Guds Navn forfængelig; thi Herren skal ikke lade den være uskyldig, som tager hans Navn forfængelig. 8 Kom Sabbatens Dag ihu, at du holder den hellig. 9 Seks Dage skal du arbejde og gøre al din Gerning. 10 Men den syvende Dag er Sabbat for Herren din Gud; da skal du ingen Gerning gøre, hverken du eller din Søn eller din Dattel, din Svend eller din Pige eller dit Dyr eller din fremmede, som er inden dine Porte. 11 Thi i seks Dage gjorde Herren Himmelen og Jorden, Havet og alt det, som er i dem, og hvilede paa den syvende Dag; derfor velsignede Herren Sabbatsdagen og helligede den. 12 Ær din Fadel og din Moder, paa det dine Dage kunne forlænges i Landet, som Herren din Gud giver dig. 13 Du skal ikke ihjelslaa. 14 Du skal ikke bedrive Hor. 15 Du skal ikke stjæle. 16 Du skal ikke svare mod din Næste som et falsk Vidne. 17 Du skal ikke begære din Næstes Hus. Du skal ikke begære din Næstes Hustru eller hans Svend eller hans Pige eller hans Okse eller hans Asen eller noget, som hører din Næste til.
18 Og alt Folket saa Tordenen og Blussene og Basunens Lyd og Bjerget ryge; Folket saa det, og de flyede og stode langt borte. 19 Og de sagde til Mose: Tal du med os, og vi ville være lydige; og lad Gud ikke tale med os, at vi ikke dø. 20 Og Mose sagde til Folket: Frygter ikke, thi Gud er kommen for at forsøge eder, og for at hans Frygt skal være over eders Ansigt, at I ikke skulle synde. 21 Og Folket stod langt borte; og Mose gik nær til Mørket, hvor Gud var. 22 Og Herren sagde til Mose: Saa skal du sige til Israels Børn: I have set, at jeg har talet af Himmelen med eder. 23 I skulle ikke gøre noget til at sætte ved Siden af mig; Sølvguder eller Guldguder skulle I ikke gøre eder. 24 Et Alter af Jord skal du gøre mig, og derpaa skal du ofre dine Brændofre og dine Takofre, dine Faar og dine Øksne; paa hvert Sted, hvor jeg lader mit Navn ihukomme, vil jeg komme til dig, og velsigne dig. 25 Og dersom du vil gøre mig et Alter af Sten, da skal du ikke bygge det af huggen Sten; thi lader du dit Huggejern komme derover, da vanhelliger du det. 26 Og du skal ikke gaa op ad Trapper til mit Alter, at din Blusel ikke skal blottes over det.

21 Kapitel - 2.Mos.21
Og disse ere de Love, som du skal forelægge dem. 2 Naar du køber en hebraisk Tjener, da skal han tjene seks Aar, og i det syvende skal han udgaa fri for intet. 3 Dersom han kom enlig, da skal han udgaa enlig; dersom han var en Hustrus Mand, da skal hans Hustru udgaa med ham. 4 Dersom hans Herre har givet ham en Hustru, og hun har født ham Sønner eller Døtre, da skal Kvinden og hendes Børn høre hendes Herre til, og han selv skal udgaa enlig. 5 Men dersom Tjeneren siger saa: Jeg elsker, min Herre, min Hustru og mine Børn, jeg vil ikke gaa ud som fri: 6 Da skal hans Herre føre ham frem for Gud og holde ham op til Dør en eller til Dørstolpen, og hans Herre skal gennemstikke hans Øre med en Syl; saa skal han tjene ham bestandig. 7 Og naar nogen sælger sin Datter til at være en Tjenestepige, da skal hun ikke udgaa, som Tjenere udgaa. 8 Dersom hun er mishagelig for hendes Herres Øjne, som har trolovet sig med hende, da skal han tillade, at hun løses; han skal ikke have Magt til at sælge hende til et fremmed Folk, efterdi han har handlet troløst mod hende. 9 Men dersom han trolover hende med sin Søn, skal han gøre mod hende efter Døtrenes Ret, 10 Dersom han tager ham en anden da skal han ikke formindske hende Livs Ophold, hendes Klædning og Ægteskabspligten mod hende.11 Men dersom han ikke gør disse tre Ting imod hende, da skal hun udgaa fo intet, uden Betaling.
12 Hvo som slaar et Menneske saa at det dør, han skal visselig dødes. 13 Men har han ikke lure efter ham, men Gud har ladet han falde i hans Haand, da vil jeg bestemme dig et Sted, hvor han ska fly hen. 14 Og naar nogen hovmodelig sætter sig op imod sin Næst og slaar ham ihjel med Svig, da skal du tage ham endog fra mit Alter til at dø. 15 Og hvo som slaa sin Fader eller Moder, skal visselig dødes. 16 Og hvo som stjæler et Menneske og sælger det, eller det blive fundet i hans Vold, han skal visselig dødes. 17 Og hvo som bander sin Fader eller sin Moder, skal visselig dødes. 18 Og naar Mænd trætte og den ene slaar den anden med en Sten eller med Næve, og ha ikke dør, men maa ligge til Sengs, 19 og han kommer op igen og gaa om paa Gaden ved sin Stav, da skal den, som slog, være uskyldig dog skal han betale hans Tidsspilde og lade ham fuldkomment læge. 20 Og naar nogen slaar sin Tjener eller sin Tjenestepige med en Kæp, saa at de dø under hans Haand, da skal det visselig hævnes. 21 Dog ersom de blive ved Live een eller Dage, da skal det ikke hævnes; thi det er hans Penge. 22 Og naar Mænd trættes tilsammen og slaa en frugtsommelig Kvinde, og hendes foster fødes, og der ikke sker Ulyke, da skal der gives Bøde, efterom Kvindens Husbonde paalægger ham, og han skal give efter Dommeres Tykke. 23 Men dersom der sker Ulykke, da skal du give Liv for Liv. 24 Øje for Øje, Tand for Tand; Haand for Haand, Fod for Fod, 25 brændt for brændt, Saar for Saar, blaatslaget for blaatslaget. 26 Og naar nogen slaar sin Tjeners Øje eller sin Tjenestepiges Øje og fordærver det, da skal han lade dem være fri for deres Øjes Skyld. 27 Og der om han slaar sin Tjeners Tand eller Tjenestepiges Tand ud, skal han lade em fare fri for deres Tands Skyld.
28 Og om en Okse stanger en Mand eller Kvinde, saa at de dø, da skal Oksen visselig stenes, og dens Kød skal ikke ædes; men Oksens Herre skal være uskyldig. 29 Men dersom den Okse tilforn var vant at stange, og det var vitterliggjort for dens Ejermand, og han ikke passede paa den, og den dræber Mand eller Kvinde, da skal Oksen stenes, og dens Ejermand skal ogsaa dødes. 30 Men dersom der bliver paalagt ham en Bod, da skal han give Løsepenge for sit Liv efter alt det, som paalægges ham. 31 Enten den stanger en Søn, eller den stanger en Datter, da skal ham ske efter denne Vis. 32 Dersom en Okse stanger en Tjener eller Tjenestepige, da skal der gives deres Husbonde tredive Sekel Sølv, og Oksen skal stenes. 33 Og naar nogen aabner en Brønd, eller naar nogen graver en Brønd og dækker den ikke til, og der falder en Okse eller et Asen i den, 34 da skal Brøndens Ejermand betale derfor, han skal give Penge derfor til deres Herre, og det døde Dyr skal han have. 35 Og naar en Mands Okse stanger en anden Mands Okse, saa at den dør, da skulle de sælge den levende Okse og halvdele dens Værd, og den døde skulle de og halvdele. 36 Eller var det vitterligt, at den Okse plejede tilforn at stange, og dens Ejermand ikke vilde passe paa den, da skal han visselig betale Okse for Okse, og den døde skal han have.

22 Kapitel - 2.Mos.22
Naar nogen stjæler en Okse eller et Lam og slagter det eller sælger det, skal han betale fem Okser for Oksen og fire Lam for Lammet. 2 Om nogen Tyv bliver greben, idet han bryder ind, og bliver slagen og dør, skal ingen Bloddom udgaa for hans Skyld. 3 Men er Solen opgangen over ham, da skal Bloddom udgaa for hans Skyld. Tyven skal betale; men har han intet, da skal han sælges for sit Tyveri. 4 Dersom det stjaalne findes i hans Vold, hvad enten det er Okse eller Asen eller Lam, som er levende, skal han betale dobbelt. 5 Naar nogen lader afæde Ager eller Vingaard, idet han slaar sit Kvæg løs, og det afæder en andens Ager, da skal han betale afdet bedste paa sin Ager og af det bedste i sin Vingaard. 6 Om Ild farer ud og griber fat i Torne, og Negene eller det staaende Korn eller Ageren ødelægges, da skal han, som antænde Branden, visselig betale. 7 Om nogen flyr sin Næste Penge eller Tøj at forvare, og det bliver stjaalet af Mandens Hus, skal Tyven, hvis han finaes, betale dobbelt. 8 Men findes Tyven ikke, da skal Hushonden føres frem for Gud at vidne, at han ikke har lagt sin Haand paa sin Næstes Tøj. 9 Hvad angaar al svigagtig Handel, om Okse, Asen, Lam, Klæder, om alt, hvad der er tøt, om hvilket nogen siger, at dette er hans; da skal begges Sag komrne for Gud; hvem Gud siger at være skyldig, han skal betale sin Næste dobbelt. 10 Naar nogen flyr sin Næste Asen eller Okse eller Lam eller andet Kvæg at passe paa, og det dør, eller det kommer til Skade, 11 da skal Ed ved Herren være imellem dem begge, at han ikke har lagt sin Haand paa sin Næstes Gods, og den skal dets Ejermand tage for god, og den anden skal ikke betale. 12 Men bliver det stjaalet fra ham, da skal han betale dets Ejermand det. 13 Men bliver det sønderrevet, da skal han føre det frem til et Vidnesbyrd; han skal ikke betale det, som er sønderrevet. 14 Og naar nogen laaner noget af sin Næste, og det kommer til Skade eller dør, da skal han, hvis Ejermanden ikke er til Stede, betale det. 15 Dersom dets Ejermand er der hos, da skal han ikke betale; dersom det er lejet, da regnes det for Lejen.
16 Og naar nogen lokker en Jomfru, som ikke er trolovet, og ligger hos hende, da skal han visselig give Morgengave for hende og tage sig hende til Hustru. 17 Men om hendes Fader vægrer sig ved at give ham hende, da skal han tilveje Penge efter Morgengave for en Jomfru. 18 Du skal ikke lade en Troldkvinde leve. 19 Hver som ligger hos et Dyr, skal visselig dødes. 20 Hvo som ofrer til Guderne og ikke til Herren alene, skal være forbandet.
21 Og du skal ikke plage en fremmed og ikke undertrykke ham; thi I have været fremmede i Ægyptens Land. 21 skulle ikke plage nogen Enke eller faderløs. 23 Dersom du plager ham, og han raaber til mig, da skal jeg visselig høre hans Raab. 24 Saa optændes min Vrede, og jeg ihjelslaar eder med Sværd, og eders Hustruer skulle blive Enker og eders Børn faderløse. 25 Dersom du laaner mit Folk Penge, nemlig den fattige hos dig, da skal du ikke være ham som en Aagerkarl; I skulle ikke lægge Aager paa ham. 26 Dersom du tager din Næstes Klædebon til Pant, da skal du give ham det igen, førend Solen gaar ned. 27 Thi det er hans eneste Skjul, det er hans Klædebon for hans Krop; deri ligger han; og det skal ske, naar han raaber til mig, da skal jeg høre det, thi jeg er naadig.
28 Du skal ikke bande Gud, og den øverste iblandt dit Folk skal du ikke ønske ondt over. 29 Du skal ikke tøve med at give mig af din Lades Fylde og din Vinperses Væde; du skal give mig den førstefødte af dine Sønner. 30 Saaledes skal du gøre med din Okse og med dit Faar; det skal være syv Dage hos sin Moder, paa den ottende Dag skal du give mig det. 31 Og I skulle være mig aldeles hellige Mennesker og ikke æde Kød, som er sønderrevet paa Marken; for Hunde skulle I kaste det.

23 Kapitel - 2.Mos.23
Du skal ikke antage falsk Rygte; du skal ikke række den ugudelige Haanden til at være et uretfærdigt Vidne. 2 Du skal ikke følge Mængden til det onde, og du skal ikke svare i en Trætte, saa at du bøjer Retten efter Mængden. 3 Og du skal ikke besmykke den ringe i hans Trætte. 4 Naar du møder din Fjendes Okse eller hans Asen, som farer vild, da skal du føre dem til ham igen. 5 Naar du ser din Uvens Asen ligge under sin Byrde, da vogt dig, at du ikke overlader det til ham; du skal løse Byrden af tillige med ham. 6 Du skal ikke bøje Retten for den fattige hos dig i hans Trætte. 7 Du skal holde dig langt fra falsk Sag, og du skal ikke ihjelslaa den uskyldige og retfærdige; thi jeg lader ikke den skyldige have Ret. 8 Og du skal ikke tage Gave; thi Gaven kan forblinde de seende og forvende de retfærdiges Sager. 9 Og du skal ikke fortrykke den fremmede; thi I vide selv, hvorledes den fremmede er til Mode, thi I vare selv fremmede i Ægyptens Land.
10 Og seks Aar skal du besaa dit Land og sanke dets Grøde; 11 men i det syvende skal du lade det ligge og hvile, at de fattige iblandt dit Folk maa æde deraf, og hvad deraf bliver tilovers, maa vilde Dyr paa Marken æde; saa skal du gøre med din Vingaard og med din Oliegaard. 12 Seks Dage skal du gøre din Gerning, men paa den syvende Dag skal du hvile, paa det at din Dag skal du hvile, paa det at din Okse og dit Asen maa hvile, og din Tjenestekvindes Søn og den fremmede maa vederkvæges. 13 Og al det, som jeg har søgt til eder, skulle I holde; og I skulle ikke ihukomme andre Guders Navn, det skal ikke høres af din Mund. 14 Du skal holde mig tre Gange Højtid om Aaret. 15 Du skal holde de usyrede Brøds Højtid; du skal æde usyrede Brød syv Dage, saasom jeg befalede dig, til den bestemte Tid i Abib Maaned, thi i den drog du ud af Ægypten; og for mit Ansigt skal ingen lade sig se tomhændet; 16 og den Højtid naar du høster dit Arbejdes Førstegrøde af det, som du har saaet paa Marken; og Indsamlingens Højtid naar Aaret gaar ud, naar du har samlet dit Arbejdes Frugt af Marken. 17 Tre Gange om Aaret skal alt dit Mandkøn ses for den Herres, Herres Ansigt. 18 Du skal ikke ofre mit Slagtoffers Blod, hvor der er syret Brød, og det fede fra min Højtid skal ikke blive liggende Natten over til om Morgenen. 19 Det første, din Jords Førstegrøde, skal du føre til Herren din Guds Hus; du skal ikke koge et Kid i dets Moders Mælk.
20 Se, jeg sender en Engel for dit Ansigt at bevare dig paa Vejen og føre dig til det Sted, som jeg har beredt. 21 Forvar dig for hans Ansiat og lyd hans Røst, fortørn ham ikke; thi han skal ikke forlade eder eders Overtrædelser, thi mit Navn er i ham. 22 Thi dersom du hører hans Røst og gør alt det, som jeg vil sige, da vil jeg og være dine Fjenders Fjende, og jeg vil trænge dem, som trænge dig. 23 Thi min Engel skal gaa for dit Ansigt, og føre dig til de Amoriter og Hethiter og Feresiter og Kananiter og Heviter og Jebusiter; og jeg vil udslette dem. 24 Du skal ikke tilbede deres Guder og ej tjene dem og ikke gøre, som de gøre; men du skal nedbryde dem og sønderslaa deres Billeder. 25 Men I skulle tjene Herren, eders Gud, og han skal velsigne Brødet og Vandet for dig; og jeg vil borttage Sygdom fra dig. 26 Der skal ingen være, som føder i Utide eller er ufrugtbar i dit Land; jeg vil lade dig fylde dine Dages Tal. 27 Jeg vil sende Forfærdelse for mig for dit Ansigt og forvirre hvert Folk, som du kommer til; og jeg vil lade alle dine Fjender fly for dig. 28 Og jeg vil sende Gedehamse for dit Ansigt, som skulle udjage Heviterne, Kananiterne og Hethiterne for dig. 29 Jeg vil ikke udjage dem fra dit Ansigt paa eet Aar, at Landet ikke skal blive Øde, og vilde Dyr paa Marken ikke skulle formeres mod dig. 30 Jeg vil uddrive dem for dit Ansigt lidt efter lidt, indtil at du bliver mangfoldig og besidder Landet. 31 Og jeg vil sætte dit Landemærke fra det røde Hav indtil Filistrenes Hav og fra Ørken indtil Floden; thi jeg vil give Landets Indbyggere i eders Haand, og du skal uddrive dem fra dit Ansigt. 32 Du skal ikke gøre Pagt med dem eller med deres Guder. 33 Lad dem ikke bo i dit Land, at de ikke skulle komme dig til at synde imod mig; thi du kunde tjene deres Guder, og det vilde blive dig til en snare.

24 Kapitel - 2.Mos.24
Og han sagde til Mose: Stig op til Herren, du og Aron, Nad og Abihu og halvfjerdsindstyve af de ældste i Israel, og I skulle tilbede i Afstand. 2 Men Mose skal gaa frem for sig alene til Herren, og de andre de skulle ikke gaa frem, og Folket skal ikke stige op med ham. 3 Og Mose kom og fortalte Folket alle Herrens Ord og alle Bud; da svarede hele Folket med een Røst og sagde: Vi ville gøre efter alle de Ord, som Herren har sagt. 4 Og Mose skrev alle Herrens Ord og stod tidlig op om Morgenen og rejste et Alter neden ved Bjerget og tolv Støtter efter de tolv Israels Stammer. 5 Og han sendte unge Karle did af Israels Børn, og de Ofrede Brændofre, og de Slagtede Takofre for Herren af Okser. 6 Og Mose tog Halvdelen af Blodet og kom det i Bækkener, og Halvdelen af Blodet stænkede han paa Alteret. 7 Og han tob Pagtens Bog og læste den for Folkets Øren, og de sagde: vi ville gøre alt det, som Herren har sagt, og være lydige. 8 Da tog Mose Blodet og stænkede paa Folket og sagde: Se, det er den Pagts Blod, som Herren har gjort med eder over alle disse Ord. 9 Og Mose og Aron, Nadab og Abihu og halvjerdsindstyve af Israels ældste stege op. 10 Og de saa Israels Gud; og der var under hans Fødder som et Arbejde af Safirsten og som Himmelen selv, naar den er klar. 11 Og han lagde ikke sin Haand paa de Øverste af Israels Børn; og de beskuede Gud, og de aade og drak.
12 Og Herren sagde til Mose: Stig op til mig paa Bjerget og bliv der, saa vil jeg give dig Stentavler og Loven og Budet, som jeg har skrevet, for at lære dem disse. 13 Da stod Mose op og hans Tjener Josva; og Mose gik op paa Guds Bjerg. 14 Og han sagde til de ældste: Bliver her, indtil vi komme tilbage til eder; og se, Aron og Hur ere hos eder, hvo som har Retssager, maa gaa til dem. 15 Og Mose steg op paa Bjerget, og Skyen bedækkede Bjerget. 16 Og Herrens Herlighed boede paa Sinai Bjerg og Skyen bedækkede det i seks Dage, og han kaldte ad Mose paa den syvende Dag midt af Skyen. 17 Og Herrens Herligheds Udseende var som en fortærende Ild, Øverst paa Bjerget, for Israels Børns Øjne. 18 Og Mose kom midt ind i Skyen og steg op paa Bjerget; og Mose var paa Bjerget fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter.

25 Kapitel - 2.Mos.25
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Sig til Israels Børn, at de skulle tage mig en Offergave; af hver Mand, hvem hans Hjerte frivillig driver dertil, skulle I tage en Offergave til mig. 3 Og dette er den Offergave, som I skulle tage af dem: Guld og Sølv og Kobber 4 og blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt Linned og Gedehaar 5 og rødlødede Væderskind og Grævlingeskind og Sithimtræ, 6 Olie til Lysning, Urter til Salveolie og til vellugtende Røgelse, 7 Onyksstene og Stene til at indfatte, til Livkjortlen og ti1 Brystspannet. 8 Og de skulle gøre mig en Helligdom, og jeg vil bo iblandt dem. 9 Efter alle de Ting, som jeg vil vise dig, efter Forbilledet til Tabernaklet og efter Forbilledet til alle dets Redskaber; saaledes skulle I børe det.
10 Og de skulle gøre en Ark af Sithimtræ, halvtredje Alen lang og halvanden Alen bred og halvanden Alen høj. 11 Og den skal du beslaa med purt Guld; inden og uden skal du beslaa den og gøre en Guldkrans oven omkring den. 12 Og du skal støbe fire Guldringe til den og sætte dem i dens fire Hjørner, nemlig to Ringe paa dens ene Side og to Ringe paa dens anden Side. 13 Og du skal gøre Stænger af Sithimtræ og beslaa dem med Guld. 14 Og du skal stikke Stængerne i Ringene paa Siderne af Arken og bære Arken med dem. 15 Stænerne skulle blive i Ringene, som ere paa Arken, de skulle ikke borttages fra den. 16 Og du skal lægge i Arken det Vidnesbyrd, som jeg vil give dig.
17 Og du skal gøre en Naadestol af purt Guld, halvtredje Alen lang og halvanden Alen bred. 18 Og du skal gare to Keruber af Guld; af drevet Arbejde skal du gøre dem, ud fra begge Enderne af Naadestolen. 19 Og gør een Kerub paa den ene Ende og een Kerub paa den anden Ende; i eet med Naadestolen skulle I gøre Keruber paa begge dens Ender. 20 Og Keruber skulle udbrede Vinger ovenover, saa at de dække over Naadestolen med deres Vinger, og den enes Ansigt skal være mod den anden: mod Naadestolen skulle Kerubernes Ansigter være vendte. 21 Og du skal sætte Naadestolen oven paa Arken og læbge det Vidnesbyrd, som jeg vil give dig, i Arken. 22 Og der vil jeg komme til dig og tale rned dig oven f'ra Naadestolen, imellem de to Keruber, som ere paa Vidnesbyrdets Ark, alt det, jeg vil byde dig angaaende Israels Børn.
23 Og du skal gøre et Bord af Sithimtræ, to Alen langt og een Alen bredt og halvanden Alen højt, 24 Og beslaa det med purt Guld og gøre en Guldkrans dertil rundt omkring. 25 Og du skal gøre en Liste paa det af en Haandsbred rundt om og gøre en Guldkrans om dens Liste rundt om. 26 Du skal og gøre fire Guldringe dertil og sætte Ringene i de fire Hjørner, som ere ved de fire Fødder. 27 Tvært over for Listen skulle Ringene være, til at stikke Stængerne udi for at bære Bordet. 28 Og du skal gøre Stængerne af Sithimtræ og beslaa dem med Guld, og Bordet skal bæres med dem. 29 Og du skal gøre dets Fade og dets Skaaler og dets Kander og dets Bægere, af hvilke der skal udgydes Drikoffer; af purt Guld skal du gøre dem. 30 Og du skal stedse lægge Skuebrød for mit Ansigt paa Bordet.
31 Og du skal gøre en Lysestage af purt Guld; af drevet Arbejde skal Lysestagen gøres, dens Fod og dens Stang, dens Bægere, dens Knopper og dens Blomster skulle være ud af eet med den. 32 Og der skal gaa seks Grene udfra dens Sider; tre Grene paa Lysestagen fra dens ene Side og tre Grene paa Lysestagen fra dens anden Side. 33 Der skal være tre Mandelblomstbægere paa een Gren, en Knop og en Blomst, og tre Mandelblomstbægere paa en anden Gren, en Knop og en Blomst; saaledes skal det være paa de seks Grene, som gaa ud fra Lysestagen. 34 Men paa Lysestagen skulle være fire Mandelblomstbægere, dens Knopper og dens Blomster; 35 nemlig en Knop under de to Grene derpaa og en Knop under de to andre Grene derpaa og en knop under de to Øvrige Grene derpaa; for de seks Grene, som gaa ud fra Lysestagen. 36 Deres Knopper og deres Grene skulle være ud af eet med den; det skal altsammen være eet drevet Arbejde af purt Guld. 37 Og du skal gøre dens syv Lamper, og man skal holde dens Lamper tændte og lade dem lyse lige mod dens modsatte Side. 38 Og dens Sakse og dens Tandekar skal du gøre af purt Guld. 39 Man skal gøre den med alle disse Redskaber af eet Centner purt Guld.
40 Og se til og gør det efter Forbilledet dertil, hvilket blev vist dig paa Bjerget.

26 Kapitel - 2.Mos.26
Og du skal gøre Tabernaklet af ti Tæpper, af hvidt tvundet Linned og blaat uldent og Purpur og Skarlagen; Keruber skal du gøre med kunstigt Arbejde paa dem. 2 Hvert Tæppe skal være otte og tyve Alen langt, og hvert Tæppe skal være fire Alen bredt; alle Tæpper skulle være lige store. 3 Der skal fem Tæpper fæstes sammen, eet til det andet; og atter fem Tæpper fæstes sammen, eet til det andet. Og du skal gøre Stropper af blaat uldent paa det første Tæppes Æg, yderst, hvor det skal fæstes sammen; og ligesaa skal du gøre paa det yderste Tæppes Æg, hvor det anden Gang skal fæstes sammen. 5 Du skal gøre halvtredsindstyve Stropper paa det første Tæppe og gøre halvtredsindstyve Stropper yderst paa Tæppet, der anden Gang skal fæstes til, saa at Stropperne kunne hæftes sammen den ene til den anden. 6 Du skal og gøre halvtredsindstyve Guldhager og fæste Tæpperne det ene til det andet med Hagerlze, saa de blive til eet Tabernakel. 7 Du skal og gøre Tæpper af Gedehaar til et Paulun over Tabernaklet; elleve Tæpper skal du gøre. 8 Hvert Tæppe skal være tredive Alen langt, og hvert Tæppe skal være fire Alen bredt; de elleve Tæpper skulle have eet Maal. 9 Og de fem Tæpper skal du fæste sammen for sig, og de seks Tæpper for sig, og det sjette Tæppe skal du lægge dobbelt hen mod Forsiden af Paulunet. 10 Og du skal gøre halvtredsindstyve Stropper i det første Tæppes Æg, yderst, hvor de skulle fæstes sammen, og halvtredsindstyve Stropper paa Æggen af det Tæppe, der anden Gang skal fæstes til. 11 Og du skal gøre halvtredsindstyve kobberhager og spænde Hagerne i Stropperne; og du skal sammenføje Paulunet, saa det bliver til eet. 12 Men det overskydende, som er tilovers af Paulunets Tæpper, det halve Tæppe, som er tilovers, skal du lade hænge ned bag over Tabernaklet. 13 Og den Alen paa den ene Side og den Alen paa den anden Side, som bliver tilovers af Paulunets Tæpper i Længden, skal hænge ned over hver sin Side af Tabernaklet for at bedække det. 14 Du skal og børe et Dække over Paulunet af rødlødede Væderskind og et Dække derover af Grævlingeskind.
15 Og du skal gøre Fjælene til Tabernaklet af Sithimtræ, saa at de kunne staa. 16 Ti Alen lang skal hver Fjæl være, og een Alen og en halv Alen bred skal hver Fjæl være. 17 En Fjæl skal have to Tappe, den ene Tap forbunden med den anden; saaledes skal du gøre paa alle Tabernaklets Fjæle. 18 Og du, skal gøre Fjæle til Tabernaklet; tyve Fjæle til den søndre Side, imod Sønden. 19 Og du skal gøre fyrretyve Sølvfødder under de tyve Fjæle: to Fødder under den ene Fjæl for dens to Tappe, og to Fødder under den anden Fjæl for dens to Tappe. 20 Og til Tabernaklets anden Side mod den nordre Side tyve Fjæle 21 og deres fyrretyve Sølvfødder: to Fødder under den ene Fjæl, og to Fødder under den anden Fjæl. 22 Og til Bagsiden af Tabernaklet, imod Vesten, skal du gøre seks Fjæle. 23 Og du skal gøre to Fjæle til Tabernaklets Hjørner, paa begge Sider. 24 De to skulle være dobbelte nedenfra, og i lige Maade skulle de være dobbelte til det øverste, saa der bliver een Ring; saaledes skal det være med dem begge, de skulle være paa begge Hjørner. 25 Og der skal være otte Fjæle og deres Sølvfødder, seksten Fødder; to Fødder under den ene Fjæl og to Fødder under den anden Fjæl. 26 Og du skal gøre Tværstænger af Sithimtræ: Fem til Fjælene ved den ene Side paa Tabernaklet, 27 og fem Stænger til Fjælene ved den anden Side paa Tabernaklet, og fem Stænger til Fjælene paa Siden af Tabernaklet, bagtil mod Vesten. 28 Og den mellemste Stang skal være midt paa Fjælene og gaa tværs over fra den ene Ende til den anden. 29 Og din skal beslaa Fjælene med Guld og gøre deres Ringe af Guld til at stikke Stængerne udi; og du skal beslaa Stængerne med Guld. 30 Og du skal oprejse Tabernaklet efter den Maade, som blev vist dig paa Bjerget.
31 Og du skal gøre et Forhæng af blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt tvundet Linned; du skal gøre Keruber med kunstigt Arbejde paa det. 32 Og du skal hænge det paa fire Støtter af Sithimtræ, som ere beslagne med Guld, deres Kroge skulle være af Guld, paa fire Fødder af Sølv skulle de staa. 33 Og du skal hænge Forhænget under Hagerne og føre Vidnesbyrdets Ark derhen, indenfor Forhænget, og Forhænget skal skille for eder imellem det hellige og imellem det allerhelligste. 34 Og du skal sætte Naadestolen paa Vidnesbyrdets Ark i det allerhelligste. 35 Men du skal sætte Bordet uden for Forhænget, og Lysestagen tværs over for Bordet, paa den Side i Tabernaklet mod Sønden; men Bordet skal du sætte paa den nordre Side. 36 Og du skal gøre et Dække for Paulunets Dør af blaat uldent og Purpur, Skarlagen og hvidt tvundet Linned, stukket Arbejde. 37 Og du skal gøre fem Støtter af Sithimtræ til Dækket og beslaa dem med Guld, deres Kroge skulle være af Guld; og du skal støbe fem Kobberfødder til dem støbe fem Kobberfødder til dem.

27 Kapitel - 2.Mos.27
Og du skal gøre Alteret af Sihimtræ, fem Alen langt og fem Alen bredt, firkantet skal Alteret være og tre Alen højt. 2 Du skal og gøre dets Horn paa dets fire Hjørner, dets Horn skulle være ud af eet med det. Og du skal beslaa det med Kobber. 3 Og du skal gøre dets Gryder til at tage Aske med og dets Ildskuffer og dets Skaaler og dets Madkroge og dets Ildkar: Alle Redskaber dertil skal du gøre af Kobber. 4 Du skal gøre et Gitter dertil, gjort som et Net, af Kobber; og du skal gøre paa Nettet fire Kobberringe i dets fire Hjørner. 5 Og du skal sætte det neden for Alterets Afsæt, og Nettet skal naa indtil midt paa Alteret. 6 Du skal og gøre Stænger til Alteret, Stænger af Sithimtræ, og du skal beslaa dem med Kobber. 7 Og dets Stænger skulle stikkes i Ringene, og Stængerne skulle være paa begge Alterets Sider til at bære det med, 8 Du skal gøre det af Fjæle, hult; ligesom han lod dig se paa Bjerge skulle de gøre det.
9 Du skal og gøre en Forgaard til Tabernaklet: Ved den søndre Side mod Syd skal være Omhæng til Forgaarden af hvidt tvundet Linned hundrede Alen lange til den ene Side; 10 og tyve Støtter til dem, med deres tyve Kobberfødder; og Støtternes Kroge og deres Tværstænger af Sølv. 11 Og ligesaa mod den nordre Side skulle være Omhæng i Længden hundrede Alen lange og tyve Støtter til dem med deres tyve Kobberfødder; og Støtternes Kroge og deres Tværstænger af Sølv. 12 Og Forgaardens Bredde mod den vestre Side skal have Omhæng halvtredsindstyve Alen; ti Støtter dertil og deres ti Fødder. 13 Og mod den østre Side mod Østen skal Forgaardens Bredde være halvtredsindstyve Alen. 14 Og Omhængene skulle være femten Alen paa den ene Side, med deres tre Støtter og deres tre Fødder. 15 Og Omhængene skulle være femten Alen paa den anden Side, med deres tre Støtter og deres tre Fødder. 16 Men for Forgaardens Port skal være et Dække, tyve Alen langt, af blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt tvundet Linned, af stukket Arbejde, med deres fire Støtter og deres fire Fødder. 17 Alle Støtterne i Forgaarden rundt omkring skulle være forbundne med Stænger af Sølv; deres Kroge skulle være af Sølv og deres Fødder af Kobber. 18 Forgaardens Længde skal være hundrede Alen og Bredden halvtredsindstyve Alen alle Vegne, og Højden fem Alen, af hvidt tvundet Linned, og Fødderne dertil skulle være af Kobber. 19 Alle Tabernaklets Redskaber til alt Arbejdet der med og alle Søm dertil og alle Forgaardens Søm skulle være af Kobber. 20 Og du skal byde Israels Børn at de skaffe dig af den rene stødte Olivenolie, til Lysningen, til at holde pen altid tændt. 21 I Forsamlings Paulun, uden for Forhænget, hænger foran Vidnesbyrdet, alle Aron og hans Sønner holde den i Stand fra Aftenen og til Morgenen for Herrens Ansigt; det skal være en evig Ydelse af Isaels Børn for deres Efterkommere.

28 Kapitel - 2.Mos.28
Og du skal lade din Broder Aron komme frem til dig og hans Sønner med ham, midt ud af Israels Børn, til at gøre Præstetjeneste for mig, Aron og Arons Sønner, Nadab og Abihu, Eleasar og Ithamar. 2 Og du skal gøre Aron, din Broder, hellige Klæder, til Ære og Prydelse. 3 Og du skal tale med alle, som ere vise i Hjertet, hvilke jeg har opfyldt med Visdoms Aand; og de skulle gøre Aron Klæder til at hellige ham, til at han maa gøre Præstetjeneste for mig. 4 Og disse ere de Klæder, som de skulle gøre: Et Brystspan og en Livkjortel og en Overkjortel og en knyttet Kjortel, en Hue og et Bælte; og de skulle gøre Aron din Broder og hans Sønner hellige Klæder, til at de maa gøre Præstetjeneste for mig.
5 Og de skulle tage Guldet og det blaa uldne og Purpuret og Skarlagenet og det hvide Linned. 6 Og de skulle gøre Livkjortlen af Guld, blaat uldent og Purpur, Skarlagen og hvidt tvundet Linned, med kunstig Gerning. 7 To Skulderstykker, som kunne sammenføjes, skal den have ved begge dens Ender, og den skal sammenføjes. 8 Og Bæltet om, den, som omslutter den, skal være af samme Arbejde, ud af eet Stykke dermed, af Guld, blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt tvundet Linned. 9 Og du skal tage to Onyksstene og gave paa dem Israels Børns Navne: 10 Seks af deres Navne paa den ene Sten, og de øvrige seks Navne paa den anden Sten, efter deres Fødsel. 11 Med Stenskærerarbejde, saaledes som man udgraver et Signet, skal du lade udgrave begge Stenene efter Israels Børns Navne; du skal lade dem indfatte rundt omkring med Guldfletninger. 12 Og du skal sætte begge Stene paa Ligkjortlens Skulderstykker, de skulle være Stene til en Ihukommelse for Israels Børn; og Aron skal bære deres Navne for Herrens Aasyn paa begge sine Skuldre til en Ihukommelse. 13 Du skal og gøre Guldfletninger 14 og to Kæder af purt Guld, fastslyngede skal du gøre dem, af snoet Arbejde; og du skal fæste de snoede Kæder paa Fletningerne.
15 Og du skal gøre Rettens Brystspan med kunstigt Arbejde, med samme Arbejde som Livkjortlen skal du gøre det; af Guld, blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt tvundet Linned skal du gøre det. 16 Det skal være firkantet, dobbelt, et Spand langt og et Spand bredt. 17 Og du skal indfatte en Besætning af Stene derpaa, fire Rader Stene; een Rad: En Karneol, en Topas og en Smaragd, som den første Rad; 18 og den anden Rad: En Karfunkel, en Safir og en Demant; 19 og den tredje Rad: En Hyacint, en Agat og en Ametyst; 20 og den fjerde Rad: En Krysolit og en Onyks og en Jaspis; de skulle have Fletninger af Guld om deres Indfatninger. 21 Og Stenene skulle være efter Israels Børns Navne, tolv efter deres Navne; som man udgraver et Signet, skulle de være, hver med sit Navn, efter de tolv Stammer. 22 Og du skal gøre fastslyngede Kæder til Brystspannet, snoet Arbejde, af purt Guld. 23 du skal gøre to Guldringe paa Brystspannet og sætte de to Ringe paa de tvende Ender af Brystspannet. 24 Og du skal sætte de to snoede Guldkæder i de to Ringe ved Enderne af Brystspannet. 25 Men de to Ender af de to snoede Kæder skal du sætte paa de to Fletninger og sætte dem paa Skulderstykkerne af Livkjortlen, paa Forsiden deraf. 26 Og du skal gøre to Guldringe og sætte dem paa de to andre Ender af Brystspannet, paa den Æg deraf, som vender indad mod Livkjortlen. 27 Og du skal gøre to Guldringe og sætte dem paa de to Skulderstykker af Livkjortlen, forneden paa Forsiden deraf, der hvor den fæstes sammen oven for Livkjortlens Bælte. 28 Og de skulle ombinde Brystspannet ved dets Ringe, til Ringene paa Livkjortlen, med en blaa ulden Snor, at det skal være over Livkjortlens Bælte; og Brystspannet skal ikke skilles fra Livkjortlen. 29 Og Aron skal bære Israels Børns Navne i Rettens Brystspan paa sit Hjerte, naar han kommer i Helligdommen, til en Ihukommelse for Herrens Ansigt altid. 30 Du skal og lægge i Rettens Brystspan Urim og Tummim, og de skulle være paa Arons Hjerte, naar han gaar ind for Herren, og Aron skal bære Israels Børns Ret paa sit Hjerte for Herrens Ansigt altid.
31 Du skal og gøre en Overkjortel til Livkjortlen helt igennem af blaat uldent. 32 Og der skal være et Hul oven i den, midt derpaa; der skal være en Bort om Hullet paa den rundt omkring, vævet Arbejde, Hullet paa den skal være som paa et Panser, at den ikke skal rives ud. 33 Og du skal gøre paa dens Sømme forneden Granatæbler af blaat uldent og Purpur og Skarlagen, trindt omkring paa dens Sømme forneden, og Guldbjælder midt imellem dem trindt omkring. 34 En Guldbjælde og et Granatæble, og atter en Guldbjælde og et Granatæble paa Overkjortlens Sømme forneden trindt omkring. 35 Og Aron skal have den paa, naar han gør Tjeneste, at Lyden deraf kan høres, naar han gaar ind i Helligdommen for Herrens Aasyn, og naar han gaar ud, at han ikke skal dø.
36 Du skal og gøre en Plade af purt Guld og udbrave derpaa, som man udgraver et Signet: Helliget Herren. 37 Og du skal fæste den ved en blaa ulden Snor, og den skal være paa Huen; for paa Huen skal den være. 38 Og den skal være over Arons Pande, og Aron skal bære Synden, som er ved de hellige Ting, som Israels Børn hellige, i alle deres helliede Gaver; og den skal være over hans Pande altid, at de maa finde Velbehag for Herrens Ansigt 39 Du skal og knytte en Underkjortel af hvidt Linned og gøre en Hue af hvidt Linned, og du skal gøre et Bælte med stukket Arbejde.
40 Du skal og gøre Arons Sønner Kjortler og gøre dem Bælter, og du skal gøre dem høje Huer til ære og til Prydelse. 41 Og du skal iføre Aron din Broder dem og hans Sønner med ham og du skal salve dem og fylde deres Hænder og hellige dem, og de skulle gøre Præstetjeneste for mig. 42 Og du skal gøre dem linnede Underklæder til at skjule deres Blusel, fra Lænderne indtil Laarene skulle de naa. 43 Og dem skal Aron og hans Sønner have paa, naar de gaa ind i Forsamlingens Paulun, eller de gaa nær til Alteret for at tjene i Helligdommen, at de ikke skulle paadrage sig Skyld og dø. Dette skal være en evig Skik for ham og hans Sæd efter ham.

29 Kapitel - 2.Mos.29
Og dette er den Gerning, som du skal gøre ved dem for at hellige dem til at gøre Præstet eneste for mig: Tag een Tyrekalv og 2 to Vædere, som ere uden Lyde, og usyrede Brød og usyrede Kager, æltede med Olie, og usyrede tynde Kager, smurte med Olie; dem skal du lave af Hvedemel. 3 Og du skal lægge dem i een Kurv og bringe dem frem i Kurven, tillige Tyren og de to Vædere.
4 Saa skal du føre Aron og hans Sønner frem til Forsamlingens Pauluns Dør og to dem i Vand. 5 Og du skal tage Klæderne og iføre Aron Underkjortlen og Overkjortlen, som hører til Livkjortlen, og Livkjortlen og Brystspannet, og du skal binde Livkjortlens Bælte om ham. 6 Og du skal sætte Huen paa hans Hoved og sætte det hellige Hovedsmykke paa Huen. 7 Saa skal du tage Salveolien og Lidgyde paa hans Hoved og salve ham. 8 Og du skal føre hans Sønner frem,og iføre dem Kjortlerne. 9 Og du skal binde Bæltet om dem, om Aron og hans Sønner, og binde høje Huer paa dem, at de skulle have Præstedømme til en evig Skik; og du skal fylde Arons Haand og hans Sønners Haand.
10 Og du skal lade Tyren føre nær til for Forsamlingens Paulun, og Aron og hans Sønner skulle lægge deres Hænder paa Tyrens Hoved. 11 Og du skal slagte Tyren for Herrens Ansigt ved Forsamlingens Pauluns Dør. 12 Og du skal tage af Tyrens Blod og komme det paa Alterets Horn med din Finger; og alt det øvrige Blod skal du udøse ved, Alterets Fod. 13 Saa skal du tage alt Fedtet, som skjuler Indvoldene, og Hinden over Leveren og begge Nyrerne med Fedtet, som er paa dem, og gøre Røgoffer deraf paa Alteret. 14 Men Kødet af Tyren og dens Hud og dens Møg skal du opbrænde med Ild uden for Lejren; det er Syndoffer.
15 Og du skal tage den ene Væder, og Aron og hans Sønner skulle lægge deres Hænder paa Væderens Hoved. 16 Og du skal slagte Væderen og tage dens Blod og stænke paa Alteret trindt omkring. 17 Men Væderen skal du hugge i sine Stykker; saa skal du to dens Indvolde og dens Skanker og lægge dem oven paa dens Stykker og paa dens Hoved. 18 Og du skal gøre et Røgoffer af den hele Væder paa Alteret; det er et Brændoffer for Herren, det er en behagelig Lugt, et Ildoffer for Herren. 19 Og du skal tage den anden Væder, og Aron og hans Sønner skulle lægge deres Hænder paa Væderens Hoved. 20 Og du skal slagte Væderen og tage af dens Blod og komme det paa Arons Ørelæp og paa hans Sønners højre Ørelæp paa deres højre Tommelfinger og paa deres høre Tommeltaa, og du skal stænke Blodet paa Alteret trindt omkring. 21 Og du skal tage af Blodet, som er paa Alteret, og af Salveolien og stænke paa Aron og paa hans Klæder og paa hans Sønner og paa hans Sønners Klæder med ham, saa bliver han helliget og hans Klæder og hans Sønner og hans Sønners Klæder med ham. 22 Siden skal du tage Fedtet af Væderen og Stjerten og Fedtet, som skjuler Indvoldene, og Hinden over Leveren og begge Nyrerne og Fedtet, som er paa dem, og den højre Bov; thi det er Fyldelsens Væder; 23 og eet Stykke Brød og een Oliebrødkage og een tynd Kage at de usyrede Brøds Kurv, som ere for Herrens Ansigt. 24 Og du skal lægge alt dette paa Arons Hænder og paa hans Sønners Hænder og røre det med en Rørelse for Herrens Ansigt. 25 Og du skal tage det af deres Hænder og gøre et Røgoffer deraf paa Alteret over Brændofferet, til en behagelig Lugt for Herrens Ansigt; det er et Ildoffer for Herren.
26 Og du skal tage Brystet af Arons Fyldelsens Væder og røre det med en Rørelse for Herrens Ansigt; og det skal være din Del. 27 Og du skal hellige Rørelsens Bryst og Gavens Bov - som er rørt og som er tagen fra - af Fyldelsens Væder, af den, som er for Aron, og af den, som er for hans Sønner. 28 Og det skal være Arons og hans Sønners til en evig Rettighed af Israels Børn; thi det er en Gave; og det skal være en Gave fra Israels Børn af deres Takofre, deres Gave hører Herren til. 29 Og de hellige Klæder, som Aron har, dem skulle hans Sønner have efter ham, i disse skal man salve dem og fylde deres Hænder i og dem. 30 Syv Dage skal den af hans Sønner, som bliver Præst i hans Sted, iføre sig dem, den, som skal gaa ind i Forsamlingens Paulun ene i Helligdommen. 31 Og du skal tage Fyldelsens Væder og koge dens Kød paa et helligt Sted. 32 Og Aron og hans Sønner skulle æde Væderens Kød og Brødet, som er i Kurven, for Forsamlingens Panluns Dør. 33 Og de skulle æde disse Ting, ved hvilke Forligelsen er sket, for at fylde deres Hænder, for at hel lige dem; og en uvedkommende skal ikke æde dem, fordi de ere helligo 34 Men dersom der levnes af samme Fyldelsens Offerkød og af Brødet om Morgenen, da skal du opbrædne det, som er levnet, med Ild; 35 skal ikke ædes, thi det er helligt. 36 Og du skal gøre saaledes ved Aron og ved hans Sønner, efter alt det, som jeg har befalet dig: Du skal fylde deres Hænder i syv Dage. 36 Og du skal hver Dag bringe en Tyr til Syndoffer, til Forligelse, og gøre Syndoffer for Alteret, naar du gør Forligelse for dette; og du skal; salve det for at hellige det. 37 Syv, Dage skal du gøre Forligelsen for Alteret og hellige det; og Alteret skal være en højhellig Ting, hver den, som rører ved Alteret, skal være hellig.
38 Og dette er det, som du skal ringe paa Alteret: Hver Dag to aargamle, bestandig. 39 Det ene Lam skal du bringe om Morgenen, det andet Lam skal du bringe ellem de tvende Aftener. 40 Og en Tiendepart Mel, blandet med en fjerdepart af en Hin stødt Olie, og Fjerdepart af en Hin Vin, til Drikoffer, til det ene Lam. 41 Og du ska1 bringe det andet Lam imellem tvende Aftener; som Madofferet Morgenen og som dets Drikoffer du bringer det til en behagelig Lugt; det er et Ildoffer for Herren. 42 Dette er det bestandige Brænder hos eders Efterkommere ved Forsamlingens Pauluns Dør for Herrens Ansigt, der hvor jeg vil komme til eder for at tale med dig. 43 der vil jeg komme til Israels Børn, og de skulle helliges ved min Herlighed. 44 Og jeg vil hellige Forsamlingens Paulun og Alteret; og jeg vil hellige Aron og hans Sønner til at gøre Præstetjeneste for mig. 45 Jeg vil bo midt iblandt Israels Børn, og jeg vil være dem en Gud. 46 de skulle fornemme, at jeg er Herren deres Gud, som udførte dem af Ægyptens Land for at bo midt iblandt dem; jeg er Herren deres Gud.

30 Kapitel - 2.Mos.30
Og du skal gøre et Røgelsealter til Røgelse, af Sithimtræ skal du gøre det; 2 een Alen langt og een Alen bredt, det skal være firkantet og to Alen højt; dets Horn skulle være ud af eet med det. 3 Og du skal beslaa det med purt Guld, dets Overdel og dets Sider rundt omkring og dets Horn; du skal og gøre en Guldkrans til det trindt omkring. 4 Og to Guldringe skal du gøre til det, under dets Krans, paa begge Sidestykkerne deraf, du skal gøre dem paa begge Sider der paa; og man skal stikke Stænger deri for at bære det med dem. 5 Du skal og gøre Stængerne af Sithimtræ og beslaa dem med Guld. 6 Og det skal du sætte foran Forhænget, som er forVidnesbyrdets Ark, foran Naadestolen, som er oven over Vidnesbyrdet, hvor jeg vil komme til dig. 7 Og paa det skal Aron lade røge med Røgelse af kostelige Urter; hver Morgen, naar han tillaver Lamperne, skal han lade røge med den. 8 Og naar Aron tænder Lamperne imellem de tvende Aftener, skal han lade røge med den; det skal være en bestandig Røgelse for Herrens Ansigt hos eders Efterkommere. 9 I skulle ingen fremmed Røgelse antænde derpaa eller Brændoffer eller Madoffer; og Drikoffer skulle I ikke udgyde derpaa. 10 Og Aron skal gøre en Forligelse for dets Horn, een Gang om Aaret; med Forligelsens Syndoffers Blod skal han gøre Forligelse een Gang om Aaret for det, hos eders Efterkommere; det er en højhellig Ting for Herren. 11 Og Herren talede til Mose og sagde: 12 Naar du optager Hovedsummen paa Israels Børn ved deres Tælling, da skal hver give Herren Løsepenge for sin Sjæl, naar man tæller dem, at ingen Plage skal komme paa dem, naar man tæller dem. 13 Dette skulle de give, hver som gaar over til de talte: En halv; Sekel, efter Helligdommens Sekel; en Sekel gælder tyve Gera, en halv Sekel skal være en Offergave for Herren. 14 Hver som gaar over til de talte, fra tyve Aar gammel og derover, skal give Herren en Offergrave. 15 Den rige skal ikke give mere og den fattige ikke give mindre end en halv Sekel, for at give Herren en Offergave, til at gøre Forligelse I for eders Sjæle. 16 Og du skal tage Forligelsens Penge af Israels Børn, og give dem til Forsamlingens Pauluns Tjeneste; og det skal være Israels Børn til en Ihukommelse for Herrens Ansigt, til at g re Forligelse for eders Sjæle.
17 Og Herren talede til Mose og sagde: 18 Du skal og gøre en Kedel af Kobber og dens Fod af Kobber, at man kan to sig; og du skal sætte den imellem Forsamlingens Paulun og imellem Alteret og komme Vand derudi. 19 Og Aron og hans Sønner skulle to deres Hænder og deres Fødder deraf. 20 Naar de gaa ind i Forsamlingens Paulun, skulle de to sig med Vand, at de ikke skulle dø; eller naar de nærme sig til Alteret for at tjene og at antænde Ildoffer for Herren. 21 Og de skulle to deres Hænder og deres Fødder, at de ikke skulle dø; og det skal være dem en evig Skik, ham og hans Sæd, hos deres Efterkommere.
22 Og Herren talede til Mose og sagde: 23 Tag du dig ogsaa de bedste Urter, af den ædleste Myrra fem Hundrede Sekel, og halvt saa meget vellugtende Kanelbark, to Hundrede og halvtredsindstyve Sekel, og vellugtende Kalmus, to Hundrede og halvtredsindstyve Sekel, 25 og Kasia fem Hundrede Sekel, efter Helligdommens Sekel, og een Hin Olivenolie. 26 Og du skal lave det til en hellig Salveolie, en Salveblanding efter Salvekogerens Kunst; det skal være en hellig Salveolie. 26 Og dermed skal du salve Forsamlingens Paulun og Vidnesbyrdets Ark 27 og Bordet med alt dets Redskab og Lysestagen med dens Redskab og Røgelsealteret 28 og Brændofferets Alter med alt dets Redskab og Kedelen med dens Fod. 29 Og du skal hellige dem, at de blive højhellige; hver den som rører ved dem, skal I være hellig. 30 Du skal og salve Aron og hans Sønner og hellige dem til at gøre Præstetjeneste for mig. 31 Og du skal tale til Israels Børn og sige: Denne skal være mig den hellige Salvelsesolie hos eders Efterkommere. 32 Den skal ikke udgydes paa andre Menneskers Legeme, og I skulle ikke berede nogen anden efter dens Maade; den er hellig, den skal være eder hellig. 33 Hvo som laver en Salveblanding som den, eller som lader komme deraf paa en uvedkommende, han skal udryddes af sit Folk.
34 Herren sagde til Mose: Tag dig vellugtende Urter, Stakten og Onyks og Galbane, disse vellugtende Urter og ren Virak; der skal være lige meget af hvert. 35 Og du skal lave en Røgelse deraf, en Blanding efter Kunstens Regler; den skal være saltet, ren og hellig. 36 Og du skal støde noget deraf smaat og lægge deraf foran Vidnesbyrdet i Forsamlingens Paulun, hvor jeg vil tale med dig; det skal være eder høj helligt. 37 Og I skulle ikke gøre eder Røgelse, som du kunde gøre efter dennes Naade; det skal være helligt for Herren. 38 Hvo som gør en lignende for at røge dermed, han skal udryddes af sit Folk.

31 Kapitel - 2.Mos.31
Og Herren talede til Mose og sag de: 2 Se, jeg har kaldet Bezaeel, en Søn af Uri, som varen Søn af Hur, af Juda Stamme, ved Navn. 3 Og jeg har opfyldt ham med Guds Aand, med Visdom og med Forstand og med Kundskab, og det i alle haande Gerning, 4 til at udtænke Kunstværker, til at arbejde i Guld og i Sølv og i Kobber 5 og til at udskære Stene, til at indfatte, og til at udskære Træ, til at gøre alle Haande Gerning. 6 Og jeg, se, jeg har medgivet ha;m Oholiab, Ahisamaks Søn af Dans Stamme, og i hvers Hjerte, som er forstandig, har jeg givet Visdom; og de skulle gøre alt det, som eg har befalet dig: Nemlig Forsamlingens Paulun og. Vidnesbyrdets Ark og Naadestolen, som er derpaa, og alt Redskab til 8 Paulunet, og Bordet med dets Redskab og den rene Lysestage med alt dens Redskab og Røgelsealteret 9 og Brændofferets Alter med alt dets Redskab og Kedelen med dens Foa 10 og Tjenestens Klæder og Arons, Præstens, hellige Klæder og hans Sønners Klæder til at gøre Præstetjeneste udi 11 og Salveolien og Røgelsen af vellugtende Urter til Helligdommen; efter alt det, som jeg har befalet dig, skulle de gøre det.
12 Og Herren talede til Mose sagde: 13 Og du, tal til Israels Børn og sig: I skulle visselig holde mine Sabbater; thi det er et Tegn imellem mig og imellem eder hos eder Efterkommere, at I skulle vide, at jeg er Herren, som helliger eder 14 Derfor skulle I holde Sabbaten thi den skal være eder hellig; den er vanhelliger den, skal visselig dødes; thi hver som gør Arbejde paa den, den Sjæl skal udryddes af sit Folks Midte. 15 Seks Dage ska al Gerning gøres, men paa den syvende Dag er Sabbatshvile, en Hellighed for Herren; hver den, som gør Arbejde paa Sabbatsdagen, skal visselig dødes. 16 Derfor skulle Israels Børn tage Vare paa Sabbaten, saa at de holde Sabbaten, hos deres Efterkommere til en evig Pagt. 17 Den er et evigt Tegn imellem mig og imellem Israels Børn; thi i seks Dage gjorde Herren Himmelen og Jorden, og paa den syvende Dag hvilede han og vederkvægede sig.
18 Og han gav Mose, der han havde endt at tale med ham paa Sinai Bjerg, to Vidnesbyrdets Tavler, Stentavler, skrevne med Guds Finger.

32 Kapitel - 2.Mos.32
Og Folket saa, at Mose tøvede med at komme ned ad Bjerget; og Folket forsamledes om Aron. og de sagde til ham: Staa op, gør os Guder, som kunne gaa foran os; thi denne Mose, Manden, som førte os op af Ægyptens Land, vide vi ikke, hvad der er vederfaret. 2 Og Aron sagde til dem: Afriver de Guldsmykker, som ere i eders Hustruers, eders Sønners og eders Døtres Øren, I og bærer dem til mig. Saa afrev alt Folket de Guldsmykker, som vare i deres Øren, og de bare dem til Aron. 4 Og han tog det af deres Haand og dannede det med Mejselen og gjorde en støbt Kalv deraf, og de sagde: Israel! disse ere dine dine Guder, som førte dig op af Ægyptens Land. 5 Der Aron saa det, byggede han et Alter for den; og Aron raabte og sagde: I Morgen er det Herrens Højtid. 6 Og de stode aarle op den anden, Dag og ofrede Brændofre og fremførte Takofre; og Folket satte sig ned til at æde og drikke og stod op at lege.
7 Da sagde Herren til Mose: Gaa, stig ned; thi dit Folk, som du førte op af Ægyptens Land, har handlet fordærveligt. 8 De vege snart fra den Vej, som jeg bød dem, de have gjort sig en støbt Kalv, og de have tilbedet den og ofret til den og sagt: Israel! disse ere dine Guder, som førte dig op af Ægyptens Land. 9 Og Herren sagde til Mose: Jeg har set dette Folk, og se, det er et haardnakket Folk. 10 Og lad mig nu fare frem, at min Vrede maa optændes mod dem, og jeg maa fortoere dem; og jeg vil gøre dig til et stort Folk. 11 Og Mose bad ydmygelig for Herrens, sin Guds Ansigt og sagde: Herre, hvorfor skal din Vrede optændes imod dit Folk, som du udførte af Ægyptens Land med stor Kraft og med en stærk Haand 12 Hvorfor skulle Eaypterne tale og sige: Han har udført dem til Ulykke, for at ihjelslaa dem paa Bjergene og Ødelægge dem af Jorderige Vend om fra din grumme Vrede, og lad det onde mod dit Folk fortryde dig! 13 Kom dine Tjenere, Abraham, Isak og Israel i Hu, hvilke du har tilsvoret ved dig selv og tilsagt: Jeg vil gøre eders Sæd mangfoldig, som Stjernerne paa Himmelen; og alt det Land, som jeg har sagt, vil jeg give eders Sæd, og de, skulle eje det evindelig. 14 Saa fortrød Herren det onde, som han havde talet om at ville gøre sit Folk. 15 Og Mose vendte sig og gik ned ad Bjerget og havde to Vidnesbyrdets Tavler i sin Haand, Tavler beskrevne paa begge Sider, de vare skrevne baade paa den ene og den anden Side. 16 Og Tavlerne vare Guds Arbejde; og Skriften var Guds Skrift, indgravet i Tavlerne. 17 Der Josva hørte Lyden af Folket, som raabte, da sagde han til Mose: Der er en, Krigslyd i Lejren. 18 Men denne sagde: Det er ikke en Lyd af dem, som raabe, naar de sejre, og ikke en Lyd af dem, som raabe, naar de tabe; men jeg hører en Lyd af Sang. 19 Og det skete, der han kom nær til Lejren og saa Kalven og Dansen, da optændtes Mose Vrede, og han kastede Tavlerne af sine Hænder og senderbrød dem neden for Bjerget. 20 Og han tog Kalven, som de havde gjort, og opbrændte den med Ild og malede den til Støv og strøede det ov en paa Vandet og gav Israels Børn det at drikke. 21Og Mose sagde til Aron: Hvad har dette Folk gjort dig, at du har ført en saa stor Synd over det 22 Og Aron svarede: Min Herres Vrede forhaste sig ikke; du kender Folket, at, det ligger i det onde. 23 Og de sagde til mig: Gør os Guder, som kunne gaa foran os; thi denne Mose, Manden, som førte os op af Ægyptens Land, vide vi ikke, hvad der er vederfaret. 24 Da sagde jeg til dem: Hvo som har Guld, de maa rive det af, og de gave mig det; og jeg kastede det i Ilden, saa kom denne Kalv ud. 25 Der Mose saa Folket, at det var tøjleløst, - thi Aron havde givet det Tøjlen til en Spot for deres Modstandere, - 26 da stillede Mose sig i Lejrens Port og sagde: Hvo der hører Herren til, han komme til mig; da forsamlede alle Levi Børn sig til ham. 27 Og han sagde til dem: Saa siger Herren, Israels Gud: Hver binde sit Sværd ved sin Side; gaar frem og tilbage, fra den ene Port i Lejren til den anden, og ihjelslaar her sin Broder og hver sin Ven og hver sin Næste. 28 Og Levi Børn gjorde, som Mose havde sagt, og der faldt af Folket paa den samme Dag henved tre Tusinde Mænd. 29 Mose sagde: Foder eders Haand i Dag for Herren, at enhver er imod sin Søn og imod sin Broder, og det for at bringe Velsignelse over eder i Dag.
30 Og det skete den anden Dag, da sagde Mose til Folket: I have syndet en stor Synd, dog nu vil jeg opstige til Herren, om jeg maaske kan gøre Forligelse for eders Synd. 31 Der Mose kom igen til Herren, sagde han: Ak! dette Folk har syndet en stor Synd, og de have gjort sig Guder af Guld. 32 Og nu, gid du vilde forlade dem deres Synd; men hvis ikke, da udslet mig nu af din Bog, som du har skrevet! 33 Og Herren sagde til Mose: Hver den som synder imod mig, den vil jeg udslette af min Bog. 34 Og nu gaa, før Folket didhen, som jeg sagde dig: Se, min Engel skal gaa for dit Ansigt; men paa min Hjemsøgelses Dag vil jeg hjemsøge deres Synd over dem. 35 Og Herren slog Folket, fordi de havde gjort Kalven, som Aron havde gjort.

33 Kapitel - 2.Mos.33
Og Herren sagde til Mose: Gaa drag op herfra, du og Folket som du førte op af Ægyptens Land, til det Land, som jeg tilsvor Abraham, Isak og Jakob, - sigende Din Sæd vil jeg give det, og jeg vil sende en Engel foran dig, og addrive Kananiter, Amoriter og Hethiter og Feresiter, Heviter og Jebusiter, - 3 til et Land, som flyder med Mælk og Honning; men jeg vil ikke drage op med dig, thi du er et haardnakket Folk, at jeg ikke skal fortære dig paa Vejen. 4 Der Folket hørte denne svare Tale, da sørgede de, og ingen satte sin Prydelse paa sig. Og Herren sagde til Mose: Sig til Israels Børn: I ere et haardnakket Folk; drog jeg et Øjeblik midt op iblandt dig, saa maatte jeg fortære dig; og læg nu din Prydelse af dig, at jeg kan vide, hvad jeg skal gøre ved dig. 6 Saa aflagde Israels Børn deres Prydelse fra det Bjerg Horeb af.
7 Men Mose tog Teltet og slog sig det ud udenfor Lejren, langt fra Lejren, og kaldte det Forsamlingens Telt; og det skete, at hver som vilde adspørge Herren, maatte gaa ud til Forsamlingens Telt, som var udenfor Lejren. 8 Og det skete, naar Mose gik ud til Teltet, da rejste alt Folket sig, og de stode hver i sit Telts Dør, og de saa efter Mose, indtil han kom til Teltet. 9 Og det skete, naar Mose kom til Teltet, kom Skystøtten ned og stod i Teltets Dør, og han talte med Mose. 10 Og alt Folket saa Skystøtten staa i Teltets Dør, og alt Folket rejste sig, og de bøjede sig, hver i sit Telts Dør. 11 Men Herren talede til Mose, Ansigt til Ansigt, ligesom en Mand taler med sin Næste; og han vendte om til Lejren, men hans Tjener Josva, Nuns Søn, den unge Karl, veg ikke fra Teltet.
12 Og Mose sagde til Herren: Se, du siger til mig: Før dette Folk op, og du har ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig; enddog du har sagt: Jeg kender dig ved Navn, og du har ogsaa fundet Naade for mine Øjne. 13 Og nu, kære, dersom jeg har fundet Naade for dine Øjne, da vis mig, kære, dine Veje, at jeg ikke alg, paa det jeg maa finde Naade for dine Øjne; og s dette Folk er dit Folk. 14 Og han sagde: Mit Ansigt skal gaa med, og jeg vil skaffe dig Hvile. 15 Men han sagde til ham: Dersom dit Ansigt ikke gaar med os, da lad os ikk drage op herfra. 16 Og hvor paa skulde det dog kendes, at jeg har fundet Naade for dine Øjne, jeg og dit Folk? mon ikke derpaa, at du gaar med os? at vi, jeg og dit Folk, udmærkes frem for hvert Folk, Søn er paa Jorderiges Kreds. 17 Da sagde Herren til Mose: Jeg vil ogsaa gør dette Ord, som du har talet; thi du har fundet Naade for mine Øjne og jeg kender dig ved Navn. 18 Men han sagde: Kære, lad mig se din Herlighed! 19 Og han sagde: Jeg vi lade al min Godhed drage forbi for dit Ansigt, og jeg vil ved Navn ud raabe: Herren! for dit Ansigt; og jeg vil være den naadig, hvem jeg er naadig, og forbarme mig over den, hvem jeg forbarmer mig over, 20 Og han sagde: Du kan ikke se mit Ansigt; thi Mennesket kan ikke se mig og leve. 21 Og Herren sagde: Se, her er et Sted hos mig, og du skal staa paa Klippen. 22 Og det skal ske, naar min Herlighed gaar forbi, da vil jeg lade dig staa i Kløften paa Klippen, og jeg vil dække med min Haand over dig, indtil jeg er gaaet forbi. 23 Og naar jeg borttager min Haand, da skal du se mig bagfra; men mit Ansigt kan ikke ses.

34 Kapitel - 2.Mos.34
Og Herren sagde til Mose: Udhug dig to Stentavler som de første, saa vil jeg skrive de Ord paa Tavlerne, som vare paa de første Tavler, som du sønderbrød. 2 Og vær rede til i Moraen, og stig aarle op paa Sinai Bjerg, og staa der for mig paa Bjergets Top. 3 Og der skal ingen gaa op med dig, og heller ikke maa nogen lade sig se paa det hele Bjerg; hverken Kvæg eller Øksne skulle gaa paa Græs hen imod dette Bjerg. 4 Og han udhuggede to Stentavler som de første, og Mose stod aarle op om Morgenen og steg op paa Sinai Bjerg, som Herren befalede ham, og han tog de to Stentavler i sin Haand. 6 Og Herren kom med i Skyen og stod der hos ham og udraabte ved Navn: Herren! Og Herren gik forbi for hans Ansigt og raabte: Herren, Herren er:n barmhjertig og naadig Gud, langnodig og af megen Miskundhed og Sandhed, 7 som bevarer Miskundhed nod tusinde Led og forlader Misgerning og Overtrædelse og Synd, Og som ikke skal holde den skyldige for uskyldig, som hjemsøger ædrenes Misgerning paa Børn og paa Børnebørn, paa dem i tredje og paa dem i fjerde Led.
8 Og Mose skyndte sig og bøjede sig til Jorden og tilbad. 9 Og han sagde: Kære, dersom jeg har fundet naade for dine Øjne, Herre, da gaa Herren nu midt iblandt os; thi dette er et haardnakket Folk, og du ville forlade os vor Misgerning og vor Synd, og tage os til Arv! 10 Og han sagde: Se, jeg vil gøre en Pagt; for hele dit Folk vil jeg gøre underfulde Ting, som ikke ere skabte i noget and eller hos noget Folkefærd; og hele det Folk, som du er midt iblandt, skal se Herrens Gerning; liden er forfærdelig, den som jeg skal gøre med dig. 11 Hold du det jeg befaler dig i Dag, se, jeg; vil uddrive for dig Amoriter og Kananiter og Hethiter og Feresiter og Heviter og Jebusiter. 12 Forvar dig, at du ej gør Pagt med nogen Indbygger i det Land, til hvilket du kommer, paa det han ikke bliver til en Snare midt iblandt dig; 13 men I skulle nedbryde deres Altere og sønderbryde deres Billeder og omhugge deres Astartebilleder; 14 thi du skal ikke tilbede en anden Gud; thi Herren hedder nidkær, han er en nidkær Gud: 15 At du ikke gør Pagt med nogen Indbygger i det Land; thi de kunde bole efter deres i Guder og ofre til deres Guder, og en kunde indbyde dig, at du aad af hans Offer; 16 og du kunde tage af hans Døtre til dine Sønner, og hans Døtre kunde bole efter deres Guder og faa dine Sonner til at bole efter deres Guder. 17 Du skal ingen støbte Guder gøre dig.
18 Du skal holde de usyrede Brøds Højtid, du skal æde usyrede Brød i syv Dage, som jeg har befalet dig til den bestemte Tid i Abib Maaned; thi i Abib Maaned gik du ud af Ægypten. 19 Alt det, som aabner Moders Liv, hører mig til, og alt det, som er en IJan af dit Kvæg, og som aabner Moders Liv, være sig Okse eller Lam. 20 Men det førstefødte af Asener skal du løse med et Lam, og dersom du ikke vil løse det, da skal du bryde Halsen itu paa det; alle førstefødte af dine Sønner skal du løse, og mit Ansigt skal ikke ses tomhændet. 21 Seks Dage skal du arbejde, og paa den syvende Dag skal du hvile; med Pløjningen og med Høsten skal du hvile. 22 Og du skal holde Ugernes Højtid med Førstegrøden af Hvedehøsten, og Indsamlingens Højtid naar Aaret er omme. 23 Tre Gange om Aaret skal alt dit Mandkøn ses for den Herre Herres, Israels Guds, Ansigt. 24 Thi jeg skal uddrive Hedningerne for dit Ansigt og gøre dit Landemærke vidt; og ingen skal bebære dit I.and, naar du gaar op at lade dig se for Herren din Guds Ansigt tre Gange om Aaret. 25 Du skal ikke ofre mit Slagtoffers Blod med syret Brød; og Paaskehøjtidens Slagtoffer skal ikke ligge Natten over til om Morgenen. 26 Det første af din Jords Førstegrøde skal du bære til Herren din Guds Hus; du skal ikke koge et Kid i dets Moders Mælk.
27 Og Herren sagde til Mose: Skriv dig disse Ord; thi efter disse Ords Lydelse har jeg gjort en Pagt med dig og med Israel. 28 Og han var der hos Herren fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, han aad ikke Brød og drak ikke Vand; og han skrev paa Tavlerne Pagtens Ord, de ti Ord. 29 Og det skete, der Mose gik ned ad Sinai Bjerg, da havde Mose to Vidnesbyrdstavler i sin Haand, der han gik ned ad Bjerget; og Mose vidste ikke, at Huden paa hans Ansigt skinnede deraf, at han havde talet med ham. 30 Og Aron og alle Israels Børn saa Mose, og se, hans Ansigts Hud skinnede; da frygtede de for at komme nær til ham. 31 Da kaldte Mose ad dem, og de vendte om til ham, Aron og alle Fyrsterne af Menigheden, og Mose talede til dem. 32 Og derefter nærmede alle Israels Børn sig; saa befalede han dem alt det, som Herren havde talet med ham paa Sinai Bjerg. 33 Og Mose lod af at tale med dem, og han lagde et Dække over sit Ansigt. 34 Og naar Mose gik ind for Herren til at tale med ham, tog han Dækket af, indtil han gik ud igen; og han gik ud og talede til Israels Børn, hvad ham var befalet. 35 Og Israels Børn saa Mose Ansigt, at Mose Ansigts Hud skinnede; saa sagde Mose igen Dækket over sit Ansigt, indtil han gik ind igen at tale med ham.

35 Kapitel - 2.Mos.35
Og Mose lod al Israels Børns Menighed samle og sagde til dem: Disse ere de Ord, som Herren befalede, at I skulle gøre; 2 seks Dage skal al Gerning gøres, men den syvende Dag skal være eder hellig, en Sabbatshvile for Herren; hver den, som gør nogen Gerning paa den, skal dødes. 3 I skulle ingen Ild optænde i nogen af eders Boliger paa Sabbatsdagen.
4 Og Mose sagde til al Israels Børns Menighed saaledes: Dette er det Ord, som Herren befalede, sigende: 5 Tager, af hvad eder tilhører, en Offergave til Herren; hver som er villig af sit Hjerte, skal fremføre den, en Offergave til Herren: Guld og Sølv og Kobber, 6 og blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt Linned og Gedehaar, og rødlødede Væderskind og Grævlingeskind og Sithimtræ, 8 og Olie til Lysning og Urter til Salveolie og til vellugtende Røgelse, 9 og Onyksstene og Stene til at indfatte, til Livkjortlen og til Brystspannet.
10 Og hver af eder, som er viis i Hjertet, de skulle komme og gøre alt det, som Herren har befalet: 11 Tabernaklet med dets Paulun og; dets Dække, med dets Hager og dets Fjæle, dets Tværstænger, dets Støtter og dets Fødder; 12 Arken med dens Stænaer, Naadestolen og Dækkets Forhæng. 13 Bordet med dets Stænger og alle dets Redskaber og Skuebrødet; 14 og Lysestagen til Lysningen med dens Redskaber og dens Lamper og Olie til Lysningen; 15 og Røgelsealteret med dets Stænger og Salveolien og vellugtende Røgelse, og Dækket for Døren, for Tabernaklets Dør; 16 Brændofrets Alter med dets Kobbergitter, med dets Stænger og alle dets Redskaber, Kedlen med dens Fod; 17 Omhængene til Forgaarden med dens Støtter og dens Fødder, og Dækket for Forgaardens Port; 18 Sømmene til Tabernaklet og Sømmene tilForgaarden og deres Snore; 19 Tjenestens Hæder til at tjene med i Helligdommen; hellige Klæder til Aron, Præsten, og Klæder til hans Sønner til at gøre Præstetjeneste udi.
20 Saa gik de ud, al Israels Børns Menighed, fra Mose Aasyn. 21 Og de kom, hver Mand, hvis Hjerte førte ham dertil, og hver den, hvis Aand frivillig drev ham dertil, de fremførte Offergave til Herren, til Forsamlingens Pauluns Gerning og til alt Arbejdet dermed og til de hellige Klæder. 22 Og de kom, Mændene saa vel som Kvinderne, hver som var villig i Hjertet, de frembare Hægter og Smykker og Ringe og Kæder, alle Haande Guldtøj og hver Mand kom, som havde ladet en Gave af Guld røre for Herren. 23 Og hver Mand, hos hvem der fandtes blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt Linned og Gedehaar og rødlødede Væderskind og Grævlingeskind, de førte det frem. 24 Hver som havde en Offergave af Sølv og Kobber, de bragte den frem som en Offergave til Herren; og hver, hos hvem Sithimtræ fandtes til noget Slags Arbejde, de førte det frem. 25 Og hver kvinde, som var viis i Hjerte, spandt med sine Hænder, og de fremførte det, de havde spundet: Blaat uldent og Purpur, Skarlagen og hvidt Linned. 26 Og alle Kvinder, hvis Hjerte bevægede dem dertil, og som havde Forstand derpaa, spandt Gedehaarene. 27 Men Fyrsterne bragte Onyksstene og Stene til at indfatte, til Livkjortlen og til Brystspannet, 28 og Urterne og Olien til Lysning og til Salveolien, og til vellugtende Røgelse. 29 Hver land og Kvinde af Israels Børn, hvem deres Hjerte drev til frivilligt at bringe noget til al den Gerning, som Herren ved Mose havde befalet at udføre, bragte en frivillig Gave ti1 Herren.
30 Og Mose sagde til Israels Børn: Ser, Herren har kaldet ved Navn Bezaleel, en Søn af Uri, som var en Søn af Hur, af Juda Stamme. 31 Og Guds Aand har opfyldt ham med Visdom, med Forstand og med Kundskab, og det til alle Haande Gerning; 32 og til at udtænke Kunstværker, at arbejde i Guld og i Sølv og i Kobber; 33 og til at udskære Stene til at indfatte, og til at udskære Træ, til at gøre alle Haande kunstig Gerning; 34 og han har givet i hans Hjerte Visdom til at undervise andre, baade ham og Oholiab, Ahisamaks Søn, af Dans Stamme. 35 Han har opfyldt dem med Visdom i Hjertet til at gøre alle Haande Gerning, deres, som udskære, og deres, som virke, og deres, som stikke i blaat uldent og i Purpur, i Skarlagen og i hvidt Linned, og Væveres, deres, som gøre alle Haande Gerning og udtænke Kunstværker.

36 Kapitel - 2.Mos.36
Saa gjorde Bezaleel og Oholiab og hver Mand, som var vis i Hjertet, hvilke Herren havde givet i Visdom og Forstand til at vide at gøre alle Haande Gerning til Helligiommens Tjeneste, efter alt det som Herren havde befalet. 2 Og Mose kaldte ad Bezaleel og ad Oholiab og ad hver Mand, som var viis i Hjertet, som Herren havde givet Visdom i hans Hjerte, hver den som Hjertet drev til at tage fat paa Gerningen for at gøre dan. 3 Og de modtoge af Mose hele Offergaven, som Israels Børn fremførte til Helligdommens Tjenestes Gerning, for at gøre den færdig; og de fremførte desuden til ham frivillige Gaver hver Morgen. 4 Da kom alle de viise, som gjorde al Helligdommens Gerning, hver Mand fra sit Arbejde, som de gjorde, 5 og de sagde til Mose saalunde: Folket bærer mere frem, end der gøres behov ti1 Tjenesten, til Gerningen, hvilken Herren har befalet at gøre. 6 Saa befalede Mose, og de udraabte igennem Lejren, sigende, at hverken Mand eller Kvinde skulde forfærdige noget mere som Offergave til Helligdommen, og Folket hørte op med at bringe. 7 Thi de havde nok af alle disse Ting til al Gerningen, til at gøre den, og der var tilovers.
8 Saa gjorde hver, som var viis i Hjertet, iblandt dem, som udførte Gerningen, Tabernaklet af ti Tæpper af hvidt, tvundet Linned og blaat uldent og Purpur og Skarlagen; med Keruber, med kunstigt Arbejde gjorde man dem. 9 Eet Tæppe var otte og tyve Alen langt, og fire Alen bredt var eet Tæppe, alle Tæpper havde eet Maal. 10 Og man fæstede de fem Tæpper sammen, det ene til det andet, og fæstede atter fem Tæpper sammen, det ene Stropper af blaat uldent paa det første Tæppes Eg, yderst, hvor det skulde fæstes sammen; ligesaa gjorde man paa det yderste Tæppes Æg, 11 hvor det anden Gang skulde fæstes sammen. 12 Halvtredsindstyve Stropper gjorde man paa det første Tæppe, og halvtredsindstyve Stropper gjorde man yderst paa Tæppet, der anden Gang skulde fæstes til; Stropperne vare hæftede sammen, den ene til den anden. 13 Og man gjorde halvtredsindstyve Guldhager og fæstede Tæpperne, det ene til det andet med Hagerne, saa det blev eet Tabernakel. 14 Og man gjorde Tæpperne af Gedehaar til et Paulun over Tabernaklet; elleve Tæpper gjorde man. 15 Hvert Tæppe var tredive Alen langt, og hvert Tæppe var fire Alen bredt; de elleve Tæpper havde eet Maal. 16 Og de fem Tæpper fæstede man sammen for sig og de seks Tæpper for sig. 17 Og man gjorde halvtredsindstyve Stropper paa det første Tæppes Æg, yderst, hvor de skulde fæstes sammen; og man gjorde halvtredsindstyve Stropper paa Væggen af det Tæppe, der anden Gang skulde fæstes til. 18 Og man gjorde halvtredsindstyve Kobberhager, at fæste Paulunet sammen med, til at vorde eet. 19 Og man gjorde et Dække over Paulunet af rødlødede Væderskind, og et Dække af Grævlingeskind derover.
20 Og man gjorde Fjælene. til Tabelnaklet af Sithimtræ, saa at de kunde staa. 21 Hver Fjæl var ti Alen lang, og hver Fjæl var halvanden Alen bred. 22 Der var to Tappe paa hver Fjæl, den ene Tap forbunden med den anden; saaledes gjorde man paa alle Tabernaklets Fjæle. 23 gr man gjorde Fjæle til Tabernaklet, tyve Fjæle til den søndre Side mod Sønden. 24 Og man gjorde fyrretyve Sølvfødder under de tyve Fjæle, to Fødder under den ene Fjæl for dens to Tappe og to Fødder under den anden Fjæl for dens to Tappe. 25 Og til Tabernaklets anden Side mod den nordre Side gjorde man tyve Fjæle, 26 og deres fyrretyve Sølvfødder, to Fødder under den ene Fjæl og to Fødder under den anden Fjæl. 27 Og til Bagsiden af Tabernaklet imod Vesten gjorde man seks Fjæle. 28 Og man rjorde to Fjæle til Tabernaklets Hjørner paa begge Sider. 29 Og de vare dobbelte fra neden af, og i lige Maade vare de dobbelte til det øverste, saa der blev en Ring; saaledes gjorde man med dem begge paa begge Hjørner. 30 Og der var otte Fjæle og deres Sølvfødder, seksten Fødder, to Fødder under hver Fjæl. 31 Og man gjorde Tværstænger af Sithimtræ; fem til Fjælene ved den ene Side af Tabernaklet, 32 og fem Tværstænger til Fjælene ved den anden Side af Tabernaklet, og fem. Tværstænger til Tabernaklets Fjæle, bagtil mod Vesten. 33 Og man gjorde den midterste Stang til at gaa tværsover paa Midten af Fjælene, fra den ene Fnde til den anden. 34 Og man beslog Fjælene med Guld, og deres Ringe gjorde man af Guld til at stikke Tværstængerne udi, og man beslog Tværstængerne med Guld.
35 Han gjorde og et Forhæng af blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt, tvundet Linned; man gjorde med kunstigt Arbejde Keruber paa det. 36 Og man gjorde fire Støtter dertil af Sithimtræ og beslog dem med Guld, deles Kroge vare af Guld; og man tøbte fire Fødder dertil af Sølv: 37 Og man gjorde Dækket for Paulunets Dør af blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt, tvundet Linned, stukket Arbejde, 38 og dets fem Støtter med deres Kroge, og beslog deres Knapper og deres Stænger med Guld, og deres fem Fødder vare af Kobber.

37 Kapitel - 2.Mos.37
Og Bezaleel gjorde Arken af Sithimtræ, halvtredje Alen lang og halvanden Alen bred og halvanden Alen høj. 2 Og han beslog den med purt Guld, inden og uden, og han gjorde en Guldkrans trindt omkring den. 3 Og han støbte fire Guldringe til den paa dens fire Hjørner, nemlig to Ringe paa dens ene Side og to Ringe paa dens, anden Side. 4 Og hnn gjorde Stænger af Sithimtræ og beslog dem med Guld. 5 Og han stak Stængerne i Ringene paa Siderne af Arken til at bære Arken med.
6 Og han gjorde en Naadestol af purt Guld, halvtredje Alen lang og halvanden Alen bred. 7 Og han gjorde to Keruber af Guld, af drevet Arbejde gjorde han dem, paa begge Ender af Naadestolon, 8 een Kerub paa den ene Ende og een Kerub paa den anden Ende; han gjorde Keruber i eet med Naadestolen paa begge dens Ender. 9 Og Keruberne udbredte deres Vinger ovenover og dækkede over Naadestolen med deres Vinger; og den enes Ansigt var mod den andens, Kerubernes Ansigter vare vendte mod Naadestolen.
10 Og han gjorde Bordet af Sithimtræ, to Alen langt og een Alen bredt om halvanden Alen højt. 11 Og han beslog det med purt Guld, og han gjorde en Guldkrans dertil rundt omkring. 12 Han gjorde ogsaa en Liste dertil trindt omkring, en Haandbred høj, og gjorde en Guldkrandt trindt omkring dens Liste. 13 Og han støbte fire Guldringe dertil og satte Ringene i de fire Hjørner som vare ved dets fire Fødder. 14 Tvært over for Listen vare Ringene, at Stængerne kunde stikkes deri til at bære Bordet. 15 Og han gjorde Stængerne af Sithimtræ og beslog dem med Guld til at bær Bordet. 16 Og han gjorde Redskaberne, som skulde til Bordet, dets ade og dets Skaaler og dets Bæere og dets Kander, med hvilke ler skulde udgydes Drikoffer, af purt Guld.
17 Og han gjorde Lysestagen af purt Guld; af drevet Arbejde gjorde han Lysestagen; dens Fod og dens Stang, dens Bægere, dens Knopper og dens Blomster vare ud af eet ned den. 18 Og seks Grene gik ud fra dens Sider, tre Grene paa Lysestagen fra dens ene Side, og tre rene paa Lysestagen fra dens anden Side. 19 Tre Mandelblomstbærere var der paa den ene Gren, en Knop og et Blomster, og tre Mandelblomstbægere paa den anden Gren, en Knop og et Blomster; saaledes var det paa de seks Grene, som gik ud fra Lysestagen. 20 Men paa Lysestagen vare fire Mandelblomstbægere, dens Knopper og dens Blomster, 21 nemlig een Knop under de to Grene derpaa, og een Knop under de to andre Grene derpaa, og een Knop under de to Øvrige Grene derpaa for de seks Grene, som gik ud fra den. 22 Deres Knopper og deres Grene vare ud af eet med den selv, det var altsammen eet drevet Arbejde af purt Guld. 23 Og han gjorde dens syv Lamper og dens Sakse og dens Tandekar af purt Guld. 24 Af et Centner purt Guld gjorde han den og alle dens Redskaber.
25 Og han gjorde Røgelsealteret af Sithimtræ, een Alen langt og een Alen bredt, firkantet og to Alen højt; dets Horn vare ud af eet med det. 26 Og han beslog det med purt Guld, dets Overdel og dets Sider omkring og, dets Horn, og gjorde en Guldkrans til det rundt omkring. 27 Og han gjorde to Guldringe dertil, under dets Krans paa begge Sidestykkerne deraf, paa begge Sider derpaa, til at stikke Stængerne deri, for at bære det med dem. 28 Men Stængerne gjorde han af Sithimtræ og beslog dem med Guld. 29 Og han gjorde den hellige Salve, olie og den rene Røgelse af vellugtende Urter efter Kunstens Regler.

38 Kapitel - 2.Mos.38
Og han gjorde Brændofrets Alter af Sithimtræ, fem Alen langt og fem Alen bredt, firkantet og tre Alen højt. 2 Og han gjorde dets Horn paa dets fire Hjørner, dets Horn vare ud af eet med det; og han beslog det med Kobber. 3 Og han gjorde alle Alterets Redskaber, Gryderne og Ildskufferne og Skaalerne, Madkrogene og Herrene; alle Redskaber dertil gjorde han af Kobber. Og han gjorde et Gitter til Alteret, gjort som et Net, af Kobber, under dets Afsæt nedenfra indtil midt derpaa. 5 Og han støbte fire Ringe paa de fire Hjørner paa Kobbergitteret at stikke Stængerne udi. 6 Og han gjorde Stænger af Sithimtræ og beslog dem med Kobber. 7 Og han stak Stængerne i Ringene paa Alterets Sider, til at bære det med dem; han gjorde det hult, af Fjæle. 8 Og han gjorde Kedelen af Kobber og Foden dertil af Kobber, af de i Hobetal kommende Kvindes Spejle, hvilke kom i Hobetal for Forsamlingens Pauluns Dør.
9 Og han gjorde Forgaarden paa den søndre Side mod Sønden; Omhængene til Forgaarden vare af hvidt, tvundet Linned, hundrede Alen. 10 Deres Støtter vare tyve og deres Kobberfødder. tyve; Støtternes Kroge og deres Tværstænger vare af Sølv 11 og mod den nordre Side, hundrede Alen, deres Støtter vare tyve og deres Kobberfødder tyve; Støtternes Kroge og deres Tværstænger vare af Sølv; 12 men paa den vestre Side vare Omhængene halvtredsindstyve Alen, deres tøtter vare ti og deres Fødder ti; Støtternes Kroge og deres Tværstænger vare af Sølv; 13 men paa den Østre Side, mod Østen halvtredsindstyve Alen; 14 Omhængene hen mod den ene Side vare femten Alen, deres Støtter vare tre og deres Fødder tre. 15 Og hen mod den anden Side, paa begge Sider af Forgaardens Port, vare Omhængene femten Alen; deres Støtter vare tre og deres Fødder tre. 16 Alle Omhængene omkring Forgaarden vare af hvidt, tvundet Linned. 16 Og Fødderne til Støtterne vare af Kobber, men Støtternes Kroge og deres Tværstænger vare af Sølv, og deres Hoveder vare beslagne med Sølv, og disse vare forbundne med Sølvstænger, alle Forgaardens Støtter. 18 Og Dækket for Forgaardens Port var stukket Arbejde og blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt, tvundet Linned; og tyve Alen var Længden, og Højden efter Omhængets Bredde var fem Alen i Lighed med Forgaardens Omhæng. 19 dertil vare fire Støtter med deres fire Kobberfødder, deres Kroge af Sølv, og deres Hoveder beslagne med Sølv og deres Tværstænger af Sølv. 20 Og alle Sømmene til Tabernaklet og til Forgaarden rundt omking vare af Kobber.
21 Dette er, hvad der blev beregnet til Tabernaklet, Vidnesbyrdets: Tabernakel, som det blev beregnet; efter Mose Ord, ved Hjælp af Leviterne, under Tilsyn af Ithamar, en Søn af Præsten Aron. 22 Og Bezaleel, en Søn af Uri, en Søn af Hur, af Juda Stamme, gjorde alt det, som Herren havde befalet Mose. 23 Og Oholiab, Ahisamaks Søn af Dans Stamme, var med ham, og han var en Mester i Udskæring og i Kunstvævning og i Stikning med blaat uldent og med Purpur og med Skarlagen og med hvidt Linned. 24 Alt Guldet, som blev forarbejdet til denne Gerning i Helligdommens hele Gerning, ja Rørelseofrets Guld, var ni og tyve Centner og syv Hundrede og tredive Sekel efter Helligdommens Sekel. 25 Men Sølvet fra dem, som vare talte i Menigheden, var hundrede Centner og Tusinde og syv Hundrede og fem og halvjerdsindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel. 26 En Beka for hvert Hoved, det er en halv Sekel efter Helligdommens Sekel, af hver den, som gik over til de talte, fra tyve Aar gammel og derover, af sek Hundrede Tusinde og tre Tusinde og fem Hundrede og halvtredsindstyve. 27 Og der var hundrede Centner Sølv til at støbe Fødderne af til Helligdommen og Fødderne til Forhænget; hundrede Fødder af hundrede Centner, eet Centner til hver Fod. 28 Men af de Tusinde og syv Hundrede og fem og halvfjerdsindstyve Sekel gjorde han Kroge til Støtterne; og man beslog deres Hoveder og forbandt dem med hverandre. 29 Men Rørelsens Kobber var halvfjerdsindstyve Centner og to Tusinde og fire Hundrede Sekel. 30 Og deraf gjorde man Fødderne til Forsamlingens Pauluns Dør og Kobberalteret og Kobbergitteret, som var derom, og alle Alterets, Redskaber 31 og Fødderne til Forgaarden rundt omkring og Fødderne til Forgaardens Port og alle Sømmene til Tabernaklet og alle Sømmene til Forgaarden rundt omkring.

39 Kapitel - 2.Mos.39
Men af blaat uldent og Purpur og Skarlagen gjorde de Tjenstens Klæder til at tjene i ved Helligdommen; og de gjorde hellige Klæder, som skulde være til Aron, saasom Herren havde befalet Mose. 2 Og han gjorde Livkjortlen af Guld, blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt, tvundet Linned. 3 Og de hamrede Guldet i Plader og skare det ud i Traade, til at virke let ind imellem det blaa uldne og mellem Purpuret og imellem Skarlagenet og imellem det hvide Linied med kunstig Gerning. 4 De gjorte Skulderstykker til den, som kunne sammenføjes; den blev sammenføjet ved begge dens Ender. 5 Og Bæltet, som omsluttede den og var over den, var af samme Arbejde, ud af eet Stykke dermed, af Guld, blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt, tvundet Linned, saasom Herren havde befalet Mose. 6 Og de beredte Onyksstene, indfattede rundt omkring med Guldfletninger, udgravede, som man udgraver et Signet, efter Israels Børns Navne. 7 Og man satte dem paa Skulderstykkerne paa Livkjortlen, disse Stene skulde være til en Ihukommelse for Israels Børn, saasom Herren havde befalet Mose.
8 Og han gjorde Brystspannet med kunstigt Arbejde, af samme Arbejde som Livkjortlen, af Guld, blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt tvundet Linned. 9 Det var firkantet, dobbelt gjorde de Brystspannet, eet Spand lang og eet Spand bredt, og dobbelt. 10 Og de fyldte fire Rader Stene deri; een Rad: en Karneol, en Topas og en Smaragd, som den første Rad; 11 og den anden Rad: en Karbunkel, en Safir og en Demant; 12 og den tredje Rad: en Hyacint, en Agat og en Ametyst; 13 og den jerde Rad: en Krysolith, en Onyks og en Jaspis; de havde Fletninger af Guld om deres Indfatninger. 14 Og disse Stene vare efter Israels Børns Navne, de vare tolv efter deres Navne; som man udgraver et Signet, hver ved sit Navn efter de tolv Stammer. 15 Og de gjorde fastslyngede Kæder til Brystspannet, snoet Arbejde af purt Guld. 16 Og de gjorde to Guldfletninger og to Guldringe, og de satte de to Ringe paa de tvende Ender af Brystspannet. 17 Og de satte de to snoede Guldkæder i de to Ringe ved Enderne af Brystspannet. 18 Men de to Ender af de to snoede Kæder satte de paa de to Fletninger, og de satte dem paa Skulderstykkerne af Livkjortlen paa Forsiden der af. 19 Og de gjorde to Guldringe og satte dem paa de to Ender af Brystspannet, paa den Æg deraf, som vender indad mod Livkjortlen. 20 Og de gjorde to Guldringe og satte dem paa de to Skulderstykker af Livkjortlen forneden, paa Forsiden deraf, lige hvor den skulde fæstes sammen oven for Livkjortlens Bælte. 21 Og de bandt Brystspannet ved dets Ringe til Ringene paa Livkjortlen med en blaa, ulden Snor, saa at det var oven for Livkjortlens Bælte, og Brystspændet skiltes ikke Fra Livkjortlen, som Herren befalede Mose.
22 Og han gjorde en Overkjortel til Livkjortlen, vævet Arbejde, helt af blaat uldent. 23 Og Hullet paa Kjortlen var midt paa den, som et Panserhul; en Bort var om Hullet derpaa rundt omkring, for at den ikke skulde rives ud. 24 Og de gjorde paa Kjortlens Sømme forneden Granatæbler af blaat uldent og Purpur og Skarlagen, tvundet Arbejde. 25 Og de gjorde Bjælder af purt Guld; og de satte Bjælderne imellem Granatæblerne paa Kjortlens Sømme forneden trindt omkring, imellem Granatæblerne, 26 saa at der var en bjælde og et Granatæble, og atter en Bjælde og et Granatæble paa Kjortlens Sømme forneden trindt omkring, til Brug ved Tjenesten, saasom Herren havde befalet Mose. 27 Og de gjorde Kjortler af hvidt Linned, været Arbejde, til Aron og hans Sønner, 28 og en Hue af hvidt Linned, og de høje Huers Prydelser af hvidt Linned, og de linnede Underklæder af hvidt, tvundet Linned, 29 og Bæltet af hvidt, tvundet Linned og blaat uldent og Purpur og Skarlagen, stukket Arbejde, saasom Herren havde befalet Mose. 30 Og de gjorde en Plade paa det hellige Hovedsmykke af purt Guld, og de skreve derpaa en Skrift, som man udgraver et Signet: he1liget Herren. 31 Og de satte en blaa, ulden Snor paa den for at fæste den paa Huen oventil, saasom Herren havde befalet Mose.
32 Saa blev hele Arbejdet med Forsamlingens Tabernakels Paulun fuldkommet; og Israels Børn gjorde det, efter alt det, som Herren havde befalet Mose, saa gjorde de. 33 Og de førte Tabernaklet til Mose, Paulunet og alle dets Redskaber; dets Hager, dets Fjæle, dets Tværstænger og dets Støtter og dets Fødder. 34 Og Dækket af rødlødede Væderskind og Dækket af Grævlingeskind og Dækkets Forhæng; 35 Vidnesbyrdets Ark med dens Stænger og Naadestolen; 36 Bordet med alle dets Redskaber og Skuebrødet; 37 den rene Lysestage med dens Lamper, de tilberedte Lamper, med alle dens Redskaber, og Olien til Lysningen; 38 og Guldalteret og Salveolien og Røgelsen af de vellugtende Urter og Dækket til Paulunets Dør; 39 Kobberalteret med dets Kobbergitter, dets Stænger og alle dets Redskaber, Kedelen og dens Fod; 40 Omhængene til Forgaarden, dens Støtter og dens Fødder, og Dækket til Forgaardens Port, dens Snore og dens Søm, og alle Redskaher til Tabernaklets Tjeneste ved Forsamlingens Paulun; 41 Tjenestens Klæder til at tjene i ved Helligdommen, Præsten Arons hellige Klæder og hans Sønners Klæder, at gøre Præstetjeneste udi. 42 Efter alt det som Herren havde befalet Mose, saaledes gjorde Israels Børn al Gerningen. 43 Og Mose saa al Gerningen, og se, de havde fuldført den; eftersom Herren havde befalet, saaledes havde de gjort; og Mose velsignede dem.

40 Kapitel - 2.Mos.40
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Paa den første Maaneds Dag, paa den første Dag i Maaneden, skal du oprejse Forsamlingens Pauluns Tabernakel. 3 Og du skal sætte Vidnesbyrdets Ark der og hænge Forhænget foran Arken. 4 Du skal og føre Bordet ind og opstille det, som bør sættes derpaa, og føre Lysestagen ind og tænde dens Lamper. 5 Og du skal sætte Guldalteret til Røgelse lige for Vidnesbyrdets Ark og hænge Dækket for Tabernaklets Dør. 6 Og du skal sætte Brændofrets Alter lige foran Døren til Forsamlingens Paulun Tabernakel. 7 Og du skal sætte Kedelen imellem Forsamlingens Paulun og imellem Alteret, og du ska komme Vand deri. 8 Og du skal sætte Forgaarden op rundt omkring og hænge Dækket for Forgaardens Port.
9 Og du skal tage Salveolien og salve Tabernaklet og alt det, som er i det; og du skal hellige det for alle dets Redskaber, og det skal være helliget. 10 Og du skal salve Brændofrets Alter og alle dets Redskaber; og du skal hellige Alteret. Og Alteret skal være højhelligt. 11 Du skal og salve Kedelen og dens Fod, og du skal hellige den. 12 Og du kal føre Aron og hans Sønner frem til Forsamlingens Pauluns Dør, og to dem med Vand. 13 Og du skal iføre Aron de hellige Klæder, og du skal salve ham og hellige ham, og han skal gøre Præstetjeneste for mig. 14 Du skal og føre hans Sønner frem, og du skal føre dem i Kjortlerne. 15 Du skal salve dem, ligesom du salvede deres Fader, og de skulle gøre Præstet eneste for mig; og det ckal ske, at deres Salvelse skal blive dem til et evigt Præstedømme hos deres Efterkommere.
16 Og Mose gjorde det; efter alt det, som Herren havde befalet ham, saaledes gjorde han. 17 Og det skete i den første Maaned i det andet Aar, paa den første Dag i Maaneden, da blev Tabernaklet oprejst. 18 Og Mose oprejste Tabernaklet og satte dets Fødder og satte dets Fjæle og satte dets Tværstænger ind og oprejste dets Støtter. 19 Og han udbredte Paulunet over Tabernaklet og lagde Paulunets Dække derpaa, ovenpaa, som Herren havde befalet Mose: 20 Og han tog Vidnesbyrdet og lagde det i Arken og satte Stængerne i Arken; og han satte Naadestolen paa Arken, der ovenpaa. 21 Og han førte Arken ind i Tabernaklet og hængte Dækkets Forhæng op og dækkede for Vidnesbyrdets Ark, saasom Herren havde befalet Mose. 22 Og han satte Bordet i Forsamlingens Paulun, ved Tabernaklets Side mod Norden uden for Forhænget. 23 Og han lagde Brød i Række derpaa for Herrens Ansigt, saasom Herren havde befalet Mose. 24 Og han satte Lysestagen i Forsamlingens Paulun, tværs over for Bordet, ved Siden i Tabernaklet mod Sønden. 25 Og han tændte Lamperne for Herrens Ansigt, saasom Herren havde befalet Mose. 26 Og han satte Guldalteret i Forsamlingens Paulun, lige for Forhænbet. 27 Og han antændte Røgelse af vellugtende Urter derpaa, saasom Herren havde befalet Mose. 28 Og han hængte Dækket for Tabernaklets Dør. 29 Og han satte Brændofrets Alter ved Døren til Forsamlingens Pauluns Tabernakel, og ofrede derpaa Brændofret og Madofret saasom Herren havde befalet Mose. 30 Og han satte Kedelen imellem Forsamlingens Paulun og imellem Alteret og kom Vand deri til at to af. 31 Og Mose og Aron og hans Sønner toede deres Hænder og deres Fødder deraf; 32 naar de gik ind i Forsamlingens Paulun, og naar de kom nær til Alteret, toede de sig, saasom Herren havde befalet Mose. 33 Og han oprejste Forgaarden rundt omkring Tabernaklet og Alteret og hængte Dækket op for Forgaardens Port, og Mose fuldkommede Gerningen.
34 Da skjulte Skyen Forsamlingens Paulun, og Herrens Herlighed fyldte Tabernaklet. 35 Og Mose kunde ikke gaa ind i Forsamlingens Paulun, thi Skyen hvilede over det, og Herrens Herlighed fyldte Tabernaklet. 36 Og naar Skyen hævede sig fra Tabernaklet, brøde Israels Børn op paa alle deres Rejser. 37 Men naar Skyen ikke hævede sig, brøde de ikke op, indtil den Dag den hævede sig. 38 Thi Herrens Sky var over Tabernaklet om Dagen, og Ild var derover om Natten, for al Israels Huses Øjne, paa alle deres Rejse

Den tredje Mose Bog

1 kapitel - 3.Mos.1
Og han kaldte ad Mose; og Herren talede til ham fra Forsamlingens Paulun og sagde: 2 Tal til Israels Børn, og du skal sige til dem: Når nogen af eder vil ofre et Offer til Herren, da skulle I ofre eders Offer af Fæ, af stort Kvæg eller af småt Kvæg. 3 Dersom hans Offer er Brændoffer af stort Kvæg, skal han ofre en Han, som er uden Lyde; for Forsamlingens Pauluns Dør skal han ofre den, for sig til en Behagelighed for Herrens Ansigt. 4 Og han skal lægge sin Hånd på Brændofrets Hoved, så bliver det for ham behageligt til at gøre Forligelse for ham. 5 Og han skal slagte den unge Okse for Herrens Ansigt; og Præsterne, Arons Sønner, skulle bære Blodet frem og stænke Blodet omkring på Alteret, som står ved Døren til Forsamlingens Paulun. 6 Og man skal flå Brændofret og hugge det i sine Stykker.7 Og Arons, Præstens, Sønner skulle gøre Ild på Alteret, og de skulle lægge Ved til Rette på Ilden. 8 Og Præsterne, Arons Sønner, skulle lægge Stykkerne til Rette, Hovedet og Fedtet, på Veddet, som er på Ilden på Alteret. 9 Men dets Indvolde og dets Skanker skal man to i Vand, og Præsten skal gøre et Røgoffer af det alt sammen på Alteret; det er et Brændoffer, et Ildoffer, en sød Lugt for Herren.
10 Men dersom hans Offer er af småt Kvæg, af Får eller af Geder, til et Brændoffer, da skal han ofre en Han uden Lyde. 11 Og han skal slagte den ved Alterets Side mod Norden for Herrens Ansigt, og Præsterne, Arons Sønner, skulle stænke Blodet deraf på Alteret rundt omkring. 12 Og han skal hugge den i sine Stykker og dertil tage dens Hoved og dens Fedt; og Præsten skal lægge det til Rette på Veddet, som er på Ilden på Alteret. 13 Men Indvoldene og Skankerne skal han to i Vand, og Præsten skal ofre det alt sammen og skal gøre et Røgoffer deraf på Alteret; det er et Brændoffer, et Ildoffer, en sød Lugt for Herren. 14 Men om hans Offer til Herren er et Brændoffer af Fugle, da skal han ofre sit Offer af Turtelduer eller Dueunger. 15 Og Præsten skal bære det til Alteret og vride Hovedet om derpå og gøre et Røgoffer deraf på Alteret, og Blodet deraf skal udkrystes mod Alterets Væg. 16 Og han skal borttage dens Kro og dens Fjer og kaste det ved Alteret mod Østen på Askens Sted. 17 Og han skal flække den ved dens Vinger, men ikke skille den, og Præsten skal gøre et Røgoffer af den på Alteret, på Vedtet, som er på Ilden; det er et Ildoffer, et Ildoffer, en sød Lugt for Herren

2 Kapitel - 3.Mos.2
Og når nogen vil ofre et Madoffer for Herren, da skal hans Offer være Mel, og han skal øse Olie derpå og lægge Virak dertil. 2 Og han skal bære det til Arons Sønner, Præsterne, og een skal tage sin Håndfuld deraf, af Melet med Olien derpå og dertil al Virakken; og Præsten skal lade Ihukommelsesofret deraf gå op i Røg på Alteret; det er et Ildoffer, en sød Lugt for Herren. 3 Men det, som overbliver af Madofret, skal høre Aron og hans Sønner til; det er højhelliget af Herrens Ildofre.
4 Men vil han ofre Madoffer af det, som er bagt i Ovnen, da skal det være usyrede Kager af Mel, æltede med Olie, og usyrede tynde Kager, overstrøgne med Olie. 5 Men dersom dit Offer er Madoffer, som er bagt i Pande, da skal det være Mel, blandet med Olie; usyret. 6 Du skal bryde det i Stykker, og du skal øse Olie derpå; det er et Madoffer.
7 Men er dit Offer et Madoffer, kogt i Kedelen, da skal det laves af Mel med Olie. 8 Og du skal fremføre det Madoffer, som laves deraf, for Herren, og man skal føre det hen til Præsten, og han skal bære det frem til Alteret. 9 Og Præsten skal af samme Madoffer tage dets Ihukommelsesoffer og gøre et Røgoffer deraf på Alteret; det er et Ildoffer, en sød Lugt for Herren. 10 Men det, som bliver tilovers af Madofret, skal høre Aron og hans Sønner til; det skal være højhelligt af Herrens Ildofre.
11 Alt det Madoffer, som I ville ofre til Herren, må ikke tillaves med Surdejg; thi af Surdejg og af Honning skulle I ikke optænde Ildoffer for Herren. 12 Som en Førstegrødes Offer må I ofre sligt til Herren; dog må dette ikke komme på Alteret til sød Lugt. 13 Og alt dit Madoffer skal du salte med Salt og ikke lade din Guds Pagtes Salt fattes på dit Madoffer; du skal ofre Salt på alle dine Ofre.
14 Men dersom du vil ofre den Førstegrødes Madoffer for Herren, da skal du ofre Aks, ristede ved Ilden, stødt Korn, til din Førstegrødes Madoffer. 15 Og du skal øse Olie derpå og lægge Virak dertil, det er et Madoffer. 16 Og Præsten skal lade dets Ihukommelsesoffer af dets stødte Korn og af Olien dertil, samt alt dets Virak gå op i Røg det er et Ildoffer for Herren.
3 Kapitel - 3.Mos.3
Men dersom hans Offer er et Takoffer, dersom han ofrer af stort Kvæg, enten Han eller Hun, da skal han ofre det, som er uden Lyde for Herrens Ansigt. 2 Og han skal lægge sin Hånd på sit Offers Hoved og slagte det for Forsamlingens Pauluns Dør; og Arons Sønner, Præsterne, skulle stænke Blodet på Alteret rundt omkring. 3 Og, han skal ofre af samme Takoffer et Ildoffer til Herren, nemlig Fedtet, der skjuler Indvoldene, og alt Fedtet, som er på Indvoldene, 4 og de to Nyrer og Fedtet, som er på dem, det som er oven for Lænderne; og han skal udtage Hinden over Leveren tillige med Nyrerne. 5 Og Arons Sønner skulle gøre et Røgoffer deraf på Alteret, tillige med Brændofret, som er på Veddet på Ilden, det er et Ildoffer, en sød Lugt for Herren.
6 Men er hans Offer af småt Kvæg til et Takoffer for Herren, da skal han ofre en Han eller Hun uden Lyde. 7 Dersom han ofrer et Får til sit Offer, da skal han fremføre det for Herrens Ansigt. 8 Og han skal lægge sin Hånd på sit Offers Hoved og slagte det for Forsamlingens Paulun, og Arons Sønner skulle stænke dets Blod på Alteret rundt omkring. 9 Og han skal ofre af Takofret et Ildoffer for Herren, Fedtet deraf, den hele Stjert, lige ved Ryggen skal han af tage den, og Fedtet, som skjuler Indvoldene og alt Fedtet, som er på Indvoldene, 10 og de to Nyrer og Fedtet, som er på dem, det som er oven for Lænderne; og han skal udtage Hinden over Leveren tillige med Nyrerne. 11 Og Præsten skal gøre et Røgoffer deraf på Alteret; det er Ildoffers Mad for Herren.
12 Men dersom hans Offer er en Ged, da skal han fremføre den for Herrens Ansigt, 13 og han skal lægge sin Hånd på dens Hoved og slagte den for Forsamlingens Paulun, og Arons Sønner skulle stænke dens Blod på Alteret rundt omkring. 14 Og han skal ofre sit Offer deraf, et Ildoffer til Herren, nemlig Fedtet, som skjuler Indvoldene, og alt Fedtet, som er på Indvoldene, 15 og de to Nyrer og Fedtet, som er på dem, det som er oven for Lænderne; og han skal udtage Hinden over Leveren tillige med Nyrerne. 16 Og Præsten skal gøre et Røgoffer deraf på Alteret, det er Ildoffers Mad til en sød Lugt; alt Fedt hører Herren til.
17 Det skal være en evig Skik hos eders Efterkommere, i alle eders Boliger: I skulle ikke æde noget Fedt eller noget Blod.

4 Kapitel - 3.Mos.4
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Tal til Israels Børn og sig: Når nogen synder af Vanvare imod noget af Herrens Bud, hvad der ikke skulde ske, og handler imod eet af dem, 3 dersom det er den salvede Præst, som synder til Skyld for Folket, da skal han fremføre for sin Synd, som han har syndet, en Tyrekalv, der er uden Lyde, for Herren som Syndoffer. 4 Og han skal føre Tyren til Forsamlingens Pauluns Dør for Herrens Ansigt og lægge sin Hånd på Tyrens Hoved og slagte Tyren for Herrens Ansigt. 5 Og Præsten, som er salvet, skal tage af Tyrens Blod og bringe det ind i Forsamlingens Paulun. 6 Og Præsten skal dyppe sin Finger i Blodet og stænke af Blodet syv Gange for Herrens Ansigt, lige for Helligdommens Forhæng. 7 Og Præsten skal komme af Blodet på Hornene af den vellugtende Røgelses Alter, for Herrens Ansigt, i Forsamlingens Paulun; og alt Tyrens øvrige Blod skal han udøse ved Brændofrets Alters Fod, foran Forsamlingens Pauluns Dør. 8 Og alt Fedtet af Syndofrets Tyr skal han udtage deraf, nemlig Fedtet, som skjuler Indvoldene, og alt Fedtet, som er på Indvoldene, 9 Og de to Nyrer og Fedtet, som er på dem, det som er oven for Lænderne; men han skal udtage Hinden over Leveren tillige med Nyrerne, 10 ligesom det udtages af Takofrets Okse; og Præsten skal gøre et Røgoffer deraf på Brændofrets Alter. 11 Men Huden af Tyren og alt dens Kød, med dens Hoved og med dens Skanker og dens Indvolde og dens Møg, 12 ja, den hele Tyr skal han bringe uden for Lejren, til et rent Sted, der hvor Asken udslås, og han skal brænde den på Veddet i Ilden; den skal opbrændes der, hvor Asken udslås. 13 Og dersom al Israels Menighed forser sig, og Gerningen er skjult for Forsamlingens Øjne, at de have gjort noget imod i eet af Herrens Bud, hvad der ikke skulde ske, og ere blevne skyldige, 14 og Synden, hvormed de have forsyndet sig, siden bliver vitterlig: Da skal Forsamlingen ofre en ung Tyr til Syndoffer, og de skulle føre den frem for Forsamlingens Paulun. 15 Og de ældste af Menigheden skulle lægge deres Hænder på Tyrens Hoved for Herrens Ansigt, og man skal slagte Tyren for Herrens Ansigt. 16 Og Præsten, som er salvet, skal bringe af Tyrens Blod ind i Forsamlingens Paulun. 17 Og Præsten skal dyppe sin Finger i Blodet og stænke syv Gange for Herrens Ansigt, foran Forhænget. 18 Og han skal komme af Blodet på Hornene af Alteret, som står for Herrens Ansigt, i Forsamlingens Paulun; og alt det Øvrige Blod skal han udøse ved Foden af Brændofrets Alter, som står foran Forsamlingens Pauluns Dør. 19 Og alt dens Fedt skal han udtage af den og gøre et Røgoffer deraf på Alteret. 20 Og han skal gøre ved Tyren, ligesom han gjorde ved Syndofrets Tyr, så skal han gøre ved den; og Præsten skal gøre Forligelse for dem, så bliver det dem forladt. 21 Og man skal føre Tyren uden for Lejren og opbrænde den, ligesom man opbrændte den første Tyr; det skal være Menighedens Syndoffer. 22 Dersom en Fyrste synder, og gør noget imod eet af Herrens sin Guds Bud, hvad der ikke skulde ske, af Vanvare, og bliver skyldig: 23 Når hans Synd, med hvilken han syndede, bliver ham tilkendegiven, da skal han fremføre sit Offer, en Gedebuk, en Han uden Lyde. 24 Og han skal lægge sin Hånd på Bukkens Hoved og slagte den på det Sted, hvor man plejer at slagte Brændoffer for Herrens Ansigt; det er et Syndoffer. 25 Så skal Præsten tage af Syndofrets Blod på sin Finger og komme det på Hornene af Brændofrets Alter og udøse dets øvrige Blod ved Foden af Brændofrets Alter. 26 Men af alt dets Fedt skal han gøre et Røgoffer på Alteret, ligesom af Fedtet af Takofret; og så skal Præsten gøre Forligelse for ham, for hans Synd, så bliver den ham forladt. 27 Men dersom nogen af Folket i Landet synder af Vanvare, så at han gør noget mod eet af Herrens Bud, hvad der ikke skulde ske, og bliver skyldig: 28 Naar hans Synd, hvormed han syndede, bliver ham tilkendegiven, da skal han fremføre sit Offer, en ung Ged, en Hun uden Lyde, for sin Synd, hvormed han syndede. 29 Og han skal lægge sin Hånd på Syndofrets Hoved og slagte Syndofret på Brændofrets Sted. 30 Og Præsten skal tage af dets Blod på sin Finger og komme det på Hornene af Brændofrets Alter og udøse alt det øvrige Blod ved Alterets Fod. 31 Men alt dets Fedt skal han aftage, ligesom Fedtet blev aftaget af Takofret, og Præsten skal gøre det til et Røgoffer på Alteret, til en behagelig Lugt for Herren; og Præsten skal gøre Forligelse for ham, og det skal forlades ham. 32 Men der som han fører et Lam frem til sit Offer, til Syndoffer, da skal han fremføre en Hun uden Lyde 33 og lægge sin Hånd på Syndofrets Hoved og slagte det til Syndoffer på det Sted, hvor man slagter Brændoffer. 34 Og Præsten skal tage af Syndofrets Blod på sin Finger og komme på Hornene af Brændofrets Alter, og han skal udøse alt dets Blod ved Alterets Fod. 35 Men alt dets Fedt skal han aftage deraf, ligesom Fedtet blev aftaget af Takofrets Lam, og Præsten skal gøre et Røgoffer deraf på Alteret, tillige med Herrens Ildofre, og Præsten skal gøre Forligelse for ham, for hans Synd, hvormed han syndede, og det skal forlades ham.

5 Kapitel - 3.Mos.5
Og når nogen synder, idet han hører Besværgelsens Røst, og han skal være Vidne, hvad enten han har set eller ved noget: Dersom han ikke giver det til Kende, så skal han bære sin Misgerning. 2 Eller når nogen rører ved nogen uren Ting, hvad enten det er ved et Ådsel af et urent Dyr eller ved et Ådsel af urent Kvæg eller ved et Ådsel af noget urent Kryb, og det er ham uvitterligt, da er han uren og er bleven skyldig. 3 Eller når han rører ved et Menneske, som er urent ved hvilken som helst uenhed, hvormed man kan blive uren, og det er uvitterligt for ham, og han får det at vide, da er han bleven skyldig. 4 Eller når nogen sværger og taler ubetænksomt med sine Læber om at ville gøre noget ondt eller at gøre noget godt, efter alt det, som et Menneske ubetænksomt kan sværge på, og det er uvitterligt for ham, og han får der at vide, da er han bleven skyldig i en af disse Ting. 5 Og det skal ske, når nogen bliver skyldig i en af disse Ting og bekender, at han har syndet derimod, 6 da skal han for sin Skyld, formedelst sin Synd, hvormed han syndede, fremføre for Herren en Hun af Småkvæg, et Lam eller en ung Ged, til Syndoffer; så skal Præsten gøre Forligelse for ham for hans Synd. 7 Men formår hans Hånd ikke et Lam, da skal han for sin Skyld, i hvad han syndede fremføre to Turtelduer eller to Dueunger for Herren, een til Syndoffer og een til Brændoffer. 8 Og han skal føre dem frem til Præsten, og han skal ofre den første, som er til Syndoffer og omvride Hovedet på den; lige ved Nakken, men ikke skille den ad. 9 Og han skal stænke af Syndofrets Blod på Alterets Væg, og det, som er tilovers af Blodet, skal udkrystes ved Alterets Fod; det er et Syndoffer. 10 Men den anden skal han gøre til et Brændoffer på, sædvanlig Vis; og Præsten skal gøre Forligelse for ham, for hans Synd, hvormed han syndede, og den skal forlades ham. 11 Men formår hans Hånd ikke to Turtelduer eller to Dueunger, da skal han fremføre som sit Offer for det, han syndede, Tiendeparten af en Epha Mel til Syndoffer; han skal ingen Olie komme derpå, ej heller lægge Virak dertil; thi dét er et Syndoffer. 12 Og han skal fremføre det til Præsten, men Præsten skal tage sin Hånd fuld deraf, til dets Ihukommelsesoffer, og gøre et Røgoffer deraf på Alteret, tilligemed Herrens Ildoffer; det er et Syndoffer. 13 Og Præsten skal gøre Forligelse for ham, for hans Synd, hvormed han syndede i en af disse Ting, og det skal forlades ham; og det øvrige skal høre Præsten til, ligesom Madofret.
14 Og Herren talede til Mose og sagde: 15 Når nogen forgriber sig og synder af Vanvare mod noget, som er Herren helliget, da skal han for sin Skyld fremføre for Herren en Væder uden Lyde af Småkvæget, efter din Vurdering i Sølvsekler, efter Helligdommens Sekel, til Skyldoffer. 16 Og han skal give tilbage, hvad han har syndet mod det hellige, og lægge Femtedelen deraf dem til, og skal give Præsten det; og Præsten skal gøre Forligelse for ham med Skyldofrets Væder, så skal det forlades ham. 17 Og når nogen synder og gør imod et af alle Herrens Bud, hvad ikke skulde ske, og vidste det ikke, og er bleven skyldig, da skal han bære sin Misgerning. 18 Og han skal fremføre en Væder uden Lyde af Fårene, efter din Vurdering, til et Skyldoffer, til din Vurdering, til et Skyldoffer, til Præsten; og Præsten skal gøre Forligelse for ham, for hans Vildfarelse, som han begik uvitterlig, så skal det forlades ham. 19 Det er et Skyldoffer, han var skyldig for Herren. 20 Og Herren talede til Mose og sagde: 21 Når nogen synder og forgriber sig såre imod Herren, ved at han lyver for sin Næste, angående det ham betroede eller det i hans Værge nedlagte, eller angående det røvede eller det, han har taget med Vold fra sin Næste; 22 eller ved at han har fundet noget, som var tabt, og lyver om det og sværger på Løgn i hvilken som helst Ting, et Menneske gør, og synder deri: 23 Da skal det ske, når han så synder og bliver skyldig, at han skal tilbagegive det røvede, som han har røvet, eller det med Vold tagne, som han har taget, eller det betroede, som var ham betroet, eller det tabte, som han har fundet, 24 eller alt, hvorom han har svoret på Løgn: Han skal betale det med den fulde Sum og lægge den femte Part deraf dertil; den, hvem det tilhørte, skal han give det på sit Skyldoffers Dag. 25 Men for sin Skyld skal han fremføre til Herren en Væder uden Lyde af Småkvæget, efter din Vurdering, til et Skyldoffer til Præsten. 26 Og Præsten skal gøre Forligelse for ham for Herrens Ansigt, så bliver det ham forladt for hvad som helst, han har gjort, hvorved han er bleven skyldig.

6 Kapitel - 3.Mos.6
Og Herren talede til Moses og sagde : Byd Aron og hans Sønner og sig: Dette er Loven om Brændofret. Det er det, som skal opstige på Ildstedet på Alteret, den ganske Nat indtil om Morgenen; og Alterets Ild skal altid brænde på det. 3 Og Præsten skal iføre sig sit linnede Klædebon og drage linnede Underklæder på sit Legeme, og han skal borttage Asken, når Ilden har fortæret Brændofret på Alteret, og lægge den ved Alteret. 4 Og han skal afføre sig sine Klæder og føre sig i andre Klæder, og han skal bære Asken ud, udenfor Lejren til et rent Sted. 5 Og Ilden på Alteret skal brænde på det, den skal ikke udslukkes; og Præsten skal antænde Ved derpå hver Morgen, og han skal ordentlig lægge Brændofret derpå og gøre et Røgoffer derpå af det fede af Takofret. 6 Ilden skal stedse være optændt på Alteret og må ikke udslukkes. 7 Og dette er Loven om Madofret. Arons Sønner skulle føre det frem for Herrens Ansigt, lige for Alteret. 8 Og en skal tage en håndfuld af det, af Madofrets Mel og af Olien dertil og al Viraken, som er på Madofret, og gøre et Røgoffer på Alteret, til en sød Lugt, til et Ihukommelsesoffer for Herren. 9 Men Aron og hans Sønner skulle fortære det, som bliver tilovers; det skal, ædes med usyrede Brød på et helligt Sted, i Forsamlingens Pauluns Forgård skulle de æde det. 10 Det skal ikke bages med Surdejg, jeg har givet det til deres Del af mine Ildofre; det er en højhellig Ting, ligesom Syndofret og ligesom Skyldofret. 11 Alt Mandkøn iblandt Arons Børn skal æde det, en evig Rettighed hos eders Efterkommere af Herrens Ildofre; hver den, som rører ved de Ting, bliver hellig 12 Og Herren talede til Mose og sagde: 13 Dette skal være det Offer, som Aron og hans Sønner skulle ofre Herren på den Dag, han skal salves: Tiendeparten af en Epha Mel til Madoffer bestandig Halvdelen deraf om Morgenen og Halvdelen deraf om Aftenen. 14 Det skal laves i en Pande med Olie, du skal føre det æltet frem, du skal ofre det, bagt som et Madoffer i små Stykker, Herren til en sød Lugt. 15 Og den Præst af hans Sønner, som bliver salvet i hans Sted, skal tillave det; det er en evig Skik, for Herren skal det altsammen gøres til et Røgoffer. 16 Thi hvert Madoffer af en Præst skal være helt Offer, det skal ikke ædes.
17 Og Herren talede til Mose og sagde: 18 Tal til Aron og til hans Sønner og sig: Dette er Loven om Syndofret. På det Sted, hvor Brændofret skal slagtes, skal Syndofret, slagtes for Herrens Ansigt; det er en højhellig Ting. 19 Præsten, som gør et Syndoffer af det, skal æde det; det skal ædes på et helligt Sted, i Forsamlingens Pauluns Forgaard . 20 Hver den, som rører ved Kødet deraf, skal være hellig; og når der stænkes af dets Blod på et Klædebon, skal du to det, som overstænkes deraf, på et helligt Sted. 21 Og det Lerkar, som det er kogt udi, skal sønderbrydes; men er det kogt i et Kobberkar, da skal dette skures og skylles med Vand. 22 Alt Mandkøn blandt Præsterne skal æde det; det er en højhellig Ting. 23 Men hvert Syndoffer, af hvis Blod der bliver båret ind i Forsamlingens Paulun, til at gøre Forligelse i Helligdommen, det skal ikke ædes, det skal opbrændes med Ild.

7 Kapitel - 3.Mos.7
Og dette er Loven om Skyldofret; det er en højhellig Ting. 2 På det Sted, hvor de skulle slagte Brændofret, skulle de slagte Skyldofret, og man skal stænke Blodet deraf på Alteret rundt omkring. 3 Og alt Fedtet deraf skal man ofre, nemlig Stjerten og Fedtet, som skjuler Indvoldene, 4 og de to Nyrer, og Fedtet, som er på dem, det som er oven for Lænderne; og han skal udtage Hinden over Leveren tilligemed Nyrerne. 5 Og Præsten skal gøre et Røgoffer af dem på Alteret, som et Ildoffer for Herren; det er et Skyldoffer. 6 Alt Mandkøn iblandt Præsterne skal æde det, det skal ædes på et helligt Sted; det er en højhellig Ting. 7 Ligesom Syndofret er, så skal og Skyldofret være, der er een Lov for dem; det skal høre den Præst til, som gør Forligelse derved. 8 Og den Præst som ofrer nogens Brændoffer, den Præst skal Huden af det Brændoffer, han har ofret, høre til. 9 Og ethvert Madoffer, som er bagt i Ovnen, og ethvert, som er lavet i Kedelen eller i Panden, det skal høre den Præst til, som ofrer det. 10 Og ethvert Madoffer, som er blandet med Olie, eller som er tørt, skal høre alle Arons Børn til, den ene såvel som den anden.
11Og dette er Loven om Takofret, som man skal ofre for Herren 12 Vil man ofre det til Lovoffer skal man tillige med Lovofret; Slagtoffer bringe usyrede Kager blandede med Olie og usyrede tynde Kager, overstrøgne med Olie, og Mel, æltet til Kager, som ere blandede med Olie. 13 Tillige med Kager af syret Brød skal man bringe sit Offer, med Slagtofret, som hører til Takofrets Lovoffer. 14 Og man skal ofre deraf et Stykke af hver Offergave som en Gave til Herren; det skal høre den Præst til, som stænger Takofrets Blod. 15 Og Kødet af Slagtofret, som hører til nogens Takoffers Lovoffer, skal ædes på hans Offers Dag; man skal intet lade blive deraf til om Morgenen. 16 Og dersom det Slagtoffer, som han ofrer, er et Løfteoffer eller et frivilligt Offer, da skal det ædes på den samme Dag, han ofrer sit Offer, og den næste Dag skal det ædes, som levnes deraf. 17 Men hvad der levnes af Ofrets Kød, skal på den tredje Dag opbrændes med Ild. 18 Og dersom der alligevel ædes af hans Takoffers Kød på den tredje Dag, da bliver han ikke behagelig; den, som ofrede det, ham skal det ikke regnes til gode, det skal være en Vederstyggelighed; og den, som æder deraf, skal bære sin Misgerning. 19 Og det Kød, som rører ved noget urent, skal ikke ædes, det skal opbrændes med Ild, men hvad Kødet ellers angår, må enhver, som er ren, æde Kødet. 20 Og hver den, som æder Kødet af Takofret, som hører Herren til, medens hans Urenhed er på ham, den Person skal udryddes fra sit Folk. 21 Og når nogen rører ved noget urent, ved et urent Menneske eller ved et urent Dyr eller ved nogen som helst uren Vederstyggelighed og æder af Takofrets Kød, som hører Herren til, da skal den Person udryddes fra sit Folk.
22 Og Herren talede til Mose og sagde: 23 Tal til Israels Børn og sig: I skulle intet Fedt æde af Okse eller Lam eller Ged. 24 Men Fedtet af Ådsel og Fedtet af det, som er revet, det må benyttes til alle Hånde Brug, men I skulle aldeles ikke æde det. 25 Thi om nogen æder Fedtet af Dyr, af hvilke man skal ofre et Ildoffer for Herren, da skal den, som æder deraf, udryddes fra sit Folk. 26 Og I skulle intet Blod æde i alle eders Boliger, enten af Fugle eller af Dyr. 27 Enhver, som æder noget Blod, den Person skal udryddes fra sit Folk.
28 Og Herren talede til Mose og sagde: 29 Tal til Israels Børn og sig: Hvo som vil ofre sit Takoffers Slagtoffer for Herren, han skal fremføre sit Offer for Herren, af sit Takoffers Slagtoffer. 30 Hans Hænder skulle frembære Herrens Ildoffer; han skal frembære Fedtet tillige med Brystet, Brystet, for at røre det med en Rørelse for Herrens Ansigt. 31 Og Præsten skal gøre et Røgoffer af Fedtet på Alteret, men Brystet, skal høre Aron og hans Sønner til. 32 Og I skulle give Præsten den højre Bov som Offergave, af eders Takoffers Slagtofre. 33 Den af Arons Sønner, som ofrer Blodet af Takofret og Fedtet, han skal have den højre Bov til Del. 34 Thi jeg har taget Brystet, som bliver rørt, og Boven, som bliver given, fra Israels Børn ud af deres Takofres Slagtofre og har givet Præsten Aron og hans Sønner dem, til en evig Rettighed af Israels Børn. 35 Dette er Arons Salvelses og hans Sønners Salvelses Del af Herrens Ildofre, på den Dag han førte dem frem for at gøre Præstetjeneste for Herren, 36 og den, som Herren bød at skulle gives dem, på den Dag han salvede dem, af Israels Børn, til en evig Rettighed hos deres Efterkommere.
37 Dette er Loven om Brændofret og om Madofret og om Syndofret og om Skyldofret og om Fyldelsesofret og om Takofret, 38 som Herren befalede Mose på Sinai Bjerg, på den Dag han befalede Israels Børn at ofre Herren deres Ofre, i Sinai Ørk.

8 Kapitel - 3.Mos.8
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Tag Aron og hans Sønner med ham, og Klæderne og Salveolien og Syndofrets Tyr og de to Vædre og en Kurv med usyrede Brød, 3 og lad al Menigheden samles ved Forsamlingens Pauluns Dør. 4 Og Mose gjorde, som Herren befalede ham, og Menigheden forsamledes ved Forsamlingens Pauluns Dør. 5 Og Mose sagde til Menigheden: Dette er det, som Herren har befalet at gøre. 6 Og Mose førte Aron og hans Sønner frem, og toede dem med Vand. 7 Og han iførte ham Underkjortelen og ombandt ham med Bæltet og førte ham i Overkjortelen og gav ham Livkjortelen på, og han ombandt ham med Livkjortelens Bælte og spændte den om ham med det. 8 Og han satte Brystspannet på ham, og lagde Urim og Thummim i Brystspannet. 9 Og han satte Huen på hans Hoved, og på Huen foran over hans Pande satte han Guldpladen, det hellige Hovedsmykke, så som Herren havde befalet Mose. 10 Og Mose tog Salveolien og; salvede Tabernaklet og alle de Ting, som vare deri, og helligede dem. 11 Og han stænkede deraf på Alteret syv Gange og salvede Alteret og alt Redskabet dertil, og Kedelen med dens Fod, for at hellige dem, 12 Og han øste af Salveolien på Arons Hoved og salvede ham for at hellige ham. 13 Og Mose førte Arons Sønner frem og iførte dem Kjortler og ombandt dem med Bælte og bandt høje Huer på dem, så som Herren havde befalet Mose. 14 Og han førte Syndofrets Tyr frem, og Aron og hans Sønner lagde deres Hænder på Syndofrets Tyrs Hoved. 15 Og man slagtede den, og Mose tog Blodet og kom det på Alterets Horn rundt omkring med sin Finger og gjorde Syndoffer for Alteret, og han udøste det øvrige Blod ved Alterets Fod og helligede det for at gøre Forligelse for det. 16 Og han tog alt Fedtet, som var på Indvoldene, og Hinden over Leveren og de to Nyrer og deres Fedt, og Mose lod det gøre til Røgoffer på Alteret. 17 Men Tyren og dens Hud og dens Kød og dens Møg opbrændte han med Ild uden for Lejren, så som Herren havde befalet Mose. 18 Og har lod Brændofrets Væder føre frem og Aron og hans Sønner lagde Hænderne på Væderens Hoved. 19 Man slagtede den, og Mose stænkede Blodet på Alteret rundt omkring. 20 Og han huggede Væderen i sine Stykker, og Mose lod gøre et Røgoffer af Hovedet og Stykkerne og Indvoldenes Fedt. 21Og han toede Indvoldene og Skankerne med vand, og Mose lod gøre et Røgoffer af den hele Væder på Alteret; det var et Brændoffer til en sød Lugt, det var et Ildoffer for Herren, så som Herren havde befalet Mose.
22 Og han lod den anden Væddere føre frem, Fyldelsens Væder, og Aron og hans Sønner lagde deres Hænder på Væderens Hoved. 23 Og man slagtede den, og Mose tog dens Blod og smurte på Aron højre Ørelæp og på hans høj Tommelfinger og på hans højre Tommeltå. 24 Og han lod Arons Sønner komme frem, og Mose kom Blodet på deres højre Ørelæp på deres højre Tommelfinger på deres højre Tommeltå, og Mose stænkede Blodet på Alteret trindt omkring. 25 Og han tog Fedtet og Stjerten og alt Fedtet, som var på Indvoldene, og Hinden over Leveren og de to Nyrer og deres Fedt og den højre Bov 26 og af Kurven med de usyrede Brød, som vare for Herrens Ansigt, tog han en syret Kage og en Oliebrødskage Og en tynd Kage, og han lagde det oven på Fedtdelene og på den højre Bov, 27 og han lagde det alt sammen på Arons Hænder og hans Sønners Hænder, og han rørte disse Ting med en Rørelse for Herrens Ansigt. 28 Og Mose tog dem af deres Hænder og gjorde et Røgoffer af dem på Alteret, tilligemed Brændofret; det var Fyldelsesoferet til en sød Lugt, det var et Ildoffer for Herren. 29 Og Mose tog Brystet og rørte det med en Rørelse for Herrens Ansigt; af Fyldelsens Væder fik Mose det til sin Del, som Herren havde befalet Mose. 30 Og Mose tog af Salveolien og af Blodet, som var på Alteret, og stænkede på Aron, på hans Klæder og på hans Sønner og på hans Sønners Klæder med ham; og han helligede Aron, hans Klæder og hans Sønner og hans Sønners Klæder med ham. 31 Og Mose sagde til Aron og hans Sønner: Koger Kødet ved Forsamlingens Pauluns Dør, og der skulle I æde det og Brødet, som er i Fyldelsens Kurv, som jeg har befalet, idet jeg sagde: Aron og hans Sønner skulle æde det. 32 Men hvad der levnes af Kødet og af Brødet, skulle I opbrænde med Ild. 33 Og fra Forsamlingens Pauluns Dør skulle I ikke gå ud i syv Dage, indtil den Dag, da Fyldelsens Dage for eder ere fuldendte; thi man skal fylde eders Hånd i syv Dage. 34 Som man har gjort på denne Dag, således befalede Herren at gøre, til at gøre Forligelse for eder. 35 Og for Forsamlingens Pauluns Dør skulle I blive Dag og Nat i syv Dage, og tage Vare på, hvad Herren vil have varetaget, for at I ikke skulle dø; thi således er det mig befalet. 36 Og Aron og hans Sønner gjorde dette, nemlig alle de Ord, som Herren havde befalet ved Mose.

9 Kapitel - 3.Mos.9
Og det skete på den ottende Dag, da kaldte Mose ad Aron og hans Sønner og ad de ældste af Israel. 2 Og han sagde til Aron: Tag dig en Tyrekalv til Syndoffer og en Væder til Brændoffer, begge uden Lyde, og lad dem føres frem for Herrens Ansigt. 3 Og tal til Israels Børn og sig: Tager en Gedebuk til Syndoffer og en Kalv og et Lam, begge årgamle, uden Lyde, til Brændoffer, 4 og en Okse og en Væder til Takoffer, til at ofre for Herrens Ansigt, og et Madoffer blandet med Olie; thi Herren skal i Dag åbenbare sig for eder. 5 Og de bragte det, som Mose havde befalet, hen foran Forsamlingens Paulun, og al Menigheden nærmede sig, og de stode for Herrens Ansigt.
6 Da sagde Mose: Dette Ord, som Herren har befalet, skulle I gøre, så skal Herrens Herlighed ses af eder. 7 Og Mose sagde ti1 Aron: Træd frem for Alteret, og bring dit Syndoffer og dit Brændoffer, og gør Forligelse for dig og for Folket, og bring Folkets Offer og gør så Forligelse for dem, så som Herren har befalet. 8 Og Aron trådte frem for Alteret og slagtede den Kalv til Syndoffer, som var for ham selv. 9 Og Arons Sønner bragte Blodet hen til ham, og han dyppede sin Finger i Blodet og strøg på Alterets Horn og udøste det øvrige Blod ved Alterets Fod. 10 Men af Fedtet og Nyrerne og Hinden af Leveren af Syndofret holde han et Røgoffer på Alteret, så som Herren befalede Mose. 11 Og Kødet og Huden brændte han med Ild udenfor Lejren. 12 Og han slagtede Brændofret, og Arons Sønner gave ham Blodet, og han stænkede det på Alteret rundt omkring. 13 Og de gave ham Brændofret efter dets Stykker og Hovedet, og han gjorde det til Røgoffer på Alteret. 14 Og han toede Indvoldene og Skankerne og gjorde det til Røgoffer oven på Brændofret på Alteret. 15 Og han lod Folkets Offer føre frem og tog den Buk til Syndoffer, som var for Folket, og slagtede den og gjorde et Syndoffer deraf, som det første,16 Og han førte Brændofret frem og gjorde derved efter sædvanlig Vis. 17 Og han førte Madofret frem og tog sin Hånd fuld deraf og gjorde det til Røgoffer på Alteret, foruden Morgenens Brændoffer.
18 Og han slagtede Oksen og Væderen til Takoffer for Folket; og Arons Sønner gave ham Blodet, og han stænkede det på Alteret rundt omkring; 19 men Fedtstykkerne af Oksen og af Væderen Stjerten og hvad der skjuler Indvoldene, og Nyrerne og Hinden af Leveren, 20 Disse Fedtstykker lagde de oven på Bryststykkerne, og han gjorde et Røgoffer af Fedtet på Alteret. 21 Men Bryststykkerne og den højre Bov rørte Aron med en Rørelse for Herrens, Ansigt, ligesom Mose havde befalet, 22 Og Aron opløftede sine Hænder mod Folket og velsignede dem; og han steg ned, der han havde bragt Syndofret og Brændofret og Takofret. 23 Og Mose og Aron gik ind i Forsamlingens Paulun, og de gik ud og velsignede Folket, og Herrens Herlighed sås af alt Folket. 24 Og Ild kom ud fra Herrens Ansigt og fortærede på Alteret Brændofret og Fedtstykkerne; og alt Folket så det, og de frydede sig, og de faldt ned på deres Ansigter.

10 Kapitel - 3.Mos.10
Og Arons Sønner, Nadab og Abihu toge hver sit Ildkar og lagde Ild derudi og lagde Røgelse derpå, og de bragte fremmed Ild for Herrens Ansigt, hvilket han ikke havde befalet dem. 2 Da for en Ild ud fra Herrens Ansigt og fortærede dem, og de døde for Herrens Ansigt. 3 Da sagde Mose til Aron: Dette er det, som Herren har talet og sagt: Jeg vil helliggøres i dem, som stå mig nær, og jeg vil herliggøres for alt Folkets Åsyn; og Aron tav. 4 Men Mose kaldte ad Misael og ad Elzafan, Sønner af Usiel, Arons Farbroder, og sagde til dem: Træder frem, bærer eders Brødre fra Helligdommen hen uden for Lejren. 5Og de trådte frem og bare dem i deres Kjortler hen udenfor Lejren, som Mose havde sagt.
6 Da sagde Mose til Aron og til hans Sønner, Eleasar og Ithamar I skulle ikke blotte eders Hoveder ej sønderrive eders Klæder, at I ikke skulle dø, og Herren skulde blive vred på al Menigheden; men lader eders Brødre af alt Israels Hus græde over denne Brand, som Herren har optændt. 7 Men I skulle ikke gå ud af Forsamlingens Pauluns Dør, at I ikke skulle dø, thi Herrens Salveolie er på eder; og de gjorde efter Mose Ord.
8 Men Herren talede til Aron og sagde: 9 Du og dine Sønner med dig skulle ikke drikke Vin eller stærk Drik, når I gå ind i Forsamlingens Paulun, på det I ikke skulle dø; det skal være en evig Skik hos eders Eferkommere, 10 for at I kunne gøre Skilsmisse imellem det hellige og det vanhellige og imellem det urene og det rene, 11 og for at kunne lære Israels Børn alle de Skikke, som Herren har sagt til dem ved Mose.
12, Mose sagde til Aron og til hans Sønner, Eleasar og Ithamar, som vare overblevne: Tager det Madoffer, det som er levnet fra Herrens Ildoffer, og æder det med usyret Brød ved Alteret; thi det er en højhellig Ting. 13 Men I skulle æde det på et helligt Sted; thi det er din beskikkede Del og dine Sønners beskikkede Del af Herrens Ildofre; thi således er mig befalet. 14 Men Rørelsens Bryst og Gavens Bov skulle I æde på et rent Sted, du og dine Sønner og dine Døtre med dig; thi til din beskikkede Del og dine Børns beskikkede Del ere de givne af Israels Børns Takofre. 15 Gavens Bov og Rørelsens Bryst, som høre til Ildofrene af Fedtstykkerne, skulle de bære til dem for at lade dem røre med en Rørelse for Herrens Ansigt; og det skal være dig og dine Børn med dig en evig beskikket Del, som Herren har befalet. 16 Og Mose ledte flittigt efter Syndofrets Buk, og se, den var op brændt; og han blev vred paa Eleasar og på Ithamar, Arons Sønner, dem som vare overblevne, og sagde: 17 Hvi have I ikke ædt Syndofret på det hellige Sted? thi det er en højhellig Ting; og han har givet eder det, at I skulle bære Menighedens Skyld, for at I skulle gøre Forligelse for dem, for Herrens Ansigt. 18 Se, dets Blod er ikke bragt indenfor i Helligdommen; I skulde jo have ædt det på et helligt Sted, så som jeg har befalet. 19 Men Aron sagde til Mose: Se, i Dag have de ofret deres Syndoffer Og deres Brændoffer for Herrens Ansigt, og mig er sligt vederfaret; skulde jeg da have ædt Syndofret i Dag, skulde det have været godt for Herrens Øjne 20 Der Mose hørte det, da syntes det ham at være godt.

11 Kapitel - 3.Mos.11
Og Herren talede til Mose og Aron og sagde til dem: 2 Taler til Israels Børn og siger: Disse ere de Dyr, som I må æde iblandt alle Dyr, som ere på Jorden: 3 Alt det, som har Klove, og som har Klovene, kløvede helt igennem, det, som tygger Drøv iblandt Dyrene, må I æde. 4 Dog dette må I ikke æde af dem, som tygge Drøv, og af dem, som have Klove: Kamelen; thi den tygger Drøv, og den har ikke Klove, den er eder uren; 5 og Kaninen; thi den tygger Drøv, men har ikke Klove, den er eder uren; 6 og Haren; thi den tygger Drøv, men den har ikke Klove, den er eder uren; 7 og Svinet; thi det har Klove og har Klovene kløvede helt igennem, men tygger ikke Drøv, det er eder urent. 8 I skulle ikke æde af deres Kød og ej røre ved deres Aadsel, de ere eder urene.
9 Dette må I æde af alt det, som er i Vandet: Alt det, som har Finner og Skæl i Vandet, i Havet og i Bækkene, dem må I æde. 10 Men alt det, som ikke har Finner og Skæl, i Havet, og i Bækkene, blandt alt det, som vrimler i Vandene, og blandt alt det levende, som er i Vandene, det skal være eder en Vederstyggelighed. 11 Ja de skulle være eder en Vederstyggelighed; I: skulle ikke æde af deres Kød, og I skulle have Vederstyggelighed til deres Ådsel. 12 Alt det, som ikke har Finner og Skæl i Vandene, det skal É være eder en Vederstyggelighed.
13 Og disse skulle I have Vederstyggelighed til iblandt Fuglene, de skulle ikke ædes, de skulle være en: Vederstyggelighed: Ørnen og Høgen og Strandørnen 14 og Glenten og Skaden med dens Arter, 15 alle Ravne med deres Arter, 16 og Strudsen og Natuglen og Mågen og Spurve høgen med dens Arter, 17 og Uglen og Dykkeren og Hornuglen, 18 og Viben og Rørdrummen og Pelikanen, 19 og Storken, Hejren med dens: Arter, og Urhanen og Aftenbakken. 20 Al flyvende Vrimmel, som går på fire Fødder, det skal være eder en Vederstyggelighed. 21 Dog af al: flyvende Vrimmel, som går på fire Fødder, må I æde dette, nemlig dem, som have Springben over deres Fødder, til at hoppe på Jorden med. 22 Af dem må I æde disse: Græshoppen med deres Arter, og Solam med dens Arter, og Hargol med dens Arter, og *Hagab med dens Arter. 23 Men al anden flyvene Vrimmel, som har fire Fødder, det skal være eder en Vederstyggelighed.
24 Og ved dem kunne I blive urene; hver, som rører ved deres Ådsel skal være uren indtil Aftenen. 25 Og hver, som tager noget af deres Ådsel, skal to sine Klæder og være uren indtil Aftenen. 26 Hvert Dyr, som kløver Kloven, og som ikke har dem kløvede helt igennem og ej tygger Drøv, de skulle være eder urene; hver, som rører dem, bliver uren. 27 Og alt det, som går på sine Laller iblandt de Dyr, som gå på fire Fødder, skal være urent; hvo som rører deres Ådsel, skal være uren til Aftenen. 28 Og hvo som tager deres Ådsel, skal to sine Klæder være uren indtil Aftenen; de ere urene. 29 Og det skal være eder urent iblandt den Vrimmel, som vrimler på Jorden: Væselen og Musen og Skildpadden med dens Arter, 30 og Pindsvinet og Krokodillen og Salamanderen og Sneglen og Mulvarpen. 31 Disse ere eder de urene iblandt al Vrimmel; hver, som rører ved dem, når de ere døde, skal være uren indtil Aftenen.
32 Og alt det, som et af dem, når de er døde, falder på, det bliver urent hvad enten det er noget som helst Trækar eller Klæder eller Skind eller Sæk, hvilketsomhelst Redskab, som nogen Gerning gøres med, det skal lægges i Vand og være urent indtil Aftenen og er siden rent.
33 Og om noget af dem falder i et, Lerkar, da bliver alt det urent, som er i det, og I skulle sønderbryde det. 34 Er der kommet Vand på nogen Spise, som man æder, da bliver denne uren, eller hvad Drik, som man drikker af noget Kar, da bliver denne uren. 35 Og alt det, som noget af deres Ådsel falder på, bliver urent; er det en Ovn eller med Lergryder med Hanke, da skulle de brydes i Stykker, de ere urene; de skulle være eder urene. 36 Dog skal Kilde og Brønd, Vandsamlinger være rene; men hvo som rører ved deres Ådsel, bliver urent. 37 Og når noget af deres Ådsel falder på nogen Såsæd, som skal sås, bliver denne dog ren. 38 Men når der kommer Vand på Sæden, og der siden falder noget af deres Ådsel derpå, da bliver den eder uren.
39 Og når noget dør af de Dyr, som ere givne eder til Spise, da skal den, som rører ved Ådslet deraf, være uren indtil Aftenen. 40 Og hvo som æder af deres Ådsel, skal to sine Klæder og være uren indtil Aftenen, og hvo der tager deres Ådsel op, skal to sine Klæder og være uren indtil Aftenen. 41 Og al den Vrimmel, som vrimler på Jorden, skal være en Vederstyggelighed, den skal ikke ædes; 42 nemlig alt det, som går på Bugen, og alt det, som går på fire Fødder, af alt det, som har mange Fødder, iblandt al den Vrimmel, som vrimler på Jorden, dem skulle I ikke æde; thi de ere en Vederstyggelighed. 43 Gører ikke eders Sjæle vederstyggelige ved al den Vrimmel, som vrimler, og gører eder ikke urene ved dem, så at I blive urene ved dem. 44 Thi jeg Herren er eders Gud, og I skulle hellige eder og være hellige, thi jeg er hellig; og I skulle ikke gøre eders Sjæle urene ved nogen Vrimmel, som kryber på Jorden. 45 Thi jeg er Herren, som førte eder op af Ægyptens Land for at være eders Gud; og I skulle være hellige; thi jeg er hellig.
46 Dette er Loven om Dyr og Fugle og hvert levende Væsen, som svømmer i Vandet, og om alt levende Væsen, som vrimler på Jorden, 47 at der kan gøres Forskel imellem det urene og det rene, og imellem det Dyr, som må ædes, og det Dyr, som ikke maa ædes.

12 Kapitel - 3.Mos.12
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Tal til Israels Børn og sig: Når en Kvinde undfanger og føder en Dreng, da skal hun være uren syv Dage, lige som de Dage ere, i hvilke hun er uren ved sin Svaghed. 3 Og på den ottende Dag skal hans Forhuds Kød omskæres. 4 Og hun skal blive hjemme i tre og tredive Dage, under hendes Blods Renselse; hun skal ikke røre ved noget helligt og ikke komme til Helligdommen, førend hendes Renselses Dage ere fuldendte. 5 Men føder hun en Pige, da skal hun være uren to Uger, som under hendes Svaghed; og hun skal blive hjemme seks og tresindstyve Dage, under hendes Blods Renselse.
6 Og når hendes Renselsesdage ere fuldendte efter en Søn eller efter en Datter, skal hun fremføre et årgammelt Lam til Brændoffer, og en Dueunge eller en Turteldue til Syndoffer, til Forsamlingens Pauluns Dør, til Præsten. 7 Og han skal ofre det for Herrens Ansigt og gøre Forligelse for hende, så bliver hun ren efter sin Blodgang. Dette er Loven for hende, som føder en Dreng eller Pige. 8 Men formår hendes Hånd ikke et Lam, da skal hun tage to Turtelduer eller to unge Duer, een til Brændoffer og een til Syndoffer; så skal Præsten gøre Forligelse for hende, og hun er ren.

13 Kapitel - 3.Mos.13
Og Herren talede til Mose og til Aron og sagde: 2 Når på noget Menneskes Køds Hud er Hævelse eller Skab eller en skinnende Plet, og der fremkommer på hans Køds Hud noget, som ligner Spedalskheds Plage, da skal han føres frem til Aron, Præsten, eller til en af hans Sønner iblandt Præsterne. 3 Og når Præsten beser Plagen på Kødets Hud, at Håret i Plagen er forvandlet til hvidt, og Plagen at se til er dybere end den anden Hud på hans Kød, da er det Spedalskheds Plage; når Præsten har beset ham, da skal han dømme ham uren. 4 Men er der en hvid, skinnende Plet på hans Køds Hud, og den ikke er dybere at se til end den anden Hud, og Håret derpå ikke er forvandlet til hvidt, da skal Præsten lukke den, som har Plagen, inde i syv Dage. 5 Og når Præsten beser ham på den syvende Dag, og se, Plagen er uforandret for hans Øje, Plagen har ikke videre udbredt sig på Huden, da skal Præsten anden Gang indelukke ham i syv Dage. 6 Og når Præsten beser ham på den syvende Dag anden Gang, og se, Pletten er mørkagtig, og Plagen har ikke udbredt sig videre på Huden, da skal Præsten dømme ham ren, det er Skab; og han skal to sine Klæder, så er han ren. 7 Men når det Skab udbreder sig videre i Huden, efter at han var beset af Præsten til sin Renselse, da skal han anden Gang beses af Præsten. 8 Og når Præsten beser ham, og se, Skabet har udbredt sig videre i Huden, da skal Præsten dømme ham uren, det er Spedalskhed.
9 Når Spedalskheds Plage er på et Menneske, og han føres frem til Præsten, 10 og Præsten beser ham, og se, der er en hvid Hævelse på Huden, og Håret derpå er forvandlet til hvidt, og vildt Kød vokser frem i Hævelsen: 11 Da er det en gammel Spedalskhed i Huden på hans Kød, og Præsten skal dømme ham uren; han skal ikke lukke ham inde; thi han er uren. 12 Men dersom Spedalskheden blomstrer stærkt i Huden, og Spedalskheden bedækker den plagedes hele Hud fra hans Hoved og til hans Fødder, alt det, som ses for Præstens Øjne; 13 og Præsten beser det, og se, Spedalskheden har skjult alt hans Kød, da skal han dømme den, som har Plagen, ren; han er bleven helt hvid, han er ren. 14 Men på hvilken Dag vildt Kød ses på ham,; bliver han uren. 15 Og når Præsten beser det vilde Kød, da skal han dømme ham uren; det vilde Kød er urent, det er Spedalskhed. 16 Eller dersom det vilde Kød forandrer sig og omvendes til hvidt, da skal han komme til Præsten; 17 og når Præsten beser ham, og se, Plagen er forandret til hvidt, da, skal Præsten dømme den, som har Plagen, at være ren; han er ren.
18 Og når der på nogens Kød, Huden derpå er en Byld; og den er bleven lægt, 19 og der bliver en hvid Hævelse på samme Bylds Sted eller en hvid, skinnende Plet, om er rødagtig, da skal han beses af Præsten. 20 Og når Præsten beser ham, og se, den er at se til dybere end den anden Hud, og Håret derpå er forandret til hvidt, da skal Præsten dømme ham uren; det er Spedalskheds Plage, der blomstrer i Bylden. 21 Men dersom Præsten beser den, og se, der er ikke hvidt Hår på den, og den er ikke dybere end den anden Hud og er mørkagtig, da skal Præsten lukke ham inde i syv Dage. 22 Men dersom den udbreder sig videre i Huden, da skal Præsten dømme ham uren; det er Plagen. 23 Men dersom den skinnende Plet bliver uforandret paa sit Sted og ikke udreder sig videre ,da er det Arret af en Byld, og Præsten skal dømme ham ren.
24 Eller når der i Kødet, i Huden derpå, der er brændt af Ild, og på det nye Kød af det brændte Sted er en skinnende Plet, som er rødagtig hvid eller ganske hvid, 25 og Præsten beser den, og se, Håret i den skinnende Plet er forandret til hvidt, og den er dybere at se til end den anden Hud, da er det Spedalskhed, der er fremblomstret i det brændte Sted, og Præsten skal dømme ham uren; det er Spedalskheds Plage. 26 Men dersom Præsten beser den, og se, der er ikke hvidt Hår i den skinnende Plet, og den er ikke dybere end den anden Hud og den er mørkagtig, da skal Præsten lukke ham inde i syv Dage. 27 Og Præsten skal bese ham på den syvende Dag; dersom den har udbredt sig videre på Huden, da skal Præsten dømme ham uren, det er Spedalskheds Plage. 28 Men dersom den skinnende Plet er uforandret på sit Sted og ikke breder sig videre ud på Huden, og den er mørkagtig, da er det en Hævelse i det brændte Sted, og Præsten skal dømme ham ren; thi det er et Ar i det brændte Sted.
29 Og når der er en Plage på Mand eller Kvinde, på Hovedet eller i Skægget, 30 og Præsten beser Plagen i Skægget, og se den er dybere at se til end den anden Hud, og Håret på samme Sted er gult og tyndt, da skal Præsten dømme ham uren; det er Skurv, det er Spedalskhed på Hovedet eller i Skægget. 31 Men når Præsten beser den Skurvs Plage, og se, den er ikke dybere at se til end Huden, og der er ikke sort Hår derpå, da skal Præsten lukke den, som har den Skurvs Plage, inde i syv Dage. 32 Og når Præsten beser Plagen på den syvende Dag, og se, den Skurv har ikke bredt sig videre, og der er ikke gult Hår derpå, og Skurven er ikke dybere at se end den anden Hud at se til end den anden Hud, 33 da skal han rage sig, dog så at han ikke rager Skurven, og Præsten skal atter lukke den, som har Skurven, inde i syv Dage. 34 Og når Præsten beser den Skurv på den syvende Dag, og se, Skurven har ikke udbredt sig videre i Huden, og den er ikke dybere at se til end den anden Hud, da skal Præsten dømme ham ren, og hin skal to sine Klæder, så er han ren. 35 Men dersom Skurven udbreder sig videre på Huden efter hans Renselse, 36 og præsten beser ham, og se, Skurven har udbredt sig videre på Huden, da skal Præsten ikke søge efter gult Hår; han er uren. 37 Men er Skurven uforandret for hans Øjne, og der er sort Hår opvokset i den, da er Skurven lægt, han er ren; og Præsten skal dømme ham ren. 38 Og når en Mand eller Kvinde har på deres Køds Hud skinnende Pletter, hvide skinnende Pletter, 39 og Præsten beser dem, og se, der er i deres Køds Hud hvide skinnende Pletter, som ere mørkagtige, da er det en Blegn, som blomstrer på Huden; han er ren. 40 Og når Håret falder af nogen Mands Hoved, er han skaldet; han er ren. 41 Og dersom Håret falder ham af Hovedet foran, er han flenskaldet; han er ren. 42 Men når på det skaldede eller på det flenskaldede er en Plet, hvidrødagtig, da er det Spedalskhed, som blomstrer på det skaldede på ham eller på det flenskaldede på ham. 43 Og når Præsten beser ham, og Plagens Hævelse er hvid og rødagtig på det skaldede på ham eller paa det flenskaldede på ham, som Spedalskheds Udseende plejer at være i Kødets Hud; 44 den Mand er spedalsk, han er uren; Præsten skal dømme ham aldles uren, hans Spedalskhed er på hans Hoved. 45 Og den spedalske, som Plagen er paa, hans Klæder skulle være sønderrevne, og hans Hoved skal være bart, og han skal skjule Skægget over Munden, og han skal råbe: Uren! uren! 46 Alle Dage, som den Plage er på ham, skal han være uren; han er uren, han skal bo alene, hans Bolig skal være uden for Lejren.
47 Og når på noget Klæde er Spedalskheds Plet, på uldent Klæde eller på linned Klæde og eller på 48 Tråden eller på Isletten af Linned eller af uldent eller på Skind eller på alt, hvad som er gjort af Skind, 49 og pletten er grønagtig eller rødagtig på Klædet eller på Skindet eller på Tråden eller på Isletten eller på noget Tøj af Skind, er det Spedalskheds Plage, og det skal beses af Præsten. 50 Og når Præsten beser Pletten, da skal han lukke det, som Pletten er på, inde i syv Dage. 51 Og når han ser Pletten på den syvende Dag, at Plagen har udbredt sig videre på Klædet eller på Tråden eller på Isletten eller på Skindet, på alt, hvad som gøres af Skind til nogen Gerning, da er Plagen en indædende Spedalskhed, det er urent. 52 Og man skal opbrænde Klædet eller Tråden eller Isletten af uldent eller af Linned eller hvad Tøj der er af Skind, på hvilket Pletten er; thi det er en indædende Spedalskhed, det skal opbrændes med Ild. 53 Men dersom Præsten beser det, og se, Pletten har ikke udbredt sig videre på Klædet eller på Tråden eller på Isletten eller på alle Hånde Tøj af Skind, 54 da skal Præsten befale,: at de skulle to det, som Pletten er på, og han skal lukke det inde anden Gang i syv Dage. 55 Og når: Præsten udser det, efter at Pletten er toet, og se, Pletten har ikke forandret sin Farve, og Pletten har ikke udbredt sig videre, da er det urent, du skal opbrænde det med Ild; det er af den Slags, som æder sig ind på den rette Side derpå eller på den vrange Side derpå. 56 Men dersom Præsten beser det, og se, Pletten er mørkagtig, efter at den er aftoet, da skal han rive det af Klædet eller af Skindet eller af Tråden eller af Isletten. 57 Men ses det endnu på Klædet eller på Tråden eller på Isletten eller på alle Hånde Tøj af Skind, da er det en blomstrende Spedalskhed; du skal opbrænde med Ild det, som Spedalskheden er på. 58 Men det Klæde eller den Tråd eller den Islet eller alle Hånde Tøj af Skind, som du tor, og Pletten går bort deraf, skal tos anden Gang, så er det rent. 59 Dette er Loven om Spe dalskheds Plage på Klæde af uldent eller Linned eller på Tråd eller Islet eller alle Hånde Tøj af Skind, til at dømme det rent eller urent.

14 Kapitel - 3.Mos.14
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Dette skal være Loven for den spedalske på hans Renselsesdag, at han skal fremføres til Præsten. 3 Og Præsten skal gå ud, uden for Lejren; og Præsten skal bese ham, og se, dersom den Spedalskheds Plage er lægt på den spedalske, 4 da skal Præsten befale, at man skal tage for den, som renser sig, to levende,Spurve og Cedertræ og Skarlagen og Isop 5 Og Præsten skal befale, at man slagter den ene Spurv over et Lerkar over rindende Vand. 6 Han skal tage den levende Spurv og Cedertræet og Skarlagenet og Isopen, skal dyppe dem og den levende Spurv i den slagtede Spurvs Blod over rindende Vand. 7 Og han skal stænke syv Gange på den, som lader sig rense for Spedalskheden, og han skal rense ham og lade den levende Spurv flyve ud på Marken. 8 Men den, som renser sig, skal to sine Klæder og rage alt sit Hår af og bade sig i Vand, så er han ren, og siden må han komme i Lejren; dog skal han bo uden for sit Telt i syv Dage. 9 Og det skal ske på den syvende Dag, da skal han afrage alt sit Hår, sit Hoved og sit Skæg og sine Øjenbryn, ja alt sit Hår skal han afrage; og han skal to sine Klæder og bade sin Krop i Vand, så er han ren. 10 Og på den ottende Dag skal han tage to Vædderlam uden Lyde og et år gammelt Gimmerlam uden Lyde om tre Tiendeparter Mel til Madoffer, blandet med Olie, og en *Log Olie. 11 Og Præsten, som renser, skal stille den Mand, der lader sig rense, og disse Ting for Herrens Ansigt, for Forsamlingens Pauluns Dør. 12 Og Præsten skal tage det ene Lam og bringe det til et Skyldoffer tillige med den Log Olie, og han skal røre dem med en Rørelse for Herrens Ansigt. 13 Og han skal slagte Væderlammet på det Sted, hvor man skal slagter Syndofret og Brændofret, på det hellige Sted; thi lige som Syndofret, så hører Skyldofret Præsten til, det er en højhellig Ting. 14 Og præsten skal tage af Skyldofrets Blod, og Præsten skal komme deraf på den højre Ørelæp af ham, som lader sig rense, og på hans højre Tommelfinger og på hans højre Tommeltå. 15 Og Præsten skal tage af den Log Olie og øse i sin venstre Hånd. 16 Og Præsten skal venstre Hånd. 16 Og Præsten skal dyppe sin højre Finger i Olien, som er i hans venstre Hånd, og han skal stænke af Olien med sin Finger syv Gange for Herrens Ansigt. 17 Men af den Olie, som er til overs i hans Hånd, skal Præsten komme på den højre Ørelæp af ham, som lader sig rense, og på hans højre Tommelfinger og på hans højre Tommeltå, oven på Skyldofrets Blod. 18 Men det, som er blevet tilovers af Olien, som er i Præstens Hånd, skal han komme på dens Hoved, som renses, og Præsten skal gøre Forligelse for ham, for Herrens Ansigt. 19 Og Præsten skal lave Syndofret og gøre Forligelse for ham, som lader sig rense for sin Urenhed, og siden skal han slagte Brændofret. 20 Og Præsten skal ofre Brændofret og Madofret på Alteret, og Præsten skal gøre Forligelse for ham, så er han ren.
21 Men er han fattig, og hans Hånd ikke formår så meget, da skal han tage eet Væderlam til et Skyldoffer, til at lade røre, til at gøre Forligelse for ham og en Tiendepart Mel blandet med Olie, til Madoffer, og en Log Olie 22 og to Turtelduer eller to Dueunger, som hans Hånd formår; og den ene skal være et Syndoffer og den anden et Brændoffer. 23 Og han skal bringe dem frem på den ottende Dag af, sin Renselse til Præsten, til Forsamlingens Pauluns Dør, for Herrens Ansigt. 24 Og Præsten skal tage Skyldofrets Lam og den Log Olie, og Præsten skal røre dem med en Rørelse for Herrens Ansigt. 25 Og han skal slagte Skyldofrets Lam, og Præsten skal tage af Skyldofrets Blod og komme på den højre Ørelæp af ham, som lader sig rense, og på hans højre Tommelfinger og på hans højre Tommeltå. 26 Og Præsten skal øse af Olien i sin venstre Hånd. 27 Og Præsten skal stænke med sin højre Finger af Olien, som er i hans venstre Hånd, syv Gange for Herrens Ansigt. 28 Og Præsten skal komme af Olien, som er i hans Hånd, på den højre Ørelæp af ham, som lader sig rense, og på hans højre Tommelfinger og på hans højre Tommeltå, over Skyldofrets Blods Sted. 29 Men det, som er blevet tilovers af Olien, som er i Præstens Hånd, skal han komme på dens Hoved, som lader sig rense, til at gøre forligelse for ham, for Herrens Ansigt. 30 Og han skal lave den ene af de Turtelduer eller af de Dueunger, af det, hans Hånd har formået, 31 det, som hans Hånd har formået, skal han lave den ene, til Syndoffer, den anden til Brændoffer, tillige med Madofret, og Præsten skal gøre Forligelse for den, som lader sig rense, for Herrens Ansigt. 32 Dette er Loven for den, som Spedalskheds Plage var på, og hvis Hånd ikke formår alt, hvad der hører til hans Renselse.
33 Herren talede til Mose og til Aron og sagde: 34 Når I komme i Kanaans Land, hvilket jeg giver eder til Ejendom, og jeg lader komme Spedalskheds Plage i et Hus udi eders Ejendoms Land, 35 da skal den komme, hvem Huset hører til, og give Præsten det til Kende og sige: Det ser mig ud, som der er Spedalskhed i Huset. 36 Så skal Præsten befale at de skulle rydde Huset, førend Præsten kommer til at bese Spedalskheden, at ikke alt det, som er i Huset, skal blive urent, og siden skal Præsten komme at bese Huset. 37 Og når han beser Spedalskheden, og se; Spedalskheden er på Væggene i Huset, nemlig; Fordybninger, som ere grønagtige eller rødagtige, og de ere dybere at se til, end Væggen, 38 da skal Præsten gå ud af Huset, til Døren på Huset, og han skal lukke Huset til syv Dage. 39 Og Præsten skal komme igen på den syvende Dag; og når han beser det, og se, Spedalskheden har udbredt sig videre på Væggene i Huset, 40 da skal Præsten befale, at de bryde Stenene ud, som Spedalskheden er på; og de skulle kaste dem hen udenfor Staden på et urent Sted. 41 Så skal han lade Huset skrabe indentil rundt omkring; og de skulle kaste Støvet, som de uafskrabede, udenfor Staden på et urent Sted. 42 Og de skulle tage andre Stene og lade dem komme i Stedet for de forrige Stene, og man skal tage andet Ler og kline Huset med. 43 Men dersom Spedalskheden kommer igen og blomstrer i Huset, efter at man har brudt Stenene ud, og efter at man har skrabet Huset, og efter at man har klinet det, 44 da skal Præsten komme, og når han beser det, og se, Spedalskheden har udbredt sig videre i Huset, da er der en Spedalskhed, som æder om sig, i Huset; det er urent. 45 Derfor skal man afbryde Huset, dets Stene og dets Træværk og alt Husets Ler, og man skal føre det udenfor Staden til et urent Sted. 46 Og hvo som kommer i det Hus alle de Dage, i hvilke han lod det lukke, skal være uren indtil Aftenen. 47 Og hvo som ligger i Huset, skal to sine Klæder; og hvo som æder i Huset, skal to sine Klæder. 48 Men dersom Præsten kommer igen og beser det, og se, Spedalskheden har ikke udbredt sig videre i Huset, efter at Huset blev klinet, da skal Præsten dømme det Hus rent; thi Spedalskheden er bleven lægt.
49 Så skal han tage, til at gøre Syndoffer for Huset, to Spurve og Cedertræ og Skarlagen og Isop. 50 Og han skal slagte den ene Spurv over et Lerkar, over rindende Vand. 51 Og han skal tage Cedertræet og Isopen og Skarlagenet og den levnde Spurv og dyppe dem i den slagtede Spurvs Blod og i det rinende Vand, og han skal stænke på Huset syv Gange; 52 og han skal gøre Syndoffer for Huset med Spurvens Blod og med det rindende Vand og med den levende Spurv og med Cedertræet og med Isopen og med Skarlagenet. 53 Så skal han lade den levende Spurv flyve hen uden for Staden, over Marken, og han skal gøre Forligelse for Huset, så er det rent.
54 Dette er Loven om alle Hånde Spedalskheds Plage og om Skurv 55 og om Spedalskhed på Klæder og på Hus 56 og om Hævelse og om Skab og om skinnende Plet, 57 til at lære, på hvad Dag noget er urent, og på hvad Dag det er rent; dette er Loven om Spedalskhed.

15 Kapitel - 3.Mos.15
Og Herren talede til Mose og til Aron og sagde 2 Taler til Israels Børn og siger til dem: Hvo som helst det er, når det flyder af hans Kød, da er han uren formedelst sit Flod. 3 Og dette skal være hans Urenhed under hans Flod: Når hans Kød udgyder sit Flod, eller hans Kød holder sit Flod tilbage, det er hans Urenhed. 4 Hvert Leje, som han, der har Flod, ligger på, skal være urent, og alt det Tøj, som han sidder på, skal være urent. 5 Og hver, som rører ved hans Leje, skal to sine Klæder og bade sig i Vand og være uren indtil Aftenen. 6 Og hvo som sætter sig på det Tøj, som den, der har Flod, har siddet på, skal to sine Klæder og bade sig i Vand og være uren indtil Aftenen. 7 Og hvo som rører ved dens Kød, som har Flod, skal to sine Klæder og bade sig i vand og være uren indtil Aftenen. 8 Og når den, som har Flod, spytter på en, som er ren, da skal denne to sine Klæder og bade sig i Vand og være uren indtil Aftenen. 9 Og hver Sadel, som den, der har Flod rider på, skal være uren. 10 Og hver, som rører ved noget af det som hun har haft under sig, skal være uren indtil Aftenen; og hvo som bærer de Ting, skal to sine Klæder og bade sig i Vand og være uren indtil Aftenen. 11 Og hver, som den, der har Flod, rører ved, uden at have skyllet sine Hænder i Vand skal to sine Klæder og bade sig; Vand og være uren indtil Aftenen, 12 Og det Lerkar, som den, der har Flod, rører ved, skal sønderbrydes; men hvert Trækar skal skylles i Vand. 13 Og når den, som har Flod, bliver ren af sit Flod, da skal han tælle sig syv Dage til sin Renselse og to sine Klæder, og han skal bade sit Kød i rindende Vand, så er han ren. 14 Og på den ottende Dag skal han tage sig to Turtelduer eller to Dueunger og komme for Herrens Ansigt til Forsamlingens Pauluns Dør og give Præsten dem. 15 Og Præsten skal lave dem, een til Syndoffer og een til Brændoffer, og Præsten skal gøre Forligelse for ham, for Herrens Ansigt, for hans Flod. 16 Og når der udgår Sæd fra en Mand, da skal han bade hele sit Legeme i Vand og være uren indtil Aftenen. 17 Og ethvert Klæde og ethvert Skind, som Sæd er kommen på, skal tos i Vand og være urent indtil Aftenen. 18 I lige Måde om der er en Kvinde, som har legemlig Omgang med en Mand, så skulle de bade sig i Vand og være urene indtil Aftenen.
19 Og når en Kvinde har Flod, at Blod af hendes Flod er på hendes Kød, da skal hun være syv Dage i sin Svaghed, og hver, som rører ved hende, skal være uren indtil Aftenen. 20 Og alt det, hun ligger paa under sin Svaghed, skal være urent, og alt det, hun sidder på, skal være urent. 21(Og hver den, som rører ved hendes Leje, skal to sine Klæder og bade sig i Vand og være uren indtil Aftenen. 22 Og hver den, som rører ved noget Tøj, som hun har siddet på, skal to sine Klæder og bade sig i Vand og være uren indtil Aftenen. 23 Og dersom nogen ligger på det Leje eller på det Tøj, som hun har siddet på, så han rører derved, skal han være uren indtil Aftenen. 24 Og dersom en Mand ligger hos hende, og hendes Urenhed kommer på ham, så bliver han uren i syv Dage; og hvert Leje, som han ligger på, skal være urent. 25 Og når en Kvinde har sit Blodflod mange Dage, udenfor hendes Svagheds Tid, eller når det flyder over hendes Svagheds Tid, alle de Dage, hun har sin Urenheds Flod, skal hun være som i hendes Svagheds Dage; hun er uren. 26 Hvert Leje, som hun ligger på, alle de Dage, hun har sit Flod, skal være hende ligesom Lejet under hendes Svaghed; og alt det Tøj, som hun sidder på, skal være urent, som naar hun er uren under sin Svaghed. 27 Og hver den, som rører ved de Ting, skal være uren og skal to sine Klæder og bade sig i Vand og være uren indtil Aftenen.
28 Men dersom hun bliver ren efter sit Flod, da skal hun tælle sig syv Dage, og siden skal hun være ren. 29 Og på den ottende Dag skal hun tage sig to Turtelduer eller to Dueunger, og bringe dem til Præsten, til Forsamlingens Pauluns Dør. 30 Og præsten skal lave den ene til Syndoffer og den anden til Brændoffer, og Præsten skal gøre Forligelse for hende for Herrens Ansigt, og hendes Urenheds Flod.
31 Og I skulle skille Israels Børn ved deres Urenhed, at de ikke dø i deres Urenhed, idet de gøre mit Tabernakel, som er midt iblandt dem, urent. 32 Dette er Loven om den, som har Flod, og om den, hvem Sæd går fra, så at han bliver uren derved; 33 og for hende, som er uren under hendes Svaghed, og for den, som har Flod, Mand eller Kvinde; og for en Mand, som ligger hos en uren Kvinde.

16 Kapitel - 3.Mos.16
Og Herren talede til Mose, efter at de to af Arons Sønner vare døde, der de vare gange frem for Herrens Ansigt og vare døde, 2 Og Herren sagde til Mose: Sig til Aron, din Broder, at han ikke til enhver Tid må gå ind i Helligdommen iden for Forhænget lige for Nådestolen, som er på Arken, at han ikke dør; thi jeg vil ses i Skyen over Nådestolen. 3 Med dette skal Aron komme til Helligdommen: Med en ung Tyr til Syndoffer og en Væder til Brændoffer. 4 Han skal iføre en hellig linned Kjortel og have linnede Underklæder på sin Krop og ombinde sig med et linned Bælte, med en linned Præstehue han skal bedække sig; disse ere de hellige Klæder, og han skal bade sit legeme i Vand og iføre sig dem. 5 Og han skal tage af Israels Børns Menighed to Gedebukke til Syndoffer og en Væder til Brændoffer 6 Og Aron skal ofre Syndofrets Tyr, som er for ham selv, og gøre Forligelse for sig og for sit Hus. 7 Og skal tage de to Bukke, og han skal stille dem for Herrens Ansigt,for Forsamlingens Pauluns Dør 8 Aron skal kaste Lod over de to Bukke, een Lod for Her ren og een Lod for Asasel. 9 Og Aron skal ofre den Buk, på hvilken Lodden kom ud for Herren, og berede den til Syndoffer. 10 Men den Buk, på hvilken Lodden for Asasel er falden, skal stilles levende for Herrens Ansigt, at der ved den skal gøres Forligelse, at man skal sende den bort til Asasel til Ørken. 11 Og Aron skal ofre Syndofrets Tyr, som er for ham selv, og gøre Forligelse for sig selv og for sit Hus, og han skal slagte Syndofrets Tyr, som er for ham. 12 Så skal han tage et Ildkar fuldt af Gløder af Ilden fra Alteret for Herrens Ansigt, og sine Hænder fulde af stødt Røgelse af vellugtende Urter, og han skal bære det inden for Forhænget. 13 Og han skal komme Røgelsen på Ilden for Herrens Ansigt, så at en Sky af Røgelsen skjuler Nådestolen, som er over Vidnesbyrdet, at han ikke dør. 14 Og han skal tage af Tyrens Blod og stænke med sin Finger mod Nådestolen for til, og han skal stænke syv Gange med sin Finger af Blodet for Nådestolen. 15 Og han skal slagte Syndofrets Buk, som er for Folket, og bære dens Blod inden for Forhænget og gøre med dens Blod, ligesom han gjorde med Tyrens Blod, og stænke det mod Nådestolen og for Nådestolen. 16 Og han skal gøre Forligelse for Helligdommen og rense den fra Israels Børns Urenheder og fra deres Overtrædelser i alle deres Synder; og således skal han gøre ved Forsamlingens Paulun, som står hos dem midt iblandt deres Urenheder. 17 Og intet Menneske skal være i Forsamlingens Paulun, når han kommer at gøre Forligelse i Helligdommen, indtil han går ud; og han skal gøre Forligelse for sig og for sit Hus og for hele Israels Menighed.18 Og han skal gaa ud til Alteret, som er for Herrens Ansigt, og gør Forligelse for det, og han skal tage af Tyrens Blod og af Bukkens Blod og komme det paa Alterets Horn rundt omkring. 19 Og han skal stænke paa det af Blodet med sin Finger syv Gange, og han skal rense det og hellige det fra Israels Børns Urenheder. 20 Og naar han har fuldkommet at gøre Forligelse for Helligdommen og for Forsamlingens Paulun og for Alteret, da skal han føre den levende Buk frem. 21Og Aron skal lægge begge sine Hænder paa den levende Buks Hoved og over den bekende alle Israels Børns Misgerninger og alle deres Overtrædelser i alle deres Synder, og han skal lægge dem paa Bukkens Hoved og sende den bort til ørken ved en Mand, som er skikket dertil. 22 Og Bukken skal bære alle deres Misgerninger paa sig til et udyrket Land, og han skal lade Bukken løs i Ørken. 23 Saa skal Aron gaa ind i Forsamlingens Paulun og aførre sig Linklæderne, som han iførte sig, da han gik ind i Helligdommen, og han skal lade dem ligge der. 24 Og han skal bade sin Krop i Vand paa et helligt Sted og iføre sig sine andre Klæder, og han skal gaa ud og gøre sit Brændoffer og Folkets Brændoffer og gøre Forligelse for sig og for Folket. 25 Og han skal gøre et Røgoffer af Syndofrets Fedt paa Alteret. 26 Men den , som førte Bukken bort til Asasel, skal to sine Klæder og bade sin Krop i Vand, og derefter maa han komme til Lejren. 27 Og Syndofrets Tyr og Syndofrets Buk, hvis Blod bliver baaret ind i Helligdommen til at gøre Forligelse, skal man føre ud uden for Lejren, og man skal opbrænde deres Hud og deres Kød og deres Møg med Ild. 28 Og den, som opbrænder dem, skal to sine Klæder og bade sit Legeme i Vand, og derefter maa han komme til Lejren.
29 Og det skal være eder til en evig Skik: I den syvende Maaned, paa den tiende Dag i Maaneden, skulle I ydmyge eders Sjæle* og ingen Gerning gøre, hverken den indfødte eller den fremmede, som opholder sig iblandt eder. 30 Thi paa denne Dag skal man gøre Forligelse for eder til at rense eder; af alle eders Synder skulle I vorde rene for Herrens Ansigt. 31 Dette skal være eder en Sabbats Hvile, og I skulle ydmyge eders Sjæle til en evig Skik, 32 Og Præsten, som man salver, og hvis Haand man fylder til at gøre Præstetjeneste i hans Faders Sted, skal gøre Forligelse, og han skal iføre sig Linklæderne, de hellige Klæder. 33 Og han skal gøre Forligelse for Hellighedens Helligdom, baade for Forsamlingens Paulun og for Alteret skal han gøre Forligelse, og for Præsterne og for al Menighedens Folk skal han gøre Forligelse. 34 Og dette skal være eder til en evig Skik, at gøre Forligelse for Israels Børn for alle deres Synder een. Gang om Aaret. Og han gjorde det, ligesom Herren havde befalet Mose.

17 Kapitel - 3.Mos.17
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Tal til Aron og til hans Sønner og til alle Israels Børn, og du skal sige til dem: Dette er det Ord, som Herren har befalet og sagt: 3 Hvo som helst af Israels Hus, der slagter en Okse eller et Lam eller en Ged i Lejren, eller der slagter den uden for Lejren 4 og ikke fører den frem for Forsamlingens Pauluns Dør, til at ofre Offer for Herren, foran Herrens Tabernakel, den Mand skal Blodskyld tilregnes, han udøste Blod, og den Mand skal udryddes midt ud af sit Folk; 5 paa det at Israels Børn skulle fremføre deres Slagtofre, som de pleje at slagte paa fri Mark; og de skulle føre dem frem for Herren til Forsamlingens Pauluns Dør, til Præsten, og de skulle slagte dem for Herren til Takofre. 6 Og Præsten skal stænke Blodet paa Herrens A1ter, for Forsamlingens Pauluns Dør, og han skal gøre et Røgoffer af Fedtet til en sød Lugt for Herren. 7 Og de skulle ikke ydermere ofre deres Offer til Skovtrolde, som de bole med; dette skal være dem en evig Skik hos deres Efterkommere. 8 Og du skal sige til dem: Hvo som helst af Israels Hus eller af fremmede, som opholder sig midt iblandt eder, der ofrer Brændoffer eller Slagtoffer, 9 og ikke fører det frem til Forsamlingens Pauluns Dør at lave det for Herren, den Mand skal udryddes fra sit Folk.
10 Og hvo som helst af Israels Hus eller af fremmede, som opholder sig midt iblandt dem, der æder noget Blod, imod den Person, som æder Blodet, vil jeg sætte mit Ansigt og udrydde ham af sit Folks Midte. 11 Thi Kødets Sjæl er i Blodet, og jeg har givet eder det paa Alteret, til at gøre Forligelse for eders Sjæle; thi Blodet er det, som skal gøre Forligelse . ved Sjælen. 12 Derfor har jeg sagt til Israels Børn: Ingen af eder maa æde Blod, og den fremmede, som opholder sig midt iblandt eder, maa heller ikke æde Blod. 13 Og hvo som helst af Israels Børn og af fremmede, som opholder sig midt iblandt dem, der fanger paa Jagt et vildt Dyr eller en Fugl, som maa ædes, han skal udøse Blodet deraf og skjule det med Støv. 14 Thi hvad alt Køds Sjæl angaar, saa regnes dets Blod for dets Sjæl, og jeg har sagt til Israels Børn : I skulle ikke æde no- get Køds Blod, thi alt Køds Sjæl er dets Blod; hver den, som æder det, skal udryddes. 15 Og hver Person, indfødt eller fremmed, der æder et Aadsel eller det, som er sønderrevet, skal to sine Klæder og bade sig i Vand og blive uren indtil Aftenen, saa er han ren. 16 Og dersom han ikke tor sig og ikke bader sit Legeme, da skal han bære sin Misgerning.

18 Kapitel - 3.Mos.18
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Ta1 til Israels Børn, og du skal sige til dem: Jeg er Herren eders Gud. 3 Efter Ægyptens Lands Gerning, hvor I boede, skulle I ikke gøre, og efter Kanaans Lands Gerning, hvor hen jeg vil føre eder, skulle I ikke gøre, og efter deres Skikke skulle I ikke vandre. 4 I skulle gøre efter mine Bud og holde mine Skikke, saa at I vandre i dem; jeg er Herren eders Gud. 5 Og I skulle holde mine Skikke og mine Bud, hvilke et Menneske skal gøre og leve ved dem; jeg er Herren.
6 Ingen af eder skal holde sig nær til sin næste Slægt, til at blotte dennes Blusel; jeg er Herren. 7 Du skal ikke blotte din Faders Blusel eller din Moders Blusel; hun er din Moder, du skal ikke blotte hendes Blusel. 8 Du skal ikke blotte din Stivmoders Blusel; det er din Faders Blusel. 9 Din Søsters Blusel, din Faders Datter eller din Moders Datter, enten hun er født hjemme eller født ude, deres Blusel skal du ikke blotte. 10 Din Sønnedatters eller din Datterdatters Blusel, deres Blusel skal du ikke blotte; thi de ere din Blusel. 11 Din Stivmoders Datters Blusel, hun som er din Fader født og er din Søster, hendes Blusel skal du ikke blotte. 12 Du skal ikke blotte din Faders Søsters Blusel, hun er din Faders næste Slægt. 13 Du skal ikke blotte din Moders Søsters Blusel; thi hun er din Moders næste Slægt. 14 Du skal ikke blotte din Farbroders Blusel; du skal ikke holde dig nær til hans Hustru; thi hun er din Faster. 15 Du skal ikke blotte din Sønnekvindes Blusel; thi hun er din Søns Hustru, du skal ikke blotte hendes Blusel. 16 Du skal ikke blotte din Broders Hustrus Blusel; det er din Broders Blusel. 17 Du skal ikke blotte en Hustrus og hendes Datters Blusel; du skal ikke tage hendes Søns Datter eller hendes Datters Datter, at blotte hendes Blusel; thi de ere hendes næste Slægt; det er en Skændsel.
18 Og du skal ikke tage en Hustru, tillige med hendes Søster, til at vække hendes Skinsyge, at blotte hendes Blusel tillige med hins, medens hun lever. 19 Og din Hustru i hendes Urenheds Svaghed, skal du ikke komme nær, til at blotte hendes Blusel. 20 Og du skal ikke ligge hos din Næstes Hustru til at avle, til at blive uren ved hende. 21 Og af dit Afkom skal du ikke lade nogen gå igennem Ilden for Molek; og du skal ikke vanhellige din Guds Navn; jeg er Herren. 22 Og du skal ikke ligge hos Mandkøn, som man ligger hos en Kvinde; det er en Vederstyggelighed. 23 Og du skal ikke beblande dig med noget Kvæg til at besmittes ved det, og ingen Kvinde skal have at skaffe med noget Kvæg til Samleje; det er en Skændighed. 24 Gører eder ikke urene ved alt dette, thi ved alt dette ere Hedningerne, hvilke jeg uddriver for eder, blevne urene. 25 Og Landet er blevet urent, og jeg har hjemsøgt dets Misgerning på det; og Landet skal udspy sine Indbyggere. 26 Og I skulle holde mine Skikke og mine Bud og ikke gøre nogen af alle disse Vederstyggeligheder, hverken den indfødte eller den fremmede, som opholder sig midt iblandt eder; 27 thi dette Lands Folk, som var før eder, har gjort alle disse Vederstyggeligheder, og Landet er blevet urent; 28 at Landet ikke skal udspy eder, når I gøre det urent, lige som det udspyr det Folk, som var før eder. 29 Thi hver den, som gør nogen af alle disse Vederstyggeligheder, de som gøre det, skulle udryddes midt af deres Folk. 30 Så holder det, jeg vil have holdt, at I ikke gøre nogen af de vederstyggelige Skikke, som ere gjorte før eder, at I ikke skulle gøre eder urene ved dem; jeg er Herren eders Gud.

19 Kapitel - 3.Mos.19
Og Herren talede til Mose om sagde: 2 Tal til al Israels Børns Menighed, og du skal sige til dem: I skulle være hellige; thi Jeg Herren eders Gud er hellig. 3 I skulle hver frygte sin Moder og sin Fader, og I skulle holde mine Sabbater; jeg er Herren eders Gud. 4 I skulle ikke vende eders Ansigt til Afguderne og ikke gøre eder støbte Guder; jeg er Herren eders Gud.
5 Og når I ville slagte Takoffer for Herren, da skulle I ofre det til en Behagelighed for eder. 6 Det skal ædes på den Dag, I slagte det, og den næste Dag; men hvad som levnes til den tredje Dag, skal opbrændes med Ild. 7 Men om noget deraf dog ædes på den tredje Dag, da er det en Vederstyggelighed, det bliver ikke behageligt. 8 Og hvo som æder det, skal bære sin Misgerning; thi han har vanhelliget, hvad der var Herren helliget; og den Sjæl skal udryddes fra sit Folk.
9 Og når I høste eders Lands Høst, da skal du ikke høste det yderste aldeles af på din Ager, ikke heller skal du sanke nøje i din Høst. 10 Du skal ikke heller sanke efter i din Vingård, og ikke sanke de Bær som ere nedfaldne i din vingård; du skal lade dem blive til den fattige og til den fremmede; jeg er Herren eders Gud. 11 I skulle ikke stjæle, og I skulle ikke lyve, ej heller skal nogen af eder handle falskeligen mod sin Næste. 12 Og I skulle ikke falskeligen sværge ved mit Navn, så du vanhelliger din Guds Navn; jeg er Herren. 13 Du skal ikke gøre din Næste vold og ej røve, du skal ikke lade Daglønnerens Arbejdsløn blive hos dig Natten over indtil om Morgenen. 14 Du skal ikke bande den døve, og ikke lægge Stød for den blinde; men du skal frygte din Gud; jeg er Herren. 15 I skulle ikke gøre Uret i Dommen du skal ikke anse den ringes Person og heller ikke gøre Ære af den vældiges Person; men du skal dømme din Næste i Retfærdighed. 16 Du skal ikke gå om som en Bagvasker iblandt dit Folk, du skal ikke stå efter din Næstes Blod; jeg er Herren. 17 Du skal ikke hade din Broder i dit Hjerte; men du skal irettesætte din Næste, at du ikke skal bære Synd for hans Skyld. 18 Du skal ikke hævne dig selv; ej heller beholde Vrede imod dit Folks Børn, og du skal elske din Næste som dig selv; jeg er Herren.
19 I skulle holde mine Sikke; du skal ikke lade dit Kvæg parre sig med et af et andet Slags; du skal ikke beså din Ager med to Slags Sæd; og Klæder af to Slags, vævet til sammen, skal ej komme på dig. 20 Og når en Mand ligger hos en Kvinde og har Omgang med hende, og hun er en Tjenestepige , som er trolovet med en Mand, og hun ikke er løskøbt, eller ikke har fået sin Frihed, da skal der ske en Hudstrygelse, men de skulle ikke dødes; thi hun var ikke frigiven. 21 Men han skal føre sit Skyldoffer frem for Herren til Forsamlingens Pauluns Dør, en Væder til Skyldoffer. 22 Og Præsten skal gøre Forligelse for ham med Skyldofrets Væder, for Herrens Ansigt, for hans Synd, som han syndede. 23 Og nar I komme ind i Landet og plante alle Hånde Frugttræer, da skulle I agte deres Frugt, som om det var Forhud på dem; i tre År skulle de agtes af eder som uomskårne, der skal ikke ædes deraf. 24 Og i det fjerde År skal al deres Frugt være helliget til Lovprisning for Herren. 25 Men i det femte År må I æde Frugten deraf, så at I samle eder Grøden deraf; jeg er Herren eders Gud.
26 I skulle ikke æde noget med Blodet; I skulle ikke spå, ej heller være Dagvælgere. 27 I skulle ikke rundskære det yderste af eders Hovedhår, ej heller skal du fordærve Kanten af dit Skæg. 28 Og I skulle intet Indsnit gøre i eders Kød for en døds Skyld, ej heller sætte indbrændt Skrifttegn på eder; jeg er Herren. 29 Du skal ikke vanhellige din Datter ved at lade hende bedrive Horeri, og Landet skal ikke bedrive Horeri, så at Landet bliver fuldt af Skændsel. 30 I skulle holde mine Sabbatter, og I skulle frygte for min Helligdom; jeg er Herren. 31 I skulle ikke vende eder til Spåkvinder og ikke søge hen til Tegnsudlæggere, til at blive urene ved dem; jeg er Herren eders Gud. 32 Du skal stå op for den gråhærdede og hædre den gamle, og du skal frygte din Gud; jeg er Herren. 33 Og når en fremmed opholder sig hos dig i eders Land, da. skulle I ikke forfordele ham. 34 Den fremmede, som opholder sig hos eder, skal være eder som en indfødt af eder, og du skal elske ham som dig selv; thi I have været fremmede i Ægyptens Land; jeg er Herren eders Gud. 35 I skulle ikke gøre Uret i Dommen, i Længdemålet, i Vægten og i Hulmålet. 36 Rette Vægtskåler, rette Vægtstene, ret Efa og ret Hin skulle I have. Jeg er Herren eders Gud, som udførte eder af Ægyptens Land. 37 Og I skulle holde alle mine Skikke og alle mine Bud og gøre dem; jeg er Herren.

20 Kapitel - 3.Mos.20
Herren talede til Mose og sagde: 2 Og du skal sige til Israels Børn: Hvo som helst af Israels Børn eller af de fremmede, som opholde sig i Israel, der hengiver nogen af sin Sæd til Molek, skal visselig dødes; Folket i Landet skulle stene ham med Stene. 3 Og jeg vil sætte mit Ansigt imod denne Mand, og jeg vil udrydde ham midt af sit Folk, fordi han hengav af sin Sæd til Molek, til at gøre min Helligdom uren og at vanhellige mit hellige Navn. 4 Og dersom Folket i Landet ser igennem Fingre med det samme Menneske, når han hengiver nogen af sin Sæd til Molek, så at de ikke ihjelslå ham, 5 da vil jeg sætte mit Ansigt imod det Menneske og imod hans Slægt; og ham og alle dem, som efterfølge hans Bolen med at bole med Molek, vil jeg udrydde midt af deres Folk.
6 Og når en Person vender sig til Spåkvinder eller til .Tegnsudlæggere, til at bole med dem, da vil jeg sætte mit Ansigt imod denne Person, og jeg vil udrydde ham fra hans Folk. 7 Derfor helliger eder og værer hellige; thi jég er Herren eders Gud. 8 Og holder mine Skikke, og gører dem; jeg er Herren, som gør eder hellige.
9 Thi hvo som helst der bander sin Fader eller sin Moder, skal visselig dødes; han bandede sin Fader eller sin Moder, hans Blod være over ham.
10 Og en Mand, som bedriver Hor med en Mands Hustru, den, som bedriver Hor med sin Næstes Hustru, den Horkarl og den Horekone skal visselig dødes. 11 Og en Mand, som ligger hos sin Faders Hustru, han har blottet sin Faders Blusel; de skulle begge visselig dødes, deres Blod skal være over dem. 12 Og når en Mand ligger hos sin Søns Hustru, da skulle de begge visselig dødes; de have gjort en Skændighed, deres Blod skal være over dem. 13 Og når en Mand ligger hos en Mandsperson, som man ligger hos en Kvinde, da have de begge gjort en Vederstyggelighed; de skulle visselig dødes, deres Blod skal være over dem. 14 Og når en Mand tager en Kvinde og hendes Moder til Ægte, er det en Skændsel; de skulle brænde både ham og dem med Ild, og der skal ikke være nogen Skændsel iblandt eder. 15 Og en Mand, som ligger hos et Dyr, skal visselig dødes, og Dyret skulle I dræbe. 16 Og når en Kvinde kommet nær til noget Dyr, at det har Fællesskab med hende, da skal du ihjelslå både Kvinden og Dyret; de skulle visselig dødes, deres Blod skal være over dem. 17 Og når en Mand tager sin Søster, sin Faders Datter eller sin Moders Datter, til Ægte, og ser hendes Blusel, og hun ser hans Blusel, så er det en gruelig Ting, og de. skulle udryddes for deres Folks Børns Øjne; han blottede sin Søsters Blusel, han skal bære sin Misgerning. 18 Og når en Mand ligger hos en Hustru, som er svag, og blotter hendes Blusel, blotter hendes Kilde, og hun blotter sin Blods Kilde, da skulle de begge udryddes af deres Folk. 19 Og du skal ikke blotte din Moders Søsters og din Faders Søsters Blusel; thi en sådan har blottet sin næste Slægt, de skulle bære deres Misgerning. 20 Og når en Mand ligger hos sin Farbroders Hustru, han har blottet sin Farbroders Blusel; de skulle bære deres Synd, de skulle dø barnløse. 21 Og dersom en Mand tager sin Broders Hustru til Ægte, det er en slem Gerning; han blottede sin Broders Blusel, de skulle være barnløse.
22 Så skulle I holde alle mine Skikke og alle mine Bud og gøre dem, at Landet, som jeg vil føre eder ind udi, til at bo derudi, ikke skal udspy eder. 23 Og I skulle ikke vandre i det Folks Skikke, hvilket jeg skal udkaste for eder; thi alle disse Ting have de gjort, og jeg væmmedes ved dem. 24 Men jeg siger eder: I skulle eje deres Land, og jeg vil give eder det til Eje, et Land, som flyder med Mælk og Honning. Jeg er Herren eders Gud, som har udskilt eder fra Folkene. 25 Og I skulle gøre Skilsmisse imellem rene og urene Dyr og imellem urene og rene Fugle; og I skulle ikke gøre eders Sjæle vederstyggelige med Dyr og med Fugle og med alt det, som kryber paa Jorden, hvilket jeg har fraskilt for eder, at I skulle holde det urent. 26 Derfor skulle I være mig hellige, thi jeg Herren er hellig og jeg har udskilt eder fra Folkene til at høre mig til. 27 Og når af Mand eller Kvinde nogen er en Spåmand eller Tegnsudlægger, skulle de visselig dødes; de skulle stene dem ihjel, deres Blod være over dem.

21 Kapitel - 3.Mos.21
Og Herren sagde til Mose: Tal til Præsterne, Arons Sønner, og sig til dem: En Præst skal ikke gøre sig uren ved et Lig iblandt sit Folk, 2 uden ved hans næste Slægt, som ham næst tilhører, ved hans Moder og ved hans Fader og ved hans Søn og ved hans Datter og ved hans Broder 3 og ved hans Søster, som er en Jomfru, hans næste Pårørende, som ikke har været nogen Mands Hustru; ved hende må han gøre sig uren. 4 Han skal ikke besmitte sig, da han er en Herre iblandt sit Folk, så han vanhelliger sig. 5 De skulle ikke gøre deres Hoved skaldet og ikke afrage det yderste af deres Skæg, og ej skære et Indsnit i deres Kød. 6 De skulle være hellige for deres Gud og ikke vanhellige deres Guds Navn; thi de ofre Herrens Ildoffer, deres Guds Brød, og derfor skulle de være aldeles Hellige. 7 De skulle ikke tage nogen Horekone eller en, som er krænket, til ægte; og den Kvinde, som er forskudt af sin Mand, skulle de ikke tage; thi han* er hellig for Gud. 8 Derfor skal du holde ham hellig, thi han ofrer din Guds Brød; han skal være dig hellig, thi jeg Herren er hellig, som gør eder hellige. 9 Og når nogen Præsts Datter begynder at bedrive Hor, har hun vanhelliget sin Fader, hun skal brændes med Ild.
10 Og den, som er ypperstepræst iblandt sine Brødre, på hvis Hoved Salveolien er udøst, og hvis Hånd man har fyldt, for at han skal iføre sig Klæderne, han skal ikke blotte sit Hoved og ej sønderrive sine Klæder. 11 Og han skal ikke komme til noget Lig, han skal ikke gøre sig uren, hverken ved sin Fader eller ved sin Moder. 12 Og han skal ikke gå ud af Helligdommen, og han skal ikke vanhellige sin Guds Helligdom; thi hans Guds Salveolies Hovedsmykke er på ham. Jeg er Herren. 13 Og han skal tage sig en Hustru i hendes Jomfrustand. 14 En Enke eller en forskudt eller en krænket, en Hore, dem skal han ikke tage, men en Jomfru af sit Folk skal han tage til Hustru. 15 Og han skal ikke vanhellige sin Sæd iblandt sit Folk; thi jeg er Herren, som gør ham hellig.
16 Og Herren talede til Mose og sagde: 17 Tal til Aron og sig: Når der er en Mand af din Sæd i deres Slægter, på hvem der er en Lyde: han skal ikke komme nær til, at ofre sin Guds Brød; 18 thi ingen Mand, på hvem der er Lyde, skal komme nær, hvad enten det er en Mand, som er blind eller lam, eller som har noget Lem for kort eller for langt, 19 eller en Mand, som har Bræk på Fod eller Bræk på Hånd 20 eller som er krogrygget eller er en Dværg eller har Men på sit Øje, eller som har Skurv eller Fnat eller som har Brok. 21 Og ingen Mand af Præsten Arons Sæd, paa hvem der er Lyde, skal gå fra at ofre Herrens Ildofre; der er Lyd på ham, han skal ikke gå frem til at ofre sin Guds Brød. 22 Dog må han æde sin Guds Brød, både af de højhellige Ting og af de andre hellige Ting. 23 Kun skal han ikke komme til Forhænget og ej gå frem til Alteret; thi der er Lyde på ham, og han skal ikke vanhellige mine Helligdomme; thi jer er Herren, som gør dem hellige 24 Og Mose sagde dette til Aron og til hans Sønner og til alle Israels Børn.

22 Kapitel - 3.Mos.22
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Sig til Aron og til hans Sønner, at de afholde sig fra Israels Børns hellige Ting og ikke vanhellige mit hellige Navn, når disse hellige mig noget; jeg er Herren. 3 Sig til dem: Hvilken som helst Mand i eders Slægter af al eders Sæd, der kommer nær til de hellige Ting, som Israels Børn hellige Herren,. og hans Urenhed er på ham, han skal udryddes fra at være for mit Ansigt; jeg er Herren. 4 Hvo som helst af Arons Sæd, der er spedalsk eller har Flod, han skal ikke æde af de hellige Ting, indtil han vorder ren; og den ikke heller, som rører ved nogen, der er uren formedelst Lig, eller den Mand, fra hvem der går Sæd, 5 eller den Mand, som rører ved noget Kryb, som man kan blive uren af, eller ved et Menneske, som man kan blive uren af, hvad Slags Urenhed det end er; 6 den Person, som rører ved det, skal være uren indtil Aftenen, og han skal ikke æde af de hellige Ting, men bade sit Legeme i Vand. 7 Og når Solen gaar ned, så er han ren, og siden må han æde af de hellige Ting; thi det er hans Mad. 8 Han skal ikke æde Ådsel eller det, som er sønderrevet, at blive uren på det; jeg er Herren. 9 Og de skulle holde det, og vil have holdt, og de skulle ikke bære Synd for den Sags Skyld og dø derfor, når de vanhellige det; jeg er Herren, som helliger dem.
10 Og ingen fremmed skal æde det hellige; den, som bor hos Præsten,; en Daglønner skal ikke æde af det hellige. 11 Men når Præsten har købt nogen for sine Penge til Ejendom, da må denne æde deraf; og hver den, som er født i hans Hus, de må æde af hans Brød. 12 Men når en Præsts Datter bliver en fremmed Mands Hustru, da, skal hun ikke æde af de hellige Ting, som ere en Gave. 13 Men når en Præsts Datter bliver Enke eller forskudt, og hun har ingen Afkom, og hun vender tilbage til sin Faders Hus, ligesom i hendes Ungdom, da må hun æde af sin Faders Brød; men ingen fremmed må æde deraf. 14 Men æder nogen af det hellige uvitterlig, da skal han lægge den femte Del deraf dertil og give Præsten det tillige med det hellige. 15 Og de skulle ikke vanhellige Israels Børns hellige Ting, dem, som de bringe til Gave for Herren, 16 og ikke belade sig med Misgerning og Skyld, når de æde deres hellige Ting; thi jeg er Herren, som helliger dem.
17 Og Herren talede til Mose og sagde: 18 Tal til Aron og til hans Sønner og til alle Israels Børn, og sig til dem: Når nogen som helst af Israels Hus eller af de fremmede i Israel vil ofre sit Offer, enten det er efter deres Løfte, eller deres frivillige Offer, som de ville ofre Herren til et Brændoffer, 19 da skal det, for at blive til en Behagelighed for eder, være uden Lyde, en Han af stort Kvæg, af Fårene eller af Gederne. 20 I skulle intet ofre af det, som der er Lyde på; thi det bliver ikke til en Behagelighed for eder. 21 Og når nogen vil ofre et Takoffer for Herren til at indfrie et Løfte eller til et frivilligt Offer af stort Kvæg eller småt Kvæg, da skal det være uden Lyde, at det kan være til en Behagelighed; der skal slet ingen Lyde være på det. 22 Det, som er blindt eller benbrudt eller lemlæstet, eller som har flydende Sår eller Skurv eller Fnat det skulle I ikke ofre Herren, og I skulle ikke bringe Ildoffer deraf paa Alteret til Herren. 23 Både en Okse og et Får, som har et Lem for stort eller for lidet, deraf må du gøre et frivilligt Offer; men til et Løfte kan det ikke vorde behageligt. 24 Og I skulle ikke ofre Herren noget, som er blevet krystet eller stødt eller sønderevet eller afskåret, og I skulle ikke gøre sligt i eders I.and. 25 Og I skulle heller ikke ofre af en fremmeds Hånd eders ,Guds Brød af noget af disse Ting; thi der er Skade på dem, der er Lyde på dem; de skulle ikke blive behagelige for eder.
26 Og Herren talede til Mose og sagde: 27 Når en Okse eller et Får eller en Ged fødes, da skal den være i syv Dage hos sin Moder, og fra den ottende Dag og derefter skal den være behagelig til et Ildoffer for Herren. 28 Hvad enten det er Okse eller Får, da skal man ikke slagte det på een Dag med dets Affødning. 29 Men når I slagte Herren et Lovoffer, skulle I slagte det for eder til en Behagelighed. 30 Det skal ædes på den samme Dag, I skulle ikke levne deraf til om Morgenen; jeg er Herren. 31 Derfor skulle I holde mine Bud og gøre dem; jeg er Herren. 32 Og I skulle ikke vanhellige mit hellige Navn, at jeg må vorde helliget midt iblandt Israels Børn. Jeg er Herren, som helliger eder, 33 og som udførte eder af Ægyptens Land, at være eders Gud; jeg er Herren.

23 Kapitel - 3.Mos.23
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Tal til Israels Børn og sig til dem: Hvad angår Herrens bestemte Tider, som I skulle udråbe som hellige Sammenkaldelser, da er disse mine bestemte Tidel. 3 Seks Dage skal al Gerning gøres, men på den syvende Dag er en Hviles Sabbat, en hellig Sammenkaldelse, da skulle I ingen Gerning gøre, den er for Herren en Sabbat i alle eders Boliger.
4 Disse ere Herrens bestemte Tider, de hellige Sammenkaldelser, som I skulle udråbe til deres bestemte Tider. 5 I den første Måned på den fjortende Dag i Maaneden, mellem de tvende Aftener, da er det Påske for Herren. 6 Og på den femtende Dag i denne Måned er de usyrede Brøds Højtid for Herren; I skulle æde usyrede Brød i syv Dage. 7 På den første Dag skal være eder en hellig Sammenkaldelse, da skulle I ingen Arbejdsgerning gøre. 8 Og I skulle ofre Ildofre for Herren i syv Dage; på den syvende Dag skal være en hellig Sammenkaldelse, I skulle ikke gøre nogen Arbejdsgerning. 9 Og Herren talede til Mose og sagde: l0 Tal til Israels Børn og sig til dem: Når I komme ind i det Land, som jeg vil give eder, og I høste dets Høst, da skulle I fremføre et Neg af det første af eders Høst til Præsten. 11 Og han skal røre Neget for Herrens Ansigt, for eder til en Behagelighed; den anden Dag efter Sabbaten skal Præsten røre det 12 Og I skulle gøre Offer på den samme Dag, når I røre Neget, et Lam uden Lyde, årgammelt, til et Brændoffer for Herren, 13 og dets Madoffer, to Tiendeparter Mel blandet med Olie til et Ildoffer for Herren, til en behagelig Lugt; og dets Drikoffer af Vin, en Fjerdepart af en Hin. 14 Og I skulle ikke æde Brød eller ristede Aks eller Korn indtil den Dag, indtil I føre eders Guds Offer frem; dette skal være hos eders Efterkommere en evig Skik i alle eders Boliger.
l5 Og I skulle tælle eder fra anden Dagen efter den Sabbat, fra den Dag I bære Rørelsens Neg frem; syv hele Uger skulle de være; l6 til Dagen efter den syvende Uge skulle I tælle halvtredsindstyve Dage: Så skulle I ofre nyt Madoffer for Herren.17 Af eders Boliger skulle I frembære Rørelsens Brød, der skal være to Brød af to Tiendeparter Mel, med Surdejg skulle de bages; de ere en Førstegrøde for Herren. 18 Og I skulle ofre tillige med Brødet syv Lam uden Lyde, årgamle, og en Tyrekalv og to Vædre; de skuIle være et Brændoffer for Herren, tillige med deres Madoffer og deres Drikoffer, det er en behagelig Lugts Ildoffer for Herren. 19 Og I skulle lave een Gedebuk til Syndoffer, og to Lam, årgamle, til Takoffer. 20 Og Præsten skal røre dem tillige med Førstegrødens Brød med en Rørelse for Herrens Ansigt, tillige de to Lam; de skulle være helligede Herren og tilhøre Præsten. 21Og I skulle kalde sammen på den Dag det skal være eder en hellig Sammenkaldelse, I skulle ingen Arbejdsgerning gøre; det skal være en evig Skik i alle eders Boliger hos eders Efterkommere. 22 Og når I høste eders Lands Høst, da skal du ikke skære det yderste aldeles op på din Ager, når du høster, og ej sanke nøje i din Høst; du skal lade det blive til den fattige og til den fremmede; jeg er Herren eders Gud
23 Og Herren talede til Mose og sagde: 24 Tal til Israels Børn og sig: I den syvende Måned, paa den første Dag i Måneden, skal der være eder en Hvile, en Basunklang til Ihukommelse, en hellig Sammenkaldelse. 25 Og I skulle ingen Arbejdsgerning gøre, og I skulle ofre Ildoffer for Herren.
26 Og Herren talede til Mose og sagde: 27 Fremdeles på den tiende Dag i denne syvende Maaned er det Forligelsens Dag; den skal være eder en hellig Sammenkaldelse, og I skulle *ydmyge eders Sjæle, og I skulle ofre Ildoffer for Herren. 28 Og I skulle ingen Gerning gøre på den Dag; thi den er Forligelsens Dag, til at gøre Forligelse for eder, for Herren, eders Guds Ansigt. 29 Thi hver Sjæl, som ikke ydmyger sig på den samme Dag, den skal udryddes fra sit Folk. 30 Og hver Sjæl, som gør noget Arbejde på denne samme Dag, den Sjæl vil jeg ødelægge af hans Folks Midte. 31 I skulle intet Arbejde gøre; det skal være en evig Skik hos eders Efterkommere i alle eders Boliger. 32 Denne er eder en Hviles Sabbat, at I skulle ydmyge eders Sjæle; på den niende Dag i Måneden om Aftenen, fra den ene Aften til anden skulle I hvile på eders Sabbat.
33 Herren talede til Mose og, sagde: 34 Tal til Israels Børn og sig: På den femtende Dag i. denne syvende Måned er Løvsalernes Højtid i syv Dage for Herren. 35 På den første Dag skal være en hellig Sammenkaldelse; I skulle ingen Arbejdsgerning gøre. 36 skulle ofre Ildoffer for Herren syv Dage; på den ottende Dag skal der være eder en hellig Sammenkaldelse, og I skulle ofre Herren Ildoffer, det er Slutningshøjtid, I skulle ingen Arbejdsgerning gøre. 37 Disse ere Herrens bestemte Tider, som I skulle udråbe som hellige Sammenkaldelser, at ofre for Herren Ildoffer, Brændoffer og Madoffer, Slagtoffer og Drikoffer, hver Dags Gerning på sin Dag; 38 foruden Herrens Sabbater og foruden eders Gaver og foruden alle eders Løfter og foruden alle eders frivillige Ofre, som I skulle give Herren. 39 Men på den femtende Dag i den syvende Måned, når I samle Jordens Grøde, skulle I højtidelig holde Herrens Højtid syv Dage; på den første Dag skal være en Hvile og på den ottende Dåg skal være en Hvile. 40 Og I skulle tage eder på den første Dag Frugt af skønne Træer, Palmekviste og Grene af løvrige Træer og Vidier ved Bække, og I skulle være glade for Herren eders Guds Ansigt syv Dage. 41 Og I skulle højtidelig holde denne Højtid for Herren syv Dage om Året; til en evig Skik hos eders Ef erkommere, i den syvende Måned skulle I højtidelig holde den. 42 Syv Dage skulle I bo i Hytter, hver indfødt i Israel skal bo i Hytter, 43 på det eders Efterkommere skulle vide, at jeg lod Israels Børn bo i Hytter, der jeg udførte dem af Ægyptens Land; jeg er Herren eders Gud. 44 Og Mose talede om Herrens bestemte Tider til Israels Børn.

24 Kapitel - 3.Mos.24
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Byd Israels Børn, at de skulle tage til dig ren stødt Olivenolie til Lysningen, til at holde Lampen stedse tændt. 3 Uden for Vidnesbyrdets Forhæng, i Forsamlingens Paulun, skal Aron berede den til at lyse fra Aften til Morgen stedse for Herrens Ansigt, til en evig Skik hos eders Efterkommere. 4 På den rene Lysestag e skal han berede Lamperne stedse for Herrens Ansigt.
5 Og du skal tage Mel og bage deraf tolv Kager; een Kage skal være to Tiendeparter af en Efa. 6 Og du skal lægge dem i to Rader, seks i hver Rad, på det rene Bord for Herrens Ansigt. 7 Og du skal lægge ren Virak på hver Rad, og den skal være for Brødet til et Ihukommelsesoffer, et Ildoffer for Herren. 8 På hver Sabbatsdag skal man berede det, stedse for Herrens Ansigt; af Israels Børn skal dette ydes til en evig Pagt. 9 Og det skal høre Aron og hans Sønner til, og de skulle æde det på et helligt Sted; thi det er ham en højhellig Ting af Herrens Ildofre, til en evig Rettighed.
10 Men der gik en israelitisk Kvindes Søn, og han var en ægyptisk Mands Søn, ud midt iblandt Israels Børn; og den israelitiske Kvindes Søn og en isrelitisk Mand trættedes i Lejren. 11Og den israelitiske Kvindes Søn talede ilde om *Navnet og bandede, da førte de ham til Mose; men hans Moders Navn; var Selomith, Dibri Datter, af Dans Stamme. 12 Og de satte ham i Forvaring for at indhente Forklaring efter Herrens Mund.
13 Og Herren talede til Mose og sagde: 14 Før den, som har bandet, hen uden for Lejren, og alle de, som det hørte, skulle lægge deres Hænder på hans Hoved, og hele Menigheden skal stene ham. 15 Og du skal tale til Israels Børn og sige: Hvo som helst der bander sin Gud, han skal bære sin Synd. 16 Og hvo som taler ilde om Herrens Navns skal dødes, hele Menigheden skal stene ham; såvel den fremmed som den indfødte, når han taler ilde om Navnet, da skal han dødes 17 Og når nogen slår noget Menneske ihjel, da skal han dødes. l8 Men hvo der slår et Stykke Kvæg ihjel, skal betale det Stykke for Stykke. 19 Og den, som gør Lyde på sin Næste, ved ham skal gøres således, som han har gjort: 20 Bræk for Bræk, Øje for Øje, Tand for Tand; ligesom han har gjort Lyde på et Menneske, således skal der gøres på ham. 21 Og hvo som ihjelslår et Dyr, skal betale det; men hvo der slår et Menneske ihjel, skal dødes. 22 Een Ret skal være for eder; som den fremmede, så skal den indfødte være; thi jeg er Herren eders Gud.
23 Og Mose talede til Israels Børn, og de udførte den, som havde bandet, uden for Lejren, og stenede ham med Stene; og Israels Børn gjorde, ligesom Herren havde befalet Mose.

25 Kapitel - 3.Mos.25
Og Herren talede til Mose på Sinai Bjerg og sagde: 2 Tal til Israels Børn, og du skal sige til dem: Når I komme til det Land, som jeg vil give eder, da skal Jorden hvile, det skal være en Sabbat for Herren. 3 Seks År skal du besaa din Mark, og seks År skal du skære din Vingård, og du skal samle dens Grøde. 4 Men i det syvende År skal være en Sabbats Hvile for Landet, det er en Sabbat for Herren; du skal ikke beså din Mark og ej skære din Vingård 5 Hvad der vokser af din Høst af sig selv, skal du ikke høste, og ikke afplukke de Vindruer, som vokse uden dit Arbejde; det skal være et Hvileår for Landet. 6 Og hvad Landets Hvileår frembringer, skal være for eder til Spise, for dig og for din Tjener og for din Tjenestepige og og din Daglønner og for den, som bor hos dig, de fremmede hos dig, 7 og for dit Kvæg og for de vilde Dyr, som ere i dit Land, skal al dets Grøde være til at æde.
8 Og du skal tælle dig syv Hvileår, syv År syv Gange; og de syv Hvileårs Dage skulle være dig ni og fyrretyve År. 9 Og du skal lade en Basunklang lyde igennem Landet i den syvende Måned på den tiende Dag i Måneden, på Forligelsens Dag skulle I lade Basunen lyde igennem hele eders Land. 10 Og I skulle holde det halvtredsindstyvende År helligt; og I skulle udråbe Frihed i Landet for alle dem, som bo deri; det skal være eder et Jubelår, og I skulle komme tilbage, hver til sin Ejendom, og komme tilbage, hver til sin Slægt. 11 Det halvtredsindstyvende År skal være eder et Jubelår; I skulle ikke så og ej høste det, som vokser af sig selv deri, og ikke afplukke det, som vokser uden Arbejde deri. 12 Thi det er et Jubelår, det skal være eder en Hellighed; I skulle æde, hvad Marken bærer af sig selv. 13 I dette Jubelår skulle I komme tilbage, hver til sin Ejendom.
14 Og når du sælger din Næste noget eller køber af din Næstes Haand, skulle I ikke forfordele den ene den anden. 15 Efter Årenes Tal, som ere efter Jubelåret, skal du købe af din Næste; efter Antallet af de År, i hvilke der er Afgrøde, skal han sælge dig. 16 Efter som Årene ere mange til, skal du lade Købesummen derpå formeres, og efter om Årene ere få til, skal du lade Købesummen derpaa, formindskes; thi han sælger dig Afgrødernes Tal. 17 Og I skulle ikke forfordele nogen sin Næste; men du skal frygte din Gud; thi jeg Herren er eders Gud. 18 Og I skulle gøre mine Skikke og holde mine Bud og gøre dem; så skulle I bo tryggelig i Landet: 19 Og Landet skal give sin Frugt, at I skulle æde, til I mættes og I skulle bo tryggelig deri. 20 Og når I ville,sige: Hvad skulle vi æde i det syvende År? se, vi skulle ikke saa og ej indsamle vor Grøde: 21 Da vil jeg give min Velsignelse Befaling over eder i det sjette År, og det skal bære Grøde for de tre År. 22 Og I skulle så i det ottende År og æde af den gamle Afgrøde; indtil det niende År, indtil Afgrøden kommer deraf, skulle I æde det gamle.
23 Og Landet skal ikke sælges med fuld Afhændelse, thi Landet hører mig til; thi I ere fremmede og Gæster hos mig. 24 Og i al eders Ejendoms Land skulle I tilstede Løsning for Jorden. 25 Når din Broder bliver forarmet, at han sælger af sin Ejendom, så skal hans Løser, som, er ham næst pårørende, komme og løse det, hans Broder har solgt. 26 Og når nogen ikke har en Løser, og hans Hånd formår og finder så meget, som er nok til at løse det for, 27 da skal han beregne de År, siden han solgte det, og tilbagebetale det, som står tilbage, til Manden, hvem han solgte det; så skal han komme til sin Ejendom igen. 28 Men dersom hans Hånd ikke finder så meget, som er nok til at tilbagebetale ham, da skal det, han har solgt, være i dens Vold, som købte det, indtil Jubelåret; og i Jubelåret skal det gives frit, og han skal komme til sin Ejendom igen. 29 Og når nogen sælger et beboet Hus i en Stad, der har Mur, han har Ret til dets Løsning, indtil et helt År er forløbet, efter at han har solgt det; et År skal Løsningen deraf kunne ske. 30 Men dersom det ikke bliver løst, førend det hele År er forløbet for ham, da skal Huset; som er i en Stad, der har Mur; overdrages med en fuld Afhændelse til ham, som købte det, for hans Efterkommere; det skal ikke gives frit i Jubelaaret. 31 Men Husene i Landsbyerne, som ikke har Mur omkring, de skulle regnes ligesom en Ager på Landet; der skal være Løsning for dem, og de skulle gives fri i Jubelåret, 32 Og hvad angår Leviternes Stæder, Husene i deres Ejendoms Stæder, da må der altid ske Løsning af Leviterne. 33 Og når nogen af Leviterne løser noget, da skal det gives frit, hvad enten det er et solgt Hus eller hans Ejendoms Stad, i Jubelåret; thi Husene i Leviternes Stæder ere deres Ejendom midt iblandt Israels Børn. 34 Men Markens Jord, som hører til deres Stæder, skal ikke sælges; thi den er dem en evig Ejendom.
35 Og når din Broder forarmes og hans Formue tager af hos dig, da skal du styrke ham, var han endog en fremmed og en Gæst, at han kan leve hos dig. 36 Du skal ikke tage Åger eller Overgift af ham, men du skal frygte din Gud at din Broder kan leve hos dig 37 Du skal ikke fly ham dine Penge på Åger, og du skal ikke fIy ham din Mad på Overgift. 38 Jeg er Herren eders Gud, jeg som udførte eder af Ægyptens Land for at give eder Kanåns Land, for at være eders Gud.
39 Og når din Broder forarmes hos dig, og han sælges til dig, da skal du ikke lade ham tjene hos dig på den Måde, som en Træl tjener. 40 Han skal være hos dig som en Daglønner, som en Gæst, han skal tjene hos dig indtil Jubelåret. 41 Da skal han udgå fra dig, han og hans Børn med ham, og han skal vende tilbage til sin Slægt,og vende tilbage til sine Fædres Ejendom. 42 Thi de ere mine Tjenere, som jeg udførte af Ægyptens Land; de skulle ikke sælges, som en Træl sælges. 43 Du skal ikke strengelig regere over ham, men frygte din Gud. 44 Og hvad angår din Træl eller din Trælkvinde, så skulle I af Hedningerne, som ere rundt omkring eder, købe Træl og Trælkvinde. 45 Også af deres Børn, som ere Gæster og fremmede iblandt eder, af dem skulle I købe, og af deres Slægt, som er hos eder, og som de have avlet i eders Land; og de skulle være eder til Ejendom. 46 Og dem skulle I arvelig beholde for eders Børn efter eder, at de kunne eje dem til en Ejendom, de skulle tjene eder evindelig; men over eders Brødre af Israels Børn skal den ene ikke strengelig regere over den anden. 47 Og når en fremmeds eller Gæsts Hånd hos dig formår meget, og din Broder forarmes hos ham, så at han sælger sig til den fremmede, som er Gæst hos dig, eller til en af en fremmed Slægt, 48 da skal der, efter at han er solgt, være Ret for ham til Løsning; en af hans Brødre må løse ham. 49 Enten hans Farbroder eller hans Farbroders Søn må løse ham; eller nogen af hans næste Slægt, af hans Slægtskab, må løse ham; eller formår hans Hånd så meget, da må han løse sig selv. 50 Og han;skal regne med den, som købte, ham fra det det År, i hvilket han solgtes til ham, indtil Jubelåret; og Pengene, som han solgtes for, skulle bestemmes efter Årenes Tal, som en Daglønners Dage skal Tiden, han var hos ham, agtes. 51 Om der endnu er mange År tilbage, da skal han i Forhold til disse betale tilbage for sin Løsning af Pengene, han blev købt for. 52 Men om der er få År tilbage, indtil Jubelåret, da skal han regne med ham, i Forhold til sine År skal han betale tilbage for sin Løsning. 53 Ligesom en Daglønner År for År skal han være hos ham; han skal ikke strengelig regere over ham for dine Øjne. 54 Men dersom han ikke kan løses på disse Måder, da skal han gives fri i Jubelåret, han og hans Børn med ham. 55 Thi Israels Børn ere mine Tjenere, ja de ere mine Tjenere, som jeg udførte af Ægyptens Land; jeg er Herren eders Gud.

26 Kapitel - 3.Mos.26
I skulle ikke gøre eder Afguder, I skulle ikke heller oprejse eder noget udskåret Billede eller Støtte, og Stene med Billeder på skulle I ikke sætte i eders Land, at tilbede ved dem; thi jeg er Herren eders Gud. 2 Holder mine Sabbater, og frygter for min Helligdom; jeg er Herren.
3 Dersom I vandre i mine Skikke og holde mine Bud og gøre dem, 4 da vil jeg give eder Regn i sin Tid, og Jorder. skal give sin Grøde, og Træer på Marken skulle bære deres Frugt. 5 Og Tærsketiden skal vare for eder til Vinhøsten, og Vinhøsten skal vare til Kornsæden, og I skulle æde eders Brød, at I vorde mætte, og I skulle bo tryggelig i eders Land. 6 Og jeg vil give Fred i Landet, at I må hvile i Ro, og ingen skal forfærde eder; og jeg vil lade de vilde Dyr forsvinde af Landet, og Sværdet skal ikke gå igennem eders Land. 7 Og I skulle forfølge eders Fjender, og de skulle falde for eders Ansigt ved Sværdet. 8 Og fem af eder skulle forfølge Hundrede, og Hundrede af eder skulle forfølge Titusinde; og eders Fjender I, skulle falde for eders Ansigt ved Sværdet. 9 Og jeg vil vende mig til eder og gøre eder frugtbare og gøre, eder mangfoldige, og jeg vil stadfæste min Pagt med eder. 10 Og I skulle æde det gamle, som er blevet gammelt; og I skulle skaffe det gamle bort for det nyes Skyld. 11 Og jeg vil sætte min Bolig midt iblandt eder, og min Sjæl skal ikke væmmes ved eder. 12 Og jeg vil vandre midt iblandt eder og vil være eders Gud, og I, I skulle være mig til et Folk. 13 Jeg er Herren eders Gud, som udførte eder af Ægyptens Land, at I ikke skulle være deres Trælle, og jeg har brudt Eders Ågs Stænger og ladet eder gå oprejste.
14 Men dersom I ikke ville lyde mig og ikke gøre alle disse Bud,. 15 og dersom I ville foragte mine Skikke, og dersom eders Sjæl væmmes ved mine Befalinger, så at I ikke gøre efter alle mine Bud, men tilintetgøre min Pagt, 16 da vil jeg også gøre eder dette: Jeg vil hjemsøge eder med Forfærdelse, Svindsot og hidsig Feber, som skal for tortære eders Øjne og bedrøve eders Sjæl; og I skulle så eders Sæd, forgæves, og eders Fjender skulle opæde den. 17 Og jeg vil sætte mit Ansigt mod eder, og I skulle blive slagne for eders Fjenders Ansigt, og de, som eder hade, skulle regere over eder, og I skulle fly, skønt ingen forfølger eder. 18 Og ville I ikke endda formedelst disse Ting lyde mig, da vil jeg lægge syv Gange mere til for at tugte eder for eders Synder. 19 Og jeg vil bryde eders Styrkes Hovmod, og jeg vil gøre eders Himmel som Jern og eders. Jord som Kobber. 20 Og eders Kraft skal fortæres forgæves, og eders ` Jord skal ikke give sin Grøde, og Træer i Landet skulle ikke give deres Frugt. 21 Og dersom I endda vandre modvillig med mig og ikke ville lyde mig, da vil jeg lægge syv Gange mere til over eder med Slag, efter eders Synder. 22 Og jeg vil sende vilde Dyr iblandt eder, og de skulle berøve eder eders Børn og Ødelægge eders Kvæg og formindske eder, og eders Veje skulle blive øde. 23 Og dersom I ved disse Ting ikke ville lade edér tugte af mig, men I ville vandre med mig modvillig, 24 da vil jeg og vandre med eder modvillig, og jeg, ja jeg vil slå eder syv Gange mere for eders Synders Skyld. 25 Og jeg vil føre over eder et hævnende Sværd, som skal hævne min Pagt, og I skulle samle eder i eders Stæder, og jeg vil sende Pest midt iblandt eder, og I skulle gives i eders Fjenders Hånd. 26 Naar jeg formindsker for eders Brøds Forråd, så skulle ti Kvinder bage eders Brød i een Ovn og give eders Brød igen efter Vægt; og I skulle æde og ikke mættes. 27 Og dersom I ved disse Ting ikke ville lyde mig men vandre med mig modvillig 28 da vil jeg og vandre med eder i Vrede modvillig, og jeg, ja jeg tugte vil tugte eder syv Gange mere for eders Synders Skyld. 29 Og I skulle æde eders Sønners Kød og æde Døtres Kød. 30 Og jeg vil ødelægge eders Høje og udrydde eders billeder og kaste eders døde Kroppe oven på eders stygge Afguders Kroppe, og min Sjæl skal væmmes ved eder 31 Og jeg vil gøre eders Stæder til en Ørk og lægge eders Helligdomme øde, og jeg vil ikke lugte til eders Ofres søde Lugt. 32 Og jeg vil gøre Landet øde, at eders Fjender, som bo i det, skulle grue derfor. 33 Men eder vil jeg sprede iblandt Hedningerne og drage Sværdet ud efter eder, og eders Land skal vorde øde, og eders Stæder skulle vorde en Ørk. 34 Da skal Landet få nok af sine Sabbater, alle de Dage, det ligger øde, og I ere i eders Fjenders Land; da skal Landet hvile og få nok af sine Sabbater; 35 alle de Dage, det ligger øde, skal det hvile, fordi det ikke hvilede på eders Sabbater, da I boede deri. 36 Og dem, som blive tilovers af eder, dem vil jeg gøre så blødhjertede i deres Fjenders Lande, at et rystet Blads Lyd skal jage dem, og de skulle fly, som man flyr for Sværd, og falde, skønt ingen forfølger dem. 37 Og den ene skal falde over den anden som for et Sværd, enddog ingen forfølger dem; og I skulle ikke kunne holde Stand for eders Fjenders Ansigt. 38 Og I skulle omkomme iblandt Hedningerne, og eders Fjenders Land skal fortære eder. 39 Men de, der blive tilovers af eder, de skulle svinde hen ved deres Misgerninger, i eders Fjenders Lande; ja de skulle og svinde hen ved deres Fædres Misgerninger, som hvile på dem. 40 Men når de bekende deres Misgerning og deres Fædres Misgerning, efter deres Forgribelse, med hvilken de have forgrebet sig; imod mig, og hvilken de have vandret modvillig med mig, 41 så at også jeg vandrede med dem modvillig og førte dem i deres Fjenders Land; eller deres uomskårne Hjerter få ydmyget sig, og de da finde sig i deres Misgerningers Straf: 42 Så vil jeg ihukomme min Pagt; med Jakob, ja og min Pagt med Isak, så og min Pagt med Abraham vil jeg ihukomme, og Landet vil jeg ihukomme. 43 Men Landet skal forlades af dem og få nok i sine Sabbater, medens det er øde for dem, og de skulle finde sig i deres Misgernings Straf, fordi, ja fordi de foragtede mine Bud og deres Sjæl væmmedes ved mine Skikke. 44 Og selv når de ere i deres Fjenders Land, vil jeg ikke foragte dem og ikke væmmes så ved dem, at jeg vil gøre en Ende med dem og,tilintetgøre min Pagt med dem; thi jeg er Herren deres Gud. 45 Og jeg vil ihukomme dem til gode den Pagt med Forfædrene, der jeg udførte dem af Ægyptens Land for Hedningernes Øjne, for at være deres Gud, jeg er Herren. 46 Disse ere de Skikke og de Bud og de Love, som Herren gav imellem sig og imellem Israels Børn på Sinai Bjerg ved Mose på Sinai Bjerg ved Mose.

27 Kapitel - 3.Mos.27
Og Herren talede til Mose og sagde: 2Ta1 til Israels Børn og du skal sige til dem: Når nogen gør et særligt Løfte, efter din Vurdering, på Personer, til Herren, 3 da skal din Vurdering være for en Mandsperson, fra den, som er tyve År gammel, og indtil den, som er tresindstyve År gammel, ja din Vurdering skal være halvtredsindstyve Sekel Sølv, efter Helligdommens Sekel. 4 Og dersom det er en Kvinde, da skal din Vurdering være tredive Sekel. 5 Og om nogen er fra fem År gammel og indtil tyve År gammel, da skal din Vurdering; være for en Mandsperson tyve Sekel, men for en Kvinde ti Sekel. 6 Og dersom nogen er fra een Måned gammel og indtil fem År gammel, da skal din Vurdering være for et Drengebarn fem Sekel Sølv, og for et Pigebarn skal din Vurdering være tre Sekel Sølv. Men dersom nogen er fra tresindstyve År gammel og derover, dersom det er en Mandsperson, da skal din Vurdering være femten Sekel, og for en Kvinde ti Sekel. 8 Men dersom han er for fattig til denne din Vurdering, da skal man stille ham for Præstens Ansigt, og Præsten skal vurdere ham; efter det, som dens Hånd, der gjorde det Løfte, formår, skal Præsten vurdere ham.
9 Og dersom det er Dyr, af hvilke de ville ofre et Offer for Herren, da skal alt det være helligt, som man giver Herren deraf. 10 Man skal ikke bytte det og ej veksle det, et godt for et slet, eller et slet for et godt; men dersom nogen dog veksler et Dyr for et andet Dyr, da skal det ske, at både dette og det, som det veksles med, skal være helligt. 11 Men dersom det er urene Dyr, af hvilke de ikke skulle ofre Offer for Herren, da skal man stille samme Dyr for Præstens Ansigt. 12 Og Præsten skal vurdere det, om det er godt eller slet; efter din, Præstens, Vurdering skal det være. 13 Men vil nogen dog løse det, da skal han give femte Delen til, over din Vurdering
14 Og når nogen helliger sit Hus, at det skal være helligt for Herren, da skal Præsten vurdere det, om det er godt eller slet; lige som Præsten vurderer det, så skal det stå fast. 15 Men dersom han, som har helliget det, vil løse sit Hus, da skal han lægge den femte Del af din Vurderingssum til, så må det høre ham til.
16 Og dersom nogen helliger Herren noget af sin Ejendoms Ager, da skal din Vurdering være i Forhold til Udsæden derpaa, en Homer Bygsæd for halvtredsindstyve Sekel Sølv. 17 Dersorn han helliger sin Ager fra Jubelåret, da skal den stå i Værd efter din Vurdering. 18 Men dersom han har helliget sin Ager efter Jubelåret, da skal Præsten beregne ham dens Værd i Forhold til de År, som ere tilovers indtil Jubelåret, og der skal afkortes i din Vurdering. 19 Men dersom han, som helligede Ageren, vil endelig løse den, da skal han lægge den femte Part af din Vurderingssum dertil, så skal den overdrages ham. 20 Men dersom han ikke vil løse Ageren, og dersom man sælger Ageren til en anden Mand, da skal den ikke ydermere løses. 21 Og den Ager skal være Herren en Hellighed, når den gives fri i Jubelåret, som en bandlys, Ager; den skal tilhøre Præsten som Ejendom. 22 Men dersom nogen helliger Herren en Ager, som han har købt, som ikke er af hans Ejendoms Agre, 23 da skal Præsten beregne ham din Vurderings Sum indtil Jubelåret, så skal han på den samme Dag give din Vurdering, og de skal være Herren helliget. 24 Udi Jubelåret skal Ageren komme igen til den, hvem han købte den af, ham, hvis Ejendom i Landet den var. 25 Og al din Vurdering skal ske efter Helligdommens Sekel; en Sekel skal skal være tyve Gera.
26 Dog det førstefødte, hvilket formedelst Førstefødselen hører Herren til, iblandt Dyr, det skal ingen hellige ham; være sig Okse eller Faar så hører det Herren til. 27 Og dersom det er et urent Dyr, da skal man løse det efter din Vurdering lægge den femte Part deraf dertil: og dersom det ikke løses, da skal det sælges efter din Vurdering. 28 Dog skal intet bandlyst Gods, som nogen under Band har helliget Herren, af alt det hans er, enten af Mennesker eller Dyr eller af hans Ejendoms Mark, sælges eller løses; thi alt sådant bandlyst Gods er højhelligt for Herren. 29 Intet bandlyst, som vorder bandlyst iblandt Mennesker, skal I løses, det skal visselig dødes. 30 Og al Tienden af Landet, af Jordens Sæd og af Træers Frugt, hører Herren til; den er helliget for Herren. 31 Men vil nogen dog løse noget af sin Tiende, da skal han lægge den femte Part deraf dertil. 32 Og al Tiende af stort Kvæg og småt Kvæg, af alt det, som går forbi under Kæppen, den Tiende skal være Herren en Hellighed. 33 Man skal ikke undersøge, om det er godt eller slet, og ikke veksle det; men dersom man dog veksler det, da skal det ske, at både dette og det, som det veksles med, skal være en Hellighed, det skal ikke løses.
34 Disse ere Budene, hvilke Herren befalede Mose til Israels Børn, på Sinai Bjerg.

Den fjerde Mose Bog

1 Kapitel - 4.Mos.1
Og Herren talede til Mose i Sinai Ørk i Forsamlingens Paulun paa den første Dag i den anden Måned i det andet År, efter at de vare udgangne af Ægyptens Land, og sagde: 2 Tager Hovedsum på hele Israels Børns Menighed, efter deres Slægter, efter deres Fædrenehus, ved Navnes Tal, alt Mandkøn Hoved for Hoved af dem, 3 fra tyve Aar gamle og derover, hver som uddrage i Krig udi Israel; I skulle tælle dem efter deres Hær, du og Aron. 4 Og med eder skal være en Mand for hver Stamme, en, som er Øverste for sit Fædrenehus. 5 Og disse ere Navnene paa Mændene, som skulle stå eder bi: Ruben: Elizur, Sedeurs Søn; 6 for Simeon: Selumiel, Zurisaddai Søn; 7 for Juda: Nahesson, Amminadabs Søn; 8 for Isaskar: Nethaneel, Zuars Søn; 9 for Sebulon: Eliab, Helons Søn; 10 for Josefs Børn, for Efraim: Elisama, Amihuds Søn; for Manasse: Gamliel, Pedazurs Søn; 11 for Benjamin: Abidan, Gideoni Søn; 12 for Dan: Ahieser, Ammisaddai Søn; 13 for Aser: Pagiel, Okrans Søn; 14 for Gad: Eliasaf, Deuels Søn.:; 15 for Nafthali: Ahira, Enans Søn. 16 Disse vare de kaldte af Menigheden, Fyrster for deres Fædres Stammer; de vare Øverster for Israels Tusinder.
17 Og Mose og Aron toge disse Mænd, som ere udtrykkelig nævnede ved Navne. 18 Og de lode hele Menigheden samle sig på den første Dag i den anden Måned, og de opgave deres Herkomst, efter derés Slægter, efter deres Fædrenehus, efter Navnes Tal, fra tyve År gamle og derover, Hoved for Hoved. 19 Som Herren havde befalet Mose, så talte han dem i Sinai Ørk. 20 Og Rubens, Israels førstefødtes, Børns Afkom efter deres Slægter, efter deres Fædrenehus, efter Navnes Tal, Hoved for Hoved, alt Mandkøn fra tyve År gamle og derover, hver som kunde uddrage i Strid: 21 De talte af dem til Rubens Stamme vare seks og fyrretyve Tusinde og fem Hundrede. 22 Simeons Børns Afkom efter deres Slægter, efter deres Fædrenehus; de talte af dem efter Navnes Tal, Hoved for Hoved, alt Mandkøn fra tyve År gamle og derover, hver som kunde uddrage i Strid: 23 De talte af dem til Simeons Stamme vare ni og halvtredsindstyve Tusinde og tre Hundrede. 24 Gads Børns Afkom, efter deres Slægter, efter deres Fædrenehus, efter Navnes Tal, fra tyve År gamle og derover, hver som kunde uddrage i Strid: 25 De talte af dem til Gads Stamme vare fem og fyrretyve Tusinde og seks Hundrede og halvtredsindstyve. 26 Judas Børns Afkom efter deres Slægter, efter deres Fædrenehus, efter Navnes Tal, fra tyve År og derover, hver som kunde uddrage i Strid: 27 De talte af dem til Judas Stamme vare fire og halvfjerdsindstyve Tusinde og seks Hundrede. 28 Isaskars Børns Afkom, efter deres Slægter, efter deres Fædrenehus, efter Navnes Tal, fra tyve År gamle og derover, hver som kunde uddrage i Strid: 29 De talte af dem til Isaskars Stamme vare fire og halvtredsindstyve Tusinde og fire Hundrede. 30 Sebulons Børns Afkom, efter deres Slægter, efter deres Fædrenehus, efter Navnes Tal, fra tyve År gamle og derover, hver som kunde uddrage i Strid: 31 De talte af dem til Sebulons Stamme vare syv og halvtredsindstyve Tusinde og fire Hundrede. 32 Josefs Børn, nemlig.Efraims Børns Afkom, efter deres Slægter, efter deres Fædrenehus, efter Navnes Tal, fra tyve År gamle og derover, hver som kunde uddrage i Strid: 33 De talte af dem til Efraims Stamme vare fyrretyve Tusinde og fem Hundrede. 34 Manasse Børns Afkom, efter deres slægter, efter deres Fædrenehus efter Navnes Tal, fra tyve År gamle og derover, hver som kunde uddrage i Strid: 35 De talte af dem til Manasse Stamme vare to og tredive Tusinde og to Hundrede. 36 Benjamins Børns Afkom, efter deres Slægter, efter deres Fædrenehus, efter Navnes Tal, fra tyve År gamle og derover, hver som kunde uddrage i Strid: 37 De talte af dem til Benjamins Stamme vare fem og tredive Tusinde og fire Hundrede. 38 Dan Børns Afkom, efter deres Slægter efter deres Fædrenehus, efter Navnes Tal, fra tyve År gamle og derover, hver som kunde uddrage i Strid: 39 De talte af dem til Dans Stamme vare to og tresindstyve Tusinde og syv Hundrede. 40 Asers Børns Afkom, efter deres Slægter efter deres Fædrenehus, efter Navnes Tal, fra tyve År gamle derover, hver som kunde uddrage i Strid: 41 De talte af dem til Asers Stamme vare eet og fyrretyve Tusinde og fem Hundrede. 42 Nafthali Børns Afkom, efter deres Slægter efter deres Fædrenehus, efter Navnes Tal, fra tyve År gamle og derover, hver som kunde uddrage i Strid: 43 De talte af dem til Nafthali Stamme vare tre og halvtredsindstyve Tusinde og fire Hundrede 44 Disse ere de talte, som Mose Aron talte, og hvér af de tolv Israels Fyrster; hver Mand var for sit Fædrenehus. 45 Og alle de, som bleve talte af Israels Børn, efter deres Fædrenehus, fra tyve Aar gamle og derover, hver som kunde drage i Strid i Israel, 46 ja, I de talte vare seks Hundrede Tusinde og tre Tusinde og fem Hundrede og halvtredsindstyve.
47 Men Leviterne efter deres Fædres Stamme, de bleve ikke talte iblandt dem. 48 Thi Herren talede til Mose og sagde: 49 Dog skal du ikke tælle Levi Stamme og ej tage Hovedsum på dem, midt iblandt Israels Børn; 50 men du skal beskikke Leviterne over Vidnesbyrdets Tabernakel og over alt Redskabet dertil og over alt det, som dertil hører, de skulle bære Tabernaklet og alt Redskabet dertil, og de skulle tjene ved det; og de skulle lejre sig trindt omkring Tabernaklet. 51Og naar Tabernaklet skal rejse, skulle Leviterne tage det ned; men når Tabernaklet skal lejre sig, skulle Leviterne rejse det op; og kommer nogen fremmed nær derved, skal han dødes. 52 Og Israels Børn skulle lejre sig, hver i sin Lejr og hver hos sit Banner efter deres Hære. 53 Men Leviterne skulle lejre sig omkring Vidnesbyrdets Tabernakel, at ikke en Vrede skal være over Israels Børns Menighed; derfor skulle Leviterne tage Vare på, hvad der er at varetage ved Vidnesbyrdets Tabernakel. 54 Og Israels Børn gjorde det; efter alt det, som Herren havde befalet Mose, så gjorde de.

2 Kapitel - 4.Mos.2
Og Herren talede til Mose og Aron og sagde: 2 Israels Børn skulle lejre sig hver hos sit Banner, ved Fædrenehuses Tegn; lige overfor, trindt omkring Forsamlingen: Paulun skulle de lejre sig. 3 Og de som skulle lejre sig foran mod Østen ere: Judas Lejrs Banner efter deres; Hære, og Judas Børns Fyrste, Nahesson, Amminadabs Søn, 4 og hans Hær og de talte af dem, fire og halvfjerdsindstyve Tusinde og seks Hundrede. 5 Og de, som skulle lejre sig hos ham, ere Isaskars Stamme Isaskars Børns Fyrste, Nethaneel, Zuars Søn, 6 og hans Hær og de talte af dem, fire og halvtredsindstyve Tusinde og fire Hundrede. 7 Dernæst Sebulons Stamme og Sebulons Børns Fyrste, Eliab, Helons Søn, 8 og hans Hær og de talte af dem, syv og halvtredsindstyve Tusinde og fire Hundrede. 9 Alle de talte til Judas Lejr ere hundrede Tusinde og seks og firsindstyve Tusinde og fire Hundrede efter deres Hære; de skulle rejse i den første Afdeling.
10 Rubens Lejrs Banner skal være mod Sønden efter deres Hære, og Rubens Børns Fyrste, Elizur, Sedeurs Søn, 11 og hans Hær og de talte af dem, seks og fyrretyve Tusinde og fem Hundrede. 12 Og de, som skulle lejre sig hos ham, ere Simeons Stamme og Simeons Børns Fyrste, Skelumiel, Zurisaddai Søn, 13 og hans Hær og de talte af dem, ni og halvtredsindstyve Tusinde og tre Hundrede. 14 Og dernæst Gads Stamme og Gads Børns Fyrste, Eliasaf, Reuels Søn, 15 og hans Hær og de talte af dem, fem og fyrretyve Tusinde og seks Hundrede og halvtredsindstyve. 16 Alle de talte til Rubens Lejr ere hundrede Tusinde og eet og halvtredsindstyve Tusinde og fire Hundrede og halvtredsindstyve efter deres Hære; og de skulle rejse i den anden Afdeling.
17 Og dernæst skal Forsamlingens Paulun rejse, Leviternes Lejr midt imellem Lejrene; eftersom de lejre sig, så skulle de rejse, hver på sit Sted, efter deres Bannere. 18 Efraims Lejrs Banner efter deres Hære skal være mod Vesten og Efraims Børns Fyrste, Elisama, Ammihuds Søn. 19 og hans Hær og de talte af dem, fyrretyve Tusinde og fem Hundrede. 20 Og hos ham Manasse Stamme og Manasse Børns Fyrste, Gamliel,Pedazurs Søn, 21 og hans Hær og de talte af dem, to og tredive Tusinde og to Hundrede. 22 Og dernæst Benjamins Stamme og Benjamins Børns Fyrste, Abidan, Gideoni Søn, 23 og hans Hær og dé talte af dem, fem og tredive Tusinde og fire Hundrede. 24 Alle de talte til Efraims Lejr ere hundrede Tusinde og otte Tusinde og Hundrede efter deres Hære; og de skulle rejse i den tredje Afdeling.
25 Dans Lejrs Banner skal være mod Norden, efter deres Hære og Dans Børns Fyrste, Ahieser, Ammisaddai Søn, 26 og hans Hær og de talte af dem, to og tresindstyve Tusinde og syv Hundrede. 27 Og de, som skulle lejre sig hos ham, ere Asers Stamme og Asers Børns Fyrste, Pagiel, Okrans Søn, 28 og hans Hær og de talte af dem, eet og fyrretyve Tusinde og fem Hundrede. 29 Og Nafthali Stamme og Nafthali Børns Fyrste, Ahira, Enans Søn 30, og hans Hær og de talte af dem, tre og halvtredsindstyve Tusinde og fire Hundrede. 31 Alle de talte til Dans Lejr ere hundrede Tusinde og syv og halvtredsindstyve Tusinde og seks Hundrede; de skulle rejse i den sidste Afdeling efter deres Bannere.
32 Disse ere de talte af Israels Børn efter deres Fædrenehus; alle de talte i Lejrene, efter deres Hære, vare seks Hundrede Tusinde og tre Tusinde og fem Hundrede og halvtredsindstyve. 33 Men Leviterne bleve ikke talte midt iblandt Israels Børn, som Herren havde befalet Mose. 34 Og Israels Børn gjorde det; ganske som Herren havde befalet Mose, således lejrede de sig, efter derés Bannere, og således rejste de, hver efter sine Slægter efter deres Fædrenehus.

3 Kapitel - 4.Mos.3
Og disse ere Arons og Mose Slægter på den Dag, Herren talede med Mose på Sinai Bjerg. 2 Og disse ere Arons Sønners Navne: Nadab, den førstefødte, og Abihu, Eleasar og Ithamar. 3 Disse ere Arons Sønners Navne, de, som vare salvede Præster, hvis Hænder man havde fyldt til at gøre Præstetjeneste. 4 Men Nadab og Abihu døde for Herrens Ansigt, der de førte fremmed Ild frem for Herrens Ansigt i Sinai Ørk, og de havde ingen Sønner; men Eleasar og Ithamar:, gjorde Præstetjeneste for Arons, deres Faders, Ansigt.
5 Og Herren talede til Mose og sagde: 6 Lad Levi Stamme komme nær, og du skal stille dem for Præsten Arons Ansigt; og de skulle tjene ham. 7 Og de skulle tage Vare på, hvad han skulde varetage, og på hvad hele Menigheden skulde varetage, foran Forsamlingens Paulun, til at besørge Tjenesten i Tabernaklet. 8 Og de skulle tage Vare` på alle Forsamlingens Pauluns Redskaber, og på hvad Israels Barn skulle varetage, til at besørge Tjenesten i Tahernaklet. 9 Og du skal give Leviterne til Aron og hans Sønner; de ere ham aldeles givne ud af Israels Børn. 10 Men Aron og hans Sønner skal du beskikke, at skulle tage Vare på deres Præstetjeneste, men kommer nogen fremmed nær til, da skal han dødes.
11 Og Herren talede til Mose og sagde: 12 Og jeg, se, jeg har taget Leviterne midt ud af Israels Børn for hver førstefødt, som åbner Moders Liv af Israels Børn; og Leviterne skulle høre mig til. 13 Thi alt førstefødt hører mig til, på den Dag jeg slog alt førstefødt i Ægyptens Land, helligede jeg mig alt førstefødt i Israel af Mennesker og Dyr; de skulle høre mig til, jeg er Herren.
14 Herren talede til Mose i Sinai Ørk og sagde: 15 Tæl Levi Børn efter deres Fædrenehus, efter deres Slægter; alt Mandkøn fra Måned gamle og derover, dem skal du tælle. 16 Og Mose talte dem efter Herrens Ord, ligesom ham var befalet
17 Og disse vare Levi Børn efteres Navne: Gerson og Kahath og Merari. 18 Og disse vare Gersons Børns Navne efter deres Slægter: Libni og Simei. 19 Og Kahaths Børn efter deres Slægter: Amram og Jizehar, Hebron og Ussiel. 20 Og Merari Børn efter deres Slægter: Mahli og Musi. Disse ere Levi Slægter, efter deres Fædrenehus.
21 Til Gerson hører Libniternes Slægt og Simeiternes Slægt; disse ere Gersoniternes Slægter. 22 De talte af dem efter Mandtal, alt Mandkøn fra Måned gamle og derover, de talte af dem vare syv Tusinde og fem H undrede. 23 Gersoniternes Slægter, de skulle lejre sig bag Tabernaklet mod vesten. 24 Og Gersoniternes Fædrenehuses Fyrste var Eliasaf, Laels Søn. 25 Og hvad Gersons Børn havde at tage Vare på ved Forsamlingens Paulun, var Tablernaklet og Paulunet, Dækket dertil og Dækket for Forsamlingens Pauluns Dør 26 og Omhængene til Forgården og Dækket for Forgårdens Dør, som er om Tabernaklet og om Alteret tr indt omkring, og Snorene dertil, al Tjenesten derved.
27 Og til Kahath hører Amramiternes Slægt og Jizehariternes Slægt og Hebroniternes Slægt og Ussieliternes Slægt: Disse ere Kahathiternes Slægter. 28 I Tal var alt Mandkøn fra Måned gamle og derover otte Tusinde og seks Hundrede, som skulde tage Vare på, hvad der var at tage Vare på ved Helligdommen. 29 Kahaths Sønners Slægter skulle lejre sig ved Tabernaklets Side mod Sønden. 30 Og Kahathiternes Slægters Fædrenehuses Fyrste var Elizafan, Ussiels Søn. 31 Og hvad de havde at tage Vare på, var Arken og Bordet og Lysestagen og Altrene og Helligdommens Redskaber, med hvilke Tjenesten udførtes, og Dækket og al Tjenesten derved. 32 Men Leviternes Fyrsters Fyrste skal være Eleazar, Præsten Arons Søn, som var beskikket over dem, som toge Vare på, hvad der var at tage Vare på ved Helligdommen.
33 Til Merari hører Maheliternes Slægt og Musiternes Slægt: Disse ere Merariternes Slægter. 34 Og de talte af dem efter Mandtal, alt Mandkøn fra Måned gamle og derover, vare seks Tusinde og to Hundrede. 35 Og Merari Slægters Fædrenehuses Fyrste var Zuriel, Abihails Søn; de skulle lejre sig ved Tabernaklets Side, mod Norden. 36 Og hvad Merari Børn vare beskikkede til at tage Vare på, var Tabernaklets Fjæle og dets Stænger og dets Støtter og dets Fødder og alt Redskabet dertil og al Tjenesten derved 37 og Støtterne til Forgården trindt omkring og deres Fødder og deres Nagler og deres Snore.
38 Men de, sorn skulle lejre sig lige for Tabernaklet foran, lige for Forsamlingens Paulun mod Østen, skulle være Mose og Aron og hans Sønner, som tage Vare på, hvad der er at tage Vare på ved Helligdommen, nemlig hvad Israels Børn havde at varetage; men går nogen fremmed nær til, da skal han dødes. 39 Alle de talte af Leviterne, som Mose og Aron talte efter Herrens Mund, efter deres Slægter, alt Mandkøn fra Måned gamle og derover vare to og tyve Tusinde.
4o Og Herren sagde til Mose: Tæl alle førstefødte af Mandkøn blandt Israels Børn, fra Måned gamle og derover, og tag Tal på deres Navne. 41 Så skal du tage mig, mig Herren, Leviterne i Stedet for alle førstefødte iblandt Israels Børn og Leviternes Kvæg i Stedet for alt det førstefødte iblandt Israels Børns Kvæg. 42 Og Mose talte, som Herren befalede ham, alle førstefødte blandt Israels Børn. 43 Og alle førstefødte af Mandkøn, efter Navnenes Tal, fra Måned gamle og derover, efter deres Tal, vare to og tyve Tusinde, to Hundrede og tre og halv fjerdsindstyve. 44 Og Herren talede til Mose og sagde: 45 Tag Leviterne i Stedet for alle førstefødte blandt Israels Børn og Leviternes Kvæg i Stedet for deres Kvæg, og Leviterne skulle høre mig til, mig Herren. 46 Men hvad angår de to Hundrede og tre og halvfjerdsindstyve af Israels Børns førstefødte, som skulle løses, og som ere flere end Leviterne, 47 da skal du tage fem Sekel for hvert Hoved; efter Helligdommens Sekel skal du tage dem; en Sekel er tyve Gera. 48 Og du skal give Aron og hans Sønner de Penge for dem, der blive løste som overtallige af dem. 49 Saa tog Mose Løsepenge af dem, som vare flere end de ved Leviterne løste. 50 Af Israels Børns førstefødte tog han de Penge: Tusinde og tre Hundrede og fem og tresindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel. 51 Og Mose gav Aron og hans Sønner de Penge for de løste, efter Herrens Mund, som Herren havde befalet Mose.

4 Kapitel - 4.Mos.4
Og Herren talede til Mose og Aron og sagde: 2 Tag Hovedsum af Kahaths Børn midt iblandt: Levi Børn, efter deres Slægter, efter deres F ædrenehus, 3 fra tredive Aar gamle og derover, og indtil halv tredsindstyve År gamle, hver som kan uddrage i Strid, til at gøre Arbejde ved Forsamlingens Paulun 4 Dette skal være Kahaths Børns Tjeneste ved Forsamlingens Paulun ved de højhellige Ting. 5 Når Lejren rejser, da skulle Aron og hans Sønner komme og nedtage Dækkets Forhæng, og de skulle skjule Vidnesbyrdets Ark derudi. 6 Og de skulle lægge et Dække af Grævlingeskind derover og ubrede et helt Klæde af blåt uldent ovenover og lægge dens Stænger derved. 7 Og de skulle brede et Klæde af blaa uldent over Skuebordet og lægge derpå Fadene og Skålern Bægerne og Kanderne til Drikoffer og det bestandige Brød skal være derpå. 8 Og de skulle brede et Skarlagens Klæde over dem og det med et Dække af Grævlingeskind, og de skulle lægge dets Stænger derved. 9 Så skulle de tage et Klæde af blåt uldent og skjule Lysningens Lysestage og dens Lamper og dens Sakse og dens Tandekar og alle densOliekar, med hvilken skulle betjene den. 10 Og de skulle lægge den og alt dens Redskab et Dække af Grævlingeskind, og skulle lægge det på Bærestænger 11 Og de skulle brede et Klæde af blåt uldent Klæde over Guldalteret og skjule det med et Dække af Grævlingeskind, og de skulle lægge dets Stænger derved. 12 Og de skulle tage al Tjenestens Redskaber, med hvilke de tjente i Helligdommen, og lægge dem i et Klæde af blåt uldent og skjule dem med et Dække af Grævlingeskind, og de skulle lægge dem paa Bærestænger. 13 De skulle og feje Asken af Alteret og brede et Purpurklæde derover.14 Og de skulle lægge alle dets Redskaber, med hvilke de skulle betjene det, derpå: Ildkarrene, Madkrogene og Skufferne og Skålerne, alle Alterets Redskaber, og de skulle brede et Dække derover af Grævlingeskind og lægge dets Stænger derved. 15 Og når og Aron og hans Sønner ere færdige med at tildække Helligdommen og Helligdommens Redskaber, når Lejren rejser, så skulle derefter Kathaths Børn komme at bære det, men ikke røre ved Helligdommen og dø. Dette er Kahaths Børns Byrde ved Forsamlingens Paulun. 16 Og Eleasars, Præsten Arons Søns, beskikkede Embede er med Olien til Lysningen og Røgelsen af de vellugtende Urter og det bestandige Madoffer og Salveolien, hans beskikkede Embede er ved det ganske Tablernakel og alt, hvad deri er, og som hører til Helligdommen og til dens Redskaber. 17 Og Herren talede til Aron og sagde: 18 Lader Kahahiternes Slægters Stamme ikke blive udryddet af Leviternes Midte 19 Og gører dette med dem, saa skulde de leve og ikke dø, når de komme nær til det højhellige; og Aron og hans Sønner skulle komme og sætte dem, hver Mand til sin Tjeneste og til sin Byrde. 20 Men de skulde ikke gå ind at se til, når de hastelig skjule Helligdommen, 21Og Herren talede til Mose og sagde: 22Tag Hovedsum af Gersons Børn, ja af dem, efter deres Fædrenehus, efter deres Slægter. 23 Fra tredive År gamle og derover, indtil halvtredsindstyve År gamle, skal du tælle dem, hver den, som kan drage ud til at stride i Strid, til at besørge Tjenesten ved Forsamlingens Paulun. 24 Dette skal være Gersoniternes Slægters Tjeneste med at tjene og at bære. 25 Og de skulle bære Tabernaklets Tæpper og Forsamlingens Paulun, nemlig Dækket dertil og Dækket af Gr ævlingeskind, som er ovenover, og Dækket for Forsamlingens Pauluns Dør 26 og Forgårdens Omhæng og Dækket for Indgangen til Forgårdens Port, som er for Tabernaklet, og for Alteret trindt omkring, og Snorene dertil og alt Redskab, som hører til Tjenesten derved; og alt det, som skal gøres ved disse Ting, derved skulle de gøre Tjeneste; 27 al Gersons Børns Tjeneste, al deres Byrde og al deres Tjeneste, skal være efter Arons og hans Sønners Ord; og I skulle beskikke dem til at tage Vare på alt, hvad de have at bære. 28 Dette skal være Gersons Børns Slægters Tjeneste ved Forsamlingens Paulun; og hvad de have at tage Vare på, skal være under Ithamars, Præsten Arons Søns Tilsyn.
29 Merari Børn: Dem skal du tælle efter deres Slægter, efter deres Fædrenehus, 30 fra tredive År gamle og derover, og indtil halvtredsindstyve År gamle, skal du tælle dem, hver den, som kan drage i Strid, til at besørge Tjenesten ved Forsamlingens Paulun. 31 Og dette er, hvad de skulle varetage at bære efter al deres Tjeneste ved Forsamlingens Paulun: Tabernaklets Fjæle og dets Stænger og dets Støtter og dets Fødder 32 og Støtterne til Forgården trindt omkring og deres Fødder og deres Nagler og Snorene dertil, med alle deres Redskaber, og med alt det, som hører til deres Tjeneste; og I skulle ved Navn tiltælle dem Redskaberne, som de skulle varetage at bære. 33 Dette skal være Merari Børns Slægters Tjeneste efter al deres Tjeneste ved Forsamlingens Paulun, under Tilsyn af Ithamar, Præsten Arons Søn.
34 Og Mose og Aron og Menighedens Fyrster talte Kahathiternes Børn, efter deres Slægter og efter deres Fædrenehus, 35 fra tredive År gamle og derover, og indtil halvtredsindstyve År gamle, hver den, som kunde drage i Strid, til Tjenesten ved Forsamlingens Paulun, 36 og de talte af dem, efter deres Slægter, vare to Tusinde, syv Hundrede og halvtredsindstyve. 37 Disse vare de talte af Kahathiternes Slægter, hver som tjente ved Forsamlingens Paulun, hvilke Mose og Aron talte efter Herrens Mund ved Mose. 38 Og de talte af Gersons Børn efter deres slægter og efter deres Fædrenehus, 39 fra tredive År gamle og derover og indtil halvtredsindstyve År gamle, hver den som kunde drage i Strid, til Tjenesten ved Forsamlingens Paulun, 4o og de talte af dem, efter deres Slægter, efter deres Fædrenehus, vare to Tusinde og seks Hundrede og tredive. 41 Disse vare de talte af Gersons Børns Slægter, hver som tjente ved Forsamlingens Paulun, hvilke Mose og Aron talte efter Herrens Mund. 42 Og de talte af Merari Børns Slægter, efter deres Slægter, efter deres Fædrenehus, 43 fra tredive År gamle og derover, og indtil halvtredsindstyve År gamle, hver den som kunde drage i Strid, til Tjenesten ved Forsamlingens Paulun, 44 og de talte af dem, efter deres Slægter, vare tre Tusinde og to Hundrede. 45 Disse vare de talte af Merari Børns Slægter, hvilke Mose og Aron talte efter Herrens Mund ved Mose. 46 Alle de talte, som Mose og Aron og Israels Fyrster talte,nemlig Leviterne, efter deres Slægter, og efter deres Fædrenehus, 47 fra tredive År gamle og derover og indtil halvtredsindstyve År gamle, hver den som kunde komme at gøre Tjeneste med at tjene, og Tjeneste med at bære ved Forsamlingens Paulun, 48 og de talte af dem vare otte Tusinde og fem Hundrede og firsindstyve. 49 Og Han talte dem efter Herrens Mund ved Mose, hver Mand til sin Tjeneste og til sin Byrde; og de, han talte, vare de, som Herren havde befalet Mose,

5 Kapitel - 4.Mos.5
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Befal Israels Børn, at de skulle skikke ud af Lejren alle spedalske og alle, som have Flod, og: alle dem, som ere urene ved Lig,: 3 Både Mand og Kvinde skulle I: udskikke, hen uden for Lejren skulle_ I skikke dem ud, at de ikke skulle gøre deres Lejre, hvor jeg bor midt iblandt dem, urene. 4 Og Israels Børn gjorde således og skikkede dem ud, hen uden for Lejren; som Herren havde sagt til Mose, så gjorde Israels Børn.
5 Og Herren talede til Mose; sagde: 6 Tal til Israels Børn: Når Mand eller Kvinde gør nogen af de Synder, som et Menneske begå ved at forgribe sig mod Herren, da er den Sjæl bleven skyldig. 7Og de skulle bekende deres Synd som de have gjort, og hver skal tilbagegive, hvad han er skyldig, med det fulde Beløb, og den femte Del deraf skal han desuden lægge til; og han skal give det til den, hvem han er bleven skyldig. 8 Men dersom Manden ikke har nogen Løser, så at han kan tilbagegive denne det skyldige, da skal den Skyld, som tilbagegives Herren, høre Præsten til, undtagen Forligelsens Væder, med hvilken han gør Forligelse for ham. 9 Og al Offergave af alt det som Israels Børn hellige, som de skulle bringe Præsten, skal høre ham til. 10 Og de Ting, enhver helliger, skulle høre ham til, hvad nogen giver Præsten, det skal høre ham til. 11 Og Herren talede til Mose og sagde: 12 Tal til Israels Børn og sig til dem: Om nogen Mands Hustru går bort fra ham og er troløs imod ham, 13 og en Mand har Samleje, med hende, og det bliver skjult for hendes Mands Øjne og bliver dulgt, at hun er bleven uren, og der er intet Vidne mod hende, og hun ikke er greben i Horeri; 14 og der kommer en Nidkærheds Ånd over ham, I at han er nidkær mod sin Hustru, og hun er bleven uren, eller der kommér en Nidkærheds Ånd over ham, og han er nidkær mod sin Hustru, enddog hun ikke er bleven uren: 15 Da skal Manden føre sin Hustru til Præsten og fremføre som hendes Offer for hende en Tiendepart af en Efa Bygmel; han skal ikke øse Olie derpå, ej heller lægge Virak dertil, thi det er et Nidkærheds Madoffer, et Ihukommelses Madoffer, som gør, at Misgerning ihukommes. 16 Og Præsten skal føre hende nær til og stille hende for Herrens Ansigt. 17 Og Præsten skal tage helligt Vand i et Lerkar, og af Støvet, som er på Tabernaklets Gulv, skal Præsten tage og kaste i Vandet 18 Og Præsten skal stille Kvinden for Herrens Ansigt og blotte Kvindens Hoved og lægge Ihukommelses Madofret på hendes Hænder, det er et Nidkærheds Madoffer; og Præsten skal have det beske Vand, som gør Forbandelse, i sin Hånd. 19 Og Præsten skal besværge hende og sige til Kvinden: Dersom ingen Mand har ligget hos dig, og dersom du ikke har unddraget dig fra at være under din Mand, så du er bleven uren, da vær uskadt af dette beske Vand, som gør Forbandelse. 20 Men du, om du har unddraget dig fra at være under din Mand, og om du er bleven uren, og nogen Mand har ligget hos dig foruden din Mand, - 21 således skal Præsten besværge Kvinden ved Forbandelsens Ed, og Præsten skal sige til Kvinden -. Så sætte Herren dig til en Forbandelse og til en Ed midt iblandt dit Folk, idet Herren lader dine Lænder svindé og din Bug svulme op! 22 Så komme nu dette Vand, som gør Forbandelse, i dine Indvolde, at gøre, at din Bug svulmer op og dine Lænder svinde; og Kvinden skal sige: Amen! Amen! 23 Og Præsten skal skrive disse Forbandelser i en Bog og vaske dem ud i det beske Vand. 24 Og han skal give Kvinden at drikke af det beske Vand, som gør Forbandelse; og det Vand, som gør Forbandelse, skal komme i hende til Beskhed. 25 Og Præsten skal tage Nidkærhedens Madoffer af Kvindens Hånd, og han skal røre Madofret for Herrens Ansigt og føre det frem til Alteret. 26 Og Præsten skal tage en Håndfuld af Madeofret hendes Ihukommelses Offer, og gøre et Røgoffer på Alteret, og der efter skal han give Kvinden Vandet at drikke. 27 Når han har givet hende Vandet at drikke, da skal det ske, om hun er bleven uren og har været troløs imod sin Mand, at det Vand, som gør Forbandélse, kommer i hende til Beskhed; saa at hendes Bug skal svulme op og hendes Lænder svinde; og den Kvinde skal være til en Forbandelse midt iblandt sit Folk. 28 Og dersom den Kvinde ikke er bleven uren, men hun er ren, da skal hun være fri og få Afkom. 29 Dette er Nidkærheds Loven, når en Kvinde unddrager sig fra at være under sin Mand, og hun bliver uren, 30 eller om en Nidkærheds Ånd kommer over en Mand, og han er nidkær mod sin Hustru og stiller Kvinden for Herrens Ansigt, og Præsten gør ved hende efter hele denne Lov. 31 Så skal Manden være fri fra Misgerning; men samme Kvinde, hun skal bære sin Misgerning.

6 Kapitel - 4.Mos.6
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Tal til Israels Børn, og du skal sige til dem: Når en Mand eller Kvinde lover et særligt Løfte om at blive Nasiræer, om at være afholdende for Herren, 3 da skal han holde sig fra Vin og stærk Drik; han skal ikke drikke Vineddike eller Eddike af stærk Drik, og han skal ingen Saft drikke af Druer, han skal hverken æde friske eller tørre Druer. 4 Alle hans Afholdenheds Dage skal han ikke æde noget, som beredes af Vinstokken, hverken Kerne eller Skal. 5 Alle de Dage, som hans Afholdenheds Løfte varer, skal der ikke komme Ragekniv over hans Hoved; indtil de Dage ere opfyldte, i hvilke han er afholdende for Herren, skal han være hellig og lade sit Hovedhår vokse frit. 6 Alle de Dage, han har lovet at være afholdende for Herren, skal han ikke kommé til noget Lig. 7 Han skal ikke gøre sig uren ved sin Fader eller ved sin Moder, ved sin Broder eller ved sin Søster, når de dø; thi hans Afholdenhedsmærke for Gud er på hans Hoved. 8 Alle hans Afholdenheds Dage skal han være Herren hellig.
9 Og dør nogen meget pludselig hos ham og gør hans Hoved med Afholdenhedsmærket urent, da skal han rage sit Hoved på sin Renselsesdag, på den syvende Dag skal han rage det. 10 Og på den otten de Dag skal han bringe to Turtelduer eller to Dueunger til Præsten til Forsamlingens Pauluns Dør. 11 Og Præsten skal lave een til et Synd offer og een til et Brændoffer og gøre Forligelse for ham, fordi han har syndet ved Liget, og han skal hellige sit Hoved på den samm Dag. 12 Og han skal på ny være afholdende for Herren sine Afholdenheds Dage og fremføre et årgammelt Lam til Skyldoffer; og de først Dage skulle falde hen, fordi hans Afholdenhed blev uren.
13 Og dette er Nasiræerloven: Paa den Dag, hans Afholdenheds Dage udløbe, skal han fremføre dette for Forsamlingens Pauluns Dør, 14 og han skal ofre som sit Offer for Herren eet årgammelt Væderlam uden Lyde til et Brændoffer og eet aargammelt Gimmerlam uden Lyde til et Syndoffer og een Væder uden Lyde til et Takoffer 15 og en Kurv med usyrede Kager af Mel, blandet Olie, og usyrede tynde Kager overstrøgne med Olie, og Madofret og Drikofret dertil. 16 Og Præsten skal ofre det for Herrens Ansigt, han skal lave hans Syndoffer hans Brændoffer. 17 Og Væderen skal han lave for Herren til Takoffer lige med Kurven med de usyrede Brød, og Præsten skal lave Madoffer og hans Drikoffer. 18 Og Nasiræeren skal rage Afholdenhedens Mærke af sit Hoved for Forsamlingens Pauluns Dør, og han skal tage Hovedhåret, som var Mærket på hans Afholdenhed, og kaste det på Ilden, som er under Takofret 19 Og Præsten skal tage den kogte Bov af Væderen og een usyret Kage af Kurven og een usyret tynd Kage, og han skal lægge dem på Nasiræerens Hænder, efter at han har afraget sit Afholdenheds Mærke. 20 Og Præsten skal røre dem med en Rørelse for Herrens Ansigt, det er Præsten helliget, tillige med Rørelsesbrystet og tillige med Gaveboven; og derefter må Nasiræeren drikke Vin. 21 Dette er Loven for Nasiræeren, som gør et Løfte, det er hans Offer til Herren for sin Af holdenhed. foruden det, som hans Hånd ellers formår; efter hans Løftes Beskaffenhed, som han har lovet, således skal han gøre efter Loven om hans Afholdenhed.
22 Og Herren talede til Mose og sagde: 23 Tal til Aron og til hans Sønner og sig: Således skulle I velsigne Israels Børn og sige til dem: 24 Herren velsigne dig og bevare dig! 25 Herren lade lyse sit Ansigt over dig og være dig nådig! 26 Herren opløfte sit Ansigt til dig og give dig Fred! 27 Og de skulle lægge mit Navn på Israels Børn, og jeg, jeg vil velsigne dem.

7 Kapitel - 4.Mos.7
Og det skete på den Dag, der Mose var færdig med at oprejse Tabernaklet og salvede det og helligede det og alt Redskabet dertil og Alteret og alt Redskabet dertil og salvede dem og helligede dem, 2 da ofrede Israels Fyrster, som vare Øverster for deres Fædrenehuse, de, som vare Stammernes Fyrster, de, som forestode de talte. 3 Og de førte deres Offer frem for Herrens Ansigt: Seks bedækkede Vogne og tolv Øksne, en Vogn for to Fyrster og en Okse for hver en, og de førte dem frem foran Tabernaklet. 4 Og Herren talede til Mose og sagde: 5 Tag disse af dem, at de kunne være til at gøre Tjeneste ved Forsamlingens Paulun, og du skal give dem til Leviterne, hver efter sin Tjenestes Beskaffenhed. 6 Da tog Mose Vognene og Øksnene og gav dem til Leviterne.7 Han gav Gersons Børn to Vogne og fire Øksne efter deres Tjenestes Beskaffenhed. 8 Og han gav Merari Børn fire Vogne og otte Øksne efter deres Tjenestes Beskaffenhed, under Tilsyn af Ithamar, Præsten Arons Søn. 9 Men Kahaths Børn gav han ingen, fordi Tjenesten med de hellige Ting, som skulde bæres på Skuldrene, pålå dem.
10 Og Fyrsterne ofrede til Alterets Indvielse, på den Dag det blev salvet, ja, Fyrsterne ofrede deres Offer foran Alteret. 11 Og Herren sagde til Mose: Lad een Fyrste hver Dag, ja, een Fyrste hver Dag ofre sit Offer til Alterets Indvielse. 12 Og den, som ofrede sit Offer på den første Dag, var Nahesson, Amminadabs Søn, Judas Stammes Fyrste. 13 Og hans Offer var eet Sølvfad, dets Vægt var hundrede og tredive Sekel, een Sølvskål på halvfjerdsindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel; de vare begge fulde af Mel blandet med Olie, til et Madoffer; 14 een Røgelseskål på ti Sekel Guld, fuld af Røgelse; 15 een ung Okse, een Væder, eet Lam, årgammelt, til et Brændoffer; 16 een Gedebuk til et Syndoffer; 17 og to Øksne, fem Vædre, fem Bukke, fem Lam årgamle, til et Takoffer. Dette var Nahessons, Amminadsbs Søns, Offer. 18 Paa den anden Dag ofrede Nethaneel, Zuars Søn, Isaskars Fyrste. 19 Han ofrede sit Offer: Eet Sølvfad, dets Vægt var hundrede og tredive Sekel, een Sølvskål på halvfjerdsindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel; de vare begge fulde af Mel, blandet med Olie, til et Madoffer; 20 en Røgelseskål på ti Sekel Guld, fuld af Røgelse; 21 een ung Okse, een Væder, eet Lam, årgammelt, til et Brændoffer; 22 een Gedebuk til et Syndoffer; 23 og to Øksne, fem Vædre, fem Bukke, fem Lam, årgamle, til et Takoffer. Dette var Nethaneels, Zuars Søns, Offer. 24 på den tredje Dag ofrede Sebulons Børns Fyrste, Eliab, Helons Søn. 25 Hans Offer var eet Sølvfad, dets Vægt var hundrede og tredive Sekel, een Sølvskål på halvferdsindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel; de vare begge fulde af Mel, blandet med Olie, til et Madoffer; 26 een Røgelseskål på ti Sekel Guld, fuld af Røgelse; 27 een ung Okse, een Væder, eet I.am, årgammelt, til et Brændoffer; 28 een Gedebuk til et Syndaffer; 29 og to Øksne, fem Vædre, fem Bukke, fem Lam, årgamle, til et Takoffer. Dette var Eliabs, Helons Søns, Offer. 30 På den fjerde Dag ofrede Rubens Børns Fyrste, Elizur, Sedeurs Søn. 31 Hans Offer var eet Sølvfad, dets Vægt var hundrede og tredive Sekel, een Sølvskål på halvfjerdsindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel; de vare begge fulde af Mel, blandet med Olie, til et Madoffer; 32 een Røgelseskål på ti Sekel Guld, fuld af Røgelse; 33 een ung Okse, een Væder, eet Lam, årgammelt, til et Brændoffer; 34 een Gedebuk til et Syndoffer; 35 og to Øksne, fem Vædre, fem Bukke, fem Lam, årgamle, til et Takoffer. Dette var Elizurs, Sedeurs Søns, Offer. 36 På den femte Dag ofrede Simeons Børns F'yrste, Selumiel, Zurisaddai Søn. 37 Hans Offer var eet, Sølvfad, dets Vægt var hundrede og tredive Sekel, een Sølvskål på halvfjerdsindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel; de vare begge fulde af Mel blandet med Olie, til et Madoffer 38 een Røgelseskål på ti Sekel Guld, fuld af Røgelse; 39 een ung Okse, een Væder, eet Lam, årgammelt, til et Brændoffer; 40 een Gedebuk til et Syndoffer; 41 og to Øksner fem Vædre, fem Bukke, fem Lam årgamle, til et Takoffer. Dette var Selumiels, Zurisaddai Søns, Offer 42 på den sjette Dag ofrede Gads Børns Fyrste, Eliasaf, Deuels Søn 43 Hans Offer var eet Sølvfad, det Vægt var hundrede og tredive Sekel, een Sølvskaal på halvfjerd sindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel; de vare begge fulde af Mel blandet med Olie, til et Madoffer 44 een Røgelseskål på ti Sekel Guld, fuld af Røgelse; 45 een ung Okse, een Væder, eet Lam, årgammelt, til et Brændoffer; 46 een Gedebuk til et Syndoffer; 47 og to Øksne fem Vædre, fem Bukke, fem Lam årgamle, til et Takoffer. Dette var Eliasafs, Deuels Søns, Offer. 48 Pa den syvende Dag ofrede Efraims: Børns Fyrste, Elisama, Ammihud: Søn. 49 Hans Offer var eet Sølvfad dets Vægt var hundrede og tredive Sekel, een Sølvskål på halvfjerdsindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel; de vare begge fulde af Mel, blandet med Olie, til et Madoffer; 50 een Røgelseskål på ti Sekel Guld, fuld af Røgelse; 51 een ung Okse, een Væder, eet Lam, årgammelt, til et Brændoffer; 52 een Gedebuk til et Syndoffer; 53 og to Øksne, fem Vædre, fem Bukke, fem Lam, årgamle, til et Takoffer. Dette var Elisamas, Ammihuds Søns, Offer. 54 på den ottende Dag ofrede Manasse Børns Fyrste, Gamliel, Pedazurs Søn. 55 Hans Offer var eet Sølvfad, dets Vægt var hundreds og tredive Sekel, een Søvskål på halvfjerdsindstyve Sékel efter Helligdommens Sekel; de vare begge fulde af Mel, blandet med Olie, til et Madoffer; 56 een Røgelseskål på ti Sekel Guld, fuld af Røgelse; 57 een ung Okse, een Væder, eet Lam, årgammelt, til et Brændoffer; 58 een Gedehuk til et Syndoffer; 59 og. to Øksne, fem Vædre, fem Bukke, fem Lam, årgamle, til et Takoffer. Dette var Gamliels, Pedazurs Søns, Offer. 60 På den niende Dag ofrede Benjamins Børns Fyrste, Abidan, Gideoni Søn. 61 Hans Offer var eet Sølvfad, dets Vægt var hundrede og tredive Sekel, een Sølvskål på halvfjerdsindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel; de vare begge fulde af Mel, blandet med Olie, til et Madoffer; 62 een Røgelseskål på ti Sekel Guld, fuld af Røgelse; 63 een ung Okse, een Væder, eet Lam, årgammelt, til et Brændoffer; 64 een Gedebuk til et Syndoffer; 65 og to Øksne, fem Vædre, fem Bukke, fem Lam, årgamle, til et Takoffer. Dette var Abidans, Gideoni Søns, Offer. 66 på den tiende Dag ofrede Dans Børns Fyrste, Ahieser, Ammisaddai Søn. 67 Hans Offer var eet Sølvfad, dets Vægt var hundrede og tredive Sekel, een Sølvskål på halvfjerdsindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel; de vare begge fulde af Mel, blandet med Olie, til et Madoffer; 68 een Røgelseskål på ti Sekel Guld, fuld af Røgelse; 69 een ung Okse, een Væder, eet Lam, årgammelt, til et Brændoffer; 70 een Gedebuk til et Syndoffer; 71 og to Øksne, fem Vædre, fem Bukke, fem Lam, årgamle, til et Takoffer. Dette var Ahiesers, Ammisaddai Søns, Offer. 72 På den ellevte Dag ofrede Asers Børns Fyrste, Pagiel, Okrans Søn, 73 Hans Offer var eet Sølvfad, dets Vægt var hundrede og tredive Sekel, een Sølvskål på halvfjerdsindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel; de vare begge fulde af Mel, blandet med Olie, til et Madoffer; 74 een Røgelseskål på ti Sekel Guld, fuld af Røgelse; 75 een ung Okse, een Væder, eet Lam, årgammelt, til et Brændoffer; 76 een Gedébuk til et Syndoffer; 77 og to Øksne, fem Vædre, fem Bukke, fem Lam, årgamle, til et Takoffer. Dette var Pagiels, Okrans Søns, Offer. 78 På den tolvte Dag ofrede Nafthali Børns Fyrste, Ahira, Enans Søn. 79 Hans Offer var eet Sølvfad, dets Vægt var hundrede og tredive Sekel, een Sølvskål på halvfjerdsindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel; de vare begge fulde af Mel, blandet med Olie, til et Madoffer; 80 een Røgelseskål på ti Sekel Guld, fuld af Røgelse; 81 een ung Okse, een Væder, eet Lam, årgammelt, til ét Brændoffer; 82 een Gedebuk til et Syndoffer; 83 og to Øksne, fem Vædre, fem Bukke, fem Lam, årgamle, til et Takoffér. Dette var Ahiras, Enans Søns, Offer.
84 Dette er Alterets Indvielse af Israels Fyrster, på den Dag det blev salvet: Tolv Sølvfade, tolv Sølvskåler, tolv Guldrøgelseskåler; 85 hvert Fad var på hundrede og tredive Sekel Sølv, og hver Skål på halv fjerdsindstyve Sekel, alt Sølvet af Karrene beløb sig til to Tusinde og fire Hundrede.Sekel efter Helligdommens Sekel. 86 Tolv Guldrøgelseskåler, fulde af Røgelse, hver Røgelseskål på ti Sekel efter Helligdommens Sekel; alt Guldet af de Røgelseskåler beløb sig til hundrede og tyve. Sekel. 87 Alt stort Kvæg til Brændofret var tolv Okser, tolv Vædre, tolv Lam, årgamle, og deres Madoffer, og tolv Gedebukke til Syndoffer. 88 Og alt stort Kvæg til Takofret var fire og tyve Okser, tresindstyve Vædre, tresindstyve Bukke, tresindstyve Lam, årgamle. Dette er Alterets Indvielse, efter at det var salvet.. 89 Og når Mose kom til Forsamlingens Paulun for at tale * med, ham, da hørte han Røsten tale til sig ovenfra Nådestolen, som var på Vidnesbyrdets Ark, midt ud fra de to Keruber; og han talede til ham.

8 Kapitel - 4.Mos.8
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Tal til Aron, og du skal sige til ham: Når du sætter Lamperne op, skulle de syv Lamper lyse lige imod Lysestagens modsatte Side, 3 Og Aron gjorde således: Lige imod den modsatte Side af Lysestagen satte han dens Lamper op, som Herren havde befalet Mose. 4 Og Lysestagen var således gjort: Den var af drevet Arbejde af Guld, endog dens Fod og dens Blomster vare af drevet Arbejde; efter det Syn, som Herren havde vist Mose, således havde han gjort Lysestagen. 5 Og Herren talede til Mose og sagde: 6 Tag Leviterne midt ud af Israels Børn, og du skal rense dem. 7 Og således skal du gøre ved dem, til at rense dem: Stænk Sonevand på dem, og de skulle lade Ragekniven gå over hele deres Legeme og to deres Klæder og rense sig. 8 Så skulle de tage en ung Tyr og Madofret dertil, Mel, blandet med Olie, og du skal tage en anden ung Tyr til et Syndoffer. 9 Og du skal lade Leviterne komme nær til, foran Forsamlingens Paulun, og du skal lade hele Israels Børns Menighed samle sig. 10 Og du skal lade Leviterne komme frem for Herrens Ansigt, og Israels Børn skulle lægge deres Hænder på Leviterne. 11 Og Aron skal røre Leviterne, udtagne af Israels Børn, med en Rørelse for Herrens Ansigt, og de skulle være til at besørge Herrens Tjeneste. 12 Og Leviterne skulle lægge deres Hænder på Tyrenes Hoved; og gøre så den ene til et Syndoffer og den anden til et Brændoffer for Herren, til at gøre Forligelse for Leviterne. 13 Og du skal stille Leviterne for Arons Ansigt og for hans Sønners Ansigt, og du skal røre dem med en Rørelse for Herren. 14 Og du skal udskille Leviterne midt ud af Israels Børn; thi Leviterne skulle være mine. 15 Og derefter skulle Leviterne komme til at tjene ved Forsamlingens Paulun, når du har renset dem og ladet dem røre med en Rørelse.
16 Thi de ere mig givne, ja, givne midt ud af Israels Børn; jeg har taget mig dem i Stedet for hver, som åbner Moders Liv, for alle førstefødte af Israels Børn. 17 Thi alt det førstefødte blandt Israels Børn hører mig til, både af Mennesker og af Dyr; på den Dag jeg slog, alle førstefødte i Ægyptens Land, helligede jeg mig dem. 18 Og jeg tog Leviterne i Stedet for alle førstefødte iblandt Israels Børn. 19 Og jeg gav Aron og hans Sønner Leviterne til en Gave, midt ud af Israels Børn, til at besørge Israels Børns Tjeneste ved Forsamlingens Paulun og til at gøre Forligelse for Israels Børn, at der ikke skal komme Plage over Israels Børn, når Israels Børn nærme sig til Helligdommen. 20 Og Mose og Aron og al Israels Børns Menighed gjorde så ved Leviterne; efter alt det, som Herren havde befalet Mose om Leviterne, så gjorde Israels Børn ved dem. 21 Og Leviterne rensede sig fra Synd og toede deres Klæder, og Aron rørte dem med en Rørelse for Herrens Ansigt; og Aron gjorde Forligelse for dem til at rense dem. 22 Og derefter kom Leviterne til at besørge deres Tjeneste ved Forsamlingens Paulun, for Arons Ansigt og for hans Sønners Ansigt; som Herren havde befalet Mose om Leviterne, så gjorde de ved dem.
23 Og Herren talede til Mose og sagde: 24 Dette er det, som vedkommer Leviterne: Fra fem og tyve År gamle og derover skal hver af dem komme ti1 at gøre Arbejdet i Forsamlingens Pauluns Tjeneste. 25 Men fra det halvtredsindstyvende År skal han vende tilbage fra Tjenestens Arbejde; og han skal ikke tjene ydermere. 26 Dog må han tjene sine Brødre ved Forsamlingens Paulun, med at tage Vare på, hvad der er at varetage, men Tjenesten skal han ikke besørge. Således skal du gøre med Leviterne, i hvad de have at varetage.

9 Kapitel - 4.Mos.9
Og Herren talede til Mose i Sinai, Ørk i det andet År, efter at de vare udgangne af Ægyptens Land, i den første Måned, og sagde, 2 at Israels Børn skulle holde Påske paa dens bestemte Tid. 3 På den fjortende Dag i denne Måned, imellem de tvende Aftener skulle I holde den på dens bestemte Tid; efter alle dens Skikke og efter alle dens Bestemmelser skulle I holde den. 4 Og Mose sagde til Israels Børn, at de skulde holde Påske.
5 Og de holdt Påske i den første Måned, på den fjortende Dag i Måneden, imellem de tvende Aftener, i Sinai Ørk; efter alt det, som Herren havde befalet Mose, sålede gjorde Israels Børn. 6 Og det skete, at der var nogle Mænd, som vare blevne urene ved et Menneskes Lig, og de kunde ikke holde Påsken på den samme Dag; og de gik frem for Mose Ansigt og for Arons Ansigt den samme Dag. 7 Og disse Mænd sagde til ham: Vi ere blevne urene ved et Menneskes Lig; hvi skulle vi derfor udelukkes, at vi ej må ofre Herren Offer på dets bestemte Tid, midt iblandt Israels Børn? 8 Og Mose sagde til dem: Venter lidt, og jeg vil høre, hvad Herren vil byde om eder. 9 Og Herren talede til Mose og sagde: 10 Tal til Israels Børn og sig: Når nogen hos eder eller hos eders Efterkommere er bleven uren ved et Lig, eller er på en lang Rejse, han skal alligevel holde Herren Påske. 11 I den anden Måned på den fjortende Dag, imellem de tvende Aftener, skulle de holde den; de skulle æde det* med usyrede Brød og beske Urter. 12 De skulle ikke lade blive tilovers deraf til om Morgenen og ikke bryde noget Ben på det, efter al Påskelammets Skik skulle de gøre med det. 13 Men den, som er ren og ikke er på Rejse og efterlader at holde Påske, den Sjæl skal udryddes fra sit Folk, fordi han ikke har ofret Herrens Offer på dets bestemte Tid; denne Mand skal bære sin Synd. 14 Og når en fremmed opholder sig hos eder og holder Herren Påske, da skal han holde den så, som Påskens Skik og som dens Vis er; der skal være een Skik for eder, både for den fremmede og for den indfødte i Landet.
15 Og på den Dag, da Tabernaklet blev oprejst, skjulte Skyen Vidnesbyrdets Pauluns Tabernakel; og om Aftenen var over Tabernaklet som en Ild at se til, indtil om Morgene 16 Således skete det stedse, at Skyen skjulte det; og om Natten var det som en Ild at se til. 17 Og eftersom Skyen hævede sig op fra Paulunet, rejste Israels Børn derefter; og på det Sted, hvor Skyen blev, der lejrede Israels Børn sig. 18 Efter Herrens Mund rejste Israels Børn; og efter Herrens Mund lejrede de sig; alle de Dage, som Skyen boede over Tabernaklet, bleve de liggende. 19 Og når Skyen blev over Tabernaklet mange Dage, da toge Israels Børn Vare på, hvad Herren vilde have varetaget, og rejste ikke. 20 Og det var ligeså, når Skyen,var få Dage over Tabernaklet; efter Herrens Mund lejrede de sig, og efter Herrens Mund rejste de. 21 Og det var ligeså, når Skyen var der fra Aftenen indtil Morgenen, og Skyen hævede sig om Morgenen, da rejste de; eller når Skyen hævéde sig om Dagen eller om Natten da rejste de. 22 Eller når Skyen blev to Dage eller een Måned eller éet År over Tabernaklet, så den boede over det, da bleve Israels Børn liggende og rejste ikke; men når den hævede sig, rejste de. 23 Efter Herrens Mund lejrede de sig, og efter Herrens Mund rejste de; de toge Vare på, hvad Herren vilde have varetaget, efter Herrens Mund ved Mose.

10 Kapitel - 4.Mos.10
Og Herren talede til Mose og sagde: 2 Gør dig to Basuner af Sølv, af drevet Arbejde skal du gøre dem; og du skal have dem til Menighedens Sammenkaldelse, og når Lejrené skulle bryde op. 3 Og når de blæse langsomt i dem, så skal al Menigheden samles til dig, til Forsamlingens Pauluns Dør. 4 Og dersom de blæse langsomt i den ene, da skulle Fyrsterne samles til dig, Øversterne for Israels Tusinder. 5 Men når I blæse stærkt, da skulle de Lejre bryde op, som have lejret sig mod Østen. 6 Og når I blæse anden Gang stærkt, da skulle de Lejre bryde op, som have lejret sig mod Sønden; I skulle blæse stærkt, når de skulle bryde op. 7 Men når Forsamlingen skal samles, skulle I blæse langsomt og ikke blæse stærkt. 8 Og Præsterne, Arons Sønnér, skulle blæse i Basunerne; og de skulle være eder til en evig Skik hos eders Efterkommere. 9 Og når I komme i Krig i eders Land med Fjenden, som ængster eder, da skulle I blæse stærkt i Basunerne, at I må ihukommes for Herren eders Guds Ansigt og frelses fra eders Fjender. 10 Og på eders Glædes Dag, og på eders bestemte Tider, og på eders Måneders første Dage, da skulle I blæse i Basunerne ved eders Brændofre og ved eders Takofre, at de må blive eder til en Ihukommelse for eders Guds Ansigt; jeg er Herren eders Gud.
11 Og det skete i det andet År, i den anden Måned, på den tyvende Dag i Måneden, da hævede Skyen sig op fra Vidnesbyrdets Tabernakel. 12 Og Israels Børn brøde op på deres Vandringer fra Sinai Ørk; og Skyen blev i den Ørk Paran. 13 Så rejste de første Gang efter Herrens Mund ved Mose. 14 Og det Banner for Judas Børns Lejr brød først op, efter deres Hære; og over hans Hær var Nahesson, Amminadabs Søn. 15 Og over Isaskars Børns Stammes Hær var Nethaneel, Zuars Søn. 16 Og over Sebulon Børns Stammes Hær var Eliab, Helons Søn. 17 Og Tabernaklet blev nedtaget; og Gersons Børn og Merari Børn, som bare Tabernaklet, brøde op. 18 Dernæst brød det Banner for Rubens Lejr op, efter deres Hære; og over hans Hær var Elizur, Sedeurs Søn. 19 Og over Simeons Børns Stammes Hær var Selumiel, Zurisaddai Søn. 20 Og over Gads Børns Stammes Hær var Eliasaf, Deuels Søn. 21 Så rejste Kahathiterne, som bare Helligdommen; og de andre oprejste Tabernaklet, inden de kom. 22 Dernæst brød det Banner for Efraims Børns Lejr op, efter deres Hære; og over hans Hær var Elisama, Ammihuds Søn. 23 Og over Manasse Børns Stammes Hær var Gamliel, Pedazurs Søn. 24 Og over Benjamins Børns Stammes Hær var Abidan, Gideoni Søn. 25 Dernæst brød det Banner op for Dans Børns Lejr, som sluttede alle Lejrene, efter deres Hære, og over hans Hær var Ahieser, Ammisaddai Søn. 26 Og over Asers Børns Stammes Hær var Pagiel, Okrans Søn. 27 Og over Naf thali Børns Stammes Hær var Ahira, Enans Søn. 28 Dette var Israels Børns Rejseorden, efter deres Hære, når de rejste.
29 Og Mose sagde til Hobab, Reuels den Midianiters Søn, Mose Svigerfader: Vi rejse til det Sted, om hvilket Herren sagde: Jeg vil give _ eder det; gå med os, så ville vi gøre vel imod dig, fordi Herren har talet godt over Israel. 30 Og denne sagde til ham: Jeg vil ikke gå med, men jeg vil gå til mit Land og til min Slægt. 31 Og han sagde: Kære, forlad os ikke; thi du ved, hvor vi kunne lejre os i Ørken, og du skal ære vort Øje. 32 Og det skal ske, du går med os, da skulle vi med det samme Gode, hvormed Herren gør vel imod os, gøre vel imod dig.
33 Så rejste de fra Herrens Bjerg tre Dages Rejse; og Herrens Pagtes Ark rejste for deres Ansigt tre Dages Rejse for at opsøge et Hvilested for dem. 34 Og Herrens Sky var over dem om Dagen, når de brøde op med Lejren. 35 Og det skete, når Arken rejste, da sagde Mose: Herre! stå op, så skulle dine Fjender adspredes, og de, som hade dig, skulle fly for dit Ansigt. 36 Og når den hvilede, sagde han: Kom tilbage, Herre! til Israels ti Tusinde Gange tusinde.

11 Kapitel - 4.Mos.11
Og Folket blev som de, der knurre syndig for Herrens Øren; og Herren hørte det, og hans Vrede optændtes, og Herrens ild brændte iblandt dem og fortærede nogle i det yderste af Lejren. 2 Da råbte Folket til Mose, og Mose bad til Herren, så blev Ilden dæmpet. 3 Og han kaldte det samme Steds Navn Thabeera*; thi Herrens Ild brændte iblandt dem.
4 Og det sammenløbne Folk, som var midt ihlandt dem, fik stor Begæerlighed; derfor gav også Israels Børn sig til at græde igen og sagde: Hvo vil give os Kød at æde? 5 Vi komme i Hu den Fisk, som vi åde for intet i Ægypten, Græskarrene og Melonerne og Rødløgene og Hvidløgene; 6 men nu forsmægter vor Sjæl; thi her er slet intet uden det Man for vore Øjne.?7 Men dette Man var som Korianderfrø, og dets Farve var ligesom Bedellions Farve. 8 Folket løb hid og did og sankede og malede det i Møllerne eller stødte det i Morterén og kogte det i Potten og gjorde deraf Kager; og dets Smag var som Oliesaftens Smag. 9 Og når Duggen faldt over Lejren om Natten, da faldt Man ned derpå.
10 Og Mose hørte Folket græde iblandt deres Slægter, hver i sit Telts Dør; og Herrens Vrede optændtes såre; også var det ondt for Mose Øjne. 11 Og Mose sagde til Herren: Hvi handlede du så ilde med din Tjener? og hvi finder jeg ikke Nåde for dine Øjne, og du lægger Byrden af hele dette Folk på mig? 12 Mon jeg har undfanget alt dette Folk mon jeg har født det? at du skulde sige til mig: Bær det i din Favn, ligesom en Fosterfader bærer det diende Barn, ind i det Land, som du har tilsvoret dets Fædre. 13 Hvorfra skal jeg tage Kød at give alt dette Folk? thi de græde for mig og sige: Giv os Kød, at vi kunne æde. 14 Jeg kan ikke ene bære alt dette Folk; thi det er mig for svart. 15 Og vil du handle således med mig, da slå mig ihjel, dersom j eg har fundet Nåde for dine Øjne, og lad mig ikke se på min Ulykke.
16 Og Herren sagde til Mose: Forsamle mig halvfjerdsindstyve Mænd af Israels Ældste, om hvilke du ved, at de ere Folkets Ældste og dets Fogeder; og du skal tage dem hen til Forsamlingens Paulun, og der skulle de fremstille sig med dig. 17 Og jeg vil komme ned og tale med dig der, og jeg vil tage af den Ånd, som er på dig, og lægge på dem, at de skulle bære på Folkets Byrde med dig, og du skal ikke ene bære den. 18 Og til Folket skal du sige: Helliger eder til i Morgen, så skulle I æde Kød; thi I have grædt for Herrens Øren og sagt: Hvo vil give os Kød at æde thi det gik os vel i Ægypten; derfor vil Herren give eder Kød, at I skulle æde. 19 I skulle ikke æde een Dag og ej to Dage og ej fem Dage og ej ti Dage og ej tyve Dage, 20 men en Måneds Dage, indtil det går ud af eders Næse og er eder til en Afsky; fordi I have forkastet Herren, som er midt iblandt eder, og have grædt for hans Ansigt og sagt: Hvortil ere vi udgangne af Ægypten 21 Og Mose sagde: Seks Hundrede Tusinde Mænd til Fods er dette Folk, som jeg er midt iblandt, og du siger: Jeg vil give dem Kød, og de skulle æde en Måneds Tid. 22 Mon der skal slagtes småt Kvæg og stort Kvæg for dem, at der kan blive nok til dem? mon alle Fiskene i Havet skulle samles til dem, at der kan blive nok til dem? 23 Og Herren sagde til Mose: Monne da Herrens Hånd være forkortet? nu skal du se, om mit Ord skal vederfares dig eller ej. 24 Og Mose gik ud og talede Herrens Ord til Folket; og han samlede halvfjerdsindstyve Mænd af Folkets Ældste og stillede dem rundt omkring Paulunet.
25 Da kom Herren ned i Skyen og talede til ham, og han tog af den Ånd, som var på ham, og lagde på de halvfjerdsindstyve Ældste, og det skete, der Ånden hvilede på dem, da profeterede de, og de gjorde det ikke siden. 26 Men der var to Mænd blevne tilbage i Lejren, den enes Navn var Eldad, og den andens Navn Medad, og Ånden hvilede over dem, thi de vare iblandt de opskrevne, men de vare dog ikke udgangne til Paulunet, og de profeterede i Lejren. 27 Da løb en Dreng og gav Mose tilkende sagde: Eldad og Medad profetere Lejren. 28 Da svarede Josva, Nuns Søn, Mose Tjener, en af hans udvalgte, og sagde: Min Herre, Mose forhindre dem. 29 Men Mose sagde til ham: Er du nidkær for mig? gid alt Herrens Folk var Profeter, og Herren vilde give sin Ånd over dem! 30 Og Mose forføjede sig til Lejren, han og de Ældste af Israel. 31 Da for der et Vejr ud fra Herren og førte Vagtler fra Havet og strøede dem over Lejren, ved en Dags Rejse til den ene og ved en Dags Rejse til den anden Side, trindt omkring Lejren, og ved to Alen højt på Jorden. 32 Da stod Folket op hele den Dag og hele den Nat og hele den anden Dag, og de sankede Vagtler; hvo der havde mindst, havde samlet ti Homer; og de bredte dem trindt omkring Lejren. 33 Kødet var endnu imellem Tænderne på dem, det var endnu ikke fortæret; da optændtes Herrens Vrede imod Folket, og Herren slog Folket med en såre stor Plage. 34 Og man kaldte det Steds Navn Kibroth-Hattåva*, fordi de der begrove Folket, dem, som havde været begærlige. _Fra Kibroth-Hattaava rejste Folket til Hazeroth; og de bleve i Hazeroth.

12 Kapitel - 4.Mos.12
Og Maria og Aron talede imod Mose for den morlandske Hustrus Skyld, som han havde taget; thi han havde taget en morlandsk Hustru. 2 Og de sagde: Taler Herren ene og alene ved Mose? mon ikke også taler ved os? og Herren hørte det. 3 Men den Mand var såre sagtmodig, fremfor Mennesker på Jorderige.
4 Og Herren sagde hastelig til Aron og til Maria: Går ud, I tre, til Forsamlingens Paulun; og de tre gik ud. 5 Da kom Herren ned i en Skystøtte og stod i Paulunets Dør; og han kaldte ad Aron Og Maria, og de gik begge ud. 6 Og han sagde: Kære, hører mine Ord: Dersom der er en Profet iblandt eder, giver jeg, Herren, mig tilkende for ham i Synet, i Drømmen taler jeg med ham. 7 Ikke så med min Tjener Mose; han er tro i mit ganske Hus. 8 Jeg taler mundtlig med ham og synlig og ikke i mørk Tale, og han beskuer Herrens Lignelse; hvi frygtede I da ikke at tale imod min Tjener, imod Mose? 9 Og Herrens Vrede optændtes imod dem, og han gik bort. 10 Og Skyen veg bort fra Paulunet, og se, Maria var spedalsk som Sne; og Aron vendte sig til Maria, og se, hun var spedalsk. 11Og Aron sagde til Mose: Hør mig dog, min Herre, læg ikke den Synd på os, i hvilken vi have gjort dårlig, og i hvilken vi have syndet. 12 Kære, lad hende ikke være som en Død, hvis halve Kød, når han kommer ud af sin Moders Liv, er fortæret. 13 Da råbte Mose til Herren og sagde: Ak, Gud! helbred hende. 14 Og Herren sagde til Mose: Om hendes Fader havde spyttet hende i hendes Ansigt, skulde hun da ikke skamme sig syv Dage? Lad hende blive udelukket fra Lejren syv Dage; og derefter må hun optages. 15 Og Maria blev udelukket fra Lejren syv Dage, og Folket rejste ikke, førend Maria blev optaget. 16 Og derefter rejste Folket fra Hazeroth, og de lejrede sig i Ørken Paran.

13 Kapitel - 4.Mos.13
Og Herren talede til Mose og sagde 2 Send Mænd for dig, at de bespejde det Land Kanån, hvilket jeg giver Israels Børn; I skulle sende een Mand for hver sin Fædrene Stamme, enhver iblandt dem skal være en Fyrste. 3 Så sendte Mose dem fra Parans Ørk, efter Herrens Mund, Mænd, der alle vare Øverster for Israels Børn. 4 Og disse ere deres Navne: For Rubens Stamme Sammua, Sakkurs Søn; 5 for Simeons Stamme Safat, Hori Søn; 6 for Judas Stamme Kaleb, Jefunne Søn; 7 for Isaskars Stamme Jigeal, Josefs Søn; 8 for Efraims Stamme Hosea, Nuns Søn; 9 for Benjamins Stamme Palti, Rafu Søn; 10 for Sebulons Stamme Gaddiel, Sodi Søn; 11 for Josefs Stamme, for Manasse Stamrne Gaddi, Sussi Søn; 12 for Dans Stamme Ammiel, Gemalli Søn; 13 for Asers Stamme Sethur, Mikaels Søn; 14 for Nafthali Stamme Nahebi, Vofsi Søn; 15 for Gads Stamme Geuel, Maki Søn. 16 Disse ere Navnene på de Mænd, som Mose sendte til at bespejde Landet; men Mose kaldte Hosea, Nuns Søn, Josva. 17 Og Mose sendte dem til at bespejde Kanåns Land og sagde til dem: Drager herfra op I i Sydlandet, og I skulle gå op på Bjergene. 18 Og I skulde bese Landet; hvordan det er, og det Folk, som bor derudi, om det er stærkt eller svagt, om det er lidet eller talrigt, 19 og hvad det er for et Land som det bor udi, om det er godt eller slet, og hvad det er for Stæder, som det bor u